Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]

EFTER KÆRLIGHEDEN

Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse

Af BO GREEN JENSEN

MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end æstetikken.

   Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance, da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære. Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt. Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den ville blive gemt.

FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás, Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad. Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, da. Kort stævnemøde).

   Flere problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*

NU er årstallet 1966, og efter en tid i Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse 2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.

   Ingen er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på, mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage. Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes. Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet er det uvist, om androiderne har følelser.

DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt. Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende Hongkong.
   Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.

   Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046 slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni, som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**

MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et døgnvæsen uden substans.

   Sit mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.

FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.

   Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer. 

   Der er for meget af den slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb – der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.

Se også Stil og substans: In the Mood for Love (2000) [Moderne mestre].

*)  Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.

**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.

   For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina. 

2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005

Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film

Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005