FORNYET
LICENS
Ian Fleming og James Bond
Af BO GREEN JENSEN
NAVNET er
Bond, det ved enhver. Vi kender alle manden, som forfatteren har fået tegnet, da han endnu var en skikkelse, man kun kunne møde i litteraturen:* »Fornavn: James. Højde: 183 cm; vægt: 76 kilo; slank; øjne: blå; hår: sort; ar
på højre kind og venstre skulder; spor efter plastikkirurgi på oversiden af
højre hånd (se Bilag A); allround sportsmand; mesterskytte, bokser, knivkaster;
bruger ikke forklædning. Sprog: fransk og tysk. Storryger (NB: specielle
cigaretter med tre guldstriber); laster: drikker, men ikke umådeholdent, og kvinder.
Menes ikke at modtage bestikkelse.«
Signalementet stammer fra From Russia
with Love (1957, da. Agent 007 jages), den femte James Bond-bog. Man
bemærker, at ingen alder er oplyst, for allerede Ian Fleming vidste, at hans
superagent kunne leve for evigt. Ved udgivelsen af den første bog, opkøbte han
et tomt aktieselskab, Glidrose, som alene skulle bestyre James Bond. I dag
lever selskabet videre som Ian Fleming Publications Ltd. Sammen med The Ian Fleming Estate er det kendt som en særdeles nidkær vogter af diverse licenser til
brugen af Bond.
I 2006 var der premiere på Casino Royale, den 21.
officielle James Bond-film. Efter tre film med Pierce Brosnan fik serien en ny skuespiller, Daniel Craig, i hovedrollen. Det var ikke en fortsættelse, snarere en genstart af 007-universet. Produktionens erklærede hensigt var at gå tilbage til kilden, den første roman, og holde sig strengt
realistisk til sagen. Man ville genvinde troværdigheden efter 80ernes og 90ernes excesser. I dag har mange glemt, hvor det hele begyndte, i en have på
Jamaica i vinteren 1952. For at forstå, hvordan Bond-fænomenet blev stort, må
man opsøge urstedet dér.
1. »Det er som en drøm«
IAN Lancaster
Fleming blev født den 28. maj 1908. Han var søn af Eve og Valentine Fleming, et
konservativt parlamentsmedlem fra Oxfordshire. Ian havde tre brødre og en
halvsøster. Han konkurrerede livet igennem med sin storebror, Peter, der blev
en succesrig rejsebogsforfatter uden Ians mange personlige svagheder. Kun Ian
betragtede det som en konkurrence, Peter levede bare sit liv. Ian gjorde alt
efter bogen, men følte ofte, at han faldt igennem og kun med nød og næppe
landede de forventede sociale succeser.
Ian gik på Eton og blev i 1926 optaget på
Sandhurst Military Academy, men skiftede uddannelse med henblik på en diplomatisk
karriere. Blandt andet lærte han fransk og tysk i Kitzbühel i Østrig, Tyskland
og Schweiz. Han fik ingen stilling i Udenrigsministeriet, men blev i stedet
journalist på nyhedsbureauet Reuters og var på flere rejser i Sovjetunion.
Arbejdet for Reuters førte til en ansættelse på The Times i 1939.
Under krigen var Fleming tilknyttet flådens
efterretningstjeneste og havde rang af Royal Navy Commander. I 1944 besøgte han
første gang Jamaica, da han repræsenterede England ved en kongres om muligheden
for ubådskrig i Caribien. Han følte, at han var kommet hjem og besluttede på
stedet at bygge huset Goldeneye ved Oracabessa på øens nordside.
Herefter var
alle forhold i Flemings liv styret af længslen efter at bo på Jamaica. I
tv-filmen Goldeneye: The Secret Life of Ian Fleming (1989), hvor Charles
Dance har rollen som Fleming, er der et stemningsfuldt øjeblik, hvor Dance ser
ned i det glitrende vand og mumler: »Det er som en drøm.«
EFTER krigen vendte Fleming tilbage til The
Times og fungerede som »foreign manager«, dvs. udlandsredaktør med ansvar for korpset
af korrespondenter. I marts 1952 blev han gift med Ann Charteris, som
forlod sin mand, Lord Rothermere, ejeren af The Daily Mail, for at gifte sig
med Fleming. Det var hendes tredje ægteskab. Senere samme år fik de sønnen
Caspar.
Det var ved Goldeneye på Jamaica, at Fleming
den 17. februar 1952, mens ægteskabet og andre stressfaktorer trak sammen og
blandede sig med lyset, der for ham blev ved at være »som en drøm«, sad
i haven og skrev. Han havde brug for at tænke på noget andet, som alligevel
ikke var helt noget andet. Han skrev da, uden at tænke sig om, følgende
sætning:
Scent and smoke and sweat hit the taste buds with an acid thwack at
three o’clock in the morning.
Det betyder sådan noget som »Lugten af røg
og sved rammer smagsløgene med et syrligt stød, når klokken er blevet tre om
morgenen.« Fleming-kenderen Henry Chancellor har i James Bond: The Man and
His World (2005) gjort et systematisk forsøg på at komme til bunds i Bond-figurens
oprindelse. Her finder man de forskellige udkast. I anden omgang blev det til:
Scent and smoke can suddenly combine together and hit the tastebuds with an
acid schock at three o’clock in the morning.
Og endelig den færdige sætning
fra første kapitel i Casino Royale (1953, da. Banko for døden):
The scent and smoke and sweat of a casino are nauseating at three in the
morning.
Fleming var en måned om at skrive den første
James Bond-bog. Den 18. marts skrev han sidste afsnit i Casino Royale:
»This is 007 speaking. This is an open line. It’s an emergency. Can you hear
me? Pass this on at once. 3030 was a double, working for Redland. Yes, dammit,
I said ’was’. The bitch is dead now.« Der er flere versioner af, hvordan navnet
James Bond kom på tale, men den bedste er den officielle. Fleming tog det fra
omslaget på ornitologen James Bonds standardværk Field Guide of Birds of the
West Indies.**
I DE 12 år, som Fleming havde tilbage, kom
der hvert år en ny James Bond-titel fra Goldeneye. Allerede Casino Royale
fandt læsere. Siden gik det slag i slag for Live and Let Die (1954, da. Blodig
vej til Jamaica), Moonraker (1955, da. James Bond og Tordenkilen),
Diamonds Are Forever (1956, da. Agent 007 spiller højt), From
Russia With Love, Dr. No (1958, da. Agent 007 - Operation Mord),
Goldfinger (1959, da. Døden må vente – senere Agent 007 contra
Goldfinger) og novellerne i For Your Eyes Only (1960, da. Strengt
fortroligt).
Efter den første filmatisering var der ingen
vej tilbage. Thunderball (1961, da. Agent 007 i ilden – Domino)
skulle have indledt filmsekvensen, men udløste et juridisk slagsmål med
manuskriptforfatteren Kevin McGlory. Så det begyndte med Dr. No. Imens
blev forfatteren mere ujævn i The Spy Who Loved Me (1962, da. Jeg
elskede James Bond), der har en ung kvinde som fortæller, On Her
Majesty’s Secret Service (1963, da. Spillet er ude, James Bond), You
Only Live Twice (1964, da. Du lever kun to gange, James Bond) og The
Man with the Golden Gun (1965, da. Manden med den gyldne revolver).
Efter Flemings død blev to (siden fire) tiloversblevne noveller samlet i Octopussy and The Living Daylights
(1966, da. 100.000 er budt). Da kendte hele verden James Bond.
2. James Bond vs. Philip Marlowe
DER findes en
radiosamtale mellem Ian Fleming og Raymond Chandler, hvor de to mænd til ære
for BBCs lyttere diskuterer det at skrive om hårdkogte helte, som især mandlige
læsere identificerer sig stærkt med. Programmet (som indgår i ekstramaterialet
på bluray-udgaven af From Russia with Love) må være optaget før 1959, for
Fleming har netop afleveret Goldfinger,
den syvende Bond-titel, til sine forlæggere, og Chandler døde i marts samme år.*** Efter nogle betragtninger over, hvor svært det er at skabe troværdige skurke,
siger Fleming: »Med hensyn til helte, så er din helt,
Philip Marlowe, en rigtig helt. Han handler på en heroisk måde. Min
gennemgående hovedperson, James Bond, var fra min side aldrig tænkt som en
helt. Jeg så ham snarere som en slags mordvåben, et stumpt instrument, der var
formet af en regeringstjeneste, og som uvægerligt havnede i bizarre og
fantastiske situationer, som han mere eller mindre skød sig vej ud af. I hvert
fald slap han ud af dem på den ene eller den anden måde. Naturligvis bliver han
altid omtalt som min helt, men selv betragter jeg ham ikke som en helt. Faktisk
finder jeg ham ganske utiltalende, alt i alt.«
Chandler synes, at Fleming er for hård ved
Bond. Han siger, at Fleming bør betragte sin kreation som en helt. Fleming
misforstår og tror, at Chandler taler generelt: »Det burde man, det ved jeg.
For så ville han have mere – jeg ville sikkert skrive om ham med mere følelse
og mere venlighed, tror jeg.« Chandler:
»Jamen, det synes jeg da, at du gjorde i Casino Royale.« Fleming er
skeptisk: »Synes du?« »Ja.« Fleming: »Nå ja, han viste vel nogle følelser i
slutningen, da pigen døde, men det...« Chandler beder Fleming tage sig sammen:
»Jamen, det er da i orden. En mand i hans stilling har ikke råd til nænsomme
følelser.« »Nej, det er jo sådan, jeg ser på det.« »Han føler dem, men han er
nødt til at kvæle dem.« »Ja.«
DER er en mærkelig eftertænksom pause i den
arrangerede samtale. Så kan Chandler ikke dy sig for at spørge om noget, som
mange har spekuleret på under læsningen af en James Bond-bog: »Hvorfor må du
altid have en torturscene med?«
Fleming har da også svar på rede hånd: »Nå ja,
ser du, jeg går ud fra, at det er, fordi jeg voksede op med bøgerne om Dr. Fu
Manchu og den slags thrillere. Og her ender helten altid – det gælder også for
Bulldog Drummond og sådan – i kløerne på skurken, og så lider han. Enten bliver
han pisket, eller der sker noget andet forfærdeligt med ham – «
»Nå, men så prøv med hjernevask næste gang,«
siger Chandler. »Det er sikkert værre end tortur.«
»Det tror jeg også det er. Det synes jeg
ikke om. Det er for alvorligt. Nej, jeg er enig, det er en svaghed. På den
anden side, så har min såkaldte helt jo moret sig rimelig godt. Han besejrer
skurken, han får pigen, han tjener sit land. Til gengæld for alt dét er han
altså også nødt til at lide undervejs. Og hvad skal man finde på? Lade ham
betale mere i indkomstskat? Jeg kan godt se, at det er en relevant kritik af
mine bøger, men jeg mener, at min såkaldte helt må yde nogle ofre, før han får
sine præmier til slut. Han bliver i øvrigt ikke pint helt så slemt i den næste
bog, jeg har skrevet.«
»Har du? Hvad hedder den?«
»Goldfinger.«
»Hvad for noget?«
»Goldfinger.«
»Hvordan kan du skrive så mange bøger, når
du samtidig farer rundt og laver alt mulig andet?«
»Hvert år har jeg fri fra avisen i to
måneder. Det står i min kontrakt med Sunday Times. Jeg sætter mig ned på
Jamaica i de to måneder, og jeg skriver en bog, som jeg tager med mig hjem.«
Chandler er målløs: »Jeg kan ikke skrive en
bog på to måneder.«
Fleming: »Nej, men de bøger du skriver er
også bedre end mine. Man skriver vel om det, man kender til, ikke sandt?«
3. Marmelademanden
DEN
tilsyneladende mangel på selvfølelse er gennemgående hos Fleming. I juni 1962
blev han interviewet til BBC-programmet »Desert Island Discs«, hvor en ny
berømthed hver uge vælger musik, som han eller hun ville tage med sig til en
øde ø. Intervieweren spørger Fleming, om han kan arbejde systematisk, når han
sidder og skriver på Jamaica. Fleming svarer meget fornuftigt:
»Det er jeg simpelt hen nødt til. Jeg
skriver tre timer om formiddagen og en time om aftenen, som regel 3.000 ord om
dagen. Jeg bliver nødt til at holde mig til den rutine. Hvis jeg går og venter
på, at den himmelske inspiration skal slå ned, sker der ganske enkelt
ingenting.«
Fleming bekræfter, at en tredje film, Goldfinger,
er på vej efter Dr. No og From Russia With Love. Han oplyser, at
filmselskabet Eon har købt rettighederne til samtlige bøger i serien, inklusive
dem som han endnu ikke har skrevet.**** Intervieweren er ikke den første, der slutter af med at stille et
spørgsmål, som Fleming hadede at høre: »De føler ikke, at Bond-serien afholder
dem fra at skrive mere alvorlige bøger?« »Nej,« lyder udgangsreplikken. »Jeg er
ikke med i Shakespeare-væddeløbet. Jeg har ingen litterære ambitioner.«
Dette var en stærk overdrivelse. Fleming
kunne i perioder være træt af Bond og lægge stribevis af planer om andre bøger
i andre genrer. Der var typisk tale om faglitterære projekter, som han brændte
efter at skrive eller blev tilbudt så fristende forskud for, at han ikke
nænnede at sige nej. Adskillige Jamaica-relaterede bøger var på tale, men det
blev ved korte lejlighedsarbejder.
Fleming fik i stigende grad en aversion mod
fiktion. Han ville gerne skrive noget selvoplevet, maskulint iscenesat og
filosofisk mere substantielt, noget i stil med sydafrikaneren Laurens van der
Posts bøger, som han beundrede. Især The Heart of the Hunter var en
favorit. Ved sin død havde Fleming dog kun tre ikke-Bond relaterede titler på
samvittigheden. The Diamond Smugglers (1957) blev lanceret som en
spændingsbog, men var en reportage om diamantindustrien i Sydafrika. Thrilling
Cities (1964) samlede rejseartikler og essays.
EGENTLIG langtidsholdbarhed fik kun
børnebogen Chitty Chitty Bang Bang (1964, da. Tju tju bang bang – den magiske bil). Fleming plejede at fortælle
sønnen godnathistorier om en familie, som havde en bil der kunne flyve. Ken
Hughes’ 1968-filmatisering med Dick Van Dyke og sødladne kompositioner af
brødrene Sherman, som også skrev sangene til Disney-udgaven af Mary Poppins,
er en britisk familieklassiker. Manuskriptet skyldtes Roald Dahl, som også var forfatter på Bond-filmen You Only Live Twice (1967).
Når det kom til stykket, syntes det kun at
være bøgerne om Bond, som Fleming kunne blive færdig med. Han var omhyggelig
med sin research, besøgte så vidt muligt de samme steder som Bond og brugte
megen tid – samt freelanceansatte assistenter – på at samle de konkrete fysiske
detaljer, som er bøgernes primære force. Fleming kan virkelig sætte scenen, og
han gør sig allermest umage, når den eskapistiske motor arbejder stærkest.
Han
mente endvidere, at han havde noget at sige til tiden og kunne naturligvis ikke
tage let på en skikkelse, som han havde hældt så meget af sig selv og sit
hjerteblod i. Vist kaldte Fleming sine romaner »eventyr for voksne«, men
selvfølgelig mente han grundlæggende, at bøgerne om Bond var rigtig og vigtig litteratur.
