Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]

MENNESKET I FAREZONEN

En virusthriller fra Ebola/HIV-tiden

Af BO GREEN JENSEN

TYSKEREN Wolfgang Petersen hører til den hårde kerne af europæiske instruktører, som med stort held har bidt sig fast i Hollywood. Som 40-årig fik han et solidt gennembrud med Das Boot (1981), en klaustrofobisk og for tiden atypisk krigsfilm, der udspiller sig ombord på en tysk u-båd under 2. verdenskrig. Filmen interesserer sig ikke for krigens etiske positioner eller for nationale værdier. Den følger de isolerede mænd og undersøger psykologien.*
   I 1981 var det for det første usædvanligt at skildre tyske soldater som mennesker med dybde og nuancer. For det andet fravalgte Petersen alt melodrama og fulgte personerne rundt i de trange rum med en kropsnær, mandsopdækkende realisme, der blev en inspiration for yngre instruktører. Thomas Vinterberg var og er en stor fan af Das Boot. Det kan man se på en lang række scener i danskerens egen ubådsfilm, Kursk fra 2019.

PETERSEN famlede rundt i forskellige genrer og produktionsmiljøer. Der var i 80erne ingen drejebog for, hvordan man håndterer en international karriere. Man fik begrebet a journeyman director. Det var respektable navne, som flakkede rundt og instruerede store, men sjældent særligt vellykkede produktioner af uegal beskaffenhed: canadieren Roger Spottiswoode, australieren Bruce Beresford, danskeren Bille August. 
   Petersen instruerede blandt andet den første filmudgave af The Neverending Story (1984) og psykothrilleren Shattered (1991, da. Dødeligt bedrag), der var gemacht, så det halve kunne være nok. Hans mest personlige arbejde var den meget aparte, men vellykkede science fiction-fabel Enemy Mine (1985), hvor en jordbo og en alien er alene på en øde planet og må forholde sig til hinanden som ligeværdige, levende væsener. 

   Efter den politiske thriller In the Line of Fire (1993, da. På kornet) fik han frie hænder og rigtigt mange penge til at levere varen inden for en genre, der dengang som nu havde pludselig medvind. Den paranoide 'Hvad-nu-hvis-pesten-kommer?'-film fik sin første storhedstid i de kommunistforskrækkede 50ere. Dengang var virusangrebet ofte metaforisk, for i science fiction-regi hører epidemier til de faste og prøvede virkemidler, der kan trække på den latente angst, som vi alle sammen går rundt med. I dag virker truslen mere konkret.

FILMENS mest effektive afsnit er prologen, som med stor sikkerhed etablerer de moralske poler i Outbreak. I 1967 rammes en amerikansk militærlejr i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) af en dødelig, luftbåren virus. Folk fra USAMRIID – hærens forskningsinstitut for smitsomme sygdomme – rykker ind under ledelse af oberst McClintock (Donald Sutherland), som tager blodprøver og lover de nødstedte snarlig undsætning.

   Forventningen vokser, da helikopteren nærmer sig lejren. En ladning kommer ned i en faldskærm, og det må bestemt være serum og forsyninger. Men nej. Det som lander er en fuel air-bombe, det kraftigste ikke-nukleare våben, som hæren råder over. Den suger alt ind i sin detonation, udraderer lejren og begraver effektivt alle spor.

   Det hele tager tre minutter, og eksplosionen falder sammen med de sidste, strategiske credits. På sort lærred kommer så den ildevarslende datering: Vor tid. Det er hysterisk, dramatisk og effektivt gjort.**

TREDIVE år efter er Sutherland blevet til general McClintock, den øverstkommanderende militærperson i forbindelse med undtagelsestilstande. Over for ham står Dustin Hoffman som Helten med stort H, en nobel og næsten lallende uegennyttig virolog, som tager sin hippokratiske ed alvorligt og vil gøre, hvad det skal være for at redde ét enkelt liv og lindre de døendes smerter.

