Translate

søndag den 15. maj 2022

Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011)


FAMILIENS FORTÆLLING

En varm, komedie om integration

Af BO GREEN JENSEN

TYSKLAND på tyrkisk, Tyrkiet på tysk. Det var 1960ernes Wirtschaftswunder, som først og mest dramatisk trak tusindvis af gæstearbejdere til Vesttyskland, hvor økonomien buldrede frem. Man havde alle diskussionerne, som siden er vokset fast i kulturen, men man fandt hurtigt ud af at tilbyde de fremmede familiesammenføring.
   Den unge Hüseyin Yilmaz (Fahri Yardim) kom fra Anatolien til Tyskland som gæstearbejder nr. 1.000.001. Han gik med andre ord glip af gevinsten. Havde han ikke afgivet plads i køen, kunne han have vundet den skinnende scooter og fået sit billede i de tyske aviser. Til gengæld er det den gamle Hüseyin (Vedat Erincin) , som 45 år senere får brev fra forbundskansler Angela Merkel, der beder ham tale ved en højtidelighed, som markerer den tysk-tyrkiske relation.
   Hüseyin får et godt liv i Tyskland. Han henter Fatma (som ung Demet Gul, som gammel Lilay Huser), parrets to sønner og datteren Leyla. Deres fjerde barn bliver født i Tyskland og lærer aldrig tyrkisk for alvor. Der er mange myter om det nye sted, hvor man dyrker en træfigur på et kors og kun spiser flæsk og kartofler. Men både betalingen og toiletterne er bedre. Over tid bliver hjemme et flydende begreb.
   

BØRNENE får selv børn, som er tyskere med en tyrkisk baggrund. Det er denne tredje generations synsvinkel, som absorberer hele familiens fortælling. Canan (Aylin Tzel), Leylas datter, fortæller den til sin 6-årige fætter, Cenk, som bliver drillet i skolen, fordi Europakortet ikke er bredt nok til at vise hans hjemstavn i det vestlige Tyrkiet. Hans flag sættes ude i ingenmandsland.
   Imens er Hüseyin og Fatma, de første pionerer, omsider blevet tyske statsborgere. Natten før de naturaliseres, har Hüseyin en fantastisk drøm, der koncentrerer den sprudlende tone af eftertænksom situationskomik, som lykkes overvældende godt i Almanya – Willkommen in Deutschland.
   På paskontoret bliver de eksamineret i tysk kultur. De lover at spise svinekød dagligt og se Tatort i tv hver lørdag. En blegfed funktionær sætter 17 stempler på 40 papirer og henter to tallerkener med svinekam og sauerkraut. Fatma bærer dirndl og smiler koket. I drømmen ser Hüseyin sig i spejlet, og hans brede moustache er blevet et Hitler-slik under næsen.


FAMILIEHISTORIEN fortælles i flashbacks. Nogle er revynumre, andre absurde anekdoter. For de første immigranter er sproget den største udfordring. Filmen vender perspektivet, så tyrkerne taler tysk, og tyskerne taler havfruesprog. Det gør fabriksejeren, som byder den nye arbejdsstyrke velkommen. Det gør købmanden, som Fatma køber mælk af. Koret synger »Tannenbaum« på tyrkisk, da børnene ser frem til den første tyske jul og skuffes, fordi Hüseyin og Fatma ikke har forstået konceptet med grantræ og gaver.
   Erindringssporet er flettet sammen med scener fra den sentimentale rejse til Anatolien, som Hüseyin får overtalt familien til at deltage i. Han har købt et hus i landsbyen. Fatma er skeptisk. Canan er gravid med sin engelske kæreste. Onklerne Veli og Muhammed må atter dele dyne, som de gjorde på drengeværelset. Leyla ryger som voksen stadig i smug, den tredje søn har maveproblemer. Men alle sidder sammen i bilen, og de fleste når også frem. Som vi alle med tiden er nået frem.




ALMANYA har fået en stribe af priser og blev en succes i sit hjemland. Selv har jeg set den to gange med glæde. De britiske film om den pakistanske Khan-klan fra Salford, East is East (1999) og West is West (2010), havde samme anslag og idé, men især minder Almanya om de film, som Fatih Akin skrev til andre instruktører, før han blev meget alvorlig i Gegen die Wand (2004) og Auf der anderen Seite (2006).
   Almanya er en varm og vellykket folkekomedie om prisen for assimilation og gevinsten ved samme. Til slut citerer Canan Salman Rushdies Midnatsbørn. Almanya er selvsagt en mindre forgrenet struktur, men filmen siger om en enkelt familie, hvad bogen siger om et folk og et land: At vi alle kommer et sted fra og bærer fortiden med os i nuet – sammen med løftet om dét, der skal komme.


SØSTRENE Yasemin (f. 1973) og Nesrin Samdereli (f. 1979) deler baggrund med Canan og har arbejdet sig frem til debutfilmen via tv-produktioner som Alles Getürkt (2002) og Turkish for Beginners (2006). Almanya er et veludført jonglørnummer, der holder tolv karakterer og tre-fire tematiske bolde i luften. Som tilskuer føler man en lille lykke, fordi nogen har sat billeder og ord på en erfaring, som er universel.

Yasemin og Nesrin Samdereli skrev og instruerede sammen Die Nacht der Nächte (2018), som i den ikke-tysktalende verden hedder Together Forever - Secrets of 50+ Years of Marriage. Dokumentarfilmen skildrer fire livsvarige ægteskaber med karakteristisk varme og solidarisk eftertænksomhed. Izabela Plucinska har lavet claymation til de animerede afsnit.

Almanya – Velkommen til Tyskland (Almanya – Willkommen in Deutschland). Instr.: Yasemin Samdereli. Manus: Nesrin & Yasemin Samdereli. Foto: Ngo the Chau. 97 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 04.04.2012.


Fotos: Roxy Film/ Infafilm/ Sunrise Film Distribution/ DFI/ Filmcentralen/ CineMaterial/ Der Tagesspiegel [Mike Wolff] (Samdereli Sisters Portrait)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2012.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar