Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre]

KØLIG BLÅ SOMMER I HUSET EUROPA

En ironisk salut for senborgerskabet

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Laurent er baseret ved Kanalen i Calais. Fundamentet er et byggefirma med lang tradition og stolte aner. Som de fleste håbløse slægter har dynastiet kendt bedre dage. Lige nu er grundstemningen en desillusioneret pragmatisme, der spejler tidens europæiske ånd.

   Patriarken sidder i kørestol, har kroniske smerter og er mere end mæt af dage. Til gengæld er forstanden skarp, og maneren er om muligt blevet mere spydig. 87-årige Jean-Louis Trintignant, som bar det samme generiske navn i Amour (2013), fortolker karakteren Georges Laurent upåklageligt.

   Sønnen Thomas (Mathieu Kassovitz) har været en skuffelse. Han blev læge og bor med sin nye familie i huset, hvor hver generation har en fløj. Datteren Anne (Isabelle Huppert) har derimod vist sig at være Fars Pige. Hun driver virksomheden og holder styr på de løse kanoner. Familien er fransk ind til benet, men Anne har belejligt forlovet sig med en britisk bankforbindelse (Toby Jones). Alliancen har købt tid og rettet op på en skrantende økonomi.

I REFERAT lyder plottet i Happy End, Michael Hanekes spillefilm nummer 12, som enhver anden senborgerlig soap opera. Mange tv-serier kunne brydes ned i samme skabelon og køre i x antal sæsoner med små forrykkelser i persongalleriet og kampen for at redde familiens ære som narrativ motor. Se bare på Dallas (1978-1991), Dynasty (1981-1989) og Succession (2018-2023). Men her bliver filtret sat af en intellektuel misantrop, som ikke deler slægtens – eller publikums - værdier. Det gør en betydelig forskel.

   Haneke åbner historien fra den mest distancerede synsvinkel. En kvinde bliver iagttaget gennem kameraet i en smartphone, mens tekstbeskeder kommenterer detaljerne i hendes rutine. Tonen er spydig og helt uden medfølelse.

   Haneke begyndte tidligt at tematisere informationsteknologien, som han dæmoniserer og banaliserer med lige dele empati og skadefryd: Bennys video (1992), Funny Games (1997) og Caché (2005) ser samtiden fra samme solidarisk-sadistiske vinkel. I Det hvide bånd (2009) var narcissismen og voyeurismen oversat til historiske forhold i hate mail og snagende dagbøger. Vi så, hvordan nationalsocialismen kom til verden i mellemkrigstidens Tyskland. Vi forstod, hvordan tingene udviklede sig.

DET er uklart, hvem der sender og modtager de hadefulde sms'er. Men børn er sjældent uskyldige poder hos Haneke. De tager jo farve af deres forældre. 13-årige Ève (Fantine Harduin), Thomas’ datter af første ægteskab, har eksperimenteret med at give sin hamster antidepressiv medicin. Måske justerer hun også, af interesse eller kedsomhed, sin flæbende mors foreskrevne dosis. I hvert fald virker medicinen. I næste billede står Anne og beder familien tage godt imod yngste medlem, der så tidligt og tragisk har mistet sin mor.

   Herfra skrider tingene, meget som den forskalling, der styrter sammen og dræber en arbejder på byggepladsen i belastende tv-billeder. Det er Anne, som bærer de fleste scener. Hun skændes med sin egen søn, Pierre (Franz Rogowski), der skammer sig over familien. Hun følger med i sin brors utroskab. Anne passer også domicilet, hvor en stab af marokkanske tjenestefolk går til hånde.

   Der er meget at se til i Huset Laurent. Anne behandler alle utålmodigt overbærende, som var det børn, hun talte til. Isabelle Huppert er født til at spille de roller.

   

NÅR filmen bevæger sig rundt i Calais, er gaderne fulde af migranter, som venter på passage. Selvrevseren Pierre tager dem med til bryllupsfesten. Her vil Ève og Georges Laurent demonstrere, hvor godt yngste og ældste generation forstår hinanden. Der er en morsom, makaber og inderlig slutning. Den ironiske titel står mejslet.

   Happy End er en subversiv svikmølletur gennem Hanekes faste motiver. Der er et opsummerende præg over filmen, som genbruger træk og teknikker i en multiplotfortælling, som nærmest siger modsatte af Ukendt kode (2001), hvor Haneke på samme måde zoomede ud og panorerede hen over en personkreds i dagens indhegnede Europa.