   I stille stunder indrømmer Hoffman, at han beundrer virusorganismens enkelhed og renhed. Som sådan træder han ind i en tradition. Præcis samme replik falder i koldkrigsfabler som Christian Nybys The Thing (1951) og Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956), og den fremsiges med særlig indlevelse af androiden Ian Holm i Ridley Scotts fortættede Alien (1979).

   Også Outbreak bygger i høj grad på vores blandede følelser omkring virusbegrebet. Der er selvsagt en dyb angst for epidemien, men der er også en modstræbende fascination af den fuldendte fremmede organisme, som kan mutere og tilpasse sig, når det er nødvendigt, som kan overleve uanset hvad og som repræsenterer fuldkommen immunitet. Det er immuniteten, snarere end smitten, og kuren, snarere end sygdommen, som fængsler i en HIV-tid, der lider af berøringsangst. I den henseende er Outbreak trods alt en meget moderne historie.

EN sagesløs abe bærer virussen med sig fra Afrika til Californien, hvor vi følger smittens vej til lillebyen Cedar Creek. Her lykkes det at isolere den, blandt andet ved at indføre militær undtagelsestilstand, mens Hoffman og hans hold arbejder på at finde en kur. I stedet muterer organismen. Sygdommen – en slags hurtigvirkende byldepest – er nu luftbåren, og den onde McClintock argumenterer overvisende for, at man iværksætter operation Rent Bord, dvs. kaster en trykbombe som udsletter byen.

   Cedar Creek har 2.600 indbyggere. McClintock kan med stor effekt relatere dette tal til de 260 millioner amerikanere, som vil dø på et døgn, hvis smitten breder sig yderligere. Mens Hoffman stadig mere febrilsk leder efter værtsdyret, falder folk omkring ham som fluer, inklusive kollegaen Kevin Spacey og ekskonen Rene Russo. Også hun er virolog, men medvirker snarere for at give filmen et romantisk sidemotiv, som den afgjort kunne have undværet. Aben strejfer rundt i den californiske nåleskov og knytter venskab med en lille pige. Isdæmonen Sutherland vil bare bombe det hele, for han har sin egen skjulte dagsorden at passe – en kontrolleret virus er nemlig også det optimale biologiske våben.

DET er en af den slags film, som med stor sikkerhed slører alle plotmæssige svagheder, river én med sig i det tiltagende hysteri og får tingene til at fremstå, som om spørgsmålet ikke er hvad nu hvis, men hvad nu når. For ifølge Outbreak kan det allerhøjst være et spørgsmål om tid, før katastrofescenariet bliver virkelighed.

   I 70erne og 80erne handlede denne slags historier typisk om atomkrig og radioaktiv nedsmeltning (fra Fejlsikker og Dr. Strangelove til Kinasyndromet og Dagen efter). Nu er verden fikseret på smitte, og derfor bringes de gamle scenarier fra science fiction-genren atter til ære og og en slags værdighed.

   Og vist er Outbreak skræmmende og tankevækkende, ikke mindst fordi den går længere end sædvanligt i sin fremstilling af de forholdsregler, som militæret helt rutinemæssigt træffer, når det gælder om at slette sine spor. Man kunne derfor have undværet dæmoniseringen af Sutherlands figur. Han fremstilles som en dødsliderlig satan, men hans kliniske prioriteter er djævelske nok i sig selv.

DE første 90 minutter er så intense og tæt klippede, at man aldrig får en chance for at analysere de indbyggede urimeligheder. Det er først i den sidste halve time, da forskellige sentimentale sidemotiver skal løses og en lykkelig slutning sandsynliggøres, at filmen taber højde. Man forlader biografen med en god portion drama i baghovedet. Og i øvrigt uden at føle sig spor overbevist af det heldige udfald. Så længe Outbreak bliver i farezonen og holder sig til sagen, er den effektiv, skræmmende og eminent medrivende underholdning.

*) Das Boot var baseret på romanen Das Boot (1973) af Lothar-Günther Buchheim (1918-2007), som gjorde tjeneste i presse/propaganda-afdelingen af den tyske krigsflåde. I 1941 dokumenterede han hverdagen på undervandsbåden U-96, der foretog sit 7. togt i Slaget om Atlanten.

