Translate

Viser opslag med etiketten Drew Goddard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Drew Goddard. Vis alle opslag

tirsdag den 2. januar 2024

Found Footage | Matt Reeves: Cloverfield (2008)


KATASTROFISK KLØVERMARK
Banebrydende found footage

Af BO GREEN JENSEN

BAG den poetisk uudgrundelige titel gemmer sig en heftig filmoplevelse, som vokser ud af formen og de fælles mareridt, der lever i kulturen efter 9/11. 
Umiddelbart før årtusindeskiftet blev gyseren The Blair Witch Project (1999) et fænomen ved at fortælle og fremstå som found footage, dvs. ubearbejdet efterladt videomateriale.
   I Cloverfield krænges katastrofegenren ud på samme måde. Filmen viser angiveligt indholdet af hukommelseskortet fra et digitalkamera. Fordi der optages oven på eksisterende stof, ser man af og til indklip fra tiden, som ligger før. Den strukturelle gimmick bliver både ironisk og vemodig, efterhånden som rædslerne griber om sig.



HUD (T.J. Miller) begynder at filme ved afskedsfesten, der skal sende vennen Rob (Michael Stahl-David) af sted til et nyt job i Japan. Én efter én siger karaktererne farvel og præsenterer sig på den måde for publikum. Det fremgår, at Rob og Beth (Odette Yustman) er kærester; at Hud selv har særlig sans for Marlena (Lizzy Caplan); at Jason (Mike Vogel) danner par med Lily (Jessica Lucas). Alle de flimrende relationer er dybest set irrelevante. Det handler om at præsentere gruppen, der skal flygte på publikums vegne, når katastrofen rammer Manhattan mellem øjnene.



DET sker efter tyve minutter. Først er der en rumlen, der føles som et jordskælv. Så kommer Frihedsgudindens hoved kurende hen ad Fifth Avenue, mens grønlige glimt af en gigantisk, Godzilla-lignende skabning lader sig ane bag glastårnene. Alle flygter ud i gaderne, væk fra de vaklende tårne. Hud bliver ved med at filme. Synsvinklen er den samme, som man havde på de første optagelser af terrorangrebet i 2001. Mens panikken breder sig, og militæret prøver at løse problemet, bevæger Rob og de øvrige karakterer sig mod menneskestrømmen, fordi han får et mobilopkald fra Beth, der er fanget på 37. etage i et af Midtowns korthuse.



ALT er set før i mange versioner: evakueringen, plyndringen, for den sags skyld monstret, der skyder ryg og slår ikoniske vartegn omkuld med sin hale. Imidlertid skaber Cloverfield faktisk en ny og effektiv vinkel på stoffet. Det er trættende at følge de rystede billeder, men formen gør sin virkning. Man er del af noget virkeligt og får til stadighed kun fragmenter at se. Intens er især en sekvens, som udspiller sig i undergrundsbanen, hvor også rotterne flygter fra de kravlende organismer – enten yngel eller gigantiske lus – der drysser af moderuhyret. Ligesom virkelige katastrofer er filmen ikke forpligtet til at ende godt. Det kan man heller ikke beskylde den for.



J.J. ABRAMS, manden bag den genrekrydsende tv-serie Lost (2004-2010), har udviklet Cloverfield sammen med Matt Reeves (The Pallbearer) og Drew Goddard, som er en af veteranerne fra Lost. Filmen var et hit i sit hjemland. Har den muligvis noget på hjerte? I så fald er det ikke et positivt budskab. Alle bliver ædt, og der er ingen moralske trøstepræmier, mens militæret iværksætter Operation Fuld Hammer, som vil bombe problemet til kingdom come.
      Filmen fik to »conceptual sequels«, 10 Cloverfield Lane (2016) og The Cloverfield Paradox (2018), som hverken er rigtige fortsættelser eller udvikler etterens æstetik. I det mindste deler Cloverfield ikke tidens glæde ved sadistisk horror, og i sit formsprog er filmen oprigtigt nyskabende. Jeg vil faktisk anbefale den. Det er lidt som at prøve en ny rutschebane, der trods alt lever op til lidt af sin hype.


Cloverfield. Instr.: Matt Reeves. Manus: Drew Goddard. Foto: Michael Bonvillain. 85 min. USA 2007. Dansk premiere: 01.02.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Bad Robot/ Cloverfield Productions/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 01.02.2008.

lørdag den 30. januar 2021

Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]



CALIFORNIENS HEMMELIGHEDER
Ånden fra Hollywood Babylon lever 

Af BO GREEN JENSEN

EL Royale er fra motellernes guldalder, da bilerne havde forkromede finner. Interiøret skulle ligne en blanding af skihytte, lounge og casino. Motellet ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, så der gælder forskellige love, alt efter hvilken fløj man bliver indlogeret i. For at dramatisere det geografiske særpræg, har management trukket en rød streg gennem det hele. Ellers er husstilen lurmærket americana.
   »Alle veje fører hertil,« står der skrevet. Det er et af den slags steder, man har set på film så mange gange, at banaliteten bliver surrealistisk, hvis man overnatter i virkeligheden. Hvem management, altså ejerne, er, bliver stadig mere interessant, i hvert fald i to af de sammenflettede historier, efterhånden som tingene udarter. Men først skal syv karakterer mødes i vestibulen, så fortællingen kan præsentere og checke dem ind.


