Translate

tirsdag den 24. maj 2022

Claudia Llosa: La teta asustada/ Faustas perler (2009)




EFTER ALLE TRAUMERNE
En lutrende havfruesang fra Peru

Af BO GREEN JENSEN

DENNE farvestærke film fra Peru tog hovedprisen på Berlinalen i 2009.
 La teta asustada havde i dén grad forudsætningerne for at behage Tilda Swintons jury: en varm hverdagsfilm med et klart politisk budskab, som kom fra et land, der havde brug for at markere sig kulturelt.
   Dermed ikke være sagt, at Claudia Llosas film var en mindreværdig vinder. Det var bare ikke den, som fyldte mest på festivalen. Guldbjørnen gjorde en forskel. Filmen kunne virkelig bruge sin pris, og det holder juryer af. 
   La teta asustada følger i samtlige scener Fausta (Magaly Solier), en ung inkakvinde, som bor i en bjergby uden for Lima, hvor familien driver en bryllupsforretning med catering, stemningsmusik, fotografering osv. Man må op og ned ad en kilometerlang trappe for at komme til og fra byen. Man graver et hul i jorden og forer det med en blå presenning. Vips er der glæde i byen, for nu har man fået en swimmingpool, som alle kan boltre sig i.


»LA teta asustada« betyder »det skrækslagne bryst«.Titlen henviser til langtidsvirkningerne af et traume, som var udbredt blandt kvinder, der blev udsat for seksuelle overgreb under 1980ernes borgerkrig mellem regeringshæren og guerillabevægelser som Den Lysende Sti.
   Kvinderne giver sygdommen videre til deres døtre gennem modermælken, heraf den engelske titel The Milk of Sorrow. Pigerne har frygten i systemet fra begyndelsen. Fausta har ligefrem sat en kartoffel op i sin skede, som en blanding af skjold og symbol på sin goldhed. Nu og da klipper hun spirerne af.


ALT dette er forhistorie. I første scene synges replikkerne mellem Fausta og hendes døende mor, og generelt formidler musik det meste af baggrunden. Der er klassiske klange i filmen, men Selma Mutal har skrevet det bærende score. Llosa har selv skrevet sangteksterne.
   I den konkrete nutid skal Faustas kusine giftes, hvilket skaber megen koloristisk virak, da det ved peruanske bryllupper gælder om at have det længste brudeslør og den største lyserøde kage med levende duer.
   Fausta vil give sin mor en værdig begravelse. Skønt Magaly Solier aldrig smiler i rollen som Fausta, er filmen ikke uden forsonende humor. »Her er mit kort,« siger bedemanden og viser Fausta sit visitkort. Så tilføjer han: »Du kan desværre ikke få det. Det er det sidste, jeg har.«


MENS moderens balsamerede lig bliver lagt under sengen, tager Fausta arbejde i huset hos en kvindelig pianist (Susi Sanchez), der tilhører den spanske overklasse. Fausta siger så lidt som muligt og prøver at glide i ét med tapetet, men pianisten hører en af de sange, et sørgmodigt kvad om havfruers længsel, som den unge kvinde nynner for sig selv. Hun vil bruge temaet ved sin årlige koncert og lover Fausta en perle, hvis hun vil gentage sangen. Samtidig opstår en stille romantisk forbindelse mellem Fausta og pianistens gartner.


FILMENS højdepunkt kommer, da Fausta synger for pianisten. For det første er havfruesangen rystende smuk, for det andet koncentrerer Solier al bevægelsen i Faustas ansigt i denne ene scene. Koncerten er en stor succes i Limas dyre kredse, men da Fausta drister sig til at tage medansvar for den, forsvinder pianistens velvilje.
   Fausta bliver sat af på gaden. Hun hævner sig ved at hente resten af perlerne. Da hun falder besvimet om, sørger gartneren for, at hun kommer på hospitalet. Bagefter er noget vågnet i Fausta. Hun trækker vejret friere og tager del i bryllupsfesten. I sidste scene er familien på vej til havet for at begrave moderens lig.
   Faustas perler vælter måske ikke verden, men havfruesangen er stærk og distinkt. Snart sagt alle på produktionen var kvinder. Briten Natasha Brier har tilrettelagt billedsiden, som lader klare farver stå i kontrast til den hvide og grå udpinthed. Sindet og kønnet bliver atter frugtbart. I 2009 var filmen eksotisk. I 2022 har den nyklassisk status. 


Faustas perler (La teta asustada). Instr. og manus: Claudia Llosa. Foto: Natasha Brier. Spanien-Peru 2009. 95 min. Dansk premiere: 20.05.2010.


Fotos: Vela Producciones/ Institut Català de les Indústries Culturals/ Ministerio de Cultura/ Oberón Cinematográfica/ Trigon Film/ Olive Films/ Dogwoof Pictures/ 
Filmen streames p.t. ikke i Europa - i USA på The Criterion Channel
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.05.2010

Ingen kommentarer:

Send en kommentar