Translate

søndag den 29. maj 2022

Blandine Lenoir: Aurore – 50 somre/I Got Life! [2017]


SMÅ FORANDRINGER
Livet begynder med stort ved 50

Af BO GREEN JENSEN

50 ÅR er »det nye 40«, har jeg læst i Alt for Damerne. Der står sikkert noget lignende i Euroman, men det blad har jeg ikke set i lang tid. Siden jeg rundede 60, vil ingen livsstilsmagasiner bruge krudt på at fange min opmærksomhed. Hver ting har sin tid, vil annoncørerne sige.
   Servitricen Aurore (Agnès Jaoui) er 50 år og mærker forskellige skrøbelighedstegn. I hvert fald er der små forandringer i en hverdag, som hun ganske vist ikke har jublet vildt over, men alligevel levede udmærket med.
   På restauranten ændrer en ny ejer alt til det værre og giver hende kælenavnet Samantha. Ældste datter, Lucie på 20, fortæller, at Aurore skal være bedstemor – og klager i øvrigt over sin opvækst. Yngste datter er tæt med en musiker, som flader ud og er flyttet ind, mere eller mindre.
   Værst er dog de hormonale hedeture, som følger med at komme i klimakteriet. Gynækologen siger, at man bare må acceptere, at det går ned ad bakke. Efter 30 begynder kroppen i det små at lukke ned.


DEN snusfornuftige hverdagskomedie begynder i kvidrende modus og bruger først en irriterende halv time på at vise situationer, hvor man som ældre oplever tabet af status. Så falder der ro over tingene, og filmen bliver et fortroligt portræt af en presset person i den bedste mellemalder.

   

DER er endelig en gedigen varme i tredje akt, hvor flere forhold falder på plads, og Aurore bliver genforelsket i ungdomskæresten Totoche (Thibault de Montalembert). Hun giftede sig med hans bedste ven, Nanar, som nu har to hujende småpiger med en langt yngre kvinde.
   Filmen gør en del ud af navne. På Arbejdsformidlingen synes rådgiveren, der selv er ramt af hedeture, at Aurore Tabort er et prægtigt navn, som formelig ruller af tungen. Aurore røber, at hendes pigenavn er Plou. Det var faktisk filmens første titel: Aurore Tabort født Plou.



AGNÈS Jaoui, der selv er født i 1964, fanger alle rollens nuancer og agerer præcis, som hun skal. Jaoui er især kendt for de sædekomedier, hun skrev i samarbejde med partneren Jean-Pierre Bacri (1951-2021). Hun instruerede selv Le goût des autres (2000, da. De andres smag (2000), Comme une image (2004, da. Se på mig), Parles-moi de la plui (2008, da. Det regner altid i Provence) og Au bout du conte (2013, da. Under regnbuen).*
   Jaoui og Bacris varemærke er en blanding af skarphed og inderlighed. Gradvis lægger de løjerne væk og begynder at tale alvorligt, så farcen får en bevægende slutning, der alligevel kalder på smilet. Blandine Lenoir (f. 1973) vil kopiere teknikken, men er ikke nær så sikker. Filmen fungerer i kraft af Jaoui.



DÉT gør den så til gengæld. Aurore hører til en familie af film, der ser med et indlevet, bittersødt blik på den modne kvindes situation. Mest beundret er Claire Denis’ Un beau soleil intérieur (2017, da. Luk solskinnet ind) med Juliette Binoche, men bedst er Mia Hansen-Løves L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert bliver fanget i den samme perfekte storm som Aurore.
   I Denis’ film er kvinden billedkunstner; hos Mia Hansen-Løve en akademiker, som bliver valgt fra i faglige sammenhænge og kasseret i personlige forhold. Aurore giver gulvarbejderens vinkel. Alle tre film er samtidig frigørelseshistorier. Der findes jo liv efter midten af livet.
   Filmen spiller sig op undervejs og er værd at se, både for ældre og yngre. Den er heller ikke kun til kvinder. Mænd får ikke hedeture, men udfasningen er den samme, og målet for rejsen nærmer sig lige så stærkt.

*) Jean-Pierre Bacri døde af cancer. Han blev 69 år. Hans uforligneligt syrlige type er savnet. Jaoui og Bacri begyndte at skrive sammen i 1992, da de bearbejdede Alan Ayckbourns tvillingeskuespil Smoking/ No Smoking for Alain Resnais. Som skuespiller kan Bacri ses allerede i kultfilmen Subway (1985) af Luc Besson. Privat gik Jaoui og Bacri fra hinanden i 2012, men de fortsatte samarbejdet. Deres sidste film blev Place Publique (2018). Den sidste af Bacris film, som nåede til Danmark, var Le sens de la fête (2017, da. C'est la vie). Han spiller her en misantropisk-stundesløs cateringchef, der skal afvikle en stor opgave. Filmen var skrevet og instrueret af Olivier Nakache og Éric Toledano, som fik en verdenssucces med Les intouchables (2011, da. De urørlige).

Aurore – 50 somre (Aurore). Instr.: Blandine Lenoir. Manus: Jean-Luc Gaget, Blandine Lenoir m.fl. Foto: Pierre Milon. 89 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 04.10.2018.


Fotos: Karé Productions/ 41Shadows/ Unifrance/ CineMaterial/ Wikimedia Commons (Georges Biard - Jaoui/Bacri photo). 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.10.2018.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar