Translate

Viser opslag med etiketten Paul Schrader. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paul Schrader. Vis alle opslag

tirsdag den 22. februar 2022

Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999)


GADERNE OM NATTEN
Som at komme jod på et brandsår

Af BO GREEN JENSEN

DET er ikke nogen loppetjans at køre ambulance i New York. Frank Pierce (Nicolas Cage) har fungeret som redder i fem år, da vi møder ham i første scene af Bringing Out the Dead, og han har tæret på ressourcerne mindst et år for længe.
   Frank har nået en tilstand af udmattelse, hvor bevidstheden ikke vil give slip, når han skal sove, og hvert mistet liv anfægter ham personligt. Især gadebarnet Roses død går ham på. Frank har vænnet sig til at høre stemmer og have særdeles livagtige hallucinationer. Bristepunktet passerede han for et godt stykke tid siden. Nu er det bare et spørgsmål om, hvor længe en udbrændt mand kan fungere.
   Martin Scorseses film følger Frank over to døgn og tre nervepirrende nattevagter i begyndelsen af 1990erne. Paul Schrader har skrevet manuskriptet på baggrund af Joe Connellys roman om sin tid i ambulancetjenesten. Det er dog ikke en tv-dokumentarisk tone, som den sorte film efterstræber. Intet er håndholdt, grynet eller tilfældigt. Snarere skildres de hårde gader i en stiliseret form, der ligner storbyens svar på Dantes Inferno.
   Enkelte dagscener viser et andet, mere ordinært sted, hvor ingen genfærd truer. Det er om natten, at de døde kommer frem, og både filmen og Frank lever stærkest i mørket, som godt kan være smukt, når det slår gnister.




FILMEN om Frank er den fjerde, som Scorsese og Schrader har skabt i fællesskab. Fordi Bringing Out the Dead handler om en presset mand, der kører bil i New Yorks hårde gader om natten, er den ikke overraskende blevet sammenlignet og sidestillet med signaturværket Taxi Driver (1976).
   Frank Pierce og Travis Bickle har dog kun ydre træk tilfælles. Frank er en god mand, som vil redde liv, og hans omsorg for gadens forkomne eksistenser er ægte. Travis var en traumatiseret sociopat, som det slog klik for. Han ville ikke hjælpe, men »rydde op« i asfaltjunglen. Frank er måske endda bange for at blive som Travis Bickle. Han vil ikke være Guds Ensomme Mand. Han har sikkert set Taxi Driver, da han var teenager. 
   Det undrer ikke, at Frank er i krise. Ambulancearbejdet er selv under de bedste omstændigheder a losing battle, et slag i en krig, som på forhånd er tabt, men i Hell's Kitchen svarer opgaven til at smøre jod på en forbrænding. Tricket er ikke at tage tingene personligt.
   Det er lykkedes for makkeren Larry (John Goodman), den første af de maleriske kolleger, vi følger i selskab med Frank. Larry tænker mest på mad, familien derhjemme og drømmen om at etablere sin egen ambulancetjeneste, så han kan blive radiostemmen, der dirigerer vognene rundt. Siden følges Frank med den livsglade Marcus (Ving Rhames), en genfødt kristen der kører bil som død og helvede. Endelig deler han en vagt med Wolls (Tom Sizemore), som er regulær psykopat.




FÆLLES for makkerne er, at de har en appetit på arbejdet, det næste katastrofetilfælde, den næste situation som kan gøre en forskel. Denne følelse har Frank mistet. Siden Rose døde, ser han hende overalt, i en enkelt scene helt bogstaveligt. Han trænger til at redde et liv, men da han og Marcus forløser et sæt tvillinger, er det Frank som står med den døde pige, mens Marcus kan sole sig i en nyfødt drengs forurettede klynken.
   Frank indser, at hans træning kun gør en forskel i ti procent af tilfældene. »I came to realize that my work was less about saving lives than about bearing witness,« fortæller han. »Jeg indså, at min arbejde ikke var et spørgsmål om at redde liv, men om at være til stede som vidne.«
   Bringing Out the Dead er Franks vidnesbyrd.




