Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009)

DET KORTE MØDE

En enkel og evig historie

Af BO GREEN JENSEN

TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.

   Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.

FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.

   Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«

HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.

HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.

FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.

GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.

Mademoiselle Chambon. Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Stéphane Brizé & Florence Vignon. Foto: Antoine Héberlé. 101 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: TS Productions (Michaël Crotto)/ CineMaterial/ Unifrance/ Allociné

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010

Paolo Sorrentino: Il Divo (2008)

DEN EVIGE ANDREOTTI
Nærbillede af det politiske dyr

Af BO GREEN JENSEN

CANNES Festivalen 2008 blev en sejr for den nye italienske filmkunst, som igen var ved at nå niveauet fra 1960ernes og 70ernes guldalder. Ganske vist gik Guldpalmen til en fransk film – Laurent Cantets Entre les murs (da. Klassen) – men to italienske film tog de næststørste priser. Matteo Garrone fik årets Grand Prix for sin hårdkogt realistiske Gomorra, et fletværk af fortællinger fra Camorra-klanernes Napoli, mens Paolo Sorrentino modtog le Prix du Jury for sin ekstravagante Il Divo, der var en af årets store positive overraskelser.

   Il Divo er et stærkt karikeret portræt af Giulio Andreotti (1919-2013), der i en menneskealder fungerede som Italiens premierminister. Syv gange dannede Andreotti regering på vegne af partiet Kristne Demokrater. Uanset hvordan det politiske vejrlig så ud, var den evige Andreotti en faktor.

   Ifølge filmen herskede han ved en blanding af terror, intriger og afpresning, som ikke adskilte sig fra Il Camorras. Det migræneplagede magtmenneske var en opportunist i særklasse. Han var uden politiske idealer, men ville sælge sin sjæl for at regere. Mafiaen støttede hans kandidatur, og besværlig modstand blev skaffet af vejen ved vold, hvis parlamentarismens værktøjer ikke slog til.

SORRENTINOS film går stik modsat den brutale realisme i Gomorra. Il Divo er en politisk kunstfilm, der benytter alle de æstetiske virkemidler fra tidens pop cinema. Som satire er filmen langt mere effektiv end Nanni Morettis Il Caimano (2007), der på samme måde angreb Silvio Berlusconi, i øvrigt et af Andreottis store fjendebilleder.*

   Her er tredimensionelle titler, som vendes og drejes inde i billedet, fræsende radiohits, spraglede eksplosioner og ikonografiske slowmotion-sekvenser i stilen fra Tarantinos Reservoir Dogs, når Andreotti og hans ministre møder på arbejde. Trods hovedpersonens bizarre natur lykkes det Sorrentino at skabe empati og formidle en paradoksal sympati for den kronisk søvnløse enspænder, et mix af suveræn majestæt og grå eminence, der lever en stor del af livet om natten, når han endelig kan gå i fred.**

HER er også indklip med Aldo Moro, partifællen og kollegaen/konkurrenten, der i 1978 tages som gidsel og myrdes af De Røde Brigader. Det er en af de eneste sager, som giver Andreotti samvittighedsnag. Ellers er han af væsen en fisk, der ikke lader sig bevæge af noget. Toni Servillo spiller ham fremragende. Han er skiftevis hård og fortabt som den ensomme ministerpræsident.

   Il Divo siger utvivlsomt endnu mere til Sorrentinos landsmænd, men har rigeligt på hjerte som det er. Andreotti var 90 år, da filmen fik premiere. Veteranen fungerede stadig i politiske sammenhænge, skønt han var blevet dømt og frikendt og dømt igen i en række parodiske korruptionssager.

ANDREOTTI så Il Divo, før filmen blev offentliggjort. Han havde ingen kommentarer til sit portræt, men skal have sukket og spurgt, om man dog ikke kunne have ventet i fem år med at lave den. I Cannes sagde Sergio Castellitto på juryens vegne, at han betragter Gomorra og Il Divo som tematiske tvillinger. Skønt formsproget er vidt forskelligt, taler begge film om de skjulte magtstrukturer, som arbejder under overfladen i vestlige demokratier. Det er muligvis sådan i Italien. Forhåbentlig gælder det ikke i samme grad for Danmarks vedkommende.

PAOLO Sorrentino (f. 1970) har fra begyndelsen været en skarp billedmager, som især holder at udforske afhængighed og ubehag, aldrig mere isnende end i La conseguenze dell'amore (2004), om en forretningsmand der vasker mafiapenge og i praksis er spærret inde på sit schweiziske luksushotel, eller anfægtende end i den stiliserede L'amico di famiglia (2006), hvor en fysisk og psykisk forkrøblet ågerkarl terroriserer sine omgivelser.

   I Il Divo rammer han målet præcist og sætter sit fingeraftryk mellem offerets øjne. Det er en formidabel og frapperende film, som man kan se flere gange uden helt at blive færdig. Vejen er banet for This Must Be the Place (2011), Sorrentinos første engelsksprogede film, og det for alvor modne arbejde i La grande bellezza (2013) og Youth (2015). 

Se også Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Sorrentino nåede til at tegne portrættet af Berlusconi i sin ottende film, den to-delte Loro (da. Silvio og de andre) fra 2018. Det er også her Toni Servillo, som fremstiller det politiske dyr. Servillo har således både spillet Andreotti og hans ærkemodstander. I Nanni Morettis Il Caimano har Sorrentino selv en lille rolle. Mange af de Fellini-inspirerede ideer om Vatikanets pragt og dekadence er videreført og forstørret i de to miniserier, The Young Pope (2016) og The New Pope (2019-2020), som Sorrentino skrev og instruerede for HBO i Italien. 

**) Totalbilledet af en gruppe karakterer, der nærmer sig eller passerer kameraet, som et hold og typisk i slowmotion, er blevet en trope; en streng, som bare skal strejfes for at antyde hele akkorden. Måske var det Sam Peckinpah, der brugte tricket første gang i The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande). Mest ikonisk er det anvendt i Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning) om de første amerikanske astronauter. Jeg nævner Tarantinos Reservoir Dogs (1992, da. Håndlangerne), men kunne have fremhævet Michael Bays Armageddon (1998) eller Pixar-filmen Monsters, Inc. (2001) af Pete Docter. Thomas Vinterberg bruger stilgrebet både i Kollektivet (2016) og (i slingrende ironisk form) i Druk (2020). Den kritiske term for sekvensen er »Power Walk«. 

 Il Divo (Il divo: La straordinaria vita di Giulio Andreotti). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 110 min. Italien 2008. Dansk premiere: 14.08.2009.

Fotos: Indigo Film/ Curzon Artificial Eye/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Cinematrailersnet [MPI English Language Trailer via YouTube]

Filmen streames på MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.08.2009

Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)

NOGET ER GALT

Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.

   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.

NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.

   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.

SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.

SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.

   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.

   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«

SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.

DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.

   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.

DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.

Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

Paolo Sorrentino: Youth (2015)

GAMLE MÆND OM AFTENEN

Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.

   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.

   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).

DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.

   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*

   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.

   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.

   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.

DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.

   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.

   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).

PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.

   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.

FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.

   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.

   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.

   

DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.

   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.

   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.

DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.

   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.

   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.

   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.

Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016 

Philippe Lioret: Welcome (2009) [Migranter]

BORGERNE I CALAIS

Ingen står med åbne arme

Af BO GREEN JENSEN

TO forladte mænd finder sammen i Philippe Liorets stilfærdigt bevægende Welcome. Bilal (Firat Ayverdi), en 17-årig irakisk kurder, har brugt tre måneder på at gå tværs over Europa. I Frankrig når han til Calais, hvor flere hundrede flygtninge venter på at få illegal transport.*

   Bilal har en plan om at slutte sig til sin kæreste (Derya Ayverdi) i London. Pigens far har dog andre planer. For Bilal er der ingen vej tilbage. Han vil dø, om så det gælder, og beslutter at svømme over Kanalen til England.

   Imens er den midaldrende bademester Simon (Vincent Lindon) mindre begejstret for livet. Hans hustru, læreren Marion (Audrey Dana) har forladt ham, og han driver gennem en svær mellemtid. Marion er stærkt engageret i Calais-flygtningenes situation. Blandt meget andet efterlyser hun et større socialt engagement hos Simon.

   Da Bilal dukker op i svømmehallen og beder om undervisning, er Simon mest tilbøjelig til at sige nej. Men han tager sig i det og betragter i begyndelsen det at hjælpe Bilal som en måde at nå ind til Marion på.

SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.

   Filmens stærkeste scener ligger i begyndelsen, som viser hvordan ulovlig mennesketrafik foregår, men de for alvor anfægtende øjeblikke falder til slut, da man har fået Bilal og Simon ind i hjertet. Man drømmer måske om en eventyrslutning, men Welcome er en realistisk film trods sit besværgende menneskesyn.

MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.

DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.

I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.

   I årtiets danske sammenhæng er Kathrine Windfelds Flugten (2009) det tætteste, man kommer en tilsvarende historie. Welcome vinder i troværdighed netop ved ikke at være en spændingsfilm, men en realistisk samtidsskildring, som fortæller en grum lille hverdagshistorie. Nationalkonservative politikere vil have særligt udbytte af at se den.

Se også Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022] og Nadine Labaki: Kapernaum (2018).

*) Rubrikken henviser til billedhuggerens Auguste Rodins berømte skulptur, Les Bourgeois de Calais, påbegyndt i 1884; færdiggjort i 1889; indviet i 1895. Statuegruppen fungerer fremdeles som mindesmærke og vartegn for havnebyen.

   I 1346-47, ved begyndelsen af Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, var Calais i 11 måneder belejret af Edward den Tredjes britiske hær. Edward beordrede byens udslettelse, men ændrede mening og gav byens borgere et tilbud: Havde seks af dem mod til at ofre sig for fællesskabet, ville han lade nåde gå for ret.

    De seks skulle komme frivilligt, med galgenløkker om halsen, og overrække kongen byens nøgler. Figurerne forestiller de seks: Eustache de Saint Pierre, Jacques og Pierre de Wissant, Jean de Fiennes, Andrieu d’Andres og Jean d’Aire. Kongen skånede dem på dronning Filippas anmodning, da de havde demonstreret offerviljen. 

   Der var megen debat om skulpturens placering. Det var vigtigt for Rodin, at tilskueren kunne se borgerne i øjnene; optimalt ønskede han, at beskueren kunne gå omkring mellem bronzeskikkelserne. Adskillige afstøbninger blev fremstillet. Brygger Carl Jacobsen bestilte sin den 1. januar 1900, og Borgerne i Calais har siden 1. marts 1904 været blandt kronstykkerne i Moderne Samling på Glyptoteket i København.

   Ja, jeg har alt dette fra lex.dk og Wikipedia, men jeg har en autentisk barndomserindring om første gang, jeg så figurgruppen på Glyptoteket og hørte historien fra min far. En ironisk finesse: Vincent Lindon spillede Auguste Rodin i den desværre ikke så vellykkede film, som Jacques Doillon skrev og instruerede i 2017.

Welcome. Instr.: Philippe Lioret. Manus: Emmanuel Courco, Olivier Adam, Philippe Lioret. Foto: Laurent Dailland. 105 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 18.03.2010.

Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film

Filmen streames på SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.2010

Sally Potter: Ginger & Rosa (2012)

I SKYGGEN AF MISSILERNE

Portræt af efterkrigsgenerationen

Af BO GREEN JENSEN

GINGER og Rosa er britiske krigsbørn, født på den samme hospitalsstue i august 1945, da atombomberne netop er kastet i Japan. Mødrene kender hinanden. Der er ingen fædre i syne.

   Det fremgår senere, at Gingers far var militærnægter og sad i fængsel for sin overbevisning. Umiddelbart får man indtryk af stærke, enlige mødre i en film, som fra første scene lægger accenten på kvindernes side af sagen.

   Pigerne vokser op som uadskillelige veninder i tidens kulturradikale miljø, hvