Tom Ford | Christopher Isherwood: A Single Man (2009) [Bogen og filmen]

ENLIG HERRE, ENE MAND

Christopher Isherwoods sorgarbejde

Af BO GREEN JENSEN

HVER morgen vågner han tidligt, som sorgramte mennesker nu engang gør. Han er mere følelsesløs end fortvivlet. Som regel har han drømt om ulykken, der tog hans kæreste fra ham. Ved viljens magt tager manden sig sammen, går ud og står ret under bruseren, friserer og barberer sig, finder manchetskjorten, binder slipset – altid i en windsorknude – og tager brillerne på. Da er visiret på plads. Han er atter forklædt som George Falconer, der bor i en forstad til Los Angeles og underviser i litteratur.

   Denne konstruktion, professor Falconer, er en gåde for mennesket George. Han har levet lykkeligt med Jim, for denne skildring gælder mænds kærlighed, skønt følelsen ikke er kønsspecifik.

   George ved, hvad det kræver at tilhøre »den usynlige slags«, og han er omhyggelig med sin forklædning. Han er i sin tid flygtet fra London, ganske som forfatteren Christopher Isherwood (1904-1986), der i 1929 tog til Berlin og skrev bl.a. Goodbye to Berlin, forlægget for Cabaret, før han i 1939 kom til Hollywood sammen med W.H. Auden. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og slog sig ned i Santa Monica. Han vendte aldrig tilbage til England.

   A Single Man (1964, da. Enlig herre) var en af de første mainstreamromaner med homoerotisk motiv.* Den vakte opsigt i samtiden og var et bannerskrift for aktivisterne i Gay Liberation Movement. Den blev siden overskygget af værker – bl.a. Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds), Isherwoods egen erindringsbog – som var mere direkte i deres kritik af den heteroseksuelle monokultur. Romanen har dog dedikerede fans. Til disse hører modeskaberen Tom Ford, der debuterer som instruktør med en overraskende helstøbt filmatisering af A Single Man.

DET er helt og holdent Georges historie (både bog og film er jeg-fortalte). I filmen har Ford tilsat ekstra spænding ved at lade dette være dagen, da George planlægger at tage sit liv. Han lægger derfor en revolver i mappen, før han forlader huset i solen, og han møder alle sin verdens bipersoner med en hemmelig viden om at tage afsked.

   Der er en distinkt elegisk grundtone i filmen, snart ironisk og galgenhumoristisk, snart så romantisk-patetisk, at man kunne se Tom Fords version af A Single Man som LGBT-kulturens svar på Love Story (1970). Det gjorde flere ved premieren. Erich Segal, som skrev det ikoniske drama om sorg og katarsis, var netop død i 2010. Så tanken lå tættere på.**

   Præmissen er altså den samme som i Simon Stahos Dag og Nat (2004). En bitter mand kører rundt og tager afsked. Dog har skæbnen planer med George. Netop som han mener, at han ikke mere har grund til at leve, bliver han forelsket i den 30 år yngre Kenny (Nicholas Hoult). Isherwood fandt sammen med fotografen Don Bachardy, som bare var 18 år, da de mødtes. I A Single Man overvejer George for første gang at give slip på erindringen om Jim.

FORD satser hele filmen på George, der fremstilles indfølt og fejlfrit af Colin Firth. Man føler aldrig, at skuespilleren anstrenger sig for at være en anden. Han er George Falconer med alt, hvad det indebærer. Der er lagt megen vægt på hans besøg hos veninden Charley (Julianne Moore), som stadig mener, at hun og George kunne have fået et »rigtigt« forhold. Ellers er filmen forankret i mænd-med-mænds seksualitet. Ikke siden Jonathan Demmes AIDS-requiem Philadelphia (1993) er den martrede homoseksualitet i dén grad blevet heroiseret.

FILMEN foregår i 1962 og er forelsket i tiden på samme måde som Sam Mendes’ Revolutionary Road (2008) og Matthew Weiners fine tv-serie Mad Men (2007-2015). Fords kritikere har antydet, at han alene vælger perioden for at kunne iscenesætte hver detalje i George Falconers univers.