   Buchheim var billedkunstner, gallerist og forlægger med en omfattende litterær produktion. Han skrev om ubådskrigen i U-Boot-Krieg (1976), U-Boot-Fahrer (1985) og Zu Tode Gesiegt (1988), der er illustreret med de fotos (ca. 5000), som han tog under krigen. Das Boot fik en fortsættelse i Die Festung (1995).

   Das Boot hed U-båden ved sin danske premiere i marts 1982. Da varede filmen 149 min. Siden 1997 har Das Boot – The Director’s Cut på 209 minutter været standardversionen, og det er den udgave, som i 2021 streames på Netflix. Det originale første cut var på 293 minutter. Det blev i 1985 klippet om til en mini-serie/tv-udgave på 300 minutter, der i 1987 igen blev redigeret anderledes. Alle variationer er i omløb på fysiske udgivelser. Som i forbindelse med Ridley Scotts Blade Runner og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, kan man diskutere, hvilken version af Das Boot, der er den originale. 

   Der er produceret to sæsoner (16 episoder à 60 minutter) af den nye miniserie (2018-2020), som Andreas Prochaska har udviklet for Bavaria Fiction, Sky Deutschland og Sonar Entertainment. I Danmark streames serien på Viaplay. Den nye version har manuskript af Tony Saint og Johannes Betz, der bruger både Das Boot og Die Festung som forlæg.

   Buchheim skal have været utilfreds med alle versioner. Han mente, at skuespillerne overdrev og at karaktererne reagerede urealistisk. Das Boot blev nomineret til seks Oscars og modtog talrige andre priser. 

**) I »Rokoko«-afsnittet af samlingen Vægtløs (1997) står teksten »Lejren«, som er stærkt inspireret af prologen til Outbreak:

   »Dette er lejren. Epidemien har raset i fire døgn og felthospitalet kæmper forgæves. Også lægerne bukker under for smitten, som ingen kan sætte et gyldigt navn på. Vi ser de syge ralle og klynke i telte, der sikkert har været hvide engang, men nu tager junglens og sygdommens farve, mens det sidste virusfri mandskab udveksler trætte bekymrede blikke. Man er hinsides selvopofrende gestus. Man er nået til loven af opkast og sved.

   Klip til patienternes p.o.v. Deres hud er dækket af væskende sår og gule bylder som knudrede løg. De ser plejerne og de sakkende læger i et næsten sakralt og forklaret skær. Det er filtersætterens store time: slowmotion trækker bevægelserne ud, soft focus gør dem til helgeners trin. For de døendes blik synes modlyset køligt, en sval fast hånd på panden der brænder, mens blikkene søger mod himlen. Denne er blå som himlens oval, der synes at vokse time for time, efterhånden som ilden bløder igennem. Kontamineret vand har holdt livet i live, men den sidste dunk er drukket nu.

   Klip til en plejerskes ansigt i nær. Som den første hører hun helikopteren og ser op med håb i sit blik. Lyden af svirrende rotor vokser, fra teltene vakler patienterne ud og ligner en hær af spedalske. Stemmerne bliver til fugle af glæde. Trods alt er bønnerne blevet hørt, man har ikke talt forgæves til den knitrende radio som døde i går, da batteriet satte definitivt ud. Med forsyninger nok kan man kæmpe på ny.

   Pompøs ouverturemusik fades op, mens maskinerne standser i luften. Serum kan vende det irreversible. Der skal muges ud i teltene. De døde børn skal begraves. Der skal nok blive grund til at leve igen. Og netop da, da lettelsens lys finder vej til selv de inderste kroge af lazarettet og forplanter sig til de døendes øjne, mens sprukne stemmer priser Herren og hænder rækkes mod himlen i tak, netop da slipper flyet sin last.

