Skibet og Hvalen: Herman Melville 1819-1891

SKIBET, DØDEN OG HVALEN
Herman Melvilles Moby-Dick (1851)

Af BO GREEN JENSEN

EN klassiker er et kunstværk – en bog, en film, et maleri eller musikstykke – som får egenliv og sætter sig ud over sin tid, så også efterfølgende perioder og generationer kan føle sig talt til. Der er selvsagt gået inflation i begrebet. Vi siger »en født klassiker« om en halv snes værker hvert eneste år, men eftertiden vil sandsynligvis kun huske tre eller fire værker fra hele sidste halvdel af det tyvende århundrede. Ydermere er det umuligt at sige, hvilke værker det bliver. 
   Kun ganske få af de romaner, vi i dag tager med i den forkætrede kanon, var uanfægtelige klassikere i deres samtid. De fleste populære bøger går med tiden al kødets gang. Omvendt kan det ske, at eftertiden opdager værker, som samtiden selv kastede vrag på. Når dét sker, føler miskendte kunstnere alle vegne sig et øjeblik retfærdiggjort i deres bestræbelse. Trods alt er der lys for enden af tunnelen, og det behøver ikke at stamme fra et modgående tog.

ET sådant værk er Herman Melvilles store roman Moby-Dick, der af mange regnes for det tætteste, man er kommet fantomet Den Store Amerikanske Roman. Dette begreb er i sig lige så farligt og flygtigt som den store hvide dræberhval, kaskelotten Moby-Dick, der i Melvilles visionære roman er blevet en besættelse for den monomane Kaptajn Akab. Mange forfattere er gået ned i deres jagt på den store hvide hval, og det er typisk i mindre, mere upåagtede parenteser, at en håndfuld jægere trods alt har strejfet fænomenet: F. Scott Fitzgerald, Ernest Hemingway, William Faulkner, John Dos Passos, Philip Roth.
   Pointen er, at 1850ernes samtid betragtede Moby-Dick som en fejltagelse, hvis ikke en decideret fiasko. Med sine første erfaringsbaserede sydhavsromaner, bøger som Typee og Omoo, havde Herman Melville fået et stort publikum, både i USA og Storbritannien. Også saglige sejlerromaner som Redburn og White-Jacket gik rent ind i samtiden. Det var, da Melville under arbejdet med den store roman Mardi begyndte at anvende en mere personlig, allegorisk orienteret form, at læserne stille og roligt faldt fra. Han var da cirka 30 år gammel. 
   I Melvilles egen levetid solgte Moby-Dick færre end 100 eksemplarer. Først i 1920erne begyndte man, næsten ved et tilfælde, at læse den store roman som en forløber for det moderne. Siden har man aldrig lagt den fra sig. Alene litteraturen om Melville og Moby-Dick udgør i dag en galakse for sig, og hvis begrebet klassiker overhovedet giver mening, er det i forbindelse med denne roman. Sammen med Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter (1850, da. Det flammende bogstav) står den tilbage som fundamentet for alt det, som fulgte.

BEGYNDELSEN er legendarisk. Fortælleren præsenterer sig simpelt hen med ordene: Call me Ishmael. »Kald mig Ismael«. Og 600 sider senere kan han som den eneste overlevende erklære, at »Dramaet er til ende« og citere Jobs bog for sætningen: »Og jeg alene undslap, at jeg kunne fortælle dig derom.« 
   Mellem disse to læserhenvendte enetaler ligger fortællingen om skibet Pequod, den afsindige hævner Ahab eller Akab, som vil ofre hele verden og livet selv i sin fanatiske jagt på det absolutte, og hvalen er dette absolutte, en kraft som er større end mennesket, større end følelser, forbehold, nærmere omstændigheder, og derfor også hinsides menneskelige forestillinger om moral, godhed, ondskab osv.
   Det er dog fangeren Ismael, der fortæller historien, og romanen er samtidig hans indirekte beretning om venskabet med eskimoen Queequeg; om skibet som er et samfund i koncentrat; om havet og jagten og horisonten; om udlængsel og hjemve; om alle tings begyndelse og slutning.
   Melville ville skrive en roman, der i dramatisk form omsluttede hele eksistensen. Hans erklærede forbilleder var Wiliiam Shakespeare og kollegaen Nathaniel Hawthorne (1804-1864), som Moby-Dick er tilegnet »i beundring for hans geni«. Ved læsningen af Hawthornes Tales havde Melville følt »a shock of recognition«, et genkendelsens chok, som han aldrig forvandt.
   Det er derfor en dynamisk og fantastisk ujævn roman med tre eller fire skjulte dagsordener. Nogle afsnit er skrevet ud som dramatiske tekster, med regibemærkninger og replikangivelser; andre er logbogsagtige registreringer; atter andre Ismaels omfattende digressioner. Denne bog vil rumme det hele. Og det lykkes den i vid udstrækning.

