Translate

Viser opslag med etiketten John Houseman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Houseman. Vis alle opslag

søndag den 5. september 2021

Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008)


FØR OG EFTER ROSEBUD
Omkring den unge Citizen Welles

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker er fødte fabeldyr. Tusindkunstneren Orson Welles (1915-1985) var en af de mest berømte mænd i sin tid, men huskes især for alle de ting, som han
ikke fik gjort. Vist kom der stærke film og godt teater i kassen efter storhedstiden 1935-45, men for hver realiseret idé var der ti ufuldendte projekter.
   Welles levede som en luksusnomade og finansierede sine planer ad hoc. Nogle var sandslottte, andre rene luftkasteller. Der var dårlige roller og ukritisk reklamearbejde. Over 40 år hober den slags sig op, og det kan være svært at fastholde ægte guld som Othello (1952), Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), The Trial (1962, da. Processen), Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff) og F for Fake (1974, da. F for fup), hvis man samtidig lejer sin sjæl ud til enhver, der vil betale.
   Det blev ikke, som Welles havde tænkt sig. Når han optræder som fiktionsfigur, og det sker ganske ofte, er det derfor altid i forbindelse med den lovende unge mands erobringer. Welles var kun 24, da han i 1939 påbegyndte optagelserne til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Han var 26, da filmen fik premiere. Året efter fulgte The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson). Siden gik det ned ad bakke.*



ENDNU før Hollywood-tiden var der det selvsikre wunderkind, som indtog New York under Depressionen og finansierede radikale teaterprojekter med indtægterne fra sit kommercielle radioarbejde. Welles var kendt som stemmen bag The Shadow, da han i 1938 lod sit teaterkompagni præsentere The War of the Worlds som et dokumentarisk radiospil. Det var dén forestilling, som lytterne angiveligt tog for pålydende. Mange troede, at Klodernes kamp var begyndt. Og de første tilbud fra Hollywood fulgte.**
   Welles gjorde for alvor indtryk på teaterscenen, da han i 1936 blev ansat som instruktør på en opsætning af Macbeth, som han befolkede med afrikansk-amerikanske skuespillere, hvoraf de fleste var amatører. Forestillingen var et statsstøttet Federal Theatre Project, som indgik i Franklin D. Roosevelts Works Progress Administration, bedre kendt som den kontroversielle »New Deal«. Welles skabte en såkaldt Voodoo Macbeth, der henlagde Shakespeares kongemordsdrama til samtidens Haiti.

   
DET følgende år fik Federal Theatre Project sin bevilling beskåret. Samtidig bevirkede faglige konflikter, at Welles og hans kompagni måtte opføre Marc Blitzsteins Cradle Will Rock – en socialistisk musical – i beskåret version på et teater, som Welles lejede i sidste øjeblik. Han brød herefter med Works Progress Administration og grundlagde sit eget Mercury Theater sammen med vennen John Houseman (1902-1988), der forblev hans producer og praktiske gris i en årrække, før han som ældre mand selv blev en stjerne.***
   Forløbet er farverigt skildret i Tim Robbins’ film Cradle Will Rock (1999). Angus MacFadyen spiller Welles, og Mercury Theaters fødsel bruges som baggrund for et socialt panorama, der viser 1930ernes New York i total. Blandt andre ses John Cusack som Nelson Rockefeller, der rager uklar med kunstneren Diego Rivera (Ruben Blades). Bygherren har bestilt nogle vægmalerier til sit nyopførte Rockefeller Center. Er det kunsteren eller mæcenen, som bestemmer over motivet? Cradle Will Rock blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes, men fik aldrig nogen dansk distributør.



EFTER Macbeth og Cradle Will Rock kunne Welles triumfere eller knække halsen på Mercurys første forestilling, en moderniseret opsætning af Julius Cæsar, der er gået over i teaterhistorien som periodens mest indflydelsesrige opsætning. Der er derfor aldrig tvivl om, at projektet vil lykkes i Richard Linklaters Me and Orson Welles, en prægtig film fra 2008, som Cinemateket gav dansk premiere.
   Welles og Houseman spilles af Christian McKay og Eddie Marsan, som begge er fremragende. Fokus er dog lagt hos Richard (Zac Efron), en 17-årig gymnasieelev, som ser op til radiostjernen og får en rolle i stykket, da han imponerer Welles med en trommehvirvel og siger de rigtige ting. Hos Mercury forelsker han sig i den lidt ældre Sonja (Claire Danes), som også holder af ham. Hun assisterer samtidig den grådige Welles, skønt hans hustru, Virginia Nicolson, venter parrets første barn.