   Han var dengang forbeholdent optimistisk. Det er han ikke mere.

MICHAEL Haneke præsenterede filmen på Cannes Festivalen i 2017. Happy End lignede da en afskedsalut fra den 78-årige østriger, som altid har udfordret normaliteten og afstumpetheden. Han er siden begyndt at skrive og instruere Kelvin’s Book, en engelsksproget føljeton, som skal streames i ti episoder. På hvilken platform vides ikke endnu, men der er stadig mere stof og mørk latter i den grånende antifascist.

   Her samler Haneke den europæiske familie til en sidste ironisk hyggestund i Calais. Happy End er en sædeskildrende gravskrift. Det bliver næppe mere senborgerligt.

RIP Jean-Louis Trintignant 1930-2022

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

Happy End. Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 108 min. Frankrig-Tyskland-Østrig-Italien 2017. Dansk premiere: 28.03.2018.

Fotos: Les Films du Losange/ X-Filme Creative Pool/ Wega Film/ France 3 Cinéma/ WDR/ Bayerischer Rundfunk/ ARTE France/ CNC/ Österreichisches Filminstitut/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 26.03.2018

Anmeldelsen trykt [i kortere version} i Weekendavisen Kultur 29.03.2018

Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]

FASCISMENS FØDSEL

Michael Hanekes ubønhørlige metode

Af BO GREEN JENSEN

ØSTRIGEREN Michael Haneke (f. 1942) må være en af de mindst behagesyge instruktører nogen sinde. Fra Det syvende kontinent (1989) og Bennys video (1992) til Caché (2005, da. Skjult) og Happy End (2017) har han afdækket europæisk fortrængning og boret i den tyske skyld, som han aldrig undlader at tage på sig. Kun tidehvervsfilmen Code Inconnu (2000, da. Kode: Ukendt) og Oscar-vinderen Amour (2012) har haft mere sanselighed og en varmere farve. Ellers er Hanekes ubehag konsekvent.

   Haneke plejer at arbejde i Frankrig og gjorde også et engelsksproget forsøg, da han i 2007 genindspillede Funny Games (1997) i USA. Das weisse Band var hans første tyske film i ti år. Ved European Film Awards blev den kåret som den bedste europæiske titel i 2009, og i Cannes fik Haneke årets Palme d’Or. For det første var der tale om en klar film fra en klassisk auteur, der ofte havde været tæt på Guldpalmen. For det andet blev prisen et ærefuldt kompromis for en jury, som var delt mellem Jacques Audiards Un Prophète og Lars von Triers Antichrist.

DET er en frygtindgydende gennemført film. Das weisse Band udspiller sig i en nordtysk landsby, Eichwald, og folder sig ud over cirka et år, det sidste før krigsudbruddet i august 1914. Sæder og skikke signalerer dog en tidligere periode. Samfundet er landbrugsbaseret, og den sociale rangorden strengt feudal. Alle arbejder for den lokale herremand, Baronen, som er gammeldags og ulykkelig sammen med sin yngre hustru, der har forladt ham mentalt og er emigreret til Italien, allerede før parrets søn bliver mishandlet i skoven.

   Skildringen af det indadvendte, ekstremt restriktive samfund er bundet op på en række makabre attentater, der sammen med regulære voldsudbrud er symptomer på de irrationelle lidenskaber, som ligger lige under overfladen. Byens læge kommer til skade, da hans hest snubler over stram ståltråd. Jordemorderens søn, et engleblidt mongolbarn, bliver blindet og skændet. Nogen sætter ild til Baronens lade, og hver gang et ildevarslende hærværk finder sted, står børnene fra koret og taler som med én stemme gennem præstens store pige.

HANEKE lægger sin beske fortælling i munden på byens skolelærer, der på lydsporet taler ærligt og irriterende sirligt om de dunkle riter, han som tilflytter ikke for alvor har del i. Selv er han optaget af at dyrke sit forhold til Eva, som han håber vil blive hans hustru. Også dette spor blomstrer over et år. Det bliver til slut slået fast – måske mere demonstrativt, end godt er – at krigsudbruddet kommer som en forløsende kraft, at fascismen er en forlængelse af fortrængning og pervertering i den fælles, strengt protestantiske husholdning.