DA Melville havde skrevet Moby-Dick, begyndte han straks på en lige så stor roman om en ung forfatter, der satser sit liv på at skrive den store roman. Pierre, or, The Ambiguities, hed den, og udkom i 1852. Denne kunstnerroman er mindre sikker i sin æstetiske praksis, men umådelig interessant som selvportræt og som metaroman. Modsat Moby-Dick har den aldrig fået klassikerstatus. Pierre er i dén grad en bog af sin tid, og det er svært at læse den i dag, i hvert fald uden fyldige fodnoter. Moby-Dick taler derimod uden for tiden. 
   Melville var en skeptiker, som havde brug for at tro. Ligesom Akab havde han brug for at finde en mening med den store hvals hvidhed. Han måtte føle et formål med sin stræben, men han fandt og han følte det aldrig. I sin æstetiske praksis tilhører han med hud og hår den mørke romantiske retning. Det er fra den, at modernismen strømmer, og i Melvilles store romaner får den fysiske virkelighed for første gang abstrakt filosofisk dybde.
   Skibet bliver Verden; Hvalen bliver alt dét, som ikke er Mennesket; Ordet bliver hvidt kød, og Melville selv bliver både stræberen Akab og den stand-in for læseren, Ismael, som fortæller historien om Skibet, Døden og Hvalen. Der er næppe skrevet større, bredere, dybere eller bedre på det engelske sprog hverken før eller siden.

MELVILLE kom sig aldrig over den kulde, man mødte Moby-Dick og Pierre med. Han opgav at leve som professionel forfatter, blev toldinspektør på Manhattan, led af periodiske depressioner og forsørgede i øvrigt sin familie. Han skrev de seks noveller, som er samlet i The Piazza Tales (1856), herunder gyseren »Benito Cereno« og fortællingen om »Skriveren Bartleby«. Han fortalte, hvad han mente om sin samtid og »den amerikanske drøm« i The Confidence-Man. Den maritime Kristusmyte Billy Budd lå færdig ved hans død i 1891. 
   Melville døde 40 år efter sit store livtag med Hvalen. Ligesom Akab kom han aldrig over dette første møde, men i de seneste årtier er man blevet stadig mere opmærksom på hans indsats som lyriker, dels i borgerkrigsdigtene Battle-Pieces, dels i det episke rejsedigt Clarel, som han skrev efter et ophold i Palæstina og udgav for egen regning. Det er dog kun i Moby-Dick, at hans stemme taler og når os, så at sige hen over tiden.

I 1850, mens han arbejdede på Moby-Dick, havde Melville forsøgt at blive ven med den lidt ældre Hawthorne, som havde for travlt og var for selvtilstrækkelig til at gribe den yngre mands fremstrakte hånd. Senere besøgte Melville Hawthorne i England, hvor denne en overgang fungerede som amerikansk konsul. Hawthorne skriver om sin kollega:
   »Det er mærkeligt som han bliver ved – og har gjort det lige så længe, jeg har kendt ham, og sikkert også længe før – med at vandre frem og tilbage i disse ørkener, så trøstesløse og ensformige som sandklitterne hvor vi sad. Han kan hverken tro eller være tryg i sin skepsis, og han er for ærlig og for tapper til ikke at prøve begge dele.«
   Til allersidst syntes freden dog at lægge sin svale hånd på hans pande. Digteren W.H. Auden skriver i sit hyldestdigt: »Han sejlede, da det blev sent, ind i en usædvanlig Mildhed,/ Kom hjem og kasted' Anker hos sin Kone/ Og laa og svajede i hendes Haand,/ Og tog hver Morgen over til Kontoret/ Som om hans Gerning var en fremmed Ø.«
   Tredive år efter Melvilles død begyndte genopdagelsen af Moby-Dick og det øvrige forfatterskab. Gyldendal har genudgivet Mogens Boisens håndfaste, men kompetente oversættelse i den særligt smukke udgave, som Martin A. Hansen skrev forord til i 1955. Bogen er i sig selv en dansk klassiker, og det er godt at se, at den lever igen.

