Translate

Viser opslag med etiketten So Long Marianne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten So Long Marianne. Vis alle opslag

lørdag den 15. februar 2020

Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973)


DEN DYBESTE SKÆRING
Sangen om Dronning Victoria (og mig)

Af BO GREEN JENSEN

HER et lille indstik midt i store overflyvninger. Kald det mellemlægspapir. Jeg glemmer altid Live Songs fra 1973, når de bestemmende Leonard Cohen-album skal nævnes. På de fleste koncertplader – også dem, som Cohen udsendte siden – prøver kunstnerne at reproducere studieversionen af deres sange. De kopierer sig selv, så at sige.
   Der er undtagelser, og der er – især i jazz- og guitarrockgenren – en tradition for langstrakt improvisering. Der kan også være variationer i teksten til velkendte sange. Cohens »Hallelujah« blev næsten en anden sang over de 30 år, der gik mellem førsteudgaven på Various Positions og den verdslige salme fra de sidste koncerter.
   Enkelte album – som Absolutely Live med The Doors - bliver ikoniske i kraft af nyt materiale, som første gang høres dér. Men generelt er live-plader bare aftryk. De løftes, hvis sangeren har en særlig kontakt med sit publikum – som Bruce Springsteen på Bruce Springsteen & The E-Street Live eller Gasolin' på Live sådan – eller når koncerten bliver en begivenhed i sig selv. Woodstock og The Wall Live er klenodier. Pulse er bare en fotokopi. Sådan var det ikke helt (endnu) i 70erne. Og slet ikke på Leonard Cohens Live Songs.


LIVE Songs er optaget på turneer i Europa i 1970 og 1972. Især koncerterne fra 1972 er effektive musikalsk. Ron Cornelius, Bob Johnston (som også har produceret), David O’Conner og Peter Marshall spiller bag Cohen med navnet The Army, og Jennifer Warnes og Donna Washburn leverer de himmelske harmonier, der sætter Cohens sprukne, endnu ikke så dybe stemme i relief.
   Men guldet er på optagelserne fra 1970. Digteren optræder helt uden sikkerhedsnet og improviserer så meget og vi(l)dt, det er muligt. Cornelius og Johnston er også her tonale ankermænd. Charlie Daniels og Elkin Fowler giver klangen countrypræg. Vokalisterne er Aileen Fowler og Corlynn Hanney. På Isle of Wight-festivalen 1970 spiller bandet en tæt version af »Tonight Will Be Fine« fra Songs from a Room. Sangen er vokset med to nye vers siden studiealbummet fra 1969.* 


FOR alvor opsigtsvækkende er den 12 minutter lange »Please Don't Pass Me By (A Disgrace)«. Cohen taler med publikum, fortæller, reciterer, anråber, beder tilskuerne gå hjem med en anden end kæresten, de kom sammen med, og skruer sig stadig højere op i en tekst om ensomhed i byerne, der også kommer rundt om folkemordet på jøder, romaer og homoseksuelle under nazisternes holocaust. Optagelsen er fra London 1970. I Berlin to år efter er det generationssangen »Story of Isaac«, et klart digt i klassisk forsiring, som Cohen og The Army fremfører, men i en høflig version, som følger studieudgaven.**
    Cohens ikoniske coverversion af folkesangen »Passing Thru« (som Dick Blakeslee skrev i 1948) stammer fra koncerten i London i 1972.*** »Improvisation« fra Paris 1970 og »Minute Prologue« fra London 1972 er korte, men sande improvisationer. Cohen taler til publikum over forsøgsvise akkordanslag. Balladen »Seems So Long Ago, Nancy«, om kvinden der tog sit liv i Montreal, bliver kærligt og værdigt introduceret, så man formelig ser hende for sig i rummet.
  »Bird on a Wire« har variationer i teksten, »You Know Who I Am« lyder stort set som i studiet. Det er en stor kvalitet, at man høre publikum på hele pladen. Det ikoniske foto på omslaget er taget af Suzanne Elrod, som i samme periode blev mor til Adam og Lorca Cohen. Også derfor kan det egentlig undre, at »So Long, Marianne« ikke indgår.