BOND er
jo i vid udstrækning Ian Fleming. Også Bond bliver kommandør i flåden. De har
gået på de samme skoler, deler mange sym- og antipatier. Fleming foragtede
tedrikkere og mænd, som bandt deres slips med en Windsor-knude. Af alle verdens
lande og befolkninger havde han mindst til overs for Korea og koreanerne, og
sådan bliver det også med Bond.
Bond læser aldrig andre aviser end The Times og
er næsten autistisk afhængig af at kunne smøre den samme slags marmelade i små
portionskrukker (Coarse Cut Seville Orange) på sin toast. Ét er våben, biler,
drinks og kvinder, men hvor mange maskuline rollemodeller går ned i detaljer
som marmelade og slips?
Faktisk overførte Fleming i stigende grad
sine fobier til Bond. I de første bøger er han manden, som Fleming selv ville
være. I de sidste er han et talerør for forfatterens tiltagende
kulturpessimisme. Bond er lige så snobbet som Fleming og har den samme mani med
at brande sig selv. Gennem det meste af sit liv røg Fleming 60-70
cigaretter om dagen. Han fik dem fremstillet hos firmaet Morland, og da han
under krigen fik tre gyldne striber på uniformen, kom der også tre guldringe på
hans Morland Specials.
Bond følger trop. En af Bonds manierismer er, at han
midt i kampens hede, uanset om universets skæbne er på spil, standser op og
overvejer, om han kan leve med at drikke siamesisk vodka eller skal vente på at
få sin martini »shaken – not stirred«.
Det var sandsynligvis tobak og alkohol –
Fleming satte gerne en flaske gin eller whisky til livs på en dag: på Jamaica
blev de første drinks serveret kl. 11, når naboen Noël Coward kom til brunch –
som lagde Fleming tidligt i graven. Han døde som 56-årig, i øvrigt på
sin søns 12-års fødselsdag, men svævede i årevis mellem liv og og død. Han
nægtede dog at skære ned på sit indtag af cigaretter. Da MI6 fingerer Bonds død
i You Only Live Twice, bliver hans nekrolog bragt i alle verdens aviser.
Hans gravskrift lyder: »I shall not waste my days in trying to prolong them. I
shall use my time.«
4. Goldfinger: Racisme, sexisme og 60ernes mand
DET passer heller
ikke, at Bond ingen overlast lider i Goldfinger.
Tværtimod indeholder romanen et veritabelt sætstykke af en torturscene. I
kapitel 15 kommer Bond til sig selv, da Goldfingers sadistiske koreanske
håndlanger Oddjob (»mongolen Altmulig« i den første danske udgave) retter en
vandstråle imod ham. Bond ligger fastspændt på et metalbord, og
den febrile poesi er oppe på de høje nagler: »Bond blev hvirvlet gennem en
tornado af lys, som langsomt fladede ud og blev til en skive, en gul måne, og
derefter til et brændende kyklopøje.«
Goldfinger holder et selvsmagende foredrag
om, hvordan ordet »pain« har rødder i det latinske »poena«, som betyder bod. Så
sætter han en rundsav i gang, og mens den æder sig nærmere Bonds krop, får
håndlangeren lov at bearbejde ham:
»Bond lukkede øjnene. Oddjobs kvalme,
zoologiskhaveagtige lugt lagde sig om ham. Store, ru hænder begyndte at
bearbejde ham forsigtigt, omhyggeligt. Trykkede lidt her, trykkede lidt der,
klemte pludselig en smule, holdt pause, og så et hurtigt, brutalt slag. De
hærdede hænder arbejdede med kirurgisk præcision. Bond bed tænderne så hårdt
sammen, at han frygtede, de ville knække. Sveddråber begyndte at pible frem i
hulerne omkring hans sammenknebne øjne. Den skærende hvinen fra saven blev
kraftigere. Lyden mindede Bond om savsmuld og sommeraftner engang for længe
siden hjemme i England. Hjemme? Dette var hans hjem, denne tilstand af fare,
som han havde valgt at leve i.«
Som Chandler var inde på, er der påfaldende
meget smerte i 007-bøgerne, og den skildres umådeligt indgående. Man kan på
lommepsykologisk vis lege med tanken om, at Fleming også hér overførte sine
egne præferencer, fobier og passioner til Bond. Det gør Andrew Lycett i
biografien Ian Fleming (1995), hvor han gør en del ud af at beskrive den
sado-masochistiske praksis, som i første omgang gjorde Fleming og Ann
Rothermere uimodståelige for hinanden.
Der er dog tale om en tidstypisk besættelse.
1960ernes spændingsbøger myldrer med stoisk lidende mænd, som når deres mål ved
at udholde pinsler, der er hinsides ord – men som forfatterne ikke desto mindre
prøver at finde sprog for. Genrens arier findes hos forfattere som Hammond
Innes og Alistair MacLean. Sidstnævnte må være den martrede maskulinitets
virtuos. Romaner som Navarones Kanoner og Ørneborgen er fulde af
udsatte helte, der venter på sneklædte bjergsider med knækkede lemmer. Som
thillerlæsende før-teenager sad man altid med en underlig blanding af koldsved
og kvalme.
