Kenneth Branagh: The Magic Flute/Tryllefløjten (2006)

KOLORATUR TIL VERDENS ENDE

Branaghs bud på en modernisering

Af BO GREEN JENSEN

DET er sandsynligvis en smagssag, om man tænder på ideen om en moderne eventyrudgave af Die Zauberflöte (1791). Mozarts i forvejen ekstravagante anretning, en kagekonstruktion i to akter og mange stillag, der spænder fra lavkomisk lovprisning af småborgerligheden til mystisk reklame for frimurerordenen, er for operaelskere et rart og tidløst klenodie, som man piller ved på eget ansvar.

   Det er filmet flere gange, mest mindeværdigt i Ingmar Bergmans 1975-opsætning, der gør en luftballon til et billede på menneskets udsatte frihed og slipper overraskende godt fra at dyrke det sødladne handlingsspor om Papageno og Papagena.

TUSINDKUNSTNEREN Kenneth Branagh, som vil en masse og kan det meste, har en meget britisk løsning på opgaven. Scenen er fortsat den ganske verden, men fortællingen er skrevet frem i tid og forstørret til kosmisk fantasy.

   En evig skyttegravskrig mellem blå og røde tropper har raset så længe, at ingen kan huske, hvordan den begyndte, eller se en ende på meningsløsheden. De visuelle referencer peger alle på Første Verdenskrig, ligesom Stephen Frys version af Emanuel Schikaneders libretto har en undertone af music hall. Man kan i øvrigt høre, hvad der bliver sunget, hvilket er en lettelse, eftersom filmen mærkværdigvis ikke er tekstet.

PROLOGENS tre kvinder er nu sygeplejersker, som åbenbarer sig for officeren Tamino (Joseph Kaiser) på slagmarken, hvor hele flåder af Sopwith Camels svæver over en labyrintisk forgrening af skyttegrave. Så godt som alle effekter i filmen er skabt med CGI-teknologi, hvilket Branagh tager på sig og gør til et stilgreb. Sarastro (René Pape) synger fra kenotafen på en kirkegård, hvor korsene strækker sig til verdens ende. Nattens Dronning (Lyubov Petrova) gør sin entre på en futuristisk kampvogn. I anden akt zapper hun rundt som en punkteret ballon, da den berømte koloraturarie leveres.

I PRØVELSERNES Tempel, hvor præsten Sarastro er blevet en progressiv feudalherre, ligner verden skiftevis hoffet i Branaghs egen filmatisering af Hamlet (1996) og musicaludgaven af Les Miserables. Også Richard Loncraines nazificerede modernisering af Richard III (1995) kunne være et ophav.

   Som fortællingen skrider frem, bliver Nattens Dronning en perverteret kusine til H.C. Andersens »Snedronningen« og The Wicked Witch of the West i L. Frank Baums Oz-bøger. Det er aldrig for alvor på tale, at Tamino ikke skulle få sin Pamina, og fuglefængeren Papageno leverer som altid anstrengt comic relief. Frimureriets treenigheder gestaltes med loyal fantasi.

UNDERTEGNEDE har ikke forudsætninger for at vurdere de vokale præstationer. Som jeg hører det, er forestillingen drejet i retning ad moderne musikteater, hvilket både klæder og menneskeliggør den. Derimod kan jeg se, at Branaghs extravaganza har aner i kontroversielle musikfilm som Ken Russells Tommy (1975) og Alan Parkers The Wall (1982). Også Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969) kan anes, og det er halvdelen af fornøjelsen ved dette kuriosum: at finde de visuelle citater, fra Wilfred Owens digte til en kæmpemæssig trutmund, der løftes direkte ud af Salvador Dalis ode til Mae West.

BRANAGHS Tryllefløjten er frapperende, uophørligt underholdende og en smule anstrengende at følge i længden. Den er bedst, når den dyrker sit pacifistiske motiv, og svagest i det esoteriske lag. Papageno irriterer som altid, men de tonale trappestiger imponerer så langt, at man gerne vil høre lydsporet igen. Filmen er som en flødeskumskage. Der er muligt, at man glemmer den hurtigt, men farverne smælder, så længe det varer.

Tryllefløjten (The Magic Flute). Instr.: Kenneth Branagh. Manus: Kenneth Branagh og Stephen Fry. Foto: Roger Lanser. 138 min. Frankrig-UK 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.

Fotos: Idéale Audience/ Peter Moores Foundation/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Karl Friedrich Schinkel: Die Sternenhalle der Königin der Nacht (ca. 1815) - Wikimedia Commons

Filmen streames på SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007