   Man mister al sympati for lægen, da han ydmyger jordemoderen, som har taget sig af alle hans behov. I stedet giver han efter for sin incestuøse kærlighed til husets store datter. Værst af de skildrede patriarker er dog byens præst, som selvretfærdigt skoser sine børn. Det er ham, der tvinger sin søn til at bære en hvid sløjfe om armen, så drengen kan blive mindet om de rigtige måder, når hans rebelske natur forleder ham. Det er tydeligt, at præsten selv tror på sine absolutte leveregler. Det bliver forbrydelsen blot større af.

   

DAS weisse Band er en streng og også lidt selvtilfreds film, der fortæller med eksemplarisk klarhed. Den tager Hanekes store tema, det europæiske borgerskabs selvhad, og gør det frisk ved at skyde det tilbage i historien. Filmen har ikke energien og ambivalensen fra La Pianiste (2001, da. Pianisten) og den i alle henseender fremragende Caché, men den er en triumf for Hanekes ubønhørlige metode. Han har længe cirklet om såret i symbolsk realisme og moderne allegorier. Det må efterhånden være et spørgsmål om tid, før Haneke prøver at skildre nazismen i direkte form.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

Det Hvide Bånd (Das weisse Band – Eine deutsche Kindergeschichte ). Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 144 min. Tyskland-Østrig-Italien-Frankrig-Canada 2009. Dansk premiere: 14.01.2010.

Fotos: X-Filme Creative Pool/ Les Films du Losange/ Lucky Red/ ARD Degeto/ Bayerrischer Rundfunk/ ORF Film/ France 3 Cinema/ Camera Film/ Sony Pictures Classics, YouTube (HD Trailer + clip)

Filmen streames på Apple TV, BlockBuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 15.03.2010

2K Blu-ray fra TF1 i boxsæt Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.01.2010

Den gode tysker: Claus von Stauffenberg 1907-1944 [Tysk modstandskamp 3]

DEN GODE TYSKER

Claus von Stauffenberg 1907-1944

Af BO GREEN JENSEN

OBERST Claus Philipp Maria Schenck Graf von Stauffenberg var manden, som kom tættest på at dræbe Adolf Hitler i tide. Den 20. juli 1944 stod han i spidsen for det mest omfattende forsøg på at likvidere despoten og tage magten i Det Tredje Rige, så en nogenlunde anstændig fred kunne sluttes med resten af verden.

   Som bekendt lykkedes kuppet ikke. Hitler overlevede 20 mordforsøg i perioden 1920-44. For hver gang blev han mere overbevist om, at de himmelske magter var med ham.

   Forløbet er ofte skildret i tysk film, første gang i 1955, da Falck Harnacks Der 20. Juli og Georg Wilhelm Pabsts Es geschah am 20. Juli konkurrerede om at sige sandheden, men senest og bedst i Jo Baiers tv-film Stauffenberg (2004) med Sebastian Koch i titelrollen. Herhjemme har Stig Dalager skrevet romanen To dage i juli (2002). Bryan Singers amerikanske storfilm, Valkyrie, føjer intet til disse fremstillinger, men han fortæller historien for et ungt publikum, der sandsynligvis aldrig har hørt den.

SINGER går til opgaven med den samme bogstavelighed, som kendetegnede hans Stephen King-filmatisering Apt Pupil (1998, da. Den gode elev), hvor sir Ian McKellen havde rollen som eksileret nazist. Fordi Singer i 1994 signerede den underfundige The Usual Suspects, har man hver gang ventet sig raffinementer, men måske er han slet ikke interesseret i at være subtil. Hans to X-Men-film og Superman Returns (2006) hører til de bedste superheltefilm, fordi de tager stoffet særdeles alvorligt. Lige sådan er Valkyrie sikrest i tonen, når den ligner et særtryk af Commando, Kampflyver eller Attack.*

   Som yngre jødisk amerikaner – han er født i 1965 i New York – har Singer et nyfigent, vagt pornografisk forhold til naziregimets insignier, indercirklens ritualer, hele kulturens okkulte dødsaura. I Apt Pupil kom det forløsende højdepunkt, da Ian McKellen trak i fuld SS-uniform i en kælder et sted i Midtvesten.**

   Også Valkyrie er mærkbart fascineret af uniformerne og hagekorssymbolet. Selv sproget bliver en dæmonisk effekt. Valkyrie åbner med tæt lyd og krøllede bogstaver, mens Stauffenberg fører sin systemkritiske dagbog. Tom Cruise siger de første replikker på tysk. Så glides der over i engelsk, og en bombe slår ned i den afrikanske ørken, hvor von Stauffenberg pådrager sig svære kvæstelser.