   Vi ser atter lejren oppefra og ved at eksplosionen kommer endnu før den bratte stilhed detonerer. Bagefter sætter man folk ned for at dræbe de sidste uskyldige og brænde hvad der måtte være af beviser for livet og epidemien. Denne proces ses i rystet montage, håndholdte jumpcuts fra centrum i kaos. Efter rengøringen trækker maskinen sig væk, og kameraet rejser med den. Vi ser kraterets bund blive mindre i det grønne land, før junglen atter lukker sig tæt. Først da køres de første credits, og vi ved at filmen begynder for alvor.«

Outbreak. Instr. Wolfgang Petersen. Manus: Laurence Dworet og Robert Roy Pool. Foto: Michael Ballhaus. USA 1995. 126 min. Dansk premiere: 31.03.1995

Fotos: Warner Bros./ CineMaterisal/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.1995

Thomas Vinterberg: Kursk (2018)

EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.

   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.

   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.

   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*

THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«.

VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.

   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).

   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.

   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.

   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.

DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.

   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.

   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.

   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.

   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.

   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.

Se også Far from the Madding Crowd (1967/2015) og Thomas Vinterberg: Druk (2020)

*) Phil Ochs' sang om »The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.

Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019

Politisk teater: State Funeral (2019)

EN HISTORISK OVERVEJELSE
Sergei Loznitsa har blik for politisk teater 

Af BO GREEN JENSEN

UKRAINEREN Sergei Loznitsa (f. 1964) har lavet flere kritiske dokumentarfilm – f.eks. Maidan (2014) og Austerlitz (2016) – og to af de mørkeste spillefilm om hverdagen og den politiske proces i Ukraine og Rusland.

   Instruktørens baggrund er typisk for generationen, som blev voksne under Sovjetunionens afvikling. Han er født i det nuværende Hviderusland, gik på statslig filmskole i 1990ernes Moskva og har fra barndommen boet i Kiev. Alle værdier blev løbende ændret, og historien var altid en relativ størrelse. Det er sikkert af samme grund, at han ser den i et kynisk skær. Loznitsas menneskesyn er, for at sige det mildt, meget mørkt.

   I A Gentle Creature (2017) forsøger en kvinde forgæves at aflevere en pakke med tøj og lidt mad til sin mand, der sidder i fængsel et eller andet sted i Rusland. Hun bliver systematisk afvist, udnyttet, misbrugt og endelig dræbt i en film, der samtidig indeholder smukke scener. Slutningen er en lang skildring af en overdådig bryllupsfest, som desværre kun udspiller sig i hendes hoved.

   I Donbass (2018) har myndighederne sat optagelsen af falske, iscenesatte nyheder i system. Der bliver produceret, castet, sminket og iscenesat. Bagefter bliver de medvirkende i tv-indslaget likvideret af det hemmelige politi. Også filmen selv har et ekstra metalag om.

DE fleste af Loznitsas film er åbnet i Cannes. Det var her, at My Joy gjorde indtryk i 2010. I 2019 kom han til Mostraen i Venedig med den monumentale State Funeral. Filmen består af arkivmateriale og hører vel hjemme i dokumentargenren. Men den bliver i sin helhed til noget andet: en historisk overvejelse, et mediekritisk filmessay.

   Her er Stalins begravelse skildret i virkelig tid, nøjagtigt som den udspillede sig i Moskva den 9. marts 1953. Myndighederne filmede hele ceremonien med flere kameraer, både i sort-hvid og farve, formentlig uden nogen klar forestilling om, hvad billederne skulle bruges til.

   Optagelserne har aldrig været brugt, og bortset fra, at Loznitsa klipper fra, er de ikke bearbejdet. Eneste kommentar er de grådkvalte officielle speakere, som opfører nyhederne på næsten nordkoreansk vis. Der er scener fra provinsen, hvor skarer af sørgende samles på torve og stationspladser for at høre transmissionen fra Moskva. Alle synes at være i chok. Dét er for filmskaberen det centrale. Man ser et lamslået folk i et handlingsramt land.

EFTER timer med defilerende delegationer, der lægger overdådige bårebuketter ved diktatorens balsamerede lig, følger en monumental statsparade. Stalin bliver ført fra kapellet til mausolæet. Ved indgangen taler først tronfølgeren Georgij Malenkov, så Vjatjeslav Molotov og endelig Lavrentij Berija, chefen for det hemmelige politi og arkitekten bag arrangementet.