TILBAGE i »The Pressure Room« – »Forhørsrummet« i Claes Johansens nyoversættelse fra 2001; »Pressionsrummet« i
Grete Juel Jørgensens gamle version – hæver Bond sig over smerten og fortæller
Goldfinger, hvad han kan gøre med sine lurvede tilbud: »De kan stikke hele
Deres åndssvage foretagende skråt op.« Han tømmer sine lunger for luft og
lukker de smertende øjne. Goldfinger beder Oddjob avancere til et
andengradsforhør: »Jernstangen ved bordet blev rykket endnu
en tak. Bond kunne mærke saven rotere imellem sine knæ. Hænderne vendte
tilbage. Bond talte de langsomme, dunkende pulsslag, der fuldstændig beherskede
hans krop. De mindede ham om den store, stønnende maskine inde i den anden
fabrikshal, men forskellen var, at lydene i hallen var regelmæssige, men inde i
hans krop blev der gradvist længere og længere mellem dunkene. Han ønskede kun,
at pulsslagene snart ville dø helt ud. Hvad var det for en tåbelig livskraft,
der nægtede at lytte til hjernen? Hvad var det, der fik maskinen til at
fortsætte, selv efter at den var løbet tør for brændstof? Han måtte tømme sin bevidsthed
for tanker på samme måde, som han måtte tømme sit legeme for ilt. Han måtte
blive til et vakuum, et dybt hul af bevidstløshed.«
Man bemærker, at Bond har problemer på en
måde, som han aldrig for alvor bliver udsat for i filmserien. I bøgerne er der
ikke nær så meget af den humoristiske selvironi, som kendetegner filmserien fra
starten og tager helt overhånd i 70erne, da Roger Moore erstatter Sean Connery
i rollen som Bond. Faktisk er humoren til at overse i Flemings originale Goldfinger:
»Bestandig brændte det røde lys på hans
øjenlåg. Bestandig kunne han føle det enorme tryk imod tindingerne. Bestandig
lød de dumpe, livgivende slag imod hans trommehinder. Et skrig prøvede at
tvinge sig ud mellem de sammenbidte tænder. Dø så for satan dø så for satan dø
så for satan dø så for satan dø...«
DET er »the
sickly zoo-smell of Oddjob« – »Oddjobs kvalmende stank af zoo« – som bliver
hængende i læserens bevidsthed. I øvrigt er en kvinde til stede under torturen:
»På den anden side af bordet sad Tilly Masterson på en stol. Hun var bundet
fast ved håndleddene og fødderne. Hun sad ret op og ned som en skolepige. Hun
så utroligt smuk ud, men også chokeret og fjern i blikket. Hun var enten dopet
eller hypnotiseret.«
Tilly Masterson er lesbisk. Også hun vil
dræbe Goldfinger, men hun ser ikke af den grund en allieret i 007. Bond gik i
seng med hendes søster, Jill, som tilhørte Goldfinger. Som straf blev hun
indsmurt i flydende guld. De kender sikkert filmen, men mixet er anderledes hos
Fleming, hvor søstrene Mastersons seksualitet er anledning til en tematisering
af tidens vaklende kønsroller. Her er der intet moderne ved Fleming. Det er ham
en regulær vederstyggelighed – og dertil ganske fornuftstridigt – at Tilly
Masterson afviser Bond:
»Bond konkluderede, at Tilly Masterson var
en af den slags piger, hvis hormoner led af smagsforviring. Han kendte udmærket
hendes type og mente, at de og deres mandlige modstykker var en direkte
følgevirkning af kvindernes valgret og ’seksuel ligestilling’. Efter halvtreds
års emancipation var de kvindelige kvaliteter ved at uddø eller blive overført
til mændene. Der var biseksuelle af begge køn alle vegne, ikke rigtige
homofile, bare forvirrede individer, kvinder der ville dominere mænd, og mænd
der ville pusles om. Det var synd for dem, men egentlig var Bond ligeglad. Han
smilede bittert for sig selv, mens han huskede fantasier, han havde haft om
denne pige, mens de var drønet igennem Loiredalen. Han og hun sammen i Entre
Deux Seins – sikke en vittighed!«
Goldfinger kammer over i en sexistisk
hyperfantasi, faktisk imponerende lurvet og postmoderne. Goldfinger skåner
Tilly og Bond, så de kan hjælpe ham med at plyndre Fort Knox. Våbnet er
nervegassen GB, som en tysk forbindelse har tilovers fra 40ernes krig. Til det grove
arbejde hidkaldes Pussy Galore og hendes akrobater fra Harlem. Goldfinger
forklarer: »Gruppen havde ikke succes, så hun trænede dem som indbrudstyve. Det
udviklede sig til en særdeles hensynsløs bande. Det er en lesbisk organisation,
der nu kalder sig ’Cementblanderne’. Selv de store amerikanske gangstere
respekterer dem.«
TILLY Masterson stirrer på Pussy Galore (i
filmversionen spillet af Honor Blackman) »med øjne fulde af beundring og læber
fulde af længsel.« Dog er Pussy modsat Tilly en kvinde med K inderst inde.