I FILMEN betoner von Stauffenberg og statskuppets øvrige bagmænd, at nogen måtte vise resten af verden, at hele Tyskland ikke var nazistisk. De taler allerede i datid, for samtiden er opgivet, kun eftertiden har betydning.

   Ellers er Valkyrie koncentreret omkring logistikken. Snittet er lagt som i en krigsfilm fra 1970erne, med stressende underlægningsmusik og forvirrende faktuelle beskeder. Filmen er i vid udstrækning optaget på autentiske locations i Berlin. Det gør ikke nødvendigvis tonen autentisk, men det gør unægtelig oplevelsen mere konkret, så tilskueren må undre sig endnu en gang: Det er og bliver fantastisk, at disse ting fandt sted i Europa for 80 år siden.

TOM Cruise fungerer udmærket som Stauffenberg. Han spiller rollen uden at smile en eneste gang, heller ikke i selskab med hustruen Nina (Carice van Houten fra Paul Verhoevens The Black Book, en anderledes vital film om besættelsestiden i Holland) og børnene. Man får så godt som intet indtryk af personen bag pligtmennesket.

   Ganske bizart, men helt i tråd med en hævdvunden Hollywood-konvention, er britiske karakterskuespillere castet som nazistiske dissidenter: Kenneth Branagh, Bill Nighy, Terence Stamp, Eddie Izzard, Tom Wilkinson som den opportunistiske general Fromm. Desværre ligner David Bamber ikke Hitler særlig godt.

   

CHEFFOTOGRAFEN Newton Thomas Sigel realiserer de store kampscener i rystede digitalbilleder, som er drænet for varme farver. Det er kun i begyndelsen, at filmen arbejder med en markant æstetik. Fordi udfaldet er kendt på forhånd, og karaktererne går med en følelse af at leve lige før natten, kunne man ellers forvente, at Singer ville efterstræbe en atmosfære af kollektiv Götterdämmerung. I stedet dyrker han saglige rekonstruktioner, hvilket på én gang er et kedeligt valg og en anstændig metode. Det er en film, som hellere siger for lidt end for meget.

   Valkyrie er slet ikke dårlig, men det er svært at se en idé med filmen, bortset fra den oplysende illustrative. Resultatet står ikke mål med den kontrovers, som er gået forud for premieren. Det er i udtalt grad en film for et amerikansk publikum. For europæere er den for elementær i sin skildring af den tyske modstand, der blev nærværende i Marc Rothemunds Sophie Scholl - die letzten Tage (2005), og som historisk scenebillede er den på alle måder mindre end Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004).

*) Commando, Kampflyver og Attack var sejlivede krigstegneserier, som fyldte meget, hvis man var barn i 1960ernes Danmark. Se den uddybende note i opslaget om Darkest Hour (2017), Joe Wrights biografiske skildring af Winston Churchill i året for Dunkirk og Blitzen.   

**) Singers særlige interesser ramte ham som en boomerang, da #MeToo-bevægelsen tog fart i 2017. Ligesom Kevin Spacey, der havde en af sine mest ikoniske roller som fantomet Keyser Soze i Singers The Usual Suspects, blev instruktøren anklaget for at udnytte yngre mænd. Han blev fjernet fra produktionen på Bohemian Rhapsody (2018), filmen om Freddie Mercury, selv om han af kontraktuelle årsager er krediteret som instruktør. Siden har der været stille omkring den før så fejrede filmskaber. 

Operation Valkyrie (Valkyrie). Instr.: Bryan Singer. Manus: Christopher McQuarrie og Nathan Alexander. Foto: Newton Thomas Sigel. 121 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 06.02.2009

Fotos: MGM/ United Artists/ Bad Hat Harry Prioductions/ Studio Babelsberg/ Wide Pictures/ RAI Cinema/ TF1 Films Productions/ Dentsu/ Toho-Towa/ Pony Canyon/ SF Studios/ 20th Century Fox/ Amazon MGM Studios, YouTube

Filmen streames på AMAZON PRIME | MGM, Apple TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Metro-Goldwyn-Mayer 24.09.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.02.2009

Medløberens historie: Et tysk liv (2017)

MEDLØBERENS HISTORIE

Propagandaministerens sekretær taler ud

Af BO GREEN JENSEN

BRUNHILDE Pomsel blev født i Berlin den 11. januar 1911. Da hun døde i 2017, den 27. januar, var hun netop fyldt 106. Hun døde på et plejehjem i München. Hun er 103, da hun fortæller til Christian Krönes i Ein deutsches Leben. Dokumentaristen er født i 1961, samme år Berlin-muren blev rejst. De kan mødes på en mellemgrund, hvor ingen er naiv.

