Digteren Papusza: Bronislawa Wajs 1908-1997

AMULETTER OG DEFINITIONER

Digteren Bronislawa Wajs 1908-1997

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Papusza blev født i 1908 og døde i 1987. Sigøjnerskens polske navn var Bronislawa Wajs. Der blev vendt op og ned på alle normer flere gange i hendes livstid, men foragten for romafolket var støt under samtlige magthavere.

   »Vandet ser sig ikke tilbage/ Det flyder, løber længere væk/ Hvor blikke ikke kan finde hende/ Er, hvor vandet vandrer hen.« 

   Papusza skrev sange og digte, der typisk har hjemve og afsavn som tema. Som 15-årig blev hun gift med en langt ældre onkel, musikeren Dionizy Wajs, som var en anerkendt harpenist. De overlevede nazitiden ved at skjule sig i skoven sammen med andre sigøjnerfamilier.

I 1949 gav lejren husly til forfatteren Jerzy Ficowski (1924-2006), som var eftersøgt af politiet. Polen var nu en sovjetisk vasalstat. Ficowski opfordrede Papusza til at skrive, redigerede materialet og sørgede for, at det blev trykt. Han blev i tre år og udgav i 1953 Cyganie polscy, som var den første fremstilling af romakulturen i Polen. Ficowski brugte også sin sigøjnertid i digtsamlingen Amuletter og definitioner (1960).

   Den første bog fik konsekvenser for Papusza, som havde hjulpet Ficowski med arbejdet. Hun blev erklæret »uren« af den lokale Baro Shero og fik skylden for indførelsen af en lov, som forbød sigøjnernes livsform. Papusza var indlagt på en institution for sindslidende i otte måneder. Hun levede de sidste 30 år af sit liv i et lille hus i Gorzów Wielkopolski.

   Forfatterskabet blev rehabiliteret i 1970erne (da Ficowski selv kom på regeringens sorte liste) og betragtes som en af de store romastemmer, et kvindeligt modstykke til Federico Garcia Lorca.

JOANNA Kos-Krauze (f. 1972) og Krzysztof Krauze (1953-2014) levendegør biografien i en stor film, der er usædvanlig af flere årsager.*

   På film bliver romakulturen som regel skildret i hektisk, farvemættet form med masser af sanselig dans og musik. Især den fransk baserede romani-auteur Tony Gatlif har gjort sit for sagen i film som Latcho Drom (1993, da. Sigøjnernes rejse), Gadjo Dilo (1997, da. Den fremmede), Exils (2004), Geronimo (2014) og Tom Medina (2021).

   Papusza er derimod filmet i brede, sort-hvide billeder og fortalt i episk langform, som er mere elegisk end livsfejrende. Filmen kaster et selvransagende blik på den behandling, som sigøjnere og jøder fik i Polen, både før, under og efter de to verdenskrige.

   Politiet, som lukker sigøjnernes lejr, mener ikke, at Hitler var galt afmarcheret. Papuszas mand formulerer filmens hjertesag, da han konstaterer, at »uanset hvor belæst – en sigøjner og en jøde er klogere end alle tyskere i hele verden.«

   Papusza kritiserer antiziganismen og antisemitismen. Romakulturen fremstår dog lige så overtroisk og intolerant. Ficowski bliver modtaget med mistænksomhed, som en mulig stikker, da han søger ly hos sigøjnerne. Ingen forsoning er mulig, da Papusza bliver udstødt. Hun har ingen glæde af sit litterære gennembrud.

FILMEN begynder i 1971, da Papusza bliver hentet i arresten og er æresgæst ved opførelsen af den første opera på romani. Den klipper tilbage til 1949, da Ficowski bliver sigøjnernes gæst, og skildrer Papuszas ungdom frem til brylluppet med Dionizy i 1921. Tyngdepunktet ligger i 1952, da digtene bliver publiceret, og Papusza vil tale sin velgører fra at udgive bogen om sigøjnerne.

   Der er mange mørke kræfter på spil. De eneste helte i filmen er Papusza og Ficowski, som prøver at bygge bro over kløften. Også Dionizy Wajs forsøger, trods sin personlige modvilje, at forstå og hjælpe sin hustru. Karaktererne fremstilles solidarisk af Jowit Budnik, Antoni Pawlicki og Zbigniew Walerys.

   Det er en svaghed, at man hører så få af digterens tekster. Sigøjnernes heroiske fatalisme er til gengæld stort og bevægende udtrykt. De sidste majestætiske billeder af karavanen, der rejser videre gennem vinteren, er ikke ledsaget af violiner, men af Jan Kanty Pawluskiewiczs elegiske score. Tre sange fra den første romaopera fremføres af Elzbieta Towarnicka, som også sang i Krzysztof Kieslowskis Tre Farver-trilogi.**

*) Ægteparret Kos og Krauze lavede sammen Plac Zbawicela/ Saviour Square (2006), en film om en polsk familie, der bliver hjemløs under finanskrisen. Da Krzysztof Krauze døde (af prostatakræft) i 2014, var parret i gang med optage Birds Are Singing in Kigali, baseret på en novelle af Wojciech Albinski. Filmen udspiller sig under og efter folkemordet i Rwanda i 1994. En polsk ornitolog redder en tutsipige fra hutuerne. Senere rejser de tilbage. Joanna Kos-Krauze valgte at gøre filmen færdig. Den fik premiere på Karlovy Vary-festivalen i 2017.

**) Jan Kanty Pawluskiewich (f. 1942) skrev i 1994 musikken til Harfy Papuszy (Papuszas harper), »et symfonisk digt til tekster af sigøjnerpoeten Papusza«. Wojciech Michniewski dirigerede det polske radiosymfoniorkester og kor ved førsteopførslen i Krakow. Filmens musik bliver streamet på både Spotify, iTunes og Apple Music. Jan Kanty Pawluskiewics score blev af Agora Music i 2013. Hvis man investerer i den fysiske udgivelse, er der en ekstra cd med arkivoptagelser, hvor Bronislawa Wajs selv læser op, bliver interviewet og fortæller. 

Sange fra en sigøjner (Papusza). Instr. og manus: Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze. Foto: Krzysztof Ptak og Wojciech Staron. 131 min. Polen 2013. Dansk premiere: 22.01.2015.

Fotos: Argomedia Productions/ 41Shadows/ Jerzy Ficowski

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.01.2015