Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992

RÅ KÆRLIGHED
Francis Bacon og George Dyer

Af BO GREEN JENSEN

MALEREN Francis Bacon, en af det 20. århundredes betydeligste kunstnere, og den småkriminelle George Dyer havde stort set ingenting tilfælles. Faktisk ville de næppe have mødt hinanden, hvis ikke skæbnen et øjeblik havde blundet. Dyer kom bogstaveligt dumpende ned i Bacons tilværelse, da han under et indbrud faldt gennem loftet i kunstnerens atelier. Bacon bad Dyer lægge tøjet og blive. Så kunne han få, hvad han ville.
   Det var i 1964. Syv år senere, mens Bacon blev hædret ved åbningen af sin retrospektive udstilling på Grand Palais i Paris, tog Dyer sit liv på hotellet, hvor de to mænd delte endnu en seng. Det er i afstanden mellem disse årstal, at filmskaberen John Maybury har fundet råmaterialet til Love is the Devil, et portræt af den berømte og berygtede landsmand.

SOM menneske var Bacon ikke mindre kold og skræmmende end sine billeder. Disse viser typisk forvredne kroppe og skrigende ansigter, der er fastholdt i en form, som både mimer og spotter kirkens billeder. Hans foretrukne ikonografiske udtryk var det monumentale triptykon, der som en profan altertavle vrider motivet i tre parallelle versioner. De besøgende har ofte et efterbillede af råt kød i kvalmende mængder, når de forlader en udstilling af hans arbejder.
   Bacon var i øvrigt erklæret bøsse og praktiserende masochist. Han tændte på vold, og det var ikke mindst derfor, han malede dens udtryk, men både hans liv og hans billeder var samtidig præget af en total distance og objektiv kulde, som gjorde at han kunne leve og på sæt og vis trives med sine dæmoner. Han nød at underkaste sig, men var af psyke snarere selv sadisten. Ikke mindst dette fik George Dyer at føle, og det kunne den jeg-svage mand slet ikke håndtere.

JOHN Maybury bruger kærligheden mellem de to mænd til at skildre Bacon som kunstner og menneske. Bacon selv trak ingen grænse mellem liv og arbejde. Han boede mere eller mindre i sit atelier, men må nu og da have færdedes i videre sfærer end hér, hvor vi kun ser ham sammen med Dyer derhjemme og i færd med at jage, sladre og drikke blandt ligesindede, når han besøger den legendariske bøsseklub The Colony Room.
   Mayburys film bygger på journalisten Daniel Farsons biografi The Gilded Gutter Life of Francis Bacon (1993). Farson havde selv sin gang i The Colony Room, hvor indehaversken Muriel Belcher holdt hof. Hans journalistiske speciale var utraditionelle samtaler med berømte og berygtede personer. Nogle af disse er samlet i bogen Sacred Monsters (1988), hvor også Bacon portrætteres. Den kan bestemt anbefales.

DET samme kan Mayburys fremragende film. Derek Jacobi spiller Bacon med suveræn autoritet og en indlevelse, som gør både den grusomme og den milde side af manden troværdige. Som kæresten Dyer (og ti år før rollen som James Bond) er Daniel Craig skiftevis forvirret og forelsket, benovet og fortabt, mens han slår sig på hjernen med piller og sprut for at holde de indre dæmoner i ave. Disse kravler dog frem i hans drømme, mareridt som irriterer Bacon til grænseløshed, men samtidig gør hans hengivenhed større.
   Vi er nemlig aldrig i tvivl om, at Bacon elsker Dyer på sin måde. Han holder hånden over ham, når de øvrige karikaturer i miljøet bliver spydige – at såre Dyer offentligt er Bacons privilegium – og han taler ved flere lejligheder til veninden Isabel Rawsthorne (Anne Lambton) om de »andre kvaliteter«, som kæresten besidder. Han malede jo Dyer, nøgen og martret, ved flere lejligheder. For Bacon var dét vel den højeste gestus.