Kuppet forpurres, Bond kommer Oddjob til livs, og Bond og Pussy samles op af
vejrobservationsskibet Charlie.: »Døren, der førte ind til kahytten ved siden
af, gik op, og pigen kom ind. Hun havde ikke andet på end en grå sweater, der
kun lige netop dækkede det den skulle. Hun havde rullet ærmerne op. Hun lignede
et maleri af Vertes. Hun sagde: »Jeg bliver hele tiden spurgt, om jeg kunne
tænke mig at blive masseret med sprit, og jeg svarer dem alle sammen, at hvis
der er nogen, der skal massere mig, så bliver det dig, og hvis der er noget jeg
skal massere med – så bliver det også
dig.« Hun tilføjede mygt: »Så her er jeg altså.«
»Bond så nedad og ind i hendes dybt
blåviolette øjne, der ikke mere var hårde og arrogante som før. Han bøjede nakken
og kyssede dem let. Han sagde: »Jeg har ellers hørt, at du kun kan lide
kvinder.«
Da falder replikken, som kun Fleming kan
formulere så firkantet og som i 1959 løfter verden på plads for hans læsere:
»Det er kun, fordi jeg aldrig har truffet en mand – før nu.«
Hun uddyber det med en blodskamshistorie
(»jeg kommer fra sydstaterne,« får Fleming indsparket, nu han er ved
stereotyperne), og Bond siger smilende, at hun har brug en T.L.C.-behandling.
T.L.C. betyder Tender Loving Care.
»Hvornår begynder behandlingen?« spørger den lesbiske gangster. I Flemings egen
tid blev hans bøger læst på 20 sprog af 30 mio. læsere, fordi han uden at
blinke kunne slutte dem sådan:
»Bonds højre hånd bevægede sig langsomt op
over hendes stramme, muskuløse lår, hen over mavens bløde hud, helt op til det
højre bryst. Brystvorten var hård af længsel. Han sagde dæmpet: »Nu.« Han
trykkede sine læber hårdt mod hendes.«
5. Politiske fantasier
IAN Fleming
døde den 12. august 1964. Især i begyndelsen af 60erne, da en ny verden syntes
at åbne sig, var Bond selve indbegrebet af tidsånd. Det Hvide Hus lod sive, at
John F. Kennedy slappede af med Bond-bøgerne. Spionromanen blev pludselig stor,
og Fleming fik mange epigoner, især i USA. Fleming elskede, misundte og foragtede USA
(»Det bedste ved Amerika er jordegern og kunstige østersbanker,« hedder det i For
Your Eyes Only). Det samme gjorde størstedelen af hans landsmænd.
Forfatteren Simon Winder, der som ung ville være en ny Ian Fleming og i 2000
redigerede citatmosaikken My Name’s Bond,
James Bond, giver i The Man who Saved Britain (2006) en fascinerende
essayistisk fremstilling af, hvordan Bond gennem seks årtier har fungeret som
forklaringsmodel for britiske mænd.*****
Mens citatbogen hyldede Fleming, er næste bind et faderopgør. Winder forsøger at opklare, hvad det er, han bliver ved med
at se i det mindste et genskær af i Bond-myten. Han beskriver, hvordan Bond i
efterkrigstiden, mens Det Britiske Imperium smuldrede i fast-motion, og den ene
ydmygende politiske skandale fulgte den anden, blev en symbolsk bannerfører for
hjertets balance, den rette balance, i verden.
Skønt bøgerne krydser over i politisk fantasy, var Flemings løbebane, i kraft
af hans fortid i efterretningsvæsenet, hans arbejde på The Times, hans ægteskab
og hans klubmentalitet, filtret sammen med virkelighedens magtapparat.
Umiddelbart efter Suez-krisen ledte den detroniserede premierminister Anthony
Eden efter et roligt sted at komme på fode og blive kureret for sin afhængighed
af benzedrin. Han boede da på Goldeneye, som Fleming stillede til rådighed.
Som Winder bemærker, er »det eneste triste
ved Edens uger i Goldeneye, at Fleming ikke var der selv: ellers havde man hér
haft en fuldkommen overlapning mellem den politiske verden (som i Edens
tilfælde dybest set var en afsinding fantasi) og den afsindige fantasiverden
(som i Flemings tilfælde sagde en masse om realpolitik). I dramatisk henseende
ville rejsen være ideel – den lamslåede statsleder, veteranen fra dusinvis af
britiske fiaskoer gennem to årtier, inklusive én som endnu udfoldede sig, var
endelig ved lavmålet og måtte søge trøst hos den åndemaner-agtige skaber af
James Bond.«
Selv uden mændenes møde er analogien for
Winder at se »ret perfekt«: »I den nationale udueligheds zenit, finder vi denne
udueligheds arkitekt i huset, hvor den mest probate trøst og lindring, en Robin
Hood for den britiske imperialismes skumringstime, kom til verden.«
Winder er født i 1963 og havde sin
bestemmende Bond-oplevelse, da han i 1973 så Roger Moore som James Bond i Live and Let Die i Tunbridge Wells
Odeon. Ifølge ham kunne Bond umuligt overleve 60erne, ungdomskulturen og hele
mentalitetsændringen sidst i årtiet. Fleming nåede at høre og hade The Beatles,
men blev skånet for at se, hvad der fulgte.
DET er sandt, at Bond tilhørte verden før
1968 og at de første film med Sean Connery er de mest solide, men seriens
producenter, Harry Salzman og Albert Broccoli, så rigtigt og reddede Bond fra
at gå ned i syndfloden, da de i 70erne gjorde serien mere fantastisk og
patriotisk på en selvironisk manér. De lukkede rockkulturen ind, i stedet for
at undsige og afvise den, som flere af samtidens amerikanske ikoner, bl.a.