   Pomsels liv var ordinært, i hvert fald som hun selv fremstiller det. Hun bliver spurgt, fordi hun i årene 1942-45 var sekretær i ministeriet, hvor Joseph Goebbels tilrettelagde den nazistiske propaganda. Hun fik jobbet, som var velbetalt og fyldt med frynsegoder, fordi hun kunne skrive på maskine. Endvidere var hun »naturligvis« blevet medlem af Partiet.

   Det er dette »naturligvis«, som Krönes vil undersøge. Hans erklærede hensigt er at fortælle »die Geschichte der Mitläufer und Profiteure, der Duckmäuser und Wegseher«. Altså historien om medløberne og profitmagerne; krysterne, der dukkede sig og så den anden vej.

   Det forstår Brunhilde Pomsel. Det er ikke første gang, hun retfærdiggør sig. Flere steder i filmen tager hun sig til hovedet og forklarer, hvordan hun altid siger til »de, der er unge i dag«, at de ikke kan begribe, hvor anderledes verden var.

POMSEL meldte sig ind i Partiet i 1933. Hun arbejdede da for Hugo Goldberg, en jødisk forsikringsmand, som var ved at afvikle sin praksis, Måske kunne han se, hvad der kom. Det kunne Pomsel ikke. Hun var forvirret første gang, hun gik med kæresten til et stævne i Sportspalast.

   Hun havde håbet at høre musik eller se kunstskøjteløb. I stedet var hallen fuld af svedige mænd. En tyk mand stod på scenen og talte om ting, som hun ikke forstod. Det var Hermann Göring. Hun sagde til Heinz, at han aldrig måtte tage hende derhen igen.

   Via Heinz fik Brunhilde kontakt med krigshelten og nationalsocialisten Wulf Bley, som skrev på sine erindringer. Via Bley blev hun sekretær i tysk radio. Eva Lowenthal, hendes bedste veninde, var jødisk og kom tit forbi stationen. Pomsel så hende sidste gang i 1943.

   Pomsel endte hos Goebbels ved en tilfældighed. Hun fortæller om hans ulastelighed og chokket, man fik ved at se ham forvandle sig til »en rablende dværg«. Hun stod bag scenen, da Goebbels holdt sin »Vil I den totale krig?«-tale. Hun kalder hengivelsen for »et naturfænomen«.

   Pomsel ser ikke sig selv som nazist. Hun erkender, at hun nød at have penge. Ja, hun kunne se, at jøder forsvandt, men det er ikke sandt, at alle vidste, hvad der foregik. I ministeriet fik personalet at vide, at de deporterede jøder blev genhuset i Sudeterlandet.

POMSEL er velformuleret og eftertænksom. Hun er påfaldende reflekteret omkring, hvor ureflekteret hun var. Hun græder to steder i filmen. Først da hun taler om Sophie Scholl og de øvrige medlemmer af modstandsgruppen Weisse Rose, som blev henrettet i 1943. Pomsel husker, at hun holdt sagsmappen i sine hænder.

   Anden gang er, da hun husker sin jødiske veninde. I 2005 besøgte Pomsel det nyindviede Mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin. Hun spurgte på kontoret og fik svar. Eva Lowenthal blev arresteret i november 1943 og døde i Auschwitz i 1945.

   Pomsel var med i bunkeren, hvor Hitler og familien Goebbels begik selvmord. Hun var russisk fange i fem år. I 1950 kom hun hjem og genoptog sit radioarbejde. Hun blev chefsekretær for Lothar Hartmann, den første programdirektør i ARD. I 1971 blev hun pensioneret.

   Pomsels pointe er enkel: »Nej, jeg betragter ikke mig selv som skyldig. Hvis jeg er, må man anklage hele det tyske folk, der stemte, så denne regering fik magten. Det var vi alle med til. Også jeg.«  

                              

SAMTALEN bliver afbrudt af arkivfilm: tysk, amerikansk og russisk propaganda, uredigerede optagelser fra ghettoer og koncentrationslejre. Østrigere som jubler, da tyske tropper gennemfører Anschluss. Tyskere, som begraver kz-ofre, mens en fortæller beder dem føle kollektiv skyld.