DE fleste af hans motiver var »fundne«, Eisenstein-ansigtet fra Panserkrydseren Potemkin blev i Bacons version et moderne ikon, over tid smeltet sammen med portrættet af den skrigende pave Innocens, som han egentlig havde fra Diego Velázquez. Efter Dyers død fulgte en række »sorte triptykoner« og endelig, i 1970erne, en serie markante portrætter og selvportrætter. Siden mødte han modellen John Edwards, der internt fik den samme funktion som George Dyer, men var bedre gearet til kulden og livshastigheden. Edwards, som er Bacons arving og eksekutor, nedlagde forbud mod direkte brug af Bacons arbejder i filmen.
   På den måde gjorde han Maybury en tjeneste, for det er sjældent overbevisende – og faktisk ofte komisk – når den kunstneriske skabelsesproces søges skildret på film. Skønt Jacobi fnyser og grimasserer, mens han i action painting-modus kradser en flosset cirkel på lærredet, bliver fremstillingen af det arbejdende geni aldrig helt så klichébelastet, som den slags scener typisk var i ældre film. Kirk Douglas' mandigt præcise van Gogh i Vincente Minnellis Lust for Life (1956, da. Filmen om Van Gogh) er et forstemmende eksempel. Maybury lægger sig snarere efter Julian Schnabel, der med Basquiat (1996) og At Eternity's Gate (2018, da. Van Gogh – Ved evighedens port) har leveret gode bud på en ny slags film om den levende kunstner.

   

MAYBURY skildrer Bacons kunst som en tilstand, snarere end som en sfære for sig. Han tager primært afsæt i Dyers forvrængede mareridt – især den tilbagevendende drøm om en nøgen mand, blodindsmurt og maskeret, der balancerer på en slags papegøjepind – men ser lige så ofte Bacons motiver som visuelle ekkoer af de steder, hvor han færdes med resten af kredsen, og som en reaktion på hele livsfarven i begyndelsen af de britiske 60ere.
   Nok er London langsomt begyndt at swinge, men der er flere år til ungdomsoprøret, og dagene domineres af fugt, brune kulører, gennemgribende konformisme og grænseløs berøringsangst.
   Bacon er både af sin tid og uden for den. Kulden i de brutale miljøer, han opsøger, skildres med skræmmende indlevelse. Jack Gold instruerede i 1975 en fremragende tv-film om excentrikeren Quentin Crisp – John Hurt spillede titelrollen i The Naked Civil Servant – der sprang ud som transvestit og superbøsse i samme periode. Vi møder det samme London hos John Maybury.

DA Dyer og Bacon overværer en boksekamp, får sidstnævnte et varmt blodsprøjt i ansigtet, og vi fornemmer hans stammende ophidselse. Senere ser han Panserkrydseren Potemkin sammen med Isabel Rawsthorne, og hun må bede ham lade være med at hvine og stønne under de legendariske scener fra trappen i Odessa.
   Senere, da Bacon graver fotoet af et blødende ansigt med knuste briller frem af sine dybe skuffer, har vi således fået et vink med en vognstang. Vi kender det næste motiv, han vil skildre. Den gnidrede kvalitet, som er det mest foruroligende i Bacons udviskede ansigter, genfinder Maybury i de forvrængede refleksioner i spejlet, som hænger over baren i The Colony Room. At Bob Fosse anvendte den samme effekt så definitivt og uforglemmeligt i Cabaret (1972), er ikke Mayburys fejl: Den er også her særdeles overbevisende.

IKKE alle de visuelle henvisninger er så alvorstunge. I atelieret ser vi hjørnet af et maleri stikke frem. Det viser en wc-kumme, og i sin brandert kan Dyer ikke se forskel på kunsten og virkeligheden. Han lader sit vand op ad maleriet, og vi kan næsten høre Bacons ramaskrig.
   Filmen springer derfor denne scene over. Love is the Devil er nemlig også en film, der respekterer og tror på sit publikum. Den bjergtog de fleste, som så den på Cannes Festivalen i 1997, og ved gensyn virker den om muligt mere overvældende. Den er sine steder klippet så voldsomt, at man formelig vrider sig i stolen, næsten som Bacon ved ringsiden, og i japaneren Ryuichi Sakamotos metalliske maskinmusik har den sit optimale score. Det er en hård og alligevel mærkeligt nænsom film, der til fulde lever op til sin titel.

Love is the Devil – Studie til et portræt af Francis Bacon (Love is the Devil: Study for a Portrait of Francis Bacon). Instr. og manus: John Maybury. Foto: John Matheson. 90 min. UK 1998. Dansk premiere: 23.04.1999.

Foto: BBC Films/ Francis Bacon Estate/ Strand Releasing/ BFI/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra Strand Releasing (region A) og BFI Video (region B) 2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.04.1999.