SIDST på side to sidder den skæring, som er grunden til, at jeg skriver alt dette. »Queen Victoria« kommer hverken fra et studie eller en koncertsal. Sangen – eller hvad man vil kalde den halvt talte, halvt messende form – er optaget på et hotelværelse i Tennessee i 1972. Formentlig på en kassettebåndoptager af den slags, som lige dér var
state of the arts. Rammen er egentlig ikke så vigtig. Det er teksten, jeg vil tale om.
   »Queen Victoria« er Cohens forsøg på at sætte musik til digtet »Queen Victoria and Me«, som står i samlingen Flowers for Hitler (1964). De fleste af os fandt det først i udvalget Poems 1956-1968 – omslaget med øret er ikonisk – som var en forkortet britisk version af den langt større amerikanske udgave. Rigtigt mange europæere lærte digteren Cohen at kende i kraft af den bog. Og kæmpede med det poetiske stof, som først var lyrisk-modernistisk og hen ad vejen blev nærmest proto-psykedelisk.



TEKSTEN om Victoria-tiden var til at gå til, fordi man kendte billederne af den gamle dronning i det forsvindende imperium. Og man forstod henvisningerne til tobak og verdensudstilling, Crystal Palace og de lyserøde pletter på kortet, der markerede det britiske imperium. Er man født i 1955, er man vokset op med gode britiske tv- serier, Sherlock Holmes-mytologien og Ray Davies’ store Kinks-album om at være engelsk og fra krigsgenerationen. Både klassikeren
The Village Green Preservation Society  (1968) og Arthur or the Decline and Fall of the British Empire (1969) er gode genveje, hvis digtet om dronning Victoria skal forstås og forklares og sættes i en slags mentalitetshistorisk kontekst.   

HER er så Cohen alene på rummet i countrymusikkens nationalstat. Digtet er vist nok skrevet på Hydra, hvor Cohen blev færdig med Flowers for Hitler. Jeg ville nu mene i London, hvor han gik og længtes efter solen, før han tog derned. I hvert fald taler protagonisten fra en erindring om Montreal i generalguvernørtiden, udløst af vinterlig arkitektur og lyset på togstationer med glastag og støbejernsgitre.
   Så handler det ellers om asynkron tidsånd, om Cohens far og Westmount, om ikke at føle sig hjemme i det moderne. På sin måde undsiger teksten generationens værdier. Den solidariserer sig med majestæten som en urokkelig outsider, der ikke ville med ind i det nye: »Let us be two severe giants, not less lonely for our partnership«.


DET er et fantastisk tæt digt, og demooptagelsen har uforlignelig atmosfære. Jeg kan komme i tanker om to På vejen-optagelser, der er lige så fine og uden for nummer. Martin Mull (1943-2024) får stewardesserne til at synge kor på »In The Eyes of My Dog I'm a Man«, da han er på vej hjem fra turne (på comedy-albummet Martin Mull and His Fabulous Furniture in Your Living Room, 1973, hvor man også hører »Duellin' Tubas« fremføre musikken fra Deliverance/Udflugt med døden). Det er for sjov, men betyder alligevel noget mere.
   Den anden sang er med en akustisk Neil Young, der forstår Richard Nixon på samme måde, som Cohen ser en fælle i Victoria Regina, da han ser tv på motellet under en amerikansk valgkampagne. »Campaigner«, som i lang tid kun fandtes på sampleren Decade (1977), er en sang i den samme genstridigt empatiske ånd. Mere sang end digt, men formidabelt billedskabende:
The podium rocks in the crowded waves
The speaker talks of the beautiful saves
That went down long before he played his role
For the hotel queens and the magazines
Test tube genes and slot machines
Where even Richard Nixon has got soul
Even Richard Nixon has got it - Soul


JEG har oversat to af Cohens bøger til dansk, En dameelskers endeligt og Barmhjertighedens bog, og ti (tror jeg nok) af teksterne i Længslens bog. Men der var aldrig nogen anledning til at inddrage 
»Queen Victoria«-digtet. Det er stort, det er kult, det er tidløst. Og jeg kender det ene og alene på grund af sangen til slut på Live Songs. Jeg må have hørt Cohens sang tæt på 1000 gange i løbet af de sidste 47 år. »Queen Victoria and Me« er det dybeste deep cut i hele sangværket. Her er teksten, først på engelsk, så på dansk i en rugbrødversion. Hele Live Songs kan streames på Spotify.