   
RICHARD udfordrer Welles og betaler siden for det, men er alligevel mod sin vilje benovet. Filmen bygger på en roman af Robert Kaplow, som fastholder Welles i et af karrierens mange kritiske øjeblikke. Forude venter radioversionen af Klodernes kamp og en for tiden enestående kontrakt med RKO-studiet i Hollywood.
   Da man afviste hans plan for en filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness, skrev Welles og Herman J. Mankiewicz manuskriptet til Citizen Kane. Det var primært Mankiewicz, som skrev. I 2020 blev arbejdsprocessen bøjet, strakt og gennemlyst i Mank, David Finchers portræt af forfatteren som systemkritisk nej-siger. Også i Me and Orson Welles er det et tema, at Orson gerne tog æren for andres arbejde. I hans teater var der egentlig kun én stjerne.
   Over to år fulgte en bitter krig med bladkongen William Randolph Hearst (1863-1951), som var modellen for Charles Foster Kane og en forløber for moderne mediemoguler som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi.
   Welles vandt for så vidt kampen mod Hearst, der gjorde alt for at standse Citizen Kane. Blandt andet truede han – via journalisten Louella Parsons – de øvrige studiechefer til at stå sammen og tilbyde RKO 800.000 dollars for negativet til filmen. Kane skulle simpelt hen destrueres. I modsat fald ville Hearsts aviser henlede offentlighedens opmærksomhed på det forhold, at alle de store Hollywood-studier var ejet og drevet af jødiske mænd.

  
TAKTIKKEN gav bagslag. For det første gik Hearst konkurs og måtte sælge ud af kunstskattene i San Simeon-slottet, hvor han levede sammen med skuespillerinden Marion Davies, der var 34 år yngre end han – ganske som Kane og Susan Alexander gør i filmen, hvor paladset bliver kaldt Xanadu. For det andet eskalerede krigen i Europa. Welles tog til New York for at overbevise aktionærerne og bestyrelsen i RKO om, at tiden ikke var til censur, men til modstand mod en totalitær overmagt.
   Dét forløb er medrivende skildret i tv-filmen RKO 281 (1999, da. Kampen om Citizen Kane), hvor Liev Schreiber spiller Welles over for James Cromwells Hearst. Forlægget er en dokumentarfilm, The Battle over Citizen Kane (1996), som kopieres samvittighedsfuldt i de scener, hvor man råder over autentiske klip.

   
STØRST indtryk gør dog et interview med Welles, der er optaget umiddelbart før hans død. Han taler her om alle de år, som han brugte på at rejse penge til projekter, der sjældent blev, som han ville. For skønt Citizen Kane fik klassikerstatus i 1950erne, var og blev Den Store Mand persona non grata i Hollywood. Efterfølgende har ingen undladt at bemærke, at Welles også foregreb sin egen historie i Citizen Kane.
   Alt dét ved vidunderdrengen ikke i Me and Orson Welles, hvor han endnu ligner Guds gave til menneskeheden og er så bristefuld af selvtillid, at man på én gang må måbe og væmmes. Texaneren Richard Linklater har efter generationsfilmen Slacker (1991) skabt så forskellige værker som tidstrilogien Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy, Spis-Ikke-Dyr-filmen Fast Food Nation (2004) og den animerede udgave af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). I 2015 blev Boyhood nomineret til seks Oscars
   New York i 1937 fremstår med forjættende tidsfarve. Me and Orson Welles er udsøgt slik for cineaster og endnu en fascinerende skildring af manden, som skabte Citizen Kane.


*) Det er naturligvis en generalisering. Teksten er skrevet i 2010, dvs. otte år før det blev muligt at se den efter 40 år færdiggjorte The Other Side of the Wind, som blev vist på Venedig Festivalen og lagt på Netflix i efteråret 2018. Nogle af Welles' ideer var bare ideer. Andre, faktisk imponerende mange, blev udviklet og realiseret, før de strandede i efterproduktionen. Finansiering var altid Orsons problem, uanset hvilken alder han havde.