   Fetichismen er sandt nok en faktor. Det bliver tydeligt i scenen, hvor George har en blid dialog med den prostituerede Carlos (John Kortajarena) på parkeringspladsen bag den liquor store, hvor han henter gin og cigaretter før sit besøg hos Charley. Mændene sidder i solnedgangen og deler en cigaret. Bag dem ses Janet Leighs panikslagne øjne på en vægstor plakat for Alfred Hitchcocks Psycho. Det sitrer i cineasten, og det er en effektiv ramme om scenen. Det er også rendyrket reklamefilmsæstetik.

DER er dog andet og mere på spil. For det første er det en pointe, at George lever i Californiens gyldne storhedstid. For det andet har verden netop holdt vejret under Cubakrisen. En kollega fortæller George om det beskyttelsesrum, han har indrettet, og i et komisk indklip poserer kernefamilien à la American Gothic. I sin sorg og illusionsløshed er George stærkere end sine medmennesker. Som den eneste frygter han ikke det atomare ragnarok. Og netop som han atter kan frygte, har skæbnen også en bonus til ham.

   A Single Man er stærk, stilfuld og meget bevægende realiseret. 49-årige Colin Firth skaber sin karrieres bedste karakter og lægger afstand til signaturrollen som Mr. Darcy, der (for) længe har sat ham i bås. Filmen gør indtryk hinsides sin tematisering af køn og seksualitet. Den handler om livskraft; om sorgens væsen; om at stå ved, hvem man er; om at forlade og om at åbne sig for livet. En stor historie småt forklædt. Som den sorgramte George Falconer, der civiliserer sig foran spejlet.

Se også Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100] + Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals.

*) Romanen udkom på Grafisk Forlag i 1964 i Georgjeddes oversættelse. Forlaget Turbine har genudgivet den i 2020, nu i Juliane Wammens oversættelse og med titlen Ene mand. 

**) Erich Segal (1937-2010) var en alsidig mand. Han var professor i græsk og latin, skrev adskillige akademiske værker om litteratur i Antikken (især den romerske komedie) og underviste på Harvard, Yale og Princeton. Samtidig havde han sans for sin tid og var heldig med hensyn til timing. Segal var medforfatter på manuskriptet til Yellow Submarine (1968), animationsfilmen som levendegør Beatles-sange, og han skrev romanen Love Story med en klar intention om at demonstrere den lutrende sorg i katharsis-begrebet. Hans agent kunne se en film i manuskriptet, så bogen og filmen udkom tæt på hinanden. Love Story var et kulturfænomen. Man skal næsten have været der for at begribe, hvor meget filmen fyldte i tiden. Også fortsættelsen Oliver's Story (1977) blev til efter tie-in princippet, og Ryan O'Neal repeterede sin rolle som Oliver Barrett IV. Segal skrev seks romaner mere. Den bedste er The Class (1985), som følger fem medlemmer af årgang 1958 på Harvard University.         

***) David Hockney: Don Bachardy and Christopher Isherwood, 1968. Acryl på lærred. 212 x 303,5 cm. Privateje. Calvin Brodie har fotograferet parret, der betragter sig selv. Bachardy og Isherwood mødtes i 1953 og levede sammen til Isherwoods død i 1986. Don Bachardy (f. 1934) bor stadig i huset i Santa Monica. Han blev 90 år i maj 2024.

A Single Man. Instr.: Tom Ford. Manus: David Scearce og Tom Ford. Foto: Eduard Grau. 100 min. USA 2009. Dansk premiere: 04.03.2010.

Fotos: Fade to Black Productions/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 12.10.2021

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.03.2010

Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992

RÅ KÆRLIGHED
Francis Bacon og George Dyer

Af BO GREEN JENSEN

MALEREN Francis Bacon, en af det 20. århundredes betydeligste kunstnere, og den småkriminelle George Dyer havde stort set ingenting tilfælles. Faktisk ville de næppe have mødt hinanden, hvis ikke skæbnen et øjeblik havde blundet. Dyer kom bogstaveligt dumpende ned i Bacons tilværelse, da han under et indbrud faldt gennem loftet i kunstnerens atelier. Bacon bad Dyer lægge tøjet og blive. Så kunne han få, hvad han ville.
   Det var i 1964. Syv år senere, mens Bacon blev hædret ved åbningen af sin retrospektive udstilling på Grand Palais i Paris, tog Dyer sit liv på hotellet, hvor de to mænd delte endnu en seng. Det er i afstanden mellem disse årstal, at filmskaberen John Maybury har fundet råmaterialet til Love is the Devil, et portræt af den berømte og berygtede landsmand.