DET er en svær og en hård film at se. Man misser mod lyset, da man lukkes ud af Franks mørke, men udbyttet er anstrengelsen værd, ikke mindst fordi Scorsese og Schrader fravælger de genreelementer, et hurtigt thrillerplot, et højt melodrama eller den lutrende »trods alt var ingenting forgæves«-slutning, der kunne løfte oplevelsen, men ville forråde Franks vidnesbyrd.
   En stilfærdig forbindelse opstår mellem Frank og Mary (Patricia Arquette), en reformeret junkie som er datter af den mand, han og Larry med nød og næppe henter tilbage fra døden i første scene. Han svæver filmen igennem mellem liv og død, hjertet chokeres i aktion femten gange, og hvis han lever igen, vil det blive som grøntsag. Men Frank begynder at høre hans stemme, og på Marys sofa kan han for første gang i lang tid falde rigtigt i søvn.




ELLERS er her syrede hjemløse; elegante narkohandlere; overanstrengte læger, pushere og prostituerede. Nicolas Cage er på lærredet i samtlige scener og yder en indsats, der kan måle sig med hans portræt af den døende dranker i Mike Figgis’ Leaving Las Vegas (1995).
   Enkelte elementer er lidt for selvbevidst kunstfærdige, for eksempel den anstrengte situationskomik i Franks samtaler med centralens bestyrer og den digitale åbenbaring, der lader Frank trække genfærd op af stenbroen, så de døde kan leve igen, som det står skrevet.
   Andre scener er simpelt hen perfekt realiseret. Det gælder stort set alle de indblik, vi får i skadestuens groteske rutiner. Frank Pierce er både en anfægtet helt og et troværdigt hverdagsmenneske. Dem er der ikke mange af i tidens amerikanske film.



Bringing Out the Dead (Nattens skygger). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader. Foto: Robert Richardson. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 31.03.2000.


Fotos: De Fina-Cappa/ Paramount/ Touchstone/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i Norge bl.a på SF Anytime - i øvrige Europa på Apple Tv, Amazon Store
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 17.09.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2000

mandag den 31. januar 2022

Martin Scorsese: Raging Bull (1980)


BRØLET OG VREDEN
Scorseses store 80er-film

Af BO GREEN JENSEN

DET er først og fremmest et rent øjeblik, som denne store film repræsenterer.
   I 1980 havde Robert De Niro endnu ikke spillet en intetsigende rolle, og skønt Martin Scorsese tydeligvis havde stoffet, rytmen og takterne i sig, var det ingen klar og given sag, at han med årene skulle udvikle sig til det bedste bud på en amerikansk mester, som filmkunsten råder over i dag.
   De to mænd havde sammen skabt Mean Streets (1973, da. Gaden uden nåde), Taxi Driver (1976) og musicalforsøget New York, New York (1977). Endvidere havde Scorsese to solide bestillingsarbejder, Boxcar Bertha (1972, da. Togrøverne fra Arkansas) og Alice Doesn't Live Here Anymore (1974, da. Alice bor her ikke mere), i bagagen, men det var først og fremmest Taxi Driver, som gjorde en forskel, og den var dengang som nu meget kontroversiel. Der er stadig kritikere, også gode folk som burde vide bedre, der forveksler fablen om Travis Bickles voldsomme sommer med en forskruet annonce for selvtægt.


DERIMOD var der vist ingen, som ikke reagerede på det enorme drive i Raging Bull. Skildringen af mellemvægtsbokseren Jake LaMottas storhed og fald var baseret på LaMottas ikke særligt enestående selvbiografi, som den tidligere verdensmester »havde fortalt« til journalisterne Joseph Carter og Peter Savage.

   Scorsese så imidlertid en emblematisk amerikansk tragedie i stoffet og fik Paul Schrader og Mardik Martin til at skrive et manuskript, som sakser meningsfuldt i kronologien. Dernæst gik De Niro på en radikal fedekur, der gjorde ham overbevisende i scenerne, hvor tyrens fighting days er omme, og den skarpe fysik er blevet svullen af alkohol og ydmygende kompromisser.