**) Forestillingen varede en time og blev transmitteret live fra CBS-studiet søndag den 30. oktober 1938 fra kl. 20-21. Forfatteren Howard Koch bearbejdede H.G. Wells' roman, så Welles' radioteater kunne præsentere noget særligt i anledning af Halloween.
   Som alle overleveringer har myten om The War of the Worlds-receptionen flere lag og nuancer. Der er grænser for, hvor stor panikken kunne blive. The Mercury Theatre on Air nåede kun 4% af lytterne, og aviserne overdrev panikken – måske for at miskreditere radiomediet, der var nyt og fremstormende; på samme måde som »gamle« medier i lang tid behandlede nettets digitale platforme. Ingen, som hørte programmet fra begyndelsen, var i tvivl om den dramatiske præmis, og medieforskeren Hadley Cantril (1906-1969) var tilbøjelig til at overdrive sensationselementet, da han skrev sin analyse af fænomenet i afhandlingen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (1940).
   Det er med andre ord en skrøne, at der udbrød kollektiv panik. A. Brad Schwartz undersøger og udreder myten i Broadcast Hysteria - Orson Welles's War of the Worlds and the Art of Fake News (Hill & Wang, 2015). Det er dog sandt, at der var enkelte ægte overbeviste, som flygtede fra New York i panik. Næste formiddag optrådte Welles ved et pressemøde, hvor han fremstod intens og næsten brødebetynget: han beklagede så inderligt, hvis programmet havde skabt bekymring, fordi illusionen var så overbevisende gennemført. Det var naturligvis ekstra reklame for Mercury-ensemblet.
   Myten har dog en kerne af sandhed. CBS modtog henved 1.400 breve fra opskræmte og (især) forargede lyttere. Schwartz betragter War of the Worlds-episoden som en forløber for fake news, konspirationsteorier og virale vandrehistorier, som fænomenerne verserer på sociale medier i dag. Han er fuld af beundring for Welles' radiospil og bruger reaktionen til at spørge sig selv og andre, hvorfor vi synes så godt om historien.     

***) Tv-serier som The Paper Chase (1978-1986; da. Karakterræset) og film som Sydney Pollacks konspirationsthriller Three Days of the Condor (1975, da. Tre døgn for Kondor), Norman Jewisons dystopiske Rollerball (1975) og gyserfortællingen Ghost Story (1981, da. Vild opstandelse), John Irvins filmatisering af Peter Straubs nyklassiker, ville ikke være det samme uden Houseman. Især rollen som professor Charles Kingsfield i The Paper Chase – der fulgte en årgang fra Harvard Law School gennem studieforløbet og videre – var som skræddersyet til Housemans aristokratiske og distingverede udstråling, der forener empati og kynisme. The Paper Chase begyndte sit liv som en gennemsnitlig biograffilm i 1973, men blomstrede svært op i tv-formatet. I Tre døgn for Kondor er Houseman systemets noble facade; i Rollerball tilhører han den dekadente herskende klasse, som iscenesætter den dræbende sport. Mest interessant er måske karakteren Sears James, som Houseman fremstiller i  Ghost Story. Fire gamle mænd må erkende fortidens synder og forholde sig til et seksuelt overgreb, som de alle havde del i, og et drab, som én af dem begik, da de var unge.  Siden har en forbandelse hvilet over den lille by i New England, hvor medlemmerne af The Chowder Society har holdt møder gennem 50 år og fornyet pagten, som bevarer deres hemmelighed. Nu vender Alice Krige tilbage fra graven for at hævne sig. De andre tre pensionister er Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og Fred Astaire, som viser nye sider af sit talent. Patricia Neal og Craig Wasson medvirker. Ken Olin (fra 80er-serien thirtysomething) spiller den unge Sears James. Houseman investerer al sin isnende intelligens i karakteren. Det er fornem, stemningsfuld syndefaldshorror. 
 

Cradle Will Rock. Instr. og manus: Tim Robbins. Foto: Jean-Yves Escoffier. 132 min. USA 1999.  

Me and Orson Welles. Instr.: Richard Linklater. Manus: Vince og Holly Gent Palmo. Foto: Dick Pope. 114 min. USA-Storbritannien 2008. Dansk premiere: 19.08.2010 (Cinemateket).


