Translate

Viser opslag med etiketten teenage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teenage. Vis alle opslag

torsdag den 21. juli 2022

Slipstream | Richard Kelly: Donnie Darko (2001)


PÅ BUNDEN AF DRØMMEN
Alt hvad en ung mands verden består af

Af BO GREEN JENSEN

DONNIE Darko er en almindelig teenager med svære mentale problemer. Blandt andet hører han stemmer og har hallucinationer, der er særdeles overbevisende. Som medsammensvorne ser vi, hvad han ser, og accepterer hans virkelighed uden videre. Vi befinder os et sted i den hvide middelklasses grænseløse forstæder, hvor penge ikke er noget problem. Donnie har en storesøster og en lillesøster, forældrene er gode mennesker, bekymrede og kærlige. Hvis Donnie ikke så syner, ville alt være ferskner og flødeskum.



EN tilbagevendende fantasiledsager er Frank, en mandshøj mareridtsudgave af kaninen fra Henry Kosters James Stewart-klassiker Harvey (1950). Richard Kellys debutspillefilm er overhovedet spækket med underdrejede henvisninger til en verden af film, sange og litterære valgslægtsskaber. Frank har det med at hente Donnie om natten, få ham til at gøre mørke ting og endelig slippe den unge mand, som kommer til sig selv ved daggry, midt på vejen eller golfbanen. I hvert fald er han ikke hjemme den nat, da en løsreven jetturbine dratter ned i familiens hus. Havde han været der, ville den have dræbt ham.*




Sådanne voldsomme tilfælde bryder til stadighed ind i Donnie Darko, hvis største kvalitet er, at man aldrig kan vide sig sikker. Man tror, man ved hvor det bærer hen. Så skyder drømmen ryg nogle gange, virkeligheden undergår flere hamskifter, og atter ved tilskueren hverken ud eller ind. Han må bare følge Donnie gennem mareridtet, som også har forsonende momenter. For eksempel er Gretchen (Jena Ma
lone), den nye pige i klassen, det bedste der er sket for Donnie, siden familien flyttede fra Iowa for at skabe tryggere rammer om sønnen.



KANINEN Frank har sat dato og klokkeslæt på verdens undergang. En tid lang tror man, at der bygges op til en voldseksplosion af en slags. Der er dog altid metode i galskaben og en dybere mening med den sabotage, som Donnie udfører på Franks foranledning. For eksempel et Graham Greene-inspireret hærværk mod skolen og den brand, som afslører poppsykologen, der har et pædofilt lønkammer skjult i privaten.
   På skolen strides indskrænket småtskårenhed med den oplyste tolerance, som lærerinden Ms. Pomeroy repræsenterer. Selv psykiateren vil Donnie det godt, skønt hun bliver utryg, når han røber sine fantasier under hypnose. På bunden af drømmen er han nemlig bare en liderlig teenagedreng, der vil i seng med Christina Applegate fra Married with Children.



ÅRET er i øvrigt 1988, og præsidentvalget står mellem George Bush og demokraten Michael Dukakis. Tidens sange understøtter billederne og erstatter ofte reallyden, så det dislokerede præg ved Donnies verden fremhæves. Det kan være Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart« eller Echo and the Bunnymen, men især bruger Kelly og filmens musikalske arkitekt, Michael Andrews, energi på at integrere Tears for Fears i sammenhængen. De var bare en popduo dengang, men nu får deres sange både dybde og valør.



HVOR langt ude Donnie egentlig er, bliver tydeligt i scenerne, som får ham til at interessere sig for tidsrejser. Han sidder hos familien, og flydende spyd stråler ud af brystet på forældrenes gæster og Donnie selv, der for længst er holdt op med at anfægte sine syner. Han prøver blot at følge med og finde en mening. Imens tæller Kellys fabel ned til nultimen, og filmen bliver simpelt hen spændende. Til slut slår virkeligheden tre kolbøtter, men alting hænger sammen. Det er dybt mærkværdigt og meget fascinerende, hvis man holder af film, som får én til at tænke og ikke blot dikterer et facit.