DET er sidstnævnte faktor, som skaber filmen og gør den til et forførende bevis på, at der trods alt må være noget i teorierne om method acting. De Niro bliver Jake LaMotta, ganske som han var Travis Bickle, både før og efter detonationen i hovedet. Michael Chapmans sort-hvide billeder har en dokumentarisk kvalitet, som giver den trivielle tragedie et nyklassisk skær. Man må næsten tro, at Scorsese lod sig inspirere af Bob Fosses film om Lenny Bruce, Lenny fra 1974, som har mange af de samme egenskaber.



NATURLIGVIS knytter Raging Bull også an til den amerikanske boksefilm som genre, og ved at strejfe mafiamiljøet, som Jake LaMotta sælger sin sjæl til, peger den frem mod senere Scorsese-arbejder i den hårde ende af spektret, Goodfellas (1990), Casino (1995) osv.
   Skønt miljøerne er forskellige, deler LaMotta flere træk med Newland Archer fra den højlitterære The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Ved vejs ende er begge mænd sig pinligt bevidst, at de har forrådt deres talent og integritet. Archer går på kompromis med kærligheden for formuen og de sociale forbindelsers skyld. LaMotta svigter derimod, fordi han vil holde på kærligheden. Han vil ikke miste hustruen Vickie (Cathy Moriarty) og går derfor med til at tabe en kamp.



TIL slut sidder De Niro i garderoben og citerer Marlon Brandos berømte replik fra On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn): »I coulda been a contender instead of a bum, which is what I am.« Om lidt går han på scenen for yderligere at prostituere sig selv. Scenen, som for alvor bliver hos tilskueren, er dog den der viser raseriudbruddet i fængselscellen, tyren som raser i blinde og banker panden mod muren. De Niro har næppe leveret en mere hudløs præstation i nogen film, hverken før eller siden.



TIL gengæld kan man ikke altid dele Scorseses fascination af LaMottas brutalitet, som er skildret i fetichistiske detaljer. Han er rå, han er drift, han er på sæt og vis selve naturen i ringen, men alligevel kniber det med at se en almengyldig tragedie i hans fald.
   Derfor bliver det trods alt Taxi Driver, man vælger at huske de unge løvers bedste tid for. Som sagt udgør Raging Bull et rent øjeblik. De var sultne, skarpe mænd dengang, De Niro og Scorsese. Det mærkes i hver eneste scene af lærestykket om bokserens fald.


Raging Bull (Raging Bull – Tyren fra Bronx). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader, Mardik Martin. Foto: Michael Chapman. 128 min. USA 1980. Dansk premiere: 20.03.1981; repremiere 23.06.2000.


Fotos: Chartoff-Winkler Productions/ MGM/ Warner Brothers Home Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1134) 20.05.2024
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.06.2000

lørdag den 15. januar 2022

Paul Schrader: The Card Counter (2021)


DET HANDLER (IKKE) OM PENGE
Paul Schrader signerer et sent hovedværk

Af BO GREEN JENSEN

KORTTÆLLEREN kalder sig William Tell. Det er et demonstrativt alias, og det er meningen, at man forstår det og holder afstand. Tell er udadtil en mand af få ord, men han taler fortroligt til publikum i sin dagbog. Eller hvad det nu er for optegnelser, han fører på alle de ens motel- og hotelværelser, hvor han bor, når han rejser fra turnering til turnering. Vi lytter til Tell i forklaret voice-over.
   Tell, som faktisk hedder Tillich, er professionel spiller. Han beskriver fagets regler og krav i en tilknappet stil, som man kunne kalde tør eller hårdkogt. Han lærte at tælle kort og blev god, mens han sad i fængsel.
   Han siger ikke, hvad han sad inde for. Nøglen til baggrunden har vi til gode, mens filmen sætter hak ved de obligatoriske bokse i amerikanske genrestykker om hasard: Robert Rossens The Hustler (1961, da. Hajen) og fortsættelsen i Martin Scorseses The Color of Money (1986, da. Det handler om penge). Fra Norman Jewisons The Cincinnati Kid (1965, da. Højt spil i New Orleans) til Aaron Sorkins Molly’s Game (2017). Hele den fornemme arv vises frem.