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/ Cecil Beaton (1937 'Hamlet' Portrait) 
Me and Orson Welles streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Universal Studios 01.12.2010
Cradle Will Rock streames ikke i DK
2K Blu-ray fra Kino Lorber 07.08.2018
Teksten tager afsæt i en filmrevyanmeldelse fra Weekendavisen Kultur 20.08.2010

søndag den 18. april 2021

David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]


DEN DRESSEREDE ABE
Det gamle Hollywood lever og dør

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN og kritikeren Herman J. Mankiewicz (1897-1953) kom til Hollywood i 1927. Han havde derfor rutinen, da stumfilm blev til tonefilm i 1929. »Mank« fik ansvaret for manuskriptafdelingen på Paramount og inviterede sine venner fra New York til filmbyen: Ben Hecht, Charles Kaufman, S.J. Perelman. Han inviterede også sin lillebror, Joseph, som ad åre faldt bedre til i miljøet.

   Det er let at forveksle de to Mankiewiczer. Joseph instruerede All About Eve, Guys and Dolls og Cleopatra. Han producerede 40 solide film, men han skrev ikke Citizen Kane. Det gjorde Herman på bestilling fra Orson Welles, der som 24-årigt boy wonder kom til Hollywood for at erobre en ny disciplin. RKO gav ham final cut og frie hænder. Det ville David O. Selznick – som også optræder i Mank og er ved at lave Gone with the Wind – aldrig have gjort.



HVIS 1930ernes Hollywood blev en herreklub, kan Mank tage noget af skylden. David Fincher smører dog ekstra tykt på i sit portræt af filmbyen, hvor forfatteren bliver spillet af Gary Oldman. For eksempel siger Mank fra, da hans bror vil have ham med i forfatternes nystiftede fagforening. Det gjorde han også i virkeligheden, så han kom aldrig på kommunistjægernes liste. Men det var ikke Joseph, der spurgte sin bror. Det var forfatteren Dorothy Parker.
   Mank kom i huset hos mediemogulen William Randolph Hearst, som var modellen for Charles Foster Kane, skønt både Welles og Mankiewicz altid sagde, at de tænkte i mere mytologiske baner. I 1940 skrev Herman American – den originale titel på Citizen Kane – som tak for ti års nedtur. For det første kunne han ikke tie stille. For det andet var han ludoman og alkoholiker. Det var de egenskaber, der skød ham i sænk.
   Mank beskriver, hvordan Welles og hans praktiske partner, John Houseman, isolerer Mankiewicz på et tørlagt hotel i Mojave-ørkenen. Mank ligger brak med benet i gips efter en trafikulykke. Han får en sekretær og to måneder til at skrive. Imens er barskabet lukket. Dét er for så vidt hele handlingen. Resten er flashbacks i manuskriptform.


DAVID Fincher har arbejdet eksklusivt i og med mørket fra Alien 3 (1992) og Se7en (1995) til Zodiac (2007), Gone Girl (2014) og Mindhunter-serien (2017-19). Det var om nogen Fincher, der gjorde seriemorderen til en arketypisk figur. Af ti store film er kun F. Scott Fitzgerald-filmatiseringen The Curious Case of Benjamin Button (2008) et vidnesbyrd om, at han har sans for andre tonearter. Selv The Social Network (2010), et satirisk portræt af Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, var struktureret som en labyrintinsk film noir. Det er den film, som ligner Mank allermest.
   Mank burde være en ren lækkerbisken, men Fincher arbejder adspredt med stoffet. Erik Messerschmidt har fotograferet i sort-hvid »Hi-Dynamic Range« med et tæt lyddesign i formatet Mon((o))scape. Det skal sikkert sætte en film noir-stemning og svare til det dybe fokus, som Gregg Toland udviklede i 1941.
   Mank er dog snarere en sædeskildrende fabel. Fincher udlever sin Orson Welles-fetich, men han lader stil overdøve substansen. Charles Dance, som spiller Hearst, fortæller, at han følte sig fanget i plottet fra Groundhog Day, hvor den samme dag bliver evigt gentaget, mens Fincher tog den store middagsscene om hundrede gange.
   Den berusede Mankiewicz konfronterer Louis B. Mayer og Hearst med deres korrupte moral. Som finale kaster han op på gulvet, mens gæsterne flygter. Hearst tager Mank ved skulderen og følger ham ud, mens han fortæller »lignelsen om lirekassemandens abekat«. Da alle vil have Mank til at skrinlægge Citizen Kane, er det erindringen om ydmygelsen, som får forfatteren til at stå fast. I en vis forstand er den dresserede abe filmens »Rosebud«, som den bemalede slæde med rosenknoppen var i Citizen Kane.