I PROLOGEN ses et værelse i total. En mand kommer ind, skubber møblerne væk, ruller tæppet til side og bryder brædderne op. Han anbringer en taske i hullet og gør rummet i orden. Det banker på. Han åbner døren ud til regnen, vender sig og bliver skudt ned. Under hele forløbet spiller »26 Miles (Santa Catalina)« med The Four Preps. Det er gylden radiopop fra 1957. I en dansk film ville The Four Jacks have drejet i den store Wurlitzer-jukebox.
   Så står der »Ti år senere«. Der bliver aldrig sat nøjagtigt årstal på, men efter alle markører at dømme, er året 1969. Præsident Nixon er nyvalgt og lover at tage hånd om al balladen.
   En gammel præst (Jeff Bridges) og en sort sangerinde (Cynthia Erivo) har mødt hinanden på parkeringspladsen. I forhallen står en slesk støvsugersælger (Jon Hamm), som åbenbart er bekendt med stedet. Han fortæller, at El Royale havde stil, før det mistede sin bevilling. Han har ventet i evigheder. En nervøs receptionist (Lewis Pullman) kommer tumlende i piccolojakke. Lidt efter ankommer en hårdkogt hippiekvinde (Dakota Johnson), som skriver »Fuck You« i stedet for sit navn i gæstebogen.
   Bad Times at the El Royale har en hel æske fuld af forbundne historier. Nogle af dem er gode, og i hvert fald bliver de samlet og præsenteret så forførende, at tilskuerens begær er vakt. Der er nok til to en halv time, og tiden flyver endda. Det er lidt som at læse Agatha Christie, hvis hun skrev som James Ellroy. Lynch og Tarantino, jo, men måske endnu mere som Pirandello-dramatik for popkulturen: Syv personer søger en forfatter og har alle en drøm om at nå deres mål.



FILMENS styrke ligger i design og detaljer, der er fine udskæringer i skrinet. Naturligvis er ingen af personerne, hvad de giver sig ud for. Tættest på kommer soulsangerinden, der sagde nej til en slibrig, Phil Spector-lignende producer (instruktøren Xavier Dolan i en finurlig minirolle), både seksuelt og kunstnerisk. Han sagde, at hun ville ende som selskabssanger i Reno, og det er præcis, hvad der er sket. Næste dag skal hun synge på en klub i Reno, så hun sætter metronomen og giver sig til at synge Motown – som en engel.
   Motellet er et dukkehus, det er præstegården fra en britisk puslespilskrimi, bare henlagt til hårdkogt sen-60er-stemning. De forskellige historier bryder ind i hinanden, spoler tilbage, er forbundet på uventede steder og har alle en eksistentiel kant – som måske ikke altid overbeviser. Det hedder sig, at syv karakterer i løbet af natten får en sidste chance for at rette sig og finde tilgivelse. Det ved vi faktisk kun, fordi det står i forfatterens hensigtserklæring.



GODDARD
 vil give publikum små aha-oplevelser, hver gang en skjult skuffe bliver trukket ud. Jeg skal derfor ikke røbe meget. Men den første historie giver en idé om atmosfæren og forklarer, hvorfor kameraet kan se ind i værelserne. For Jon Hamms karakter sælger ikke støvsugere. Han giver sig til at finde skjulte mikrofoner i lokalet. Overraskende er der to sæt, så han ringer til »Direktøren« og fortæller om sin opdagelse. Der er en korridor bag værelserne. Man kan se ind gennem spejlene. Der står endda et kamera.
   Hamm ser mere, end han regnede med. Præsten har brudt gulvet op og leder under brædderne. Sangerinden øver sig, og han tænder for højttaleren, så han kan høre hende synge. Hos hippiepigen bliver en anden pige, som ligner den første, trukket ind og bundet fast til en stol foran spejlet. Mr. Hoover siger, at Hamm ikke skal gribe ind. Han skal bare finde filmen med det politisk belastende materiale. En vigtig person har været sammen med nogen. Der er henvisninger til døde Kennedy-brødre og en sadistisk senator, som går over stregen. Filmen er fuld af gotisk americana i den mørke tradition.



NOGLE ting er nyttige at vide. Den angrende receptionist har en fortid som snigskytte i Vietnam. Hippiepigen har reddet sin søster fra en Charles Manson-agtig kultleder, der bliver spillet af Chris Hemsworth. Emily har reddet sin søster, helt fra de var børn, og det var Far, de skulle gemme sig for. Men Ruth (Cailee Spaeny) er ikke altid enig med sin søster. Meget vil ske. Nogle vil dø. Alle lag hænger sammen og er pakket tæt med nostalgisk paranoia, vidtløftige konspirationsteorier og klassiske film noir-troper. Mennesker bliver fanget af deres grådige væsen. Men to karakterer får lov til at stråle. Det er lige netop værd at blive i fortællingen for.
   Det er tydeligt, at filmen er forelsket i sin tid, sit look og sin næsten okkulte mentalitet. Bad Times at El Royale er instrueret af Drew Goddard (The Cabin in the Woods), som har skrevet mange succeser for andre og nu får chancen med sit eget projekt.
   Der kommer flere af denne slags retroaktive auteurfilm. David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018) er en anden mørk fortælling fra Californien i legendernes tid. De nye film er udtryk for, at endnu en generation af filmskabere opdager Hollywood Babylon-tiden. De er Sunset Boulevard, Chinatown og L.A. Confidential for nu.
   Er man til denne slags americana, vil Bad Times at the El Royale både fascinere og falde på et tørt sted. Hvis man ikke kender kortene, vil spillet snarere irritere og genere. Jeg nød næsten alle de hurtige finter. I sin genre er filmen en delikatesse. 


Bad Times at the El Royale. Instr. og manus: Drew Goddard. Foto: Seamus McGarvey. 121 min. USA 2018. Dansk premiere: 18.10.2018.


Fotos: Goddard Textiles/ Twentieth Century Fox/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (i DK) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Twentieth Century Fox 01.01.2019
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.10.2018