MENS Tell taler løs om metafysikken og de indre mysterier i blackjack og poker, akkumulerer vi en stor nysgerrighed. Hvad er det for en mand, der som det første pakker borde og stole ind i hvide lagner, når han kommer til et nyt hotel? De ting – og whisky og værktøj – er alt, hvad han har i sin kuffert.
   Efter 20 minutter afslører filmen, at det slet ikke handler om spil. I alle Paul Schraders film om Guds Ensomme Mand gælder det mørke og tvivl, soning og skyld, muligheden for at gøre det bedre og blive taget til nåde af en slubrende guddom, der ligner uhyret på Goyas maleri af Saturn, som fortærer sine børn.
   Jeg kan kun skrive videre, hvis jeg røber, hvad filmen klipper til i sit første svimlende flashback. Så her er den sidste spoiler alert: Læs ikke mere, hvis overraskelsen er vigtig. Den gjorde meget for mig, da jeg så filmen uden forudsætninger. Gem anmeldelsen til bagefter, måske.



DET FREMGÅR, AT TILLICH blev straffet, fordi han gjorde tjeneste i Abu Ghraib-fængslet under krigen i Irak. Han arbejdede som forhørsleder og optrådte på de samme fotos, som hele verden væmmedes ved, da Lynndie England, Charles Graner og ni andre vagter blev afsløret og udskammet i 2005.
   Schraders film undersøger systemet, som muliggjorde Abu Ghraib. Kun personerne på de belastende fotos blev straffet. Ingen af arkitekterne og de politiske ledere var impliceret. For Tillich var det værste erkendelsen af, at han havde det i sig. Og at vi alle har det i os, når det gælder.
   The Card Counter er ingen stor produktion, men Schrader og fotografen Alexander Dyna får meget ud af at filme de blod- og afføringsindsmurte fængselsgange i ekstrem vidvinkel. Perspektivet er det samme, som Yorgos Lanthimos og Robbie Ryan brugte ved dronning Annes klaustrofobiske hof i The Favourite (2018). Og vi er i det samme moralske morads.



DET var sikkerhedseksperten John Gordo (Willem Dafoe), som stod for logistikken i Abu Ghraib. Han drev et Blackwater-lignende firma. Gordo kunne kende lusen på travet, og vidste, at Tillich var egnet som bøddel. Efter Irak forsvandt han bare i mængden.
   Nu taler Gordo ved politikonferencen, som deler hotel med en pokerturnering. Tillich lytter til foredraget om ansigtsgenkendelse og husker de eufemistiske instrukser om »forbedrede forhørsmetoder«. Han er ved at kaste op. Når sandheden skal frem, er Tillich altid ved at kaste op. Han væmmes jo ved selve eksistensen.


EN ung mand henvender sig. Det er Cirk (Tye Sheridan), der driver for vinden som en yngre udgave af Tillich. Cirks far var med i Abu Ghraib. Han tog sit liv, da han ikke kunne slå mere ud af hustru og søn. Gordo oplærte Cirks far. Cirk fantaserer om at tage hævn. Det samme gør Tillich, hvis han er ærlig.
   Tillich samler Cirk op og har for første gang i mange år en retning for sit liv. Han accepterer et stående tilbud fra La Linda (Tiffany Hadduish), der driver en stald med hasardspillere. De tre begynder at pendle mellem pokerturneringer. Tillich foretrækker ellers blackjack. Han ved, at man leger med ilden, når der bliver spillet poker for penge.