I MINDRE roller ses etablerede stjerner som Drew Barrymore, Mary McDonnell og Patrick Swayzee, mens Katharine Ross er a blast from the past som Donnies psykiater. Jake Gyllenhaal giver Donnie en mængde subtile nuancer. Elizabeth, hans storesøster i filmen, bliver spillet af Maggie Gyllenhaal, hans storesøster i virkeligheden.
   Resultatet har mere tilfælles med de eftertænksomme teenageskildringer i Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og Terry Zwigoffs Ghost World (2001), end med horror og farcer, som disse er flest. Her er hjerteskærende dybde, lydhørhed og loyalitet, umulige drømme i massevis og en duft af knuste nelliker. Kort sagt alt hvad en ung mands verden består af.


   
*) Richard Kelly (f. 1975) siger selv, at Frank var en af de første ideer i manuskriptet, som han brugte år på at udvikle og justere, så det blev muligt at få filmen finansieret. Han er usikker på, om kaninen kommer inde fra sindet eller skyldes ivrig læsning af Richard Adams' Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), som han var optaget af. Da Graham Greenes novelle »The Destructors« (da. »Ødelæggerne«) fra Twenty-One Stories (1954, da. 21 noveller) bliver bandlyst på skolen, får man i stedet Watership Down med i læseplanen. Detaljen er bibeholdt i det lange director's cut af Donnie Darko fra 2004.
   Det er gået op og ned for Kelly, siden Donnie Darko væltede verden. Southland Tales (2006) var ventet med spænding, men blev kaldt en katastrofe, da den fik premiere på Cannes Festivalen. Den stort anlagte sci-fi fortælling, der var tænkt som brohovedet i en lancering af universet på flere platforme, har dog holdt sig i live. Alene den excentriske casting gør den seværdig og imponerende mærkværdig: Justin Timberlake, Dwayne Johnson, Kevin Smith og Miranda Richardson på samme rolleliste.
   The Box (2009) var en filosofisk popfabel i ånden og stilen fra M. Night Shyamalan. Cameron Diaz og James Marsden spiller parret, som vil få en million dollars, hvis de åbner æsken, der er sat ved deres dør. Til gengæld vil nogen et sted miste livet. Hvis dilemmaet ligner præmissen fra en The Twilight Zone-episode, giver det mening. Forlægget er en novelle af Richard Matheson, »Button, Button«, som Matheson selv bearbejdede til første sæson af den genstartede serie i 1986.
   Kelly har fornuftigt nok holdt sig fri af de forskellige spinoff-projekter, der er skudt op omkring Donnie Darko. Han havde intet at gøre med S. Darko (2009), der handler om lillesøsteren Samantha. I 2017 talte han om selv at skrive en fortsættelse.  
    
Donnie Darko. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 113 min. USA 2001. Dansk premiere: 07.06.2002.

Donnie Darko: The Director's Cut. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 133 min. USA 2004.


Fotos: Pandora Cinema/ Flower Films/ Adam Fields Productions/ Gaylord Films/ Arrow Films/ CineMaterial
Filmen bliver ikke streamet – er udgivet på blu-ray i 4K UltraHD [Arrow Films] i 2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2002 

tirsdag den 8. marts 2022

Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]


VARME OG SELVVÆRD
Fire piger bliver til unge kvinder

Af BO GREEN JENSEN

SÅ hvordan er det nu, at man bliver voksen? På dansk har vi aldrig fået et dækkende navn for coming-of-age genren, skildringen af de afgørende år, hvor individet passerer fra barndom til ungdom og videre, mens karakteren tager form. Vi har for den sags skyld aldrig fundet ud af, om pubertetshistorien henvender sig til børn eller voksne. Af samme grund er begge grupper tilbøjelige til at vælge den fra.
   Céline Sciammas Bande de filles er først og fremmest en solidarisk skildring af den 15-årige Mariemes verden. Den afrikansk-franske teenager fungerer som en mor for sine to yngre søstre i en familie, hvor storebror giver ordrer, og Mor konstant er på arbejde. Der er ingen far i sigte. Virkeligheden er bloklandet i les banlieues, de parisiske forstæder. Altså et ghettoliv af den slags, som man lever i mange europæiske satellitbyer.


MAN kan nok så meget være et nummer i statistikken, men for den enkelte er der intet sædvanligt over en opvækst. Det er dér, at det store livsdrama begynder, og for hver af os er der kun én vigtig film. Det spiller i og for sig ingen rolle, om man er rig eller fattig. Kun varme og selvværd er gangbar valuta.
   Marieme er blid med sine søstre og sød med den generte dreng, som hun gerne vil være kæreste med. Ellers er hun en tiger, der bider fra sig. Hun spiller american football og slås i skolegården. Da hun falder, bliver hun samlet op af tre piger, som anføres af den tjekkede Lady (Assa Sylla). Hvis hun gør sig fortjent til at være i klubben, får hun en halskæde med navnet Vic (for Victory) i.


PIGERNE pjækker, turer rundt og tager stoffer, afprøver alt, hvad der kan prøves af. Det er meget som i Catherine Hardwickes Thirteen (2003) eller Christian E Christiansens danske Råzone (2006). Modsat punktøserne i Lukas Moodyssons Vi er de bedste (2013) kan pigerne ikke selv skabe musikken. De må mime i blåt lys til Rihanna-sangen »Diamonds«.
   Der er dog en pris for at passe ind. Af og til dæmrer det også for Marieme, at bandelivet er en foreløbig ting og at der muligvis findes andre værdier. En ung mor kommer hen og hilser med sin baby på ryggen, da pigerne spiser junkfood. »Det var den fjerde fra før,« siger Lady.
   Marieme er altså med på et afbud. Måske bliver hun selv lagt tilbage i kurven, hvis der kommer en mere glamourøs kandidat.



BANDES de filles blev nomineret til årets Lux Prize – Europaparlamentets filmpris – sammen med Pawel Pawlikowskis Ida (2013) og den slovenske Klassefjenden. Det er den mest ordinære film af de tre, men Sciammas sikre beskæring af motivet er et væsentligt aktiv. Det samme er Karidja Touré i den krævende rolle som Marieme.
   Pigernes verden er skildret med absolut indlevelse. Sciamma taler ikke ned til aldersgruppen, og hun falder ikke for fristelsen til at praktisere social antropologi. Som filmskaber finpudser hun erfaringen fra Les pieuvres (2007, int. Water Lilies) og Tomboy (2011) og er således klar til at skabe de mesterlige, anelsesfulde kvindebilleder i Portrait de la jeune femme en feu (2019, da. Portræt af en kvinde i flammer) og Petite maman (2021).


 
KARIDJA Touré, Marietou Touré, Assa Sylla og Lindsay Karamoh var inddraget i den kreative proces og skabte karaktererne i samarbejde med Sciamma. Bande de filles er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer. Det bliver anstrengende, når den ligner en blanding af musikvideo og reklamespot, men æstetikken er pigernes egen. De vil skinne som diamanter på himlen, og dét kan man ikke fortænke dem i.



Se også The Hours (2002) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] og Suffragette (2015) [I anledning af Kvindernes internationale kampdag] fra IWD 2020 og 2021.

Girlhood (Bande de filles). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Crystel Fournier. 112 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.


Fotos: Hold up Films/ Lilies Films/ Arte France Cinema/ CNC/ Canal+/ Reel Pictures/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streanes på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.12.2014

mandag den 22. november 2021

David Mackenzie: Hallam Foe (2007)


NOGET SÅ NÆNSOM
Ungdom, sorg og fryd på skotsk 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ser med en teenagers blik og formår på den måde at omskabe verden. I overgangen fra barn til voksen befinder det unge menneske sig i en marginal position, hvor det bare ikke kan have al forstillelsen. Det væmmes ved de voksnes adfærd og hader om muligt sig selv endnu mere. Det klamrer sig til ritualer fra en barndom, som i hurtigt tempo lukker sig. Det værste, man kan sige er, at smerten vil gå over. Meget har ændret sig op gennem tiden, men karakteren er konstant, i hvert fald fra J.D. Salingers Holden Caulfield og frem.
   Nu er The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) aldrig blevet filmatiseret. Til gengæld rummer coming-of-age-genren mange fætre og kusiner. Med Hallam Foe skaber skotske David Mackenzie (Young Adam, Asylum) en for alvor frisk og anderledes ung kærlighedsfilm, der har Jamie Bell (fra Billy Elliott og Dear Wendy) i titelrollen. Forlægget er en roman af Peter Jinks, som senere skrev Intuition (2009). I bogen er Hallam Foe 17 år.



FILMEN begynder hos aristokrater ude i myternes højland. Så bliver den nærmest en variation over Thomas Manns slyngelhistorie Felix Krull. Endelig slutter den som en blanding af eventyr og fuldkommen jordnær kærlighedsskildring, hvor dreng og pige får hinanden på troværdig og sanselig vis.
   Hallam Foe kan ikke glemme sin ustabile mors druknedød. Den unge mand mistænker sin beregnende stedmor, faderens opgraderede sekretær, for at have hamret hul i bunden af båden. Han tilbringer megen tid i et træhus, hvorfra han udspionerer sin far (Ciaran Hinds) og resten af familien. Med moderens sminke kommer han krigsmaling i ansigtet, fører krig med hele verden og gebærder sig meget som drengen i Carsten Rudolfs Menneskedyret (1995).



STEDMOR Verity (Claire Forlani) er filmens bud på en Mrs. Robinson-figur. Hun tager Hallams mødom oppe i træet og beder ham flyve fra reden. Det skal være nu, hvis han ikke vil skubbes. Så husets søn pakker sin ransel og går ud i verden –
 som en blanding af Ødipus, Hamlet og Klods-Hans, men måske allermest som en skotsk teenageknægt.
   I Edinburgh lever han på gader og hustage – Hallam har en vane med at kigge ind i andres liv – indtil han ser en lyshåret kvinde, Kate (Sophia Myles), der til forveksling ligner hans mor som ung. »So was it like fucking mummy?« spørger Hallams stedmor senere. Hallam Foe er ikke mindst en film, hvor erotikken både virker og er vigtig.
   Kate er personalechef på et femstjernet hotel. Hallam begynder i køkkenet og avancerer efterhånden. Han iagttager Kate fra sit interimistiske hjem i et klokketårn, og der er mange romantiske krøller. Alt er filtreret igennem den unge mands levende fantasi. Drømmene går dog i opfyldelse, og karaktererne er meget overbevisende tegnet. Der er en fin nostalgisk stemning af Billy Liar og ung Julie Christie.*


FILMENS lydspor er bygget med sange fra selskabet Domino Records. Franz Ferdinand har ligefrem skrevet »Hallam Foe Dandelion Blow« til filmen, som fik premiere på Berlinalen i 2007. Hallam Foe giver pubertetskrisen stemme og gør kærlighedssmerten til ren poesi. 

Hele filmen er noget så nænsom og alligevel kropsnær og barsk, når det gælder. Det var mere end i orden, at David Mackenzie modtog en sølvbjørn.


*) Hallam bliver ansat på det historiske Balmoral Hotel og indretter sig i hotellets ikoniske klokketårn. Mackenzies film er samtidig en kærlighedserklæring til den gamle bydel i Edinburgh, som fotografen Giles Nuttgens kæler for i udsøgte billeder. Jeg ved ikke, om Martin Scorsese har set Hallam Foe, men fire år senere er det på præcis samme måde, at Asa Butterfield indretter sig bag urskiven på Gare du Montparnasse i Hugo (2011), som bygger på Brian Selznicks billedroman. Hallam Foe er optaget på gader og stræder i Edinburgh. Den første udstødte anti-helt, som holdt øje med verden fra klokketårnet, var naturligvis Quasimodo i Notre-Dame de Paris (1831, da. Klokkeren fra Notre-Dame), som foregår i 1482. Scenerne fra Hallams barndomshjem er optaget på Glen House and Estate i Innerleithen, Peebles, Scottish Borders, UK.

Hallam Foe. Instr.: David Mackenzie. Manus: Ed Whitmore, David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 95 min. UK 2007. Dansk premiere: 08.02.2008.

Peter Jinks: Hallam Foe. 224 s. Headline Review, 2001.

Hallam Foe. Original Soundtrack. Domino Records, 2007. 


Fotos: Film4/ Ingenious Film Partners/ Scottish Screen/ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2008