David O. Russell: American Hustle (2013)

ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.

   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.

SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.

   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.

DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.

   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.

BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.

HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.

   

DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).

   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.

DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.

HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.

   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.

DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.

   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.

Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.