MANK er skrevet af instruktørens far, Jack Fincher, som døde i 2003 og var optaget af realpolitik. Jack skrev et manuskript, som blev fravalgt, da Martin Scorsese skulle lave sin film om Howard Hughes, The Aviator fra 2004. David ville lave Mank, da han havde instrueret The Game i 1997, men finansieringen faldt på gulvet. Man mere end fornemmer, at dette er sønnikes gave til far.
   Det er al ære værd og forklarer, hvorfor filmen fokuserer på et glemt sidespor. Det er sandt, at Hearsts aviser saboterede det californiske lokalvalg i 1934, da forfatteren Upton Sinclair, som var aktiv socialist, stillede op som guvernørkandidat. Og at MGM i den anledning producerede iscenesatte nyhedsrevyer, der foregriber vor tids fake news. Men det er ikke nogen hemmelighed. Det var ikke et amerikansk syndefald. Bare beskidt politik.



FOR at sætte pris på filmen, skal man bryde den ned og betragte de enkelte afsnit. Der er fine skildringer af vigtige mennesker fra perioden. Mank er gift med Sara, som alle kalder »stakkels«, men han bliver ven med Marion Davies, Hearsts kæreste, som Amanda Seyfried vækker til live. Man fornemmer konstant, hvad Mank kunne være. Den kommer bare aldrig rigtigt i gang.
   Det giver sig selv, at Citizen Kane er modellen. Da John Houseman efterlyser stringens, forklarer Mank, at manuskriptet er formet som en kanelsnegl. For man kan ikke forstå eller forklare et liv i lineær punkt-til-punkt form. Jorge Luis Borges sagde om Citizen Kane, at filmen var som en labyrint uden midte. Det samme gælder for Mank – men ikke altid på den mest stimulerende måde.



FILMENS bedste figur er Irving G. Thalberg, som bliver spillet af Ferdinand Kingsley. Han og Herman Mankiewicz har rigtige samtaler om, hvad magt og integritet indebærer. Kun de to karakterer nærer ikke illusioner.
   Thalberg var tronarving på MGM, da han døde som 37-årig. Det var om ham, at F. Scott Fitzgerald skrev sin ufuldendte Hollywood-roman, The Last Tycoon. Tænk hvilke film, der er skabt på den baggrund. Som kun lige anes i Mank.
   Louis B. Mayer bliver dæmoniseret i højere grad end sædvanligt. Hearst er altid skildret med en vis fascineret respekt. Welles er for det meste blot en stemme i telefonen. Han og Mank skændes, da forfatteren alligevel vil have sit navn på den færdige film. Der var aldrig tvivl om, at det skulle stå der. Ideen om, at Citizen Kane blev »stjålet« fra Mankiewicz var noget, som kritikeren Pauline Kael fandt på, da hun skrev forord til The Citizen Kane Book i 1971.*


I CITIZEN Kane bliver mysteriet om »Rosebud« endelig løst. Det sker i dødsøjeblikket, da Welles giver slip på snekuglen, og vi ser slæden fra barndommen brænde i pejsen i Kanes Xanadu. Der er ingen til at overvære det. Kun publikum forstår sammenhængen.
   Fincher forklarer sig anderledes udførligt. Han lader Hearst uddybe lignelsen om lirekassemandens abe, så ingen – hverken publikum eller den berusede Mank – kan overse analogien. Hver dag får aben fint tøj på og danser til sin herres musik. Der er bifald, men aben misforstår magtforholdet. Den glemmer, hvem der giver den mad.
   Mank er værd at se, men Finchers Citizen Kane er den ikke. Snarere filmen om filmen – og en god søns bårebuket til sin far.


*) Det er en indviklet historie, som der er skrevet bøger om. For det første: Welles og Houseman ansatte Mankiewicz som manuskriptkonsulent. Han skulle skabe struktur i et viltert materiale, 300 sider med ideer og udkast, som Welles forsynede ham med. I kontrakten var specificeret, at Mankiewicz ikke blev krediteret. Ophavsretten tilhørte The Mercury Theatre (dvs. Welles og Houseman). Lanceringen af Citizen Kane gør meget ud af at præsentere cast og teknikere som et hold. »The Mercury Actors« er krediteret på filmens plakat og bliver hver især præsenteret til slut. Da Mankiewicz alligevel ville krediteres, fik han sin vilje. Både han og Welles er krediteret for manuskriptet i forteksterne.
   For det andet: Pauline Kael (1919-2001) var den legendariske filmkritiker på magasinet The New Yorker. Hun blev i 1970 bedt om at skrive forord og indledning til manuskriptet, som det er trykt i The Citizen Kane Book (Boston: Little, Brown and Company, 1971). Tidligt i forløbet bed Kael sig fast i historien om, at Welles ikke selv skrev ret meget af manuskriptet. Hun havde den fra (især) John Houseman og Sara Mankiewicz. Welles blev ikke selv spurgt eller inddraget.
   Kaels indledning blev til et 80 sider langt essay, »Raising Kane«, som The New Yorker trykte over to numre i 1971. Teksten skabte debat og var kontroversiel. Welles var naturligvis ikke begejstret. »Raising Kane« fungerer i øvrigt udmærket, når man læser essayet for sig selv, som en polemisk pamflet. I The Citizen Kane Book – som er en fejring i anledning af 40-året for premieren på »verdens bedste film« – virker Kaels tekst som et langt sidespor.
   Med fin ironi kom Kael selv i problemer efter udgivelsen. Hun havde ikke selv talt med John Houseman og de øvrige nøglepersoner, som bliver citeret i »Raising Kane« . Det havde filmlæreren Howard Suber fra University of California, som Kael havde mødt, da hun gæsteforelæste på UCLA. Kael betalte Suber for hans research, men hun nævnte ham ikke i bogen og beholdt selv ophavsretten. Læseren af The Citizen Kane Book må tro, at Kael har gjort hver erfaring personligt. 
   Citizen Kane-affæren indgik i bevismaterialet, da Renate Adler – Kaels kollega på The New Yorker – foretog et veritabelt karaktermord i forbindelse med udgivelsen af When the Lights Go Down (1980), det sjette opsamlingsbind med Kaels anmeldelser. I The New York Review of Books [14.08.1980] skrev Adler en lang essayanmeldelse, »The Perils of Pauline«, som demonstrerer, hvordan Kael er blevet en selvparodi. Også dén tekst er ganske bemærkelsesværdig.
   For det tredje: »Sandheden« er formentlig, som Welles selv fremstillede den: »After mutual agreements on storyline and character, Mank went off with Houseman and did his version, while I stayed in Hollywood and wrote mine.« Welles redigerede, rokerede, beskar og føjede til, men råmaterialet kom Mankiewicz med. »At the end, naturally, I was the one making the picture, after all who had to make the decisions. I used what I wanted of Mank's and, rightly or wrongly, kept what I liked of my own.«
   Der er ingen grund til at tage noget fra hverken Welles, Kael eller Mankiewicz. Pauline Kael er stadig værd at læse, og hendes bedste tekster foreligger i adskillige udvalg. For Keeps – 30 Years at the Movies (New York & London: Dutton/ Penguin Books, 1994) er Kaels eget final cut på 1300 sider. The Age of Movies: Selected Writings of Pauline Kael. Edited by Sanford Schwartz (New York: The Library of America, 2011) er et kurateret destillat i cirka halv størrelse. Se også Rob Garvers dokumentar What She Said: The Art of Pauline Kael (2018), som er et kritisk portræt i spillefilmslængde. Både de gode og dårlige sider er med. Inklusive »Raising Kane« og Adlers anmeldelse.
   Heller ikke Mank beskylder Welles for at stjæle ideen og tage hele æren. Mankiewicz får sin kreditering uden sværdslag. Finchers film siger bare, at Kane især var Manks vision. Det skal nok være rigtigt. Welles kom med resten, hele indramningen. Han lod fotografen Gregg Toland udvikle banebrydende teknikker. Han lod Bernard Herrmann komponere et atmosfærisk score med moderne sensibilitet. Han satte scenen og dirigerede produktionen. Welles var den ansvarshavende redaktør, kan man sige. På en måde som Hearst og Charles Foster Kane. 

Mank er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Gary Oldman), Best Supporting Actress (Amanda Seyfried), Best Cinematography (Erik Messerschmidt), Best Original Score (Trent Reznor og Atticus Ross), Best Production Design (Donald Graham Burt/Jan Pascale), Best Makeup (Colleen LaBaff etc.) og Best Costume Design (Trish Summerville).   

Mank. Instr.: David Fincher. Manus: Jack Fincher. Foto: Erik Messerschmidt. 131 min. USA 2020. Dansk premiere: 19.11.2020


Fotos: Netflix/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films/ MUBI
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2020