Martin Scorsese: The Aviator (2004)

CITIZEN HUGHES

Et drømmeportræt af den rigeste særling

Af BO GREEN JENSEN

ALENE for sin begyndelse vil The Aviator blive husket i lang tid. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en stor amerikansk levnedskildring lægger sin stil og sit anslag efter filmen, der fremdeles har ry for at være verdens bedste, Orson Welles' titaniske Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som instruktøren skabte i en alder af 25 grønne år. Dog har få taget springet så dristigt, at de matcher det magiske Rosebud hos Welles.

   Hos Welles giver den døende Kane slip på en sneglobe. Den knuses, og hans mund hvisker »Rosebud« i nærbillede. Først ved filmens slutning begriber vi, at den store mands erindringsbærende Rosenknop var en kælk, som han kørte på i sin barndom. Flammerne får den, da Xanadu tømmes, og ingen af filmens karakterer forstår sammenhængen. Kun publikum deler fortællerens indsigt i en af filmkunstens mest mytologiske scener, der måske ikke rummer nøglen til gåden om Kane, men til gengæld siger meget om erindringens væsen.

I MARTIN Scorseses portræt af millardæren Howard Hughes (1905-76) bliver ordet Karantæne et lignende sentimentalt kryptogram. Den nøgne dreng står med fødderne i en zinkbalje med vand. Han har ryggen til kameraet, som i dunkelt flakkende belysning registrerer et kæmpemæssigt gotisk rum, der sagtens kunne ligge i Xanadu. I hvert fald har kaminen den samme gabende grottemund. Howards mor kommer ind og begynder at vaske ham med omhyggelige bevægelser, som gjaldt det et renselsesritual. Hun spørger, om han ved hvad kolera og tyfus er. Det gør han. »You are not safe,« betoner hun lidenskabeligt.

I SAMME scene lærer hun ham at stave til det svære forløsende ord »Karantæne«. Tyve år senere, da den voksne finansmand i stigende grad bliver styret af sin renhedsfobi, sin berøringsangst og bakterieskræk, er det denne mantra, som han finder frem, når han gribes af særlig akut panik og samtidig må pacificere manien, hvis han vil nå de sociale mål, han har sat sig.

   Howard Hughes finder da et herretoilet, hvor han kan gnubbe sine hænder til blods, gnide medbragt sort sæbe ind i sin hud og dræbe hver mikrobe, før processen begynder forfra. Han trækker vejret så dybt som han kan og begynder stilfærdigt at stave: »Q-U-A-R-A-N-T-I-N-E«.

TRICKET virker næsten hver gang, i det mindste i de tyve år, fra 1927 til 1947, hvor Scorseses film følger det mærkelige menneske, der blev en af verdens rigeste mænd i sin tid.

   Siden fik dæmonerne definitivt bugt med Hughes. I 1958 gav han sit sidste interview. I 1966 solgte han Trans World Airlines for 586 mio. dollars og isolerede sig på en privat etage i Desert Inn Hotel i Las Vegas. Her undgik han fysisk kontakt og kommunikerede via en betroet stab, der viste sig sjældent loyal. Der er mange vandrehistorier om Hughes, som ved sin død i 1976 var så præget af mange års isolation, at retsmedicineren måtte tage ligets fingeraftryk.

   Scorseses film er ikke den første fremstilling, som drager parallellen mellem Hughes’ curriculum vitae og Orson Welles’ debutfilm (der tog afsæt i bladkongen William Randolph Hearsts historie). John Logan har baseret sit manuskript til The Aviator på Michael Drosnins biografi Citizen Hughes (1985), der sammen med Donald Bartletts Empire: The Life, Legend and Madness of Howard Hughes (1979) og Charles Highams Howard Hughes: The Secret Life (1993) hører til standardværkerne.

   Det var netop sin ret som almindelig borger, magnaten påberåbte sig, da han i 1946 konfronterede senator Owen Brewster i en senatshøring, der ville stemple Hughes som svindler og give et monopol på flyvning over Atlanten til Pan-American Airlines, TWA’s konkurrent.