   Det er forbløffende politisk teater. Blandt de otte partiledere står også Nikita Khrustjov, som var den, der navigerede dygtigst i tomrummet efter despoten. Berija, som ligner den dygtigste spiller, blev arresteret i juni 1953 og henrettet i december. Molotov blev sat i skyggen, da Khrustjov indledte sin afstalinisering.

SERGEI Loznitsa har, siger han, ønsket at give tilskueren en oplevelse af at være til stede ved begravelsen, ikke som én, der studerer historien, men som et øjenvidne. Mest slående er indtrykket af en befolkning og en administration, der virkelig synes ramt af stor sorg og forvirring. Midt i blomsterorgiet sidder også Stalins søn og datteren Svetlana.

   State Funeral er især interessant, hvis man kender Armando Iannuccis satiriske fiktionsfilm om Stalins død (2017). Den gør i øvrigt et indtryk på linje med The Autobiography of Nicolae Ceausescu (2010), hvor Andrej Ujica på samme subtilt redigerede måde brugte tre timers arkivoptagelser til at skildre den rumænske statsleders regeringstid fra begyndelsen til slutningen.

DET er dét, at billederne får lov at stå, som skaber effekten af implicit beskæring. Især de rene farveoptagelser fra Stalins bizarre begravelse gør et stort indtryk. Fortiden bliver ikke bare nærværende, men overvirkelig og surrealistisk taktil.

   Disse ting var og er vor historie. De politiske udrensninger, etniske folkemord og systemiske overgreb er ikke i syne. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at en kær, elsket far var forsvundet. Vi er altid nostalgiske ofre, siger Loznitsa. Selv dissidenter kan længes efter diktatorens tid.

Se også Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017) og læs mere om Loznitsas film på hans officielle website

State Funeral. Instr. og manus: Sergei Loznitsa. Klip: Danielus Kokanauskis. 122 min. Holland-Litauen 2019. Set på Venice Film Festival 06.09.2019

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Loznitsa.com

Filmene streames ikke i Danmark. A Gentle Creature og Donbass findes på blu-ray. State Funeral distribueres af MUBI, som dog ikke viser filmen p.t.

Teksten er et outtake fra en festivalreportage, skrevet til Weekendavisen i 2019

Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017)

PANIK PÅ DANSEGULVET
Despotens død i sort farceform

Af BO GREEN JENSEN

NATTEN til den 1. marts 1953 blev despoten Josef Stalin ramt af en velfortjent hjerneblødning. Han havde festet med tvangsindlagte stamgæster: sikkerhedschefen Berija, tronfølgeren Malenkov, partisekretæren Khrustjov og forsvarsminister Bulganin.

   De fire var de sidste, som nød tyrannens tillid – sådan da. I biografien Stalin (2005) skriver Bent Jensen: »Formentlig sad de alle og tænkte på, hvornår det mon blev deres tur til at blive anklaget og likvideret.«

   Ingen sagde nej, når Stalin ville drikke. Han havde hersket så længe, så blodigt og irrationelt. Khrustjov beskrev for sin hustru, hvilke vittigheder, der blev fortalt, og hvordan Stalin reagerede. Så kunne han huske det meste næste dag.

STALIN lå hen i fem dage. Alle de gode læger var sendt til lejrene i Gulag, så diktatoren blev tilset af pensionister og studerende. Han gjorde en gestus til slut. Han løftede armen og syntes at pege.

   I Armando Iannuccis mørke satire bliver dét til en urkomisk scene. På væggen for enden af sengen hænger et nationalromantisk maleri, som de forsamlede vidner giver sig til at analysere. Der er mange kreative bud.

   Stalin havde skabt en personkult, der overgik Hitlers. Der herskede dyb rådvildhed, da han døde. Ingen havde tænkt så langt, skønt både Berija og Khrustjov gik med planer om, hvem der skulle arve Sovjetunionen.