PS: SUMMEN AF MELVILLE

OVENSTÅENDE er skrevet til en klassikerpræsentation i litteraturprogrammet Alfabet, som DR sendte på P1 i marts 1999. Jeg havde næsten glemt den. Anledningen var en genudgivelse af Moby-Dick i Mogens Boisens oversættelse, som Gyldendal udgav i 1955 med træsnit af Svend Havsteen-Mikkelsen (der mageligt matcher de ikoniske arbejder af Rockwell Kent i Lakeside Press-udgaven fra 1930) og et forord af Martin A. Hansen.
   Endvidere forelå Skibet og døden i Helga Vang Lauridsens oversættelse og med en efterskrift af Tage la Cour, som Lademann udgav med Garrick Palmers illustrationer i klassikerserien Store Fortællere (underserien »Gys fra hele verden«) i 1978. Det var i realiteten et optryk af Benito Cereno, som Wangels Forlag udgav med Ib Spang Olsens tegninger i 1956. Hertil kom Ole Storms version af Billy Budd, Fortopsgast (1952) og Skriveren Bartleby i Anders Saustrups oversættelse (og med hans udmærkede introduktion), der blev bind 213 i Hasselbalchs Kultur-Bibliotek i 1962.
   I 2000 udkom Skriveren Bartleby i en ny oversættelse ved Henrik G. Poulsen på universitetsforlaget Museum Tusculanum. Det, sådan cirka, var summen af Melville på dansk ved årtusindeskiftet.
   Landskabet blev med ét vakt til live, da Melvilles danske fan nr. 1, forfatteren og journalisten Flemming Chr. Nielsen (f. 1943), gik i gang med at oversætte og udgive hele forfatterskabet. I 2003 udkom Pierre eller Flertydighederne, som Ib Michael skrev forord til. Siden fulgte – i støt og forrygende tempo – Bondefangeren (2004), Israel Potter (2006), Mardi (2007), Redburn (2009) og, som kronen på værket, en ny oversættelse af Moby Dick eller Hvalen, som Carsten Jensen fik lov at skrive forord til i 2011.
   I 2014 udkom Samlede Værker 1-6, hvor også Omoo, White-Jacket, Veranda-fortællinger (altså The Piazza Tales), John Marr og Billy Budd indgår. De sidste løse ender er viklet i En pibe Kanaster og en RedEye (2015), som emmer af kærlighed til et livsværk, som Flemming Chr. Nielsen har brugt tyve år af sit liv på at formidle. Arbejdet er uden sidestykke i nyere dansk boghistorie – kun Niels Brunses oversættelse af Shakespeares Samlede skuespil I-VI kommer i nærheden. Og hele projektet er realiseret på fribytterforlaget Bindslev.
   Flemming Chr. Nielsen publicerer dansk Melvilliana på hjemmesiden mardi.dk – Det fremgår, at endnu et tillægsbind med løse tekster og efterladte arbejdspapirer (bl.a. »Herman Melvilles notater om hvalfangerskibet Essex' forlis«) er planlagt til udgivelse i 2020. Under roserne og andre prosatekster må være et udtræk af Weeds and Wildings Chiefly: with A Rose or Two, som udkom i 1924.
   Snart findes hele Melville på dansk. Det kunne man ikke drømme om i 1999. Der mangler dog stadig et stort bind med digtene i Battle-Pieces and Aspects of War (1866), Clarel: A Poem and Pilgrimage in the Holy Land (1876), John Marr and Other Sailors, with Some Sea-Pieces (1888) og Timoleon Etc. (1891). I Mardi – og en rejse dertil har Peter Laugesen oversat poesien. Forhåbentlig forvinder komplettisten i FCN sin vægring ved lyrisk arbejde.

Skrevet til og fremført i litteraturprogrammet Alfabet på DR P1 30.03.1999

Nyttige fiktioner: Philip Roth 1933-2018

NYTTIGE FIKTIONER

Philip Roth 1933-2018

Af BO GREEN JENSEN

PHILIP Roth blev født i Newark, New Jersey, den 19. marts 1933 og døde den 22. maj 2018 på Manhattan i New York. Han blev altså 85 år.

   Forfatteren udførte et af de længste og smukkeste home runs i den amerikanske litteraturhistorie. Han efterlader sig et færdigt værk på 33 romaner, selvbiografiske semi-fiktioner og kritiske sonderinger i egne og andre forfatteres arbejder.

   Et færdigt værk? Ja, for Roth var på det rene med, at der ikke ville komme flere bøger. I Exit Ghost fra 2007 tog han afsked med sit store alias, den jødisk-amerikanske forfatter Nathan Zuckerman, som fortæller eller bliver fortalt om i ni af Roths romaner.

   Nemesis fra 2010 var den sidste af fire korte og strengt moralske fiktioner – de andre er Everyman (2006), Indignation (2008) og The Humbling (2009) – som fortæller om skæbner i generationen. De er samlet under fællestitlen Nemeses – altså nemesis i flertal.

   I 2012 sagde Roth, at han ikke så nogen grund til at skrive videre. For det første havde han sagt, hvad han skulle. For det andet havde han ikke længere den fornødne intellektuelle nysgerrighed. Den sidste udgivelse blev Why Write? Collected Nonfiction 1960-2013, der fungerer som et supplement til den definitive 9-binds udgave af forfatterskabet, som Library of America udgav fra 2005 til 2017.*

ROTH skrev sit værk til fire kasser – fem, hvis man ser Nemeses som noget særskilt, og det gjorde Roth tydeligvis. Der er for første Nathan Zuckerman-sekvensen, som begynder med The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) og slutter 30 år senere med Exit genfærd.

   Der er romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh – The Breast (1972, da. Brystet), The Professor of Desire (1977, da. Professor i lyst) og The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr) – og der er en kasse med »andre bøger«, som fører fra de klassiske begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) til den desperate erotik i Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), hvor driften næsten er blevet en dybbuk.

   Endelig er der en gruppe »Roth Books« (han førte selv regnskab og lagde til bunke). Den bedste er Operation Shylock: A Confession (1993), hvor forfatteren Philip Roth skriver om karakteren »Philip Roth«, der i Jerusalem møder sin vrængende tvilling, (D)en Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Romanen er samtidig en reportage fra retssagen mod kz-lejrvagten John Demjanjuk. Bag alle de autofiktive tricks er der også et forsøg på at svare og imødegå Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (1963), Hannah Arendts bog om Eichmann-processen.  

   Navnesystemet er ekstra indviklet, fordi floderne løber sammen. Nathan Zuckerman optræder første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige fiktioner« – af fortælleren Peter Tarnopol. Han er hovedpersonen i »Salad Days« og »Courting Disaster (or »Serious in the Fifties)«. Alligevel bliver Mit liv som mand ikke talt med i nogen af serierne. 

ROTH voksede op i en respektabel jødisk middelklassefamilie, der gik op i at gøre de rigtige ting og være på god fod med andre i miljøet. Hans far gik konkurs med en skoforretning og arbejdede siden som assurandør. Den stort set trygge barndom er stemningsfuldt beskrevet i The Facts: A Novelist’s Autobiography (1988), som ikke findes på dansk, og Patrimony: A True Story (1991), der i Niels Brunses oversættelse hedder En søns far.