I KLINISK sprog kaldes Hughes’ tilstand OCD, dvs. »obsessive compulsive disorder«, og betegner et spektrum af tvangshandlinger. I filmisk sammenhæng bliver syndromet i regelen blot antydet. Det spiller kun en lille rolle i William Grahams tv-film The Amazing Howard Hughes (1977), hvori Tommy Lee Jones gav en meget plausibel fremstilling. Filmen skildrer Hughes’ Hollywood-projekter og hans samlermani med hensyn til kvinder, men finder sit omdrejningspunkt i ingeniørens drøm om at skabe verdens største fly, en luftbåren husblok ved navn Hercules, som medierne døbte »The Spruced Goose«.

   Under 2. verdenskrig modtog Hughes 17 mio. dollars af forsvarets penge til at tegne og fremstille flyet. Dette beløb var den officielle anledning til senatshøringen i 1946. Hughes forsvarede sig effektivt, afslørede Brewsters interesser i Pan-Am og satte prikken over i’et ved at flyve Hercules over havnen i San Francisco for første og eneste gang. Han udvandrede fra høringen og bestilte en flåde af jetfly til TWA. Men han vendte aldrig rigtigt tilbage til hverken driften af sit firma eller instruktørrollen i Hollywood.

OGSÅ Scorseses film skildrer dette. Vi slår første gang følge med Hughes (Leonardo DiCaprio) i 1927, da han bruger uhørte summer på at producere og instruere krigsflyverfilmen Hell's Angels (1930, da. Giganternes kamp), først som stumfilm, siden med lyd på. Industrien var skeptisk, men filmen tjente sig så meget ind, at Hughes kunne skabe gangsterdramaet Scarface (1932) og den lurvede western om Billy the Kid, The Outlaw (1943, da. Vestens udstødte), der i realiteten havde ét formål: at vise verden Jane Russells bryster.

   Hughes var så betaget af disse, at han personligt tegnede Russells bh og lagde mindst lige så megen omhu i arbejdet, som når det gjaldt hans prototyper til fly. I 1948 købte Hughes RKO-studiet og fortsatte i mange år som producer, også i Las Vegas-tiden. Det er ikke med i Scorseses film.

DENNE finder sin røde tråd i Howards forhold til kvinder, først og fremmest Katharine Hepburn (Cate Blanchett), som han prøvede at bo sammen med, og Ava Gardner (Kate Beckinsale), som han drev til vanvid ved at installere mikrofoner i soveværelset.

      Der er pyntet gevaldigt på disse historier. Til gengæld bliver forholdet til Jane Russell stort set ikke berørt. Russell levede stadig, da The Aviator blev produceret. Hun var 83 år i 2004 og frabad sig mere slibrig opmærksomhed i forbindelse med The Outlaw. Hun blev Hughes’ protege som 19-årig. Få stjerner havde sværere ved at sparke sig fri af debuten.

SCORSESE bruger megen tid på at genskabe Hollywood omkring 1930. Som kontrast ser vi Howard træde i karakter og være i sit element, når han sidder i cockpittet oppe i renheden. En dramatisk nødlanding på golfbanen i Beverly Hills er et sætstykke efter klassisk model. Huse skæres over, haver pløjes i stykker, Hughes er døden nær i flammerne. Da han vender tilbage, er han i højere grad, som man sædvanligvis ser ham.

   Endelig bliver det fysiske sammenfald fuldstændigt. I de første scener tænker man, at den spinkle DiCaprio slet ikke ligner. To timer senere, da han vidner for senatskomiteen, har skægget og hatten gjort deres. DiCaprio ligner nu Hughes så meget, at han kunne være trådt direkte ud af den nyhedsrevy, som findes og dokumenterer processen.

EFTER begyndelsens Hollywood-fabler, den skinnende støj og de spraglede farver, er det i sygdommen og særhederne, at The Aviator finder sin form. Det er ærlig talt ingen stor film, mere et svært diverterende pausesignal fra outsiderinstruktøren, der ikke engang med den lige så kulørte, men vægtigere Gangs of New York (2003) formåede at charmere det amerikanske filmakademi. I 2004 var Scorsese nomineret til 11 Oscars for The Aviator.*

   I de bedste scener er DiCaprio alene med sin angst for moderens trusler om tyfus og kolera. »You are not safe.« Og fordi man i detaljer følger Hughes’ afsindige renlighedsrutine, bliver det forbavsende spændende at se ham trodse dæmonen, stave til »quarantine« og bide kvalmen og panikken i sig.

