Farce, fabel, satire og drama: Parasite (2019) [Oscars 2020]

GRIMME, DUMME, BESKIDTE

Årets Oscar-favorit er en svimlende opsang til tiden 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE er fattige, andre er rige. Der bliver flere af den første slags, og for den sidste procent kender velstanden slet ingen grænser. Det er vel blot, som det er og bør være. Liberalistisk realpolitik, ikke sandt?

   Afstanden mellem hob og elite er vokset. Vi føler det selv i høflige demokratier. I uregulerede samfund er forskellen blevet en afgrund. Måske er kunsten til for at vise dét, som alle ser, men ikke taler om. Det kunne være forklaringen på, at så mange stærke politiske fabler for tiden kommer fra asiatiske filmskabere.

   Årets vinderfilm i Cannes var sydkoreaneren Bong Joon-hos Parasite. Juryformanden Alejandro González Iñárritu sagde i sin motivation, at der var en særlig energi i film, som brugte genreelementer til at tale politisk, og Bongs var den bedste i bundtet.

   Parasite er i hvert fald en ener. Den gør med satire og horror, hvad japaneren Hirokazu Kore-edas Shoplifters gjorde med patos og humanisme i 2018. Shoplifters fik både Guldpalme og Oscar. Det kan sagtens gå Parasite lige sådan.

FILMEN følger en fattig familie, der er vant til at være B-mennesker. De bor i en grundfugtig kælder. Berusede kunder fra gadens bodega forretter deres nødtørft ved køkkenet. Når kommunen sprøjter for kakerlakker, står vinduet alligevel på klem. Giften svier i lunger og øjne, men skadedyrsbekæmpelsen er gratis – og et af mange halve symboler, som den sociale fabel er fuld af.

   I første scene har teenagebørnene problemer med at finde et åbent wifi-signal. Der kommer klager over de 1.000 pizzaæsker, som patriarken Ki-taek (Song Kang-ho fra The Host og Bongs øvrige film) har tjent sorte penge ved at lade familien folde forkert. Det er dog en pointe, at de foldede æskerne sammen. Kælderfamilien gør alting sammen.

   En medalje på væggen afslører, at den barske mor, Chung-sook (Chang Hyae-jin), engang var olympisk mester i hammerkast. Sønnen Ki-woo (Choi Woo-sik) skal til jobsamtale og forklæder sig som elitestudent. Datteren Ki-jung (Park So-dam) er til mere til smart tøj og hurtige sange. Hun forstår sig dog på at forfalske og skaffer sin bror et eksamensbevis.

KI-WOO bliver huslærer hos den rige Park-familie, som bor i et arkitekttegnet glashus. Han skal lære datteren engelsk. Hun forelsker sig i ham. Det passer fint. Da en forpost er etableret, sørger Ki-wook for, at den faste chauffør bliver fyret, så hans far kan overtage posten. Der er snart renset ud i husstanden. Ki-jung får arbejde som nanny. Kronen på værket er fyringen af den gamle hovmesterinde, som altid har boet i huset.

   Da Mor Hammerkast flytter ind, er Gøgereden endelig fuld. Kælderfamilien lykønsker hinanden. Imens har publikum ikke fattet den mindste sympati for Mønsterfamilien, som ejer glashuset. Den fantasirige Mr. Park er fjern og fraværende. Hans hustru er naiv og ubehjælpsom. Drengen er et diagnosebarn. Kun datteren, som Ki-woo holder af, er skildret med mere end formel sympati.

   Mens familien Park er på campingtur, flader snylterfamilien ud i stor stil. De drikker og fråser som Buñuelske vagabonder ved en symbolsk beggars’ banquet. Så ringer det på. Den gamle husholderske vender tilbage, og filmen slår vinduet ind til en ekstra dimension. For i kælderen under huset har hendes mand i årevis levet godt og usynligt.

  

I BONG Joon-hos allegoriske virkelighed er der altid et ekstra lag underverden, en kælder under kælderen og ikke nogen bund at nå.

   Filmen har i sin mentalitet den samme beske absurdisme som Joseph Loseys The Servant (1963, da. Snylteren) og Brutti, sporchi e cattivi (1976, da. Grimme, dumme og beskidte) af Ettore Scola, hvor familien bor på en losseplads. Der er heller ikke langt til Andrej Svjagintsevs Elena (2011), hvor husbestyrerskens familie overtager huset, da oligarken er skaffet af vejen. Det handler om værdighed, dybest set, skønt der er megen mørk situationskomik.

   Efter farce og satire følger horror og suspense. Så træder Parasite i karakter som en tragisk fabel, der vil mere end leg med stilistiske filtre. Bongs film har skabt en fantastisk situation. Nu skildrer den, hvad der videre sker, med fotografisk realisme og absolut troværdighed.

   Familien i lyset har fæstet sig ved lugten, der hænger om kælderfamilien. Ki-taek kan lugte den selv, og han væmmes. Ved en overdådig børnefødselsdag, hvor de rige par drejer og kvidrer på græsset, tager han en logisk og velfortjent hævn, men det er kun begyndelsen på den metafysiske afvikling. Du skal se det, før du tror det, simpelt hen.  

BONG har undersøgt temaet før, i hævnhistorien Mother (2011). Han er en original billedskaber, der bruger hele det tekniske apparat og forlener en mytisk fortælleform med psykologisk realisme. Der blev grinet i skægget, da han ankom med The Host (2006), en effektfuld katastrofegyser, som på samme tid var sjov, fantastisk og realistisk.

   Efter Snowpiercer (2013) og Netflix-filmen Okja (2017) blev der ikke grinet mere. Sammen med Park Chan-wook (Oldboy) og Lee Chang-dong (Burning) er Bong blandt Koreas førende filmskabere. Nu er kældermennesket anerkendt som en mester.

Parasite var Oscar-nomineret i 6 kategorier og vandt de 4 store Academy Awards: Best Original Screenplay, Best Achievement in Directing, Best International Feature Film og Best Motion Picture of the Year.  

Parasite (Gisaengchung). Instr. Bong Joon-ho. Manus: Jin Won Han og Bong Joon-ho. Kamera: Kyung-pyo Hong. 132 min. Sydkorea 2019. Dansk premiere: 25.12.2019.

Fotos: CJ Entertainment/ Barunson E&A/ Camera Film/ Curzon Film Distributors/ YouTube 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Curzon Film World 23.11.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2019