PAUL Schrader er blevet 75
. Han skrev Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980) til Martin Scorsese, og han har været vidt omkring i genrerne som instruktør. I 2018 fik han et sent og særdeles velfortjent comeback med First Reformed, der brugte Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket) som afsæt for en anti-apokalyptisk historie om terror og tro. First Reformed lignede et testamente. Det bliver The Card Counter måske.
   Jeg kan love, at slutningen virkelig leverer. Oscar Isaac fremstiller Tillich med den samme forklarede intensitet, som prægede Willem Dafoe i Light Sleeper (1992) og Ethan Hawke i First Reformed. Som ung skrev Schrader en afhandling om Transcendendal Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Alle hans film forholder sig til de helte.*


THE Card Counter er nøjagtigt fortalt. På overfladen har den spillerfilmens ingredienser. Når Tillich, Cirk og La Linda turnerer, kunne de være trioen fra The Color of Money. Samtidig kredser fortællingen konstant om noget andet – løgne, skam, soning, hævn. Det er en formidabel film. Den er kold og varm på samme tid. The Card Counter er skabt med små virkemidler, men rammer historien, hvor stoffet er størst.

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018)

*) Schrader var 24 år og nybagt kandidat fra filmskolen på UCLA, da han skrev Transcendental Style in Film: Ozu Bresson Dreyer. »I wasn’t drawn to the topic out of academic obligation or desire to publish. I had a problem and I was looking for an answer. It was the same impulse that caused me to write a screenplay two years later,« skriver han i forordet til den seneste udgave af bogen (University of California Press, 2018). 
   Transcendental Style er en medlevende og i teknisk henseende sjældent kvalificeret introduktion til de tre mestre og deres film. Det nyskrevne forord, »Rethinking Transcendental Style«, er noget så sjældent som en betydende filmskabers kritiske blik på sit fag og sine fæller. »Transcendental style can be seen, forty-five years later, as part of a larger movement, the movement away from narrative. A way station, if you will, in the post-World War II progression from neorealism to surveillance video.«
   Det er kort sagt Schraders opfattelse, at »what in the 1950s began as art house cinema has blossomed into the hydra-headed creature we call slow cinema. Bresson and Ozu, seen as esoteric and slow, now are audience friendly compared to the multi-hour epics of Béla Tarr and Lav Diaz and Pedro Costa.« Så hvad skete der? »Gilles Deleuze happened. So did Andrei Tarkovsky. And slow cinema was soon to follow.«
   Betragtningen giver fuldkommen mening. Schrader forklarer Deleuze og går i dybden med en læsning af Béla Tarr og Tarkovskij. Han ser endelig den første kreds dele sig og følge tre hovedspor i tre retninger: »The Surveillance Cam«, »The Art Gallery« og »The Mandala«. Sætstykket er et diagram, hvor 50 auteurnavne er placeret i forhold til strømpilene. Den narrative nexus omskrives af en cirkel. Navnene inden for denne tilhører »The Tarkovsky Ring«.

The Card Counter. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 111 min. UK-Kina-USA 2021. Dansk premiere: 04.11.2021.


Fotos: Focus Features/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 14.12.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.11.2021

torsdag den 1. april 2021

Paul Schrader: First Reformed (2018)


GUDS ENSOMME MAND
Et sidste rent skud før natten

Af BO GREEN JENSEN

EN skrantende præst prædiker til en lille menighed i en afsides beliggende kirke. Som altid er et ungt par, der snart skal være forældre, blandt de fremmødte. Præsten ved, at manden er plaget af bekymring på klodens og menneskets vegne. Hans hustru er derimod ikke i tvivl. Netop i mørke tider må nye børn være en tillidserklæring til livet og Jorden.
   Præsten lover at besøge parret, Mary og Michael, når han får tid. I privaten skriver han videre i den dagbog, som han påbegyndte ved årsskiftet. Præsten hoster blod op og indtager næsten kun alkohol. Det kommer sig ikke så nøje. Hans liv er ikke vigtigt mere.


46-ÅRIGE Ernst Toller (Ethan Hawke) er forhenværende feltpræst. Han har selv valgt at fungere som sjælesørger og kustode ved den reformerte kirke i Snowbridge, New York. De fleste besøgende er turister, som vil se den historiske bygning. Kirken var en station på The Underground Railroad, der hjalp undvegne slaver til Canada under Borgerkrigen.
   Hvis Toller ville tale til en talstærk menighed, kunne han bede om en mere aktiv stilling ved Abundant Life (»Mangfoldige Liv«), det vitale kristne troskompleks, som har hovedkvarter i nabobyen. Her prædiker Tollers chef i en kirke med plads til 5.000 tilhørere. Og her arbejder korlederen Esther. De var sammen, mens Toller havde det værst. Nu vil han gøre det færdigt alene.