   Den korrupte senator Brewster (Alan Alda) har hørt rygter om et totalt sammenbrud, da han inviterer Howard til frokost og sætter et fedtet fingeraftryk på hans glas. Han skuffes, da Hughes bare drikker og smiler. I korridoren bryder den store mand sammen, gisper og sveder, men han har stået distancen mod alle odds.

DICAPRIO er overvældende god i rollen. Også Cate Blanchetts Kate Hepburn gør indtryk, men er dog mere som et revynummer. DiCaprio står dér og skælver i blitzlyset. Benene ryster, sved springer frem, men han smiler stort og energisk. Ifølge bøgerne var milliardæren en fuldkommen samvittighedsløs og mildt utilregnelig forretningsmand, der forfulgte sit mål med alle midler. Han skal have haft en andel i Watergate-skandalen og ført omfattende politisk lobbyvirksomhed fra sin bakteriefrie etage.

   Alligevel er der meget ved Scorseses portræt, som virker sandfærdigt og overbeviser, i det mindste på mytologisk niveau. Det er sikkert og vist, at processen mod Howard Hughes blev ført; at han vidnede som i filmen og brugte uger på at konstruere den optimale bh til Jane Russell. Den sære mand var ingen højkulturel McKinley-Møller. Alligevel deler de visse træk. Et projekt som Operaen kunne sagtens være udtænkt i tusmørkesuiten på Desert Inn Hotel.

THE Aviator er i det mindste meget underholdende. Projektet blev påbegyndt af Michael Mann, som hellere ville lave Los Angeles-krimien Collateral (2004), men fungerede som producer på Hughes-filmen. Mann og Scorsese har sammen skabt en slags popcornsudgave af Citizen Kane. Det er slet ingen ringe bedrift.

*) 2002 var Gangs of New York Oscar-nomineret i 10 kategorier, men modtog ikke en eneste pris. The Aviator vandt i 5 kategorier: Best Cinematography (Robert Richardson), Supporting Actress (Cate Blanchett), Film Editing (Thelma Schoonmaker), Art Direction (Dante Ferretti) og Costume Design (Sandy Powell). Først i 2006 lykkedes det for Scorsese at lande de tungeste kategorier. The Departed modtog Academy Awards for Best Picture, Director, Adapted Screnplay og Film Editing. Howard Hughes' Hell's Angels var nomineret for Best Cinematography  (Harry Perry, Tony Gaudio), da The Academy of Motion Picture Arts and Sciences uddelte sine Oscars for tredje gang. Det skete den 5. november 1930 på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hell's Angels tabte til dokumentarfilmen With Byrd at the South Pole, som Joseph T. Rucker og Willard Van der Veer havde fotograferet på stedet. Der var 6 nomineringer til musicalen The Love Parade (1929, da. Prinsgemalen) som Ernst Lubitsch havde instrueret med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald i hovedrollerne. Årets film var dog Lewis Milestones All Is Quiet on The Western Front (da. Intet nyt fra Vestfronten). Filmatiseringen af Erich Maria Remarques (anti)krigsroman vandt for Outstanding Production – som Best Picture-kategorien hed i 1930 – og Best Director.  

Se også Martin Scorsese: The Irishman (2019); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Departed (2006).

The Aviator. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 170 min. USA 2004. Dansk premiere: 28.01.2005.

Fotos: Forward Pass/ Appian Way/ IMF/ Initial/ Warner Bros./ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Filmaffinity/ Smithsonian Institution/ Wikiwand

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime/ Viaplay/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.01.2005

Martin Scorsese: The Departed (2006)

RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.

   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.

   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.

SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.

   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.

   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.

MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.

   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.

SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.

   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.

PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.

   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.

   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.

TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.

   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.

MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.

   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.

Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)

KROPPENE TALER

På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.

   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.

FILMEN skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.

   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.

FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.

FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.

   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.

PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.

   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.

   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.

SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.

Se også Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019); Politisk teater: State Funeral (2019); Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020) og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

The Tribe (Plemya). Instr. og manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.

Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)

SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.

   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.

   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.

   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«

DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya)L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).

   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.

NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.

   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.

BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.

   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.

TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.

   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.

TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.

   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:

   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«

TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.

   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.

Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.

Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.10.2011

Tran Anh Hung: The Vertical Ray of the Sun (2000)

SOMMERENS HEMMELIGHEDER
De statiske stemningers dvælende mester

Af BO GREEN JENSEN

DET er hverken karaktererne eller deres handlinger, som tegner plottet og gåden i midten hos den vietnamesiske filmskaber Tran Anh Hung (f. 1962), der bor og arbejder i Frankrig, skønt hans film skildrer livet i Vietnam. Derimod betyder atmosfæren alt for de situationer, som han registrerer uden at forholde sig til dem.

   Tran er altid superæsteten, de statiske stemningers dvælende mester, der skildrer banale ting meget smukt. Af samme grund har han hørt til stjernerne i festivalkredsløbet, siden han skabte sin første spillefilm, den underskønne erindring om L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaja).The Scent of the Green Papaya blev optaget i et studie i Paris. Derimod rummede den farvemættede Cyclo (1995) autentiske gadebilleder fra dagens Saigon, hvor hovedpersonen var rickshawchauffør.

I DEN indledningsvis uudgrundelige A la verticale de l'été er scenen flyttet til hovedstaden Hanoi. »Det eneste sted, jeg kender, der får mig til at føle, at forholdene mellem mænd og kvinder på nogen mulig måde kan beriges ved ægte nonchalence,« siger Hung om filmen, som blev vist første gang på Cannes Festivalen 2000. Han foreslår selv »Harmoni, eller kunsten at opretholde facaden« som en alternativ titel. Midt om sommeren skildrer dog snarere de omkostninger, som er forbundet med bevarelsen af rolige facader.

   

TRE søstres historier snor sig mellem hinanden. Ved en sammenkomst i begyndelsen af filmen bliver der skåret moden frugt og talt henkastet om kønslivet, mens Lien, Suong og Hai på skrømt diskuterer, om moderen havde en elsker.

   Siden drejer dagene ind gennem sommeren. Lien vågner hver morgen i værelset, som hun deler med broderen Hai. Han starter båndoptageren, der altid spiller stille rockballader. I første scene kører The Velvet Undergrounds »Pale Blue Eyes« i næsten fuld længde, mens Lien strækker sig som en kat og Hai gør morgengymnastik. Siden vender Lou Reeds stemme tilbage på »Coney Island Baby«. Også Arab Strap væver mønstre i lydtapetet.

DER sker kun lidt i disse scener, men mærkværdigvis fungerer intimiteten som den optimale klangbund for filmens øvrige relationer, hvor voldsomme reaktioner bliver gemt i stille tale og diskrete kameragange.

   Vi begriber, at der klippes i kronologien; at begge ældre søstre ved meget om ensomhed og seksuel frustration. Nogle ægtemænd rejser væk og har mulige affærer. Andre lever dobbeltliv i fuld størrelse. En af søstrene tror, at tavshed kan gøre hendes utroskab mindre. Alle oplever de sommerens mørke, men ved slutningen vågner Lien og Hai stadig til lyden af »Pale Blue Eyes«.

TRAN Nu Yen Khe, som spillede den voksne Mui i Duften af den grønne papaja (og som uden for fiktionen er gift med instruktøren), er castet som Lien, der samler det hele. Midt om sommeren er et udsøgt eksempel på slow cinema. Nogle vil elske den. Andre vil flygte, enkelte vil slet og ret falde i søvn.

   Der er ingen tvivl om, at Tran overæstetiserer og er tilbøjelig til at prioritere stil over indhold, men man fornemmer, at han virkelig forstår de sange, som han citerer, og heri ligger jo meningen med The Vertical Ray of the Sun:

   »I thought you as my mountain top, I thought of you as my peak/ I thought of you as everything I’ve had but couldn’t keep...«

A la verticale de l’été (Midt om sommeren/ The Vertical Ray of the Sun). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Mark Lee. 118 min. Vietnam-Tyskland-Frankrig 2000. Dansk premiere: 25.12.2000.

Fotos: Arte France Cinéma/ Canal+/ Vietnam Feature Film Studio/ ZDF/ Cineuropa/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial

Filmen streames ikke p.t. - findes på dvd

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.2000.