   Titlerne lover en faktuel tyngde, men man skal ikke lade sig narre. Roths erindringer er fortalt med alle forfatterens tricks og værktøjer. Prologen i The Facts er et brev fra Philip Roth til Nathan Zuckerman. Alter ego’et svarer i epilogen og lægger ikke skjul på, hvad han mener om sandhedsværdien. Mellem de metatekstuelle anførselstegn giver Roth en ret nøjagtig beskrivelse af sin baggrund.

   Roth skulle egentlig være jurist, men var aldrig i tvivl om, at han ville skrive. På Bucknell University i Pennsylvania skiftede han fra jura til engelsk. De første tekster blev trykt i magasinet Et Cetera, som han også redigerede. I 1954 kom han til University of Chicago. Han læste The Adventures of Augie March, Saul Bellows store Chicago-roman, og blev inspireret af dens realistiske forslugenhed.

   I 1955 tog han sin kandidateksamen, blev master i engelsk og meldte sig til hæren for to år. Han pådrog sig en rygskade på rekrutskolen i Fort Dix. Smerten er ofte beskrevet, men Roth var opmærksom på, at den fritog ham fra fysiske pligter. Nu var han virkelig skabt til at skrive.

   Mens han gjorde tjeneste som presseofficer, skrev han de første af sine gennembrudsnoveller. »The Contest for Aaron Gold« blev trykt i Epoch, Cornell Universitys litterære tidsskrift. Den blev der lagt mærke til. Redaktøren Martha Foley tog den med i antologien Best American Short Stories 1956.

   Roth var 23 år og havde indtil videre gjort de rigtige ting. Familien var stolt. Så skrev han novellerne »The Conversion of the Jews« og »Defender of the Faith«, som er hægtet på dannelseshistorien i Goodbye, Columbus.

   I »Jødernes omvendelse« spørger Ozzie Fredman sin lærer, rabbineren Binder, om det virkelig kan være rigtigt, at Gud gjorde Jomfru Maria gravid. Drengen får en blodtud for sin frækhed, men fremturer. Han kravler op på synagogens tag og truer med at springe. Situationen udarter, og drengen vinder en moralsk sejr. Ozzie springer og bliver grebet i brandvæsenets sikkerhedsnet. Øjeblikket brænder. Det er næsten en verdslig epifani.

NOVELLERNE vakte opsigt og blev stærkt kritiseret af bl.a. Irwing Howe, som var den toneangivende jødiske kritiker.** Roth fik ry for at være en anti-semitisk jøde. Skønt romanerne Letting Go (1962) og When She Was Good (1967) er solide realistiske stykker, blev forfatteren set som en tvivlsom person.

   Det er muligt, at han overdrev betydningen af konflikten, som er beskrevet flere steder. Nathan Zuckerman skriver romanen Carnovsky  og bliver udskammet i sit miljø. Det svarer til, hvad der skete for Roth, da han fik udgivet Portnoy's Complaint (1969). Modsætningsforholdet udartede til åben krig. Skandalesuccesen cementerede hans status og blev en international bestseller.

   Portnoys genvordigheder er morsom, manisk og masturbatorisk. Den er som Lenny Bruce ganget med Woody Allen (før #MeToo og da vi kunne lide ham). Den kronisk kriseramte Alexander Portnoy fortæller om sit liv til psykiateren Dr. Spielvogel. Den kværnende monolog er en kraftpræstation. Her eksploderer den klassiske formfuldendthed i Roths første tekster. Han skriver sjofle ord på væggen. Han insisterer på virkeligheden. Det er en af de store amerikanske romaner.

HALVFJERDSERNE blev et hektisk årti med ekstreme formelle eksperimenter. I Our Gang (1971) er Richard Nixon og hans stab fremstillet som en grådig gangsterbande. The Great American Novel (1973) handler først og fremmest om baseball.*** Brystet (1972), som deler protagonist med Professor i lyst, er skrevet som en pornografisk fabel af Franz Kafka. David Kepesh vågner op og er forvandlet, ikke til en kakerlak, men til et kolossalt kvindebryst.

   Zuckerman-figuren tog form i Forfatterspire. Romanen skildrer hans læreår som assistent for den jødisk-amerikanske mester E.I. Lonoff, der har isoleret sig i en perfektionistisk askese, hvor han skriver 27 versioner af den samme korte tekst. Lonoff er skræmmebilledet på en elitær forfatter, der har mistet retningssansen og skriver sig ud af virkeligheden.

   Zuckerman Bound (1981) og The Anatomy Lesson (1983) fulgte forfatteren frem til et sted, hvor han i realiteten var blevet som Lonoff, en sart mandarin i sit elfenbenstårn, neurotisk og faretruende selvisk. Samtidig foregik Newarks forfald. Det var vigtigt for Roth at få baggrunden med, selv om Zuckerman havde nok i sit eget.

PHILIP Roth var gift to gange. Han mødte Margaret Martinson i 1956. De blev gift i 1959 og blev skilt efter fire år i et svært ægteskab, der er skildret med bitter, blå tristesse i When She Was Good og tragisk sort humor i My Life as a Man. Han var sønderknust af skyldfølelse, da hun døde i en bilulykke i 1968. Det skriver han udførligt om i The Facts.

   Ægteskabet med skuespilleren Claire Bloom varede fra 1990 til 1995. Det må for Roth have lignet alliancen mellem Arthur Miller og Marilyn Monroe. Hun skriver bittert om hans følelseskulde i erindringsbogen Leaving a Dool’s House (1996). Han tog en slags hævn med portrættet af Eve Frame i romanen I Married a Communist (1998, da. Jeg blev gift med en kommunist).**** 

   Roth skrev autofiktion, før man navngav begrebet. Som læser kunne man somme tider falde ud af fortryllelsen – eller blive mæt af fortroligheden og fortabelsen – i de mange ensartede udgivelser.

   Det skete for mig midt i 80erne, i perioden hvor Roth føjer Zuckerman-bøgerne sammen, undersøger hvordan han videre kan bruge figuren og bliver optaget af at kalibrere sine æstetiske strategier. Fiktion og biografi bliver et ælte. Bøgerne fra denne fase er konceptuelt interessante, men føles efterhånden kunstnerisk golde. Teksterne i The Counterlife (1986, da. Modliv) koncentrerer problemet.

ROTH kom dog styrket tilbage. Operation Shylock er en skarp identitetspolitisk satire. Sabbaths teater er en mesterlig videreførelse af projektet fra Portnoys genvordigheder og Mit liv som mand. Endelig kom Amerikansk pastorale i 1997 som en bekræftelse. Det er fortællingen om et almindeligt liv og en god mand, der bliver ødelagt af sin datters terrorisme. Det må være Roths allerbedste roman.

   Et andet sent højdepunkt er den kontrafaktiske Komplottet mod Amerika (2004). Romanen foregår i et USA, som har valgt Charles A. Lindbergh til præsident. For det første var det revisionistiske syn på nazisten og anti-semitten Lindbergh en effektiv øjenåbner. For det andet er portrættet af familien Roth måske det varmeste erindringsglimt af dem alle.

   Roth sagde altid, at hans eget liv var uden dramatik og betydning. Han havde siddet alene i et værelse og skrevet. Han vidste meget om skam og forlis og kompromitteret moral. Han forstod værdien i at blive ved, som fuglen i Bob Dylans sang: »The only thing I knew how to do/ Was to keep on keeping on.«

   Det store værk blev gjort færdigt. Det er kort og godt fortællingen om Amerika i 85 år. Det er noget af det bedste, der er skrevet noget sted.

Se også Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]; Philip Roth på film: Indignation (2016).

NOTER

*) Library of America har siden 1979 udgivet 337 bind klassikere, på tyndt papir og i samme format, formentlig med det franske Bibliothéque de la Pléiade som model. Hertil kommer en række antologier, fx. af film- og musikkritik, og en serie med lyrikere i udvalg. Jeg begyndte at anskaffe LOA under et USA-ophold i 1988-89 og kan prale af en nær komplet samling. Også genreforfattere som H.P. Lovecraft, Ross MacDonald og Shirley Jackson er repræsenteret. Et højdepunkt er Kurt Vonneguts samlede værker i 4 bind og Henry James' i 13. Kun Roth og digterne John Ashbery (1927-2017) og M.S. Merwin (1927-2019) har fået værket samlet, mens de levede. Det skal siges, at Roth elskede bøger. Han testamenterede to mio. dollars til folkebiblioteket i sin hjemby.

**) Irving Howe (1920-1993) var kritiker, underviser, redaktør og dertil aktiv politiker i DSA (Democratic Socialists of America), samme partifraktion, som demokraten Bernie Sanders har repræsenteret i 2016 og 2020. Howe skrev kritiske værker om bl.a. Sherwood Anderson, William Faulkner, Edith Wharton, Thomas Hardy og Leon Trotskij, som var hans politiske forbillede, men fik især betydning som historiker med en række sociologiske bøger om amerikanske jøders historie. Hans hovedværk er World of Our Fathers: The Journey of the East European Jews to America and the Life They Found and Made (1976). Han var en gavmild og indsigtsfuld kritiker – blot ikke i forholdet til Philip Roth. For Howe at se var Goodbye, Columbus og Portnoy's Complaint profane og opportunistiske bøger, som forstærkede kulturelle fordomme og stereotyper. Howe spiller sig selv i Woody Allens Zelig (1983). 

***) Roth lignede ikke en sportsfan, men han nærede det samme lidenskabelige forhold til baseball, som man finder hos f.eks. Paul Auster (i romanen Squeeze Play, som han skrev under pseudonymet Paul Benjamin) og Paul Simon (i sangen »Night Game« fra Still Crazy After All These Years). Han beholdt sit bat og sine trading cards fra skoletiden i Newark. Baseball er hovedsagen og bliver en metafor for nationens tilstand i The Great American Novel, som er en de få titler, der aldrig er oversat.