QUEEN VICTORIA AND ME

Queen Victoria
my father and all his tobacco loved you
I love you too in all your forms
the slim unlovely virgin floating among German beards
the mean governess of the huge pink maps
the solitary mourner of a prince
Queen Victoria
I am cold and rainy,
I am dirty as a glass roof in a train station,
I feel like an empty cast-iron exhibition
I want ornaments on everything,
because my love she gone with other boys
Queen Victoria,
do you have a punishment under the white lace
will you be short with her
and make her read little Bibles
will you spank her with a mechanical corset
I want her pure as power
I want her skin slightly musty with petticoats
will you wash the easy bidets out of her head
Queen Victoria,
I'm not much nourished by modern love,
will you come into my life
with your sorrow and your black carriages
and your perfect memory
Queen Victoria
the 20th Century belongs to you and me
let us be two severe giants
(not less lonely for our partnership)
who discolour test tubes in the halls of science
who turn up unwelcome at every World’s Fair
heavy with proverb and correction
confusing the star-dazed tourists
with our incomparable sense of loss



DRONNING VICTORIA OG MIG

Dronning Victoria
min far og al hans tobak elskede dig
jeg elsker dig også i alle dine skikkelser
den slanke uskønne jomfru der flyder mellem tyske skæg
den strenge guvernante fra de store lyserøde landkort
den ensomme berøvede der sørger over en prins
Dronning Victoria
jeg er kold og regnfuld
jeg er snavset som glastaget over en jernbanestation
jeg føler mig som en tom støbejernsudstilling
jeg vil have ornamenter på alting
fordi min elskede hun gik hjem med andre drenge
Dronning Victoria
har du en straf til mig under de hvide kniplinger
vil du være kort for hovedet
og tvinge hende til at læse små bibeler
vil du give hende smæk med et mekanisk korset
jeg vil have hende ren som elektricitet
med huden lidt fugtig af underskørter
vil du vaske de nemme bidet’er ud af hendes hoved
Dronning Victoria
Jeg bliver ikke rigtigt mæt af moderne kærlighed
vil du komme ind i mit liv
med din sorg og dine sorte kareter
og din perfekte hukommelse
Dronning Victoria
det tyvende århundrede tilhører dig og mig
lad os være to strenge kæmper
(ikke mindre ensomme trods vort partnerskab)
som misfarver reagensglas i videnskabens sale
som dukker op uvelkomment ved hver verdensudstilling
tunge af ordsprog og irettesættelser
og forvirrer de stjerneblændede turister
med vor uforlignelige sans for at miste



*) Hele koncerten fra Isle of Wight blev udgivet i 2009. Leonard Cohen: Live at the Isle of Wight 1970 indeholder også en blu-ray med den filmede optræden.
**) Men med én væsentlig variation i sin slutning. Studieoptagelsens »the peacock spreads its fan« bliver til »the peacock spreads its deadly fan«.
***) Den definitive version af »Passing Thru'« findes dog på The Earl Scruggs Revue Two (1976), hvor gæster optræder sammen med den legendariske banjospiller. Joan Baez, Cohen, Buffy Sainte-Marie og Ramblin Jack Elliott synger hver for sig og sammen. The Pointers Sisters fungerer som kor, og Baez leverer sin varemærke-parodi på Bob Dylan. En forbløffende sang fra et mageløst album.