SOM menneske var Bacon ikke mindre kold og skræmmende end sine billeder. Disse viser typisk forvredne kroppe og skrigende ansigter, der er fastholdt i en form, som både mimer og spotter kirkens billeder. Hans foretrukne ikonografiske udtryk var det monumentale triptykon, der som en profan altertavle vrider motivet i tre parallelle versioner. De besøgende har ofte et efterbillede af råt kød i kvalmende mængder, når de forlader en udstilling af hans arbejder.
   Bacon var i øvrigt erklæret bøsse og praktiserende masochist. Han tændte på vold, og det var ikke mindst derfor, han malede dens udtryk, men både hans liv og hans billeder var samtidig præget af en total distance og objektiv kulde, som gjorde at han kunne leve og på sæt og vis trives med sine dæmoner. Han nød at underkaste sig, men var af psyke snarere selv sadisten. Ikke mindst dette fik George Dyer at føle, og det kunne den jeg-svage mand slet ikke håndtere.

JOHN Maybury bruger kærligheden mellem de to mænd til at skildre Bacon som kunstner og menneske. Bacon selv trak ingen grænse mellem liv og arbejde. Han boede mere eller mindre i sit atelier, men må nu og da have færdedes i videre sfærer end hér, hvor vi kun ser ham sammen med Dyer derhjemme og i færd med at jage, sladre og drikke blandt ligesindede, når han besøger den legendariske bøsseklub The Colony Room.
   Mayburys film bygger på journalisten Daniel Farsons biografi The Gilded Gutter Life of Francis Bacon (1993). Farson havde selv sin gang i The Colony Room, hvor indehaversken Muriel Belcher holdt hof. Hans journalistiske speciale var utraditionelle samtaler med berømte og berygtede personer. Nogle af disse er samlet i bogen Sacred Monsters (1988), hvor også Bacon portrætteres. Den kan bestemt anbefales.

DET samme kan Mayburys fremragende film. Derek Jacobi spiller Bacon med suveræn autoritet og en indlevelse, som gør både den grusomme og den milde side af manden troværdige. Som kæresten Dyer (og ti år før rollen som James Bond) er Daniel Craig skiftevis forvirret og forelsket, benovet og fortabt, mens han slår sig på hjernen med piller og sprut for at holde de indre dæmoner i ave. Disse kravler dog frem i hans drømme, mareridt som irriterer Bacon til grænseløshed, men samtidig gør hans hengivenhed større.
   Vi er nemlig aldrig i tvivl om, at Bacon elsker Dyer på sin måde. Han holder hånden over ham, når de øvrige karikaturer i miljøet bliver spydige – at såre Dyer offentligt er Bacons privilegium – og han taler ved flere lejligheder til veninden Isabel Rawsthorne (Anne Lambton) om de »andre kvaliteter«, som kæresten besidder. Han malede jo Dyer, nøgen og martret, ved flere lejligheder. For Bacon var dét vel den højeste gestus.