ER der noget ved præsten, som virker bekendt? Som tilskuer har man længe en distraherende fornemmelse af déjà-vu, mens Paul Schrader sætter scenen for Ernst Tollers last stand.
   Når Toller står i den tomme kirke og føler sin afmagt i forsøget på at berolige de vordende forældre, er han i samme situation som den tvivlende pastor Tomas i Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket), som på engelsk hedder Winter Light.
   Når han fører dagbog og diskuterer sin tro og sin tvivl med sig selv og sin foresatte, er han den unge, dødsmærkede præst fra Journal d'un curé de campagne (1951, da. En landsbypræsts dagbog) af Robert Bresson. De har den samme mavecancer og den samme selvudslettende tone:
   »Jeg tror ikke, jeg gør noget forkert ved dagligt, med absolut ærlighed, at skrive om de enkleste og mest ubetydelige hemmeligheder i et liv, som ellers er uden mysterier.«



SCHRADERS film drejer motiverne fra Bergman og Bresson. Hos Bergman var Max von Sydow den deprimerede fisker, som tog sit liv, fordi intet gav mening i en verden, hvor Kina havde udviklet kernevåben. Hos Schrader er Michael (Philip Ettinger) en miljøaktivist, som vakler i troen, både på Gud og sit eget projekt, som er forbundet med en terroraktion.
   Også Toller foragter sig selv, da han ikke har andet end floskler at tilbyde Michael. Han begynder at tage sig af Mary (Amanda Seyfried), Michaels enke, med en ildhu, som næppe er klar for ham selv. Tonen er alfaderlig, men de ser i stigende grad på hinanden som et par.


TOLLER har andre forløbere i Schraders viltre filmografi, som – hvis man skal trække temaer ud af et veritabelt morads – har haft en forkærlighed for selvdestruktive enere, der så sig selv som udvalgte mænd.
   Det var Schrader, som skrev manuskriptet til Martin Scorseses Taxi Driver i 1976. Han skabte ved den lejlighed Travis Bickle, den ikoniske psykotiker, som før han detonerer siger: »Ensomheden følger mig, uanset hvor jeg går hen: i barer, biler, cafeer, biografer, forretninger, midt på fortovet. Ingen flugt er mulig. Jeg er Guds ensomme mand.«
   Modsat de mere abstrakte marionetter hos Bergman og Bresson, har tvivleren hos Schrader en konkret grund til sine anfægtelser. Han rådede sin søn til at kæmpe i Irak. Toller mistede sin familie og sin tro. Nu vil han gøre én sidste ting, der er nyttig.
   Mens Abundant Life forbereder en markering af kirkens jubilæum, gør Toller sig klar. Selvrevseren mæsker sig. Han går i takt med Travis Bickle og andre af Schraders martrede helte.


DEN stille og tænksomme film er med ét blevet både febrilsk og taktil.
   First Reformed er lavet for beskedne midler og realiseret med stor enkelhed. Der er den lille kirke, den store kirke, et par dagligstuer og et begravelsessted ved en flod. Men Schrader skaber en næsten ubærlig spænding. Toller forbereder en apokalyptisk selvmordsaktion. Og alt er kørt i stilling, da han ser Mary komme gående – så hvad nu?
   Paul Schrader er blevet 74. Han skrev i sin ungdom en kritisk monografi om Transcendental Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Den er han ofte blevet drillet med/ hånet for, når endnu et lovende projekt fik et lurvet og kompromitteret resultat. Få filmskabere har taget deres navn af så mange film, fordi de ragede uklar med producenten.*
   Det er Schraders bedste film siden Light Sleeper (1992) og Affliction (1997). Han har sagt, at hvis det også bliver hans sidste film, er han ikke utilfreds. For der var ikke hold i rygtet om irreversibel middelmådighed. First Reformed er et sent og særdeles levende modbevis.