Teksten er skrevet 15.02.2020

torsdag den 13. februar 2020

Marianne & Leonard: Words of Love (2019)


MUSENS SANG
Balladen om Marianne og Leonard

Af BO GREEN JENSEN

MARIANNE Ihlen blev bemærket, da Leonard Cohen skrev sangen »So Long, Marianne« til sit banebrydende debutalbum. Det var i 1967. To år senere blev hun berømt, da han brugte hendes billede på bagsiden af coveret til Songs from a Room. Her markerer sangen »Bird on a Wire« en afsked med huset på Hydra, hvor de havde været et par i seks år.
   Alle Cohens fans måtte granske fotoet af den blonde, norske kvinde. Mariannes søn, Axel, er ikke i sigte. Der var aldrig børn med i billedet dengang. Men Leonard blev en bonusfar for »Lille« Axel, da han overtog familien, som Mariannes første mand, forfatteren Axel Jensen, forlod. Så gik han selv fra Marianne. Og Lille Axel blev som voksen en forvirret mand, der har tilbragt hovedparten af sit liv på institutioner.



BEGYNDELSEN på historien er gylden. Senere er der mere mørke end lys. De fleste, som kom til Hydra, gik ned. Kun særtilfælde som Cohen kunne trives. Her syntes alting at virke for ham.
   Nick Broomfield kortlægger forholdet i dokumentaren Marianne & Leonard: Words of Love. Det er en leddeløs film, som ikke kan bestemme sig for, om den skal være et Cohen-portræt eller fokusere på Marianne. Det sidste havde været at foretrække. Men selvsagt er filmen interessant – især for yngre tilskuere, som måske ikke er fans eller Cohen-eksperter.
   Broomfield har udviklet sin slentrende form i dokumentarer som Kurt & Courtney (om Kurt Cobain og Courtney Love) og den opsigtsvækkende Whitney: Can I Be Me? (om Whitney Houston). Han bliver kritiseret for altid at ville være med i billedet. Dét er dog styrken i Words of Love.
   Som 20-årig kom Broomfield selv til Hydra og fik et romantisk forhold til Marianne. Senere besøgte hun ham i England, da Lille Axel begyndte i skole. Filmen kan vise optagelser med den døende Marianne, der lytter til beskeden fra Cohen, som hendes ven, Jan Christian Mollestad, læser op:
   »Nå, Marianne, det er omsider blevet tiden, hvor vi virkelig er så gamle, at vores kroppe falder fra hinanden. Jeg tror, jeg følger efter dig meget snart. Du skal vide, jeg er så tæt på, at hvis du rækker hånden bagud, så tror jeg, den kan røre min. Du ved, at jeg altid har elsket dig for din skønhed og din visdom, men det behøver jeg ikke at sige mere om, for du véd allerede det hele. Nu vil jeg bare ønske dig god rejse. Farvel, gamle ven. Uendelig kærlighed og på gensyn nede ad vejen.«


MARIANNE og Axel Jensen kom til Hydra i 1958. Han var allerede gået sin vej, da Cohen kom til øen i 1960.* De flyttede ind i Cohens hus og levede sammen indtil 1967, da han indledte sin karriere som sanger. Alle de talende ansigter i filmen gør meget ud af hendes rolle som muse. Formentlig har Broomfield bedt dem tænke over temaet.
   Marianne var efter alt at dømme et mildt og givende menneske, som ikke kunne finde en vej for sig selv. Da tiden med Cohen var omme, tog hun hjem og giftede sig (i 1979) med oliemanden Jan Stang. Cohen inviterede hende altid til sine norske koncerter. Og hun kom og sad på første række med klare tårer i sine øjne.
   Først troede Cohen, at Marianne og Lille Axel skulle med, da han begyndte at synge for alvor. Men et besøg i Montreal var en skuffelse, og New York blev en ren katastrofe. Alt det, som havde fungeret på Hydra, forsvandt i den nye virkelighed.