   Citaterne er ikke altid logisk anbragt, men det er sjældne og velvalgte klip. De fleste stammer fra Steven Spielberg Film and Video Archive i Jerusalem og US Holocaust Memorial Museum i Washington.

   For Krönes handler filmen også om østrigsk selvforståelse. Han ser Et tysk liv i forlængelse af Michael Hanekes Det hvide bånd (2009), som beskrev nationalsocialismens rødder i fiktionsform. »Den 103-årige kvinde kunne være den lille pige i Det hvide bånd.«

   Brunhilde husker, at hendes far kom hjem fra 1. verdenskrig. Pludselig var der en fremmed mand i huset. Han slog sine børn og forbød dem at bruge natpotter. Hun mener selv, at hun kunne have udviklet sig anderledes, hvis børn i 1918 blev opdraget som i 2016.

FILMEN er i sort-hvid og bruger Pomsels rynkede ansigt med skulpturel effekt. I 2002 nåede Traudl Junge, Hitlers sidste privatsekretær, at fortælle sin historie til André Heller i dokumentaren Im toten Winkel. Junge havde flere spørgsmål til sig selv.

   Er disse film andet og mere end voyeuristiske beretninger? Ja, de er nødvendige udsagn fra historiens sidste levende vidner. I ét har Brunhilde Pomsel jo ret: Ingen af os kan vide, hvordan det var.

   Det er let at se klart med bagkloge øjne. Begge kvinder taler med bæven i stemmen om Sophie Scoll. Junge vedgår sin medskyld. Pomsel beklager, men forsvarer den unge version af sig selv.

PS 2025: Dokumentaren om Brunhilde Pomsel gjorde stort indtryk. Den britiske forfatter og dramatiker Christopher Hampton så sceniske muligheder i teksten og skrev forestillingen A German Life, en monolog i spillefilmslængde, som blev uropført på Bridge Theatre i London i 2019. Dame Maggie Smith (1934-2024) havde sin sidste store teaterrolle i A German Life. En filmudgave af forestillingen blev annonceret. Ifølge IMDB er den stadig i produktion. Monologen er opført i bl.a. Australien, Italien og Grækenland. Liv Helm instruerede Kirsten Olesen i den danske version, som fik premiere på Det Kgl. Teater og turnerede landet over i januar 2023. Christopher Hamptons skuespil udkom på forlaget Faber i 2019.

Et tysk liv – Goebbels’ sekretær (Ein deutsches Leben). Instr. og manus: Christian Krönes, Olaf Müller, Roland Schrotthofer, Florian Weigensamer. Foto: Frank von Vught. 107 min. Østrig 2016. Dansk premiere: 25.01.2018. 

Foto: Blackbox Film/ Kimstim Films/ Salzgeber & Company Medien/ Camera Film

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, PLUTO TV, SF Anytime

Ingen BD-udgivelse - DVD fra Salzgeber & Co. Medien (Tyskland) 18.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.01.2018 

Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]

DEN TYSKE ROSE

Sophie Scholl 1921-1943

Af BO GREEN JENSEN

OLIVER Hirschbiegels Der Untergang (2004), filmen om de sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en forløsning.

   Somme tider må der unge øjne til, hvis en gammel sandhed skal træde klart frem. Der Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.

   Hirschbiegel citerer direkte dokumentarfilmen In toten Winkel – Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld, manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet, kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.

   I Der Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er det Junges egen stemme fra interviewet i In Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:

   »Jeg har nok stillet mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg, og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man måske også havde kunnet få noget at vide.«

MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’ ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De opfordrede til civil lydighedsnægtelse.

   Sophie Scholl blev arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22. februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45 2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller erklærede ingen spørgsmål at have.

HOVEDPARTEN af Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.

   Mohr var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen. Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.

   Filmens hjertested er imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen, tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.

SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.

   Det er selve ungdommen, der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med periodedetaljer. På trods – og på grund – af de mange epokale ugerninger, som skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.

   Det unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.

   Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005, hvor Julia Jentsch modtog en Silberner Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.

Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005

Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray {4K restoration) fra Zeitgeist Films 27.02.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.09.2005