   Romanen udspiller sig i 1943, mens de fleste førsteholdsspillere gør miliærtjeneste. Kommunister prøver at overtage The Patriot League, og The Port Ruppert Mundys fra New Jersey bliver historiens første hold uden en hjemmebane, fordi Forsvarsministeriet lejer deres stadion. I 1973 skrev Roth et essay (»My Baseball Years«), hvor han er ganske alvorlig omkring sin kærlighed til Amerika's »foretrukne tidsfordriv«:

   »Baseball was a kind of secular church that reached into every class and region of the nation and bound millions upon millions of us together in common concerns, loyalties, rituals, enthusiasms, and antagonisms. (...) It seems to me that through baseball I came to understand and experience patriotism in its tender and humane aspects, lyrical rather than martial or righteous in spirit, and without the reek of saintly zeal, a patriotism that could not quite so easily be sloganized, or contained in a high-sounding formula to which one had to pledge something vague but all-encompassing called one's 'allegiance'.«

   Bernard Malamud (1914-1986), som i hvert fald delvist inspirerede E.I. Lonoff-skikkelsen i Forfatterspire, var muligvis verdensfjern og hyperæstetisk, men i 1952 skrev han The Natural, som må være den smukkeste baseballroman. Ja, der er også Don DeLillo (Underworld), John Fogerty (sangen og albummet Centerfield) og Neil Young (»For the Turnstiles« fra On the Beach), men jeg nævner med vilje kun intellektuelle jødiske mænd fra New York og New England.

****) Claire Bloom: Leaving a Doll's House. A Memoir. New York: Little, Brown, 1996. Bloom var gift med Rod Steiger, da hun mødte Philip Roth. Deres forhold er en forestilling i mindst fem akter, som udspiller sig over flere årtier. Det ender bittert, og bogen giver ikke Roth megen goodwill. Bloom var kun 16 år, da hun debuterede i Christopher Frys The Lady's Not for Burning sammen med John Gielgud og Richard Burton. Charles Chaplin gav hende gennembrudsrollen som Terry i Limelight (1952). I I Married a Communist er radioværten Ira Ringold gift med Eve Frame, der har en fortid som stjerne i stumfilm. Hun røber belastende forhold om Ira, der bliver sortlistet i McCarthy-årenes USA. Der er grænser for hævngerrigheden i begge bøger. »The Writer« har også positive kvaliteter, og Eve Frame bliver narret til at angive (»frame«) sin eksmand. Claire Bloom er i dag 89 år. 

Nekrologen stod i en noget kortere udgave i Weekendavisen Bøger 25.05.2018

Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997)

DET TABTE PARADIS

Mesterens magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG ville han sikkert have undslået sig, men selv skarpe mænd bliver bløde med tiden. Derfor tager Nathan Zuckerman hjem til New Jersey og deltager i sin klasses 45. studenterjubilæum. Forfatteren er til og med en af de mest nostalgisk stemte mænd i lokalet, hvor resterne af årgang 1950 udveksler deprimerende historier om konkurser, impotens og forstørrede blærehalskirtler.

   Ganske vist er det først efter festen, »i mørket, i sengen, famlende efter en forståelse af hvad det var der havde ramt mig,« at han komponerer den blændende tale om at »huske energien«, som for alvor sætter scenen i Amerikansk pastorale. Men allerede under jubilæet, mens den til lejligheden hyrede røvballemusiker får sin synthesizer til at lyde som hele bandet bag Nat King Cole, Frankie Lane og Frank Sinatra, er Zuckerman atypisk sentimental:

   »Tidens Engel flyver hen over os og ånder med hvert åndedrag alt det som vi har gennemlevet - Tidens Engel lige så umiskendeligt til stede i Cedar Hill Country Clubs festsal som den knægt der spillede »Mule Train« ligesom Frankie Lane. Nogle gange greb jeg mig selv i at se på de andre som om det stadig var 1950, som om »1995« blot var det futuristiske tema for et skolebal hvor vi alle var mødt op i humoristiske papmaché-masker af os selv som vi muligvis ville komme til at se ud ved afslutningen af det tyvende århundrede. Den eftermiddag havde tiden kun været opfundet for at mystificere os.«*

SENT i livet har Zuckerman – som velsagtens deler fødselsår med sin skaber, forfatteren Philip Roth (1933-2018) – altså lært sig at omfavne, ja formelig hige efter den banale hverdag i virkeligheden, som han deler med resten af generationen. Han har ofte nok vrænget ad og spyttet på den, levet for alvor et helt andet sted, men i Amerikansk pastorale er der langt mellem Zuckermans karakteristiske anfald af menneskeforagt, og der er næsten ingen ironi i stemmen, som retorisk stiller sit spørgsmål til slut: »Og hvad er der galt med deres liv? Hvad i alverden er mindre dadelværdigt end familien Levovs liv?«

NOSTALGI betyder egentlig hjemvé, og sjældent har en bog haft så dyb en resonans af netop dét. Ydermere er det for en gangs skyld ikke Zuckermans egen historie, vi præsenteres for i Amerikansk pastorale. Også dét, at have overskud til at interessere sig for andre, ligner ham egentlig dårligt, men studenterjubilæet i Newark bliver for Zuckerman en anledning til at nå til bunds i historien om »Svenskeren« Seymour Levov.

   Levov, en tredjegenerations amerikaner af jødisk herkomst, fik kælenavnet på grund af sin lyse teint, sin tæft for sport og sin ulastelige all-American fremtoning. Ti år før jubilæet kontaktede han ud af det blå »Skip« Zuckerman. Zuckerman kunne mærke, at »Svenskeren« ville have ham til andet og mere end at skrive faderens historie, men Levov bøjede af, og Zuckerman afskrev hans uudgrundelighed som et banalt mysterium.

   Svenskeren giftede sig med Miss New Jersey 1949, en ikke-jødisk kvinde af irsk-katolsk familie, overtog driften af faderens handskefirma og gjorde aldrig mere ved den sportskarriere, man troede han skulle få. Han fik sønner og en datter. Han og hustruen Dawn slog sig ned i en ærkeamerikansk lilleby, Old Rimrock, hvor man hvert år afholder Thanksgiving, som var der tale om en amerikansk pastorale, en iscenesat forestilling om uskyld og et besværgende stykke hverdagsmagi. Men noget gik galt i Svenskerens liv. Zuckerman kunne mærke det, mens de sad og talte forbi hinanden.

   Efter Svenskerens død vil han kende hans gåde, og denne gang vil han forstå den. Således kommer romanen endelig undervejs. Den begynder for alvor på side 85, hvor Zuckerman finder ind til sin forestilling om Levov og sætter sig i hans sted den eftermiddag på stranden, hvor Svenskeren giver sin stammende datter på 11 år et kys, hvis voldsomhed overrasker dem begge.

DA Philip Roth introducerede Zuckerman for 12 bøger siden, helt tilbage i My Life as a Man (1974, da. Mit liv som mand), var den autofiktive tvillingebror blot en mere radikal, let karikeret gestaltning af de pågående, som oftest seksuelt bestemte besættelser, der havde rumsteret i forfatterskabet siden skandalesuccesen Portnoy's Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder).
   Roth lod ham endda indfatte i yderligere en fiktiv ramme. Zuckerman indgår i Mit liv som mand i to af de »Nyttige fiktioner«, hvormed romanens egentlige fortæller, forfatteren Peter Tarnopol, demonstrerer sin eksalterede tilstand.

   I flere år sameksisterede Zuckerman med gennemgående identifikationspunkter som nervemennesket David Kepesh, den »professor i lyst«, som Roth førte gennem sine mest åbenlyst Kafka-påvirkede fiktioner, den groteske forvandlingshistorie The Breast (1972, da. Brystet) og den ligeledes labyrintiske identitetsfabel The Professor of Desire (1977), der af en mystificeret og efterhånden utålmodig samtid blev læst som endnu et udkog af den desperate seksuelle humor i Portnoy's Complaint. I realiteten var den et blåtryk for identitetsproblematikken, hele den store leg med røg og spejle, der siden blev Roths foretrukne erkendelsesredskab.

ZUCKERMAN trådte for alvor i karakter med The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire), der skildrer hans læreår som discipel af og ven i huset hos den jødisk-amerikanske mester E.I. Lonoff, der har vendt verden ryggen i en ekstrem og egentlig pervers askese, som får ham til at skrive 27 versioner af den samme korte og kun ganske let ændrede tekst. Lonoff er prototypen på den eksklusive, elitære forfatter, der er tæt på at skrive sig helt ud af verden.

   Her får Zuckerman grund til at fantasere meningsfuldt om Anne Frank – ifølge eks-hustruen Claire Blooms erindringsbog Leaving a Doll's Life (1996) ligger dette træk ganske tæt på den relative og for Roth utvivlsomt banale »virkelighed«, som fiktionens sandheder udspringer af – og gør de erfaringer, som får ham til at skrive Carnovsky, der i Zuckerman-mytologien svarer til Portnoy's Complaint.

   Med sit stille tilbageblik på 50erne repræsenterer The Ghost Writer samtidig et brud med den gimmickbaserede postmodernisme, der prægede forfatterskabet i 70erne. Zuckerman Bound (1981, da. Den befriede Zuckerman) og The Anatomy Lesson (1983, da. Anatomitimen) fulgte forfatteren frem til et sted, hvor han i realiteten var blevet som Lonoff, neurotisk, bortvendt og hæmningsløst selvisk. Samtidig foregår hjemstavnen Newarks forfald et sted i den baggrund, der sjældent interesserer Zuckerman, men tydeligvis spiller en rolle for den øverste dukkemester.
   De fem tekster i The Counterlife (1986, da. Modliv) udgør Nathan Zuckermans tanker i forbindelse med broderen Henrys hjertesygdom. Han dør og begraves – eller måske alligevel ikke; måske er det Nathan, der dør, og Henry som holder begravelsestalen, bliver impotent efter en hjerteoperation, har eller ikke har et seksuelt forhold med livet som indsats, bliver eller ikke bliver i Newark.

ROMANEN med Modliv foretager også nedslag i det britiske og på den besatte vestbred i Palæstina. Bogen er bemærkelsesværdig, fordi den helt ud i sin titel tilkendegiver, hvad den vil diskutere og sætte på spidsen, mens den for første gang lader os lytte til en varmere, mindre skråsikker Zuckerman, en mand med forankring i sin tid og sin slægt, et menneske der gør sig bekymringer. The Counterlife udgør, sammen med det lange brev, som romanfiguren Zuckerman skriver til Roth i selvbiografien The Facts (1988), en nøgle til hele projektet. Ved Henrys begravelse tænker Zuckerman om »modlivet« og de selvmodsigende, overlappende fiktioner, han nu selv er begyndt at fortælle:

   »Den overlegne kunstners ekshibitionisme er forbundet med hans fantasi; fiktion er for ham på én gang legende hypotese og en alvorlig formodning, en fantasifuld form for undersøgelse – alt det ekshibitionisme ikke er. Det er, om ikke andet, hemmelig ekshibitionisme, ekshibitionisme i det skjulte. Er det ikke rigtigt, at i modsætning til den almindelige antagelse er det afstanden mellem forfatterens liv og hans roman, som er det mest interessante aspekt ved hans fantasi?«**

   Det er denne afstand, som Philip Roth har udforsket i Zuckerman-serien, og det gælder lige fra Mit liv som mand til I Married a Communist (1998) og The Human Stain (2000, da. Den menneskelige plet). Så Nathan Zuckerman kender også til sult. I kortromanen The Prague Orgy, der er anbragt som coda i Zuckerman Bound: A Trilogy and Epilogue (1989), omnibusudgaven af romankredsen, valfarter han til Kafkas by, møder genfærd, mærker livet og udfritter med forstemmende resultat en gammel kvinde, som muligvis var »Kafkas skøge«.

DEN anden og mere frugtbare del af Zuckerman-scenariet foldes således ud i 90erne. Dialogromanen Deception (1990) er ganske vist stadig optaget af det cerebrale spil mellem en forfatterstemme og en ung kvinde, der til stadighed laver om på sin fortid. Men i Amerikansk pastorale og I Married a Communist er han begyndt at fortælle om sin tid og sin kreds på en måde, der kan minde om Tage Skou-Hansens praksis i Fortællinger fra det runde bord-sekvensen. I Amerikansk pastorale viser Zuckerman sig som en umådelig indsigtsfuld skildrer af den afstand og selve »Faldet«, som adskiller »Det erindrede paradis« fra »Det tabte paradis«.

   Han viser sig også at være en stor realistisk forfatter, der sjældent griber til tasken med tricks. Vil man opleve ånden fra det oprindelige Zuckerman-projekt og genopfriske bekendtskabet med den intellektuelle pornograf, »onanismens Raskolnikov«, som stadig tegner navnet Roth for de fleste, skal man gå til de værker, der er udkommet sideløbende med sekvensen. I den politisk-paranoide groteske Operation Shylock (1993) tager Philip Roth til Jerusalem for at følge processen mod en mulig nazistisk krigsforbryder, men også for at konfrontere den anden »Philip Roth«, som huserer i området.

I DEN robuste tragedie om Sabbath’s Theater (1995, da. Sabbaths teater) er seksualiteten lige så indædt ufortrøden som i de tyve og tredive år gamle romaner om Alexander Portnoy, Peter Tarnopol og David Kepesh. Den sidestilles ofte med en hedensk, granitagtig oprindelighed, og satyren Mickey Sabbath er om noget en trold, en frakkeklædt fallos med flettet skæg og en Casanova-agtig stemme, der kender sig selv og verden for godt. I sammenligning føles Amerikansk pastorale som et frisk pust på samme måde som Patrimony (1991, da. En søns far), den sobre og stilfærdigt store erindringsbog, som Roth skrev om sin fars sygdom og død.

   I The Dying Animal (2002, da. Det døende dyr) er det atter David Kepesh, som er i fokus, mens The Plot Against America (2004, da. Komplottet mod Amerika) følger drengen Philip og resten af Roth-familien i en parallelhistorisk udgave af 40erne, hvor antisemitten Charles A. Lindbergh bliver valgt som USA’s præsident.

MAN læser Amerikansk pastorale for Zuckermans stemme, men det er Svenskerens tragiske livshistorie, der får kronikøren frem i forfatteren. Og man spolerer ingen spænding ved at røbe, hvori syndefaldet består.

   Baseballstjernen og skønhedsdronningen, det konforme og fuldkommen assimilerede par, der i mange henseender udgør essensen af retskaffen amerikansk borgerlighed, får en datter som bliver terrorist. Hendes afsind har fatale konsekvenser, og ingen lærer nogen sinde at læse hendes mysterium. Datterens gerning bliver Svenskerens sår, og romanen former sig videre som en moralsk gennemlyst sædeskildring.

   Som altid hos Roth kan vi ikke vide, om Zuckermans version udgør sandheden: »Under alle omstændigheder drejer livet sig ikke om at forstå folk rigtigt. Livet består i at misforstå dem, misforstå og misforstå og atter misforstå dem, og derefter, efter omhyggelig genovervejelse, at misforstå dem én gang til. Det er sådan vi kan vide at vi er i live: vi misforstår.«

   Pointen er naturligvis, at det aldrig var et paradis. Dog er der holdt igen med ironien, og der er ingen parallelle udlægninger eller mulige divergerende tolkninger til at forplumre elegien over den amerikanske drøm, som Roth ville skrive ved denne lejlighed. Af samme grund blev Amerikansk pastorale hans bedste og mest tilfredsstillende roman.

Se også Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]; Philip Roth på film: Indignation (2016); Nyttige fiktioner: Philip Roth 1933-2018.

*) Philip Roth: Amerikansk pastorale. Oversat efter »American Pastoral« (1997) af Peter Rønnov-Jessen. 388 s. Gyldendal, 1999, p. 47.

**) Philip Roth: Modliv. Oversat efter »The Counterlife« (1986) af Karen Mathiasen. 308 s. Holkenfeldt, 1989, p. 200. Faktisk er citatet fra bogens fjerde afsnit, »Glouchestershire«, hvor fiktionen i fiktionen er, at Nathan døde, så det er Henry, der siger mindeord over sin bror. Også i Modliv er man dog aldrig i tvivl om, at Nathan har den højeste narrative autoritet, og at Zuckerman som Roths stand-in er den øverste dukkefører i marionetternes teater.

Fotos: Random House/ Gyldendal/ Holkenfeldt/ The New Yorker/ Time Life/ Wikimedia Commons

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Bøger 16.04.1999.