DE fleste af hans motiver var »fundne«, Eisenstein-ansigtet fra Panserkrydseren Potemkin blev i Bacons version et moderne ikon, over tid smeltet sammen med portrættet af den skrigende pave Innocens, som han egentlig havde fra Diego Velázquez. Efter Dyers død fulgte en række »sorte triptykoner« og endelig, i 1970erne, en serie markante portrætter og selvportrætter. Siden mødte han modellen John Edwards, der internt fik den samme funktion som George Dyer, men var bedre gearet til kulden og livshastigheden. Edwards, som er Bacons arving og eksekutor, nedlagde forbud mod direkte brug af Bacons arbejder i filmen.
   På den måde gjorde han Maybury en tjeneste, for det er sjældent overbevisende – og faktisk ofte komisk – når den kunstneriske skabelsesproces søges skildret på film. Skønt Jacobi fnyser og grimasserer, mens han i action painting-modus kradser en flosset cirkel på lærredet, bliver fremstillingen af det arbejdende geni aldrig helt så klichébelastet, som den slags scener typisk var i ældre film. Kirk Douglas' mandigt præcise van Gogh i Vincente Minnellis Lust for Life (1956, da. Filmen om Van Gogh) er et forstemmende eksempel. Maybury lægger sig snarere efter Julian Schnabel, der med Basquiat (1996) og At Eternity's Gate (2018, da. Van Gogh – Ved evighedens port) har leveret gode bud på en ny slags film om den levende kunstner.

   

MAYBURY skildrer Bacons kunst som en tilstand, snarere end som en sfære for sig. Han tager primært afsæt i Dyers forvrængede mareridt – især den tilbagevendende drøm om en nøgen mand, blodindsmurt og maskeret, der balancerer på en slags papegøjepind – men ser lige så ofte Bacons motiver som visuelle ekkoer af de steder, hvor han færdes med resten af kredsen, og som en reaktion på hele livsfarven i begyndelsen af de britiske 60ere.
   Nok er London langsomt begyndt at swinge, men der er flere år til ungdomsoprøret, og dagene domineres af fugt, brune kulører, gennemgribende konformisme og grænseløs berøringsangst.
   Bacon er både af sin tid og uden for den. Kulden i de brutale miljøer, han opsøger, skildres med skræmmende indlevelse. Jack Gold instruerede i 1975 en fremragende tv-film om excentrikeren Quentin Crisp – John Hurt spillede titelrollen i The Naked Civil Servant – der sprang ud som transvestit og superbøsse i samme periode. Vi møder det samme London hos John Maybury.

DA Dyer og Bacon overværer en boksekamp, får sidstnævnte et varmt blodsprøjt i ansigtet, og vi fornemmer hans stammende ophidselse. Senere ser han Panserkrydseren Potemkin sammen med Isabel Rawsthorne, og hun må bede ham lade være med at hvine og stønne under de legendariske scener fra trappen i Odessa.
   Senere, da Bacon graver fotoet af et blødende ansigt med knuste briller frem af sine dybe skuffer, har vi således fået et vink med en vognstang. Vi kender det næste motiv, han vil skildre. Den gnidrede kvalitet, som er det mest foruroligende i Bacons udviskede ansigter, genfinder Maybury i de forvrængede refleksioner i spejlet, som hænger over baren i The Colony Room. At Bob Fosse anvendte den samme effekt så definitivt og uforglemmeligt i Cabaret (1972), er ikke Mayburys fejl: Den er også her særdeles overbevisende.

IKKE alle de visuelle henvisninger er så alvorstunge. I atelieret ser vi hjørnet af et maleri stikke frem. Det viser en wc-kumme, og i sin brandert kan Dyer ikke se forskel på kunsten og virkeligheden. Han lader sit vand op ad maleriet, og vi kan næsten høre Bacons ramaskrig.
   Filmen springer derfor denne scene over. Love is the Devil er nemlig også en film, der respekterer og tror på sit publikum. Den bjergtog de fleste, som så den på Cannes Festivalen i 1997, og ved gensyn virker den om muligt mere overvældende. Den er sine steder klippet så voldsomt, at man formelig vrider sig i stolen, næsten som Bacon ved ringsiden, og i japaneren Ryuichi Sakamotos metalliske maskinmusik har den sit optimale score. Det er en hård og alligevel mærkeligt nænsom film, der til fulde lever op til sin titel.

Love is the Devil – Studie til et portræt af Francis Bacon (Love is the Devil: Study for a Portrait of Francis Bacon). Instr. og manus: John Maybury. Foto: John Matheson. 90 min. UK 1998. Dansk premiere: 23.04.1999.

Foto: BBC Films/ Francis Bacon Estate/ Strand Releasing/ BFI/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra Strand Releasing (region A) og BFI Video (region B) 2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.04.1999.