Frank Sinatra og Elvis Presley, tog tælling ved at gøre i USA. Det var godt set
at bede Paul McCartney og Wings levere titelsangen til Live and Let Die.
Med et snuptag gjorde det Bond ti år yngre og havde cirka samme virkning, som
da Bob Dylan forvirrede alle fordomme ved at synge duet med Johnny Cash på Nashville
Skyline. James Bond blev atter en mand af i morgen.
Noget andet er så, at 007-sagaen, som stadig – også efter Harry Potter-serien – er britisk films største
eksportvare, aldrig blev det samme efter det første energiske tiår. Sean
Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton, Pierce Brosnan og Daniel
Craig har i stigende grad været reduceret til stråmænd og special effects
i en forretning. Filmene er for så vidt det mindste af det hele. I dag er der
mere fortjeneste på de PC-spil, som følger med, end på de computerskabte
Herkules-kvad.
Kun i begyndelsen repræsenterede filmens
Bond en drøm om maskulin frihed, der rummede noget af Flemings idé. Jeg har en
svaghed for You Only Live Twice (1967),
hvor Bond får lov at blive japaner og være godt gift, mens Donald Pleasance
oser af ondskab som Blofeld og mørkets hjerte ligger i en vulkan. Filmen har heller
aldrig set bedre ud end på den ramme-for-ramme restaurerede dvd-kopi, der
ligger sammen med 19 andre istandsatte Bond-film i en aluminiumskuffert, som SF
Film har sendt på gaden.
Det er dog ikke filmene, man kaster sig over
i kufferten, som udgør et definitivt fetichobjekt – Bond ville købe én selv, må
man tro. Det er ekstramaterialet, som der er mindst en time af til hver titel.
Her får Bond-sagaen lov at fortælle den kulturhistorie, som den bærer og bygger
videre på. Hvis man ikke ser tyve uforglemmelige film, ser man til gengæld tyve
autentiske fiktionsdokumenter og forstår, hvorfor de blev store i deres tid.
6. Efter syndfloden
VED sin død
efterlod Fleming en kæmpemæssig formue og en sum rettigheder med et enormt
indtjeningspotentiale. For familiens skyld var de spredt i en SMERSH-lignende
paraply af selskaber, som skattevæsenet ikke kunne røre. Snart begyndte
uautoriserede Bond-romaner at dukke op. Boet fandt, at man måtte konsolidere
sine rettigheder og bestilte en officiel fortsættelse. Kingsley Amis, far til
Martin og forfatter til Lucky Jim, havde allerede bejlet til Bond-myten
med The James Bond Dossier (1965, da. Alt om James Bond). Under
navnet Robert Markham skrev han Colonel Sun (da. Døden har
dragetænder) i 1968.
Alt dette skete under stejl protest fra Lady
Ann, der som den eneste udviste en slags integritet på sin mands vegne. Ann
havde ikke brudt sig om Bond, men mente at man måtte respektere skikkelsens
unikke væsen, i det mindste til Ians lig blev koldt. Sunday Telegraph bad hende
anmelde Colonel Sun, men bragte ikke resultatet, da man frygtede et
sagsanlæg fra den sædvanligvis stridbare Amis.
Ann Fleming skrev bl.a.: »Eftersom
udbytterne håber, at Colonel Sun bliver den første bog i en ny og
succesrig serie, må de selv føle sig udnyttet i øjeblikket. Amis vil med tiden
klæde ’Lucky Jim’ i Bonds tøj, og vi vil se en småborgerlig Bond af røde
mursten, han vil gradvis anfægte M’s autoritet, siden udfordre disciplinen i
Secret Service og ende som en Philby Bond, der sælger sit lands hemmeligheder til
SPECTRE.«
Amis skrev ikke flere fortsættelser. I 1981
udgav John Gardner Licence Renewed, den første af 16 autoriserede »continuation novels«, og i 1996 overtog Raymond Benson funktionen som officiel
licensfornyer. Benson skrev 12 Bond-bøger og satte punktum med movie tie-in udgivelsen af Die
Another Day (2002, da. Dø igen i morgen). Efter Sebastian Faulks' højt profilerede genstart i Devil May Care (2008, da. I djævelens tjeneste) gik stafetten videre til Jeffery Deaver i Carte Blanche (2011) og William Boyd i Solo (2013). Anthony Horowitz overtog opgaven i Trigger Mortis (2015) og Forever and a Day (2018).
ANN Fleming døde i 1981. Sønnen Caspar tog
sit liv i 1975. Eftertiden har været ét langt slagsmål mellem
rettighedshaverne. Der var altid penge i Flemings kreation, men der var aldrig
megen lykke forbundet med hans succes. For den næste generation af spionforfattere
kunne det ikke gå hurtigt nok med at lægge afstand til Fleming. John le Carré
sagde det klarest, da han under et besøg i Sovjetunionen kaldte Bond-romanerne
»kulturel pornografi«. Le Carré fortsatte: »Overmennesket ophøjes til noget
ædelt gennem tågede, patriotiske forestillinger, og han kan begå en hvilken som
helst forbrydelse og bryde en hvilken som helst lov ved at henvise til sit eget
samfunds ukrænkelighed. Han er en forbryder med licens til, i den falske
patriotismes navn, at begå de mest hæslige ugerninger.«
Det har været op til en ny generation at
genopdage de litterære kvaliteter hos Fleming. Det skete i 1992, da filmserien
fyldte 30 år, i 2003 da romanerne fyldte 50 og i 2008 ved Flemings 100-år. Efter en genlæsning af f.eks. Goldfinger, kan man
spørge, om det er umagen værd.