FILMEN overvejer at tegne et gruppebillede af kunstnerkolonien. Det bliver dog ikke til mere. Men her er mange nye fotos, og selveste D.A. Pennebaker har optaget smalfilm med Marianne. Han kom for at tale med Cohen, men Cohen var rejst. Så fulgtes han med Marianne i stedet.
   Words of Love fungerer bedst, hvis man kender Kari Hesthamars biografi fra 2014. I So Long, Marianne, Et kjærleikshistorie – bogen findes også på engelsk og dansk – fortæller både Leonard og Marianne åbenhjertigt.**
   I filmen møder publikum et sammenrend af sædvanlige mistænkte. De bedste vidner er guitaristen Ron Cornelius, som fortæller om at turnere med Cohen i den vilde tid, og Aviva Layton, som er enke efter Cohens store ven og mentor, digteren Irving Layton. Hun siger, at begge mænd så »the real thing« i hinanden. Og at digtere aldrig er gode ægtefæller.
   Der er tilløb til et tragisk portræt af George Johnston og Charmian Clift, som var pionerer på Hydra. Både forældre og børn gik i stykker, da kunstnerfamilien kom hjem til Australien. Du kan læse den fulde historie – også om Cohen og Marianne – i Half the Perfect World: Writers, Dreamers and Drifters on Hydra, 1955-1964 af Paul Genoni og Tanya Dalziell. Bogen, som udkom hos Monash University Publishing i 2018, er efter sigende ved at blive filmatiseret.***
  


SÅ i 1965 sidder Cohen og skriver Beautiful Losers i solen på Hydra. Han overvejer at synge for brød i stedet for at skrive for krummer. Marianne kommer med mad og amfetamin. Så får de lagt strøm ind, og hun viser ham fuglen på tråden. »So Long, Marianne« hed først »Come On, Marianne« og var en sang om forsoning. Det er et perfekt øjeblik.
   Tyve år senere vender alting tilbage i digtet »Days of Kindness«, som Cohen skrev på Hydra i 1985. Teksten står i udvalget Stranger Music, som udkom i 1993, da sangeren skulle til at fylde 60 år:
   »Grækenland er et godt sted/ At betragte Månen, ikke sandt?/ Du kan se ved måneskin/ Du kan læse på terrassen/ Du kan se et ansigt/ Som du så det, da du var ung/ Der var et godt lys dengang/ Olielamper og kærter/ Og de små flammer/ Der flyder på en prop i olivenolie/ Hvad jeg elskede i mit gamle liv/ Har jeg ikke glemt/ Det lever i min rygrad/ Marianne og barnet/ De stiger op i min rygrad/ Og tager form som tårer/ Jeg beder til at der findes/ En kærlig erindring, også for dem/ De dyrebare, jeg kastede væk/ Til fordel for en uddannelse i verden.«****


MARIANNE Ihlen døde i Oslo den 28. juli 2016. Leonard Cohen døde samme år i Los Angeles den 7. november. Hun blev 81, han var lige fyldt 82. Men de var lige gamle, da han skrev. De var altid lige gamle.
   Words of Love har skønhedsfejl, men også kvaliteter. Hvad man aldrig tvivler på, er venskabet, varmen og tilliden mellem Marianne og Leonard. Og de ting får Broomfields film udmærket frem.


*) Axel Jensen (1932-2003) bliver altid skrevet hurtigt ud af historien. Det gør han også i Broomfields film. Jensen og Cohen blev venner og bevarede kontakten, også efter at Axel var flyttet fra Marianne. Jensen havde mere succes end Cohen, da de lærte hinanden at kende på Hydra. Romanen Ikaros 
– ung mann i Sahara (1957) blev oversat til engelsk, tysk, fransk og italiensk. I Danmark udkom den på Grafisk Forlag – i Hedda Løvtands oversættelse – i 1959. Også romanerne Line (1959), Joacim (1961) og Epp (1965) er oversat. Jensen var (som Cohen) inspireret af de amerikanske beat-forfattere. Han foretog hele den politiske og åndelige rejse gennem 60erne og 70erne og kan som forfattertype ligne en blanding af Ib Michael, Vagn Lundbye, Troels Kløvedal og Peter Laugesen. Cohen siges at være modellen for kunstnerfiguren Lorenzo i Joacim. Jensen fortalte dog Cohen, at karakteren var inspireret af svenskeren Göran Tunström. Axel Jensen blev gift med inderen Prabitha i 1974. I sine sidste ti år led han af sklerose. Cohen bidrog til plejen, som kunne aflaste Prabitha.

