Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]

EN KAMP PÅ LIV OG DØD

Jack Londons klassiske hundehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DER er tusindvis af historier om hunde. I nogle kan dyrene tænke og tale, og de er meget som mennesker, når de gør det. I andre bliver dyrene set udefra og opfører sig som i virkeligheden.

   Forfatteren Jack London (1876-1916) var kun 21 år, da han kom til Canada for at grave efter guld. Det var i 1897, og han var ikke alene. På tre år kom 100.000 lykkejægere til Klondike for at blive rige i en fart. Det er det samme guldfund, som kalder i Carl Barks’ historier om, hvordan Joakim von And blev rig, og i stumfilmen Guldfeber (1925) med Charlie Chaplin.

   Jack London fandt ikke guld. Derimod fik han skørbug og forfrysninger og lærte nyttige ting om livet i vildmarken. London blev kun 40 år, men han nåede at opleve meget. Allerede før han kom til Klondike, havde han været i Asien og på Stillehavsøerne som sømand.

   London elskede hunde. I Canada blev han ven med flere slædehunde. Han lærte, hvordan det ikke kunne nytte at gøre arbejdshunde til kæledyr. Og på sin særlige måde forstod han at sætte sig i dyrets sted.

   Efter hjemkomsten til San Francisco skrev London to store hundehistorier, som er blevet læst lige siden, både af voksne og børn.*

ROMANERNE er som spejlbilleder af hinanden. Når naturen kalder (1903) handler om Buk, der vokser op som tam familiehund. Han er slædehund under guldfeberen og opdager den vilde side af sig selv. Buk lærer at sætte sig i respekt. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker. Til slut forsvinder han i skoven, men kommer frem én gang om året for at mindes de gode mennesker, som han hjalp.

   I Ulvehunden (1906) er forholdet vendt. Hvidtand vokser op med sin mor i naturen. Han bliver arbejdshund hos indianeren Grå Bæver, som må sælge ham til den nedrige »Beauty« Smith – der hverken er smuk af sind eller krop. Med brutale stokkeslag bliver han afrettet som kamphund. Smith tjener mange penge på Hvidtand. Da den nye filmatisering begynder, ligger Hvidtand såret og ser op på stjernerne, som han kan huske fra tiden med sin mor.

   Også Hvidtand lærer at sætte sig i respekt, mens han er slædehund for Grå Bæver. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker, da han bliver pryglet af Beauty Smith. Men han får en kærlig herre og en god familie, da sheriffen Weedon Scott tager ham med hjem. Ulvehunden bliver tam og hjælper til. Han redder endda sin familie til slut.

DER er mange film- og tv-udgaver af Ulvehunden. Nogle er frie, nogle er fortsættelser, nogle følger slet ikke romanen. Den nye animationsfilm er fransk, og hvis den ikke er fuldkommen trofast, er den i hvert fald lavet i Jack Londons ånd.

   Filmen bruger også Hvidtands historie til at fortælle om forholdet mellem hvide og indfødte amerikanere omkring år 1900. På den måde måde ligner den Dreamworks-filmen Spirit (2002), der lod en kavalleriofficers tæmmede vildhingst fortælle. Hvidtand har dog ingen stemme. Du må selv finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør.

   Grå Bæver er blevet mere ædel, og i Londons fortælling var Weedon Scott ikke sheriff, men en adelsmand, der talte som forfatteren. Slutningen er ændret, så du faktisk får både Når naturen kalder og Ulvehunden fortalt på én gang.

ALLIGEVEL er det en smuk film, som fortæller historien klart og loyalt. Det er i bøgerne et højdepunkt, når Buk eller Hvidtand må kæmpe mod andre hunde. Det er ubærligt, når de bliver slået. Det er så godt, når de får et hjem, de fortjener. Vist er der tilføjet mennesketræk, men Hvidtand er en rigtig hund. Den er ikke – i hvert fald ikke kun – en filosofi i forklædning.

   Landet med nordlys er smukt animeret. Filmen får et ekstra løft af musikken, som Bruno Coulais har komponeret. Til slut synger Will Oldham »You Will Find a Home«, så du kan mærke vinden i hjertet.

   Det er helt klart en film for hundefamilier. Men alle som holder af levende dyr – modsat nuttet legetøj og litterære konstruktioner – vil elske at høre legenden om Hvidtand.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]. 

*) Min far, Harald Jensen (1920-1965), gav mig disse bøger i 1964. Jeg skylder ham evig og inderlig tak.

Ulvehunden (White Fang – Croc-Blanc). Instr.: Alexandre Espigares. Manus: Philippe Lioret, Serge Frydman, Dominique Monfery. 85 min. Frankrig-USA 2018. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 20.12.2018

Jack London: Ulvehunden. Oversat efter White Fang (1906) af Aslaug Mikkelsen (rev. Kinne Hermann og Niki Robson. Med et forord af Hans Hertel. I serien Kaptajn Nemos Bibliotek. 250 s. København: Høst & Søn, 2001.

Fotos: SuperProd/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ Wikimedia Commons/ Martins forlag/ Høst & Søn/ Imperiet (Harvey Macaulay

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

Teksten bragt i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018