*) Ian Fleming krediteres somme tider for portrættet. Det er udført på hans anvisninger i 1957, da avisen Daily Express forberedte lanceringen af James Bond som daglig tegneserie. John McLusky, som illustrerede striben fra begyndelsen (»Casino Royale« løb i 137 udgaver fra 07.07.1958 til 13.12.1958) fra i 1958 frem til 1966, kasserede skitsen af den lyriske embedsmand fra førkrigstiden og skabte en mere dynamisk James Bond, som også inspirerede castingen af Sean Connery i 1962, da den første biograffilm, Dr. No, blev produceret. Daily og Sunday Express bragte serien fra 1958 til 1983. Ialt 52 historier blev fortalt. Som regel var det Henry Gammidge, der bearbejdede Flemings historier. Peter O'Donnell (manden bag Modesty Blaise) bearbejdede Dr. No i 1960. Der var en kort pause i samarbejdet mellem Fleming og Express-aviser. I 1962 solgte Fleming novellen »The Living Daylights« til Sunday Times, hvor Jim Lawrence bearbejdede teksten, og Yaroslav Horak illustrerede. Fleming og Lord Beaverbrook, som ejede Express-aviserne, bilagde deres stridigheder. Også Sunday Express bragte »The Living Daylights«, da Horak i 1966 blev den næste faste Bond-illustrator. Titan Books har udgivet de samlede Express-serier i 17 album (2004-2010) og fire solide omnibusbind (2009-2017).
**) James Bond og Ian Fleming mødtes en enkelt gang i februar 1964, da Bond besøgte Fleming på Jamaica. Mary Bond havde skrevet til Fleming om brugen af hendes mands navn. Han erkendte tyveriet og svarede, at James Bond var velkommen til at bruge navnet Ian Fleming, hvis han ville. Ornitologen forlod Goldeneye med et dedikeret eksemplar af Dr. No: »To the real James Bond from the thief of his identity. Ian Fleming Feb 5. 1964 (a great day!)«.
***) Programmet hed »Playback Dr. No«. Det varede tyve minutter og blev sendt på BBC Home Service Basic den 10. juli, 1958. Det ligger i BBC iPlayer og kan streames, hvis man har britisk e-mail adresse.
****) Albert Broccoli (1909-1996) og Harry Saltzman (1915-1994) begyndte hver for sig, men fandt sammen i produktionsselskabet EON. Navnet er et akronym, dannet med forbogstaverne fra Flemings motto: Everything or Nothing. EON ejes af Danjaq LLC, som Broccoli og Saltzman opkaldte efter deres hustruer, Dana og Jaqueline. Saltzman solgte sin andel i Danjaq til MGM. Albert og Dana Broccoli overtog United Artists' andel af Danjaq i 1986. Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, Broccolis datter og stedsøn, driver stadig EON og er producerne bag No Time To Die, Bond-film #25, som skulle åbne i 2020, men fik sin premieredato skudt til 02.04.2021, da biograferne lukkede ned under Covid19-pandemien. EON-serien har omsat en million millioner.
*****) Simon Winder: The Man who Saved Britain: A Personal Journey into the Disturbing World of James Bond. 294 s. London: Picador Books/ Pan Macmillan, 2006. Hvis Andrew Lycetts biografi fra 1995 er den bedste bog om Ian Fleming, må Winders boglange essay være den skarpeste læsning af værket. Winder er både en kritisk stemme og en livslang, modstræbende fan (»Conservatively I must have seen From Russia with Love and Goldfinger at least forty times each and they still give me the same pleasure as when I saw them aged perhaps eleven.«) Han folder kulturfænomenet helt ud og ser, utvivlsomt med rette, Bond-figuren som en avatar for britisk selvforståelse i tiden efter 2. verdenskrig, da imperiet blev afviklet gradvist. Winder har et godt bud på fremtidens læsning af Fleming: »We are too close to own culture to know anything much about what will last (and of course it doesn't matter– the future will sort that out) but we can be sure that at different times some very surprising things will be of value and others derided. In Anthony Powell's Dance to the Music of Time (a good example of a great cultural artefact of the fifties and sixties which now seems in difficulties perhaps they will re-emerge with a new audience in the next decades), the narrator in old age talks with bemused exasperation about how a novelist he had read back in the 1920s who was specifically known to be a talentless and absurd fraud had become by the 1960s, many years after his death, one of the towering, much studied figures of English Literature. I find it hard not to think that something similar will happen to some of Fleming's work and to the first Bond films. Or, of course, they could just as readily evaporate completely.«
Fotos: EON Productions/ Ian Fleming Publications/ Egmont/ MGM/ Titan Books/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Illustrationen på det første Goldfinger-omslag er udført af Richard Chopping - Tom Adams malede Dali-pastichen til smudsbindet om Colonel Sun
En tidlige udgave af teksten er trykt i Weekendavisen Kultur 20.10.2006
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)