** Kari Hesthamar: So Long, Marianne – en kærlighedshistorie. Oversat af Per H. Jacobsen. 207 s. EC Edition, 2015. 


***) Det er endnu ikke sket, men Charmian Clift (1923-1969) og George Johnston (1912-1970) er centrale karakterer i den norsk-græsk-canadiske miniserie So Long, Marianne, som havde premiere på NRK i september 2024. Thea Sofie Loch Næss spiller Marianne, Alex Wolff fungerer udmærket i rollen som den 24-årige Cohen. Jonas Strand Gravli er sat på en uriaspost som den konsekvent upålidelige Axel Jensen, mens Peter Stormare følger tingene fra Montreal i rollen som Irving Layton.
   Anna Torv og Noah Taylor spilller Charmian Clift og George Johnston. Øystein Karlsen, seriens forfatter og instruktør, trækker på alle forhåndenværende kilder og følger de faktiske forhold ret nøje. Serien vinder ved at være optaget på Hydra, skønt infrastrukturen på øen var mere rudimentær i pionertiden. Her er det hele lidt lækkert og oplyst fra starten. 
   Der er et andet godt billede af Hydra-tiden i Polly Samsons roman A Theatre for Dreamers (Bloomsbury, 2020), som nogen burde udgive på dansk. Her er fortælleren en britisk kvinde, der kom til øen som ung og boede hos Charmian Clift og George Johnston. Hun blev på Hydra og begynder i prologen at huske det hele, da hun i 2016 hører om Cohens død. På titelbladet er Marianne Ihlen citeret for aforismen: »I'm Living. Life is my art.« Marianne og Leonard er vigtige karakterer i bogen, men det er Charmian Clift og George Johnston, som Samson for alvor er interesseret i.
   Polly Samson (f. 1962) er gift med guitaristen David Gilmour fra Pink Floyd, som hun har skrevet mange tekster til. I 2021 fik hun genudgivet to af Charmian Clifts romaner, Mermaid Singing (1956) og Peel Me a Lotus (1959), på mikroforlaget Muswell Press. Begge er udstyret med Samsons nye, nyttige forord og har en posthum anbefaling fra Cohen på omslaget: »They were an inspiration.« Det er værd at se og læse altsammen, både den norske biopic-serie og den britiske »bare-jeg-havde-været-der« bog. 


****) »Days of Kindness// Greece is a good place/ to look at the moon, isn't it/ You can read by moonlight/ You can read on the terrace/ You can see a face/ as you saw it when you were young/ There was good light then/ oil lamps and candles/ and those little flames/ that floated on a cork in olive oil/ What I loved in my old life/ I haven't forgotten/ It lives in my spine/ Marianne and the child/ The days of kindness/ It rises in my spine/ and it manifests as tears/ I pray that a loving memory/ exists for them too/ the precious ones I overthrew/ for an education in the world.« Leonard Cohen: Stranger Music. Selected Poems and Songs. New York: Pantheon Books, 1993, s. 401. »Days of Kindness« er et af 11 »Uncollected Poems«, som kun er trykt i dette udvalg.
  

Marianne & Leonard: Words of Love. Instr. & manus: Nick Broomfield. Foto: Barney Broomfield. 102 min. Canada-UK 2019. Dansk premiere: 14.11.2019.


Fotos: BBC/ Kew Media Group/ Dogwoof (YouTube trailer)/ Camera Film/ Monash University Publishing/ McClelland & Stewart/ Pantheon Books/ Bloomsbury Circus/ Muswell Press/ NRK/ Columbia Records/ Sony Music
Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.11.2019