*) Det mest iøjnefaldende eksempel er Dominion, en prequel til William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) med Stellan Skarsgård som den unge Fader Merrin. Efter John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og The Exorcist III (1990), som forfatteren William Peter Blatty selv instruerede, var det den fjerde officielle film i serien. Schrader overtog projektet, da John Frankenheimer døde i 2002.
   Produktionsselskabet Morgan Creek syntes ikke om Schraders udgave (der havde manus af William Wisher og Caleb Carr, forfatteren til The Alienist og to andre periodekrimier om psykologen dr. Laszlo Kreizler). Da Schrader nægtede at klippe filmen om, valgte Morgan Creek at begynde fra bunden med Renny Harlin som instruktør. Exorcist: The Beginning fik premiere i august 2004, uden at gøre det overvældende godt. Man valgte da at forlænge pinen (og forbedre budgettet) ved at give »The Schrader Cut« premiere. Dominion: Prequel to the Exorcist havde premiere i maj 2005. Heller ikke den var nogen stor succes – men det er en mørkere og renere film i elegisk vintersoldatstil. 
   Jeg har mødt Paul Schrader en enkelt gang. Det var på Cannes Festivalen i 1997, da Affliction blev vist i hovedkonkurrencen. Jeg havde hørt Schrader tale ved et manuskriptseminar på Filmskolen, men nu var der mulighed for at få et rigtigt interview. Det var meget særpræget. Jeg blev sejlet ud til den hvide luksusbåd, som PR-folkene havde lejet. Schrader var i ternet byskjorte og tykke fløjlsbukser, selv om solen bankede ned.
   Der var en god stemning omkring Affliction, der blev set som et comeback. Jeg spurgte, hvordan det føltes at lave en succes igen. Schrader begyndte på en monolog om, hvordan han måske ikke altid havde gjort det godt nok, men fra nu af skulle det blive anderledes. Jeg har aldrig mødt andre filmskabere, der undskyldte for deres arbejde. Der er som regel gode grunde til, at det ikke gik, som det skulle; det er altid nogle andres skyld. 
   Hvis Schrader ville sige undskyld, kunne han have gjort det i Venedig 16 år senere, hvor The Canyons (2013) virkelig ikke var god. Filmen havde ellers manuskript af Bret Easton Ellis og var ventet med interesse. Det er godt, at Schrader fik lavet First Reformed. Han fik sin første Oscar-nominering for manuskriptet. Og filmen bliver ikke den sidste. The Card Counter var to uger inde i tre ugers optagelser, da COVID-19 restriktioner lukkede produktionen ned i foråret 2020. Også denne gang er manuskriptet Schraders eget og originalt.
   Ligesom i First Reformed handler det om at forhindre et blodbad og sone for ting, som hverken kan tilgives eller står til at ændre. Guds ensomme mand er her en professionel pokerspiller (Oscar Isaac), der har aftjent sin straf for forbrydelser, han begik i Abu Ghraib-fængslet under Irakkrigen. En af hans lærere (Willem Dafoe) rådgiver nu politiet om, hvordan forhørsmetoder kan nå »et nyt niveau« ved hjælp af facial recognition-teknik. En ung mand (Tye Sheridan) vil hævne sin far, der kom hjem fra Irak med PTSD. »Korttælleren« sætter alt ind på at forhindre, at den unge mand realiserer sin plan.
    For Schrader er det en væsentlig pointe, at ingen af de egentlige beslutningstagere blev sigtet i Abu Ghraib-sagen. Kun Linndy England, hendes kæreste og tre andre vagter, som faktisk optrådte på trofæfotos og overvågningsbånd, blev stillet for en krigsret.
   Pr. 01.04.2021 er The Card Counter fortsat i post-produktion.


First Reformed. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 113 min. USA 2018. Dansk premiere: 10.01.2019 (Månedens film i Cinemateket).



Fotos: Killer Films/ Omeira Films/ Fibonacci Films/ Big Indie Pictures/ A24/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Wall Street Journal/ DFI/ Biennale di Venezia/ YouTube [A24 US Trailer]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment (DK) 24.09.2018 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.01.2019