   I Stalins død ser vi rotterne pile. Der er vilde intriger og panik på dansegulvet. Det er de samme mænd, som drak med despoten – og Tordenskjolds soldater, hvis man nærlæser listen over, hvem der fik høje embeder i årene under og efter Stalin.

FØRST demonstrerer filmen hans magt. Der er radiokoncert i Moskva, og Stalin beder om musikken bagefter. Der findes ingen optagelse. Produceren går i panik. Han får orkestret til at gentage koncerten og hiver tilfældige folk ind fra gaden, så bifaldet lyder af noget.

   For en tid kan man tørre sveden af panden, da lakpladen bliver kørt afsted. Men pianisten Maria Yudina (Olga Kurylenko) har vedlagt et brev. Her står, hvad hun mener om manden, der ødelagde hendes familie. Det er det sidste, Stalin læser. Han falder endda med en latter.

   Kynikeren Berija (Simon Russell Beale) har ærmet fuldt af populistiske tricks. Han har brugt livet på at få folk til at tilstå, men Khrustjov (Steve Buscemi) er undtagelsen, som ikke vil tie stille. Malenkov (Jeffrey Tambor) går mest op i de officielle fotos. Molotov (Michael Palin) får sin hustru tilbage fra Gulag og har svært ved at erkende, at hun alligevel ikke er en promiskuøs landsforræder.

   Da Berija har fordel, spiller Khrustjov sin trumf. Berijas hemmelige politi har lagt sig sig ud med militæret, og den frejdigt brutale marskal Zhukov (Jason Isaacs) rykker ind og får tingene gjort med panache.

HVOR kommer så skæv en idé fra? Forlægget er en graphic novel af Fabien Nury og Thierry Robin. I Mort au tsar (2010) og La Mort de Staline (2012) fokuserer de på bestemmende begivenheder i russisk historie. Nury lagde fundamentet, da han og tegneren Sylvain Vallée behandlede den franske besættelsestid i Il était une fois en France (2008-09, da. Der var engang i Frankrig). Forlaget Faraos Cigarer har samlet Død over zaren og Stalins død i en kassette med titlen En russisk historie.

   Instruktøren Armando Iannucci er især i England kendt og elsket for komedieserien The Thick of It (2007-15, da. Højt spin), en politisk satire i ånden fra Javel, hr. Minister. Iannucci står også bag Veep (2012-19), HBO-serien med Julia Louis-Dreyfus som amerikansk vicepræsident. Spillefilmen In the Loop (2009) samler seriernes satire i en form, som bliver mere firkantet, fordi der ikke er tid til digressioner. Kun i The Personal History of David Copperfield (2019) vil Iannucci kaste sit komiske blik mere venligt.

   Tonen hos Nury og Robin er i den kynisk kommenterende genre. Hos Iannucci er humoren skruet helt op. Bøddelen Berija og tyksakken Khrustjov løber om kap for at nå først hen til Svetlana, Stalins datter, som sammen med sin bror erfarer, at de ikke er skrevet ind i nogen version af strukturen, som følger efter faderens død.

   Stalins død er en forfærdende film, som næsten naturstridigt magter at være morsom. Jeg anbefaler, at man ser den sammen med Aleksandr Sokurovs Taurus (2001), hvor Stalin besøger den døende Lenin.

   Det er en væsentlig del af pointen, at den mørke latter stikker i halsen. Hvis komedie er lig med tragedie + tid, bliver filmen en buldrende farce ad åre. Nu er den mere en instruktiv fabel i slægt med Joseph Hellers Punkt 22 og Kurt Vonneguts Slagtehus 5.

The Death of Stalin (Stalins død). Instr.: Armando Iannucci. Manus: David Schneider, Ian Martin, Armando Iannucci. Foto: Zac Nicholson. 106 min. Frankrig-UK 2017. Dansk premiere: 14.12.2017.

Fotos: Quad Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Faraos Cigarer

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 15.12.2017

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)

ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.

   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).

   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.

I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.

   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.

   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.

FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.

   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.

   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.

DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.

   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.

   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.

SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.

   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.

   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.

DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.

   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.

   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.

HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.

   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.

Se også Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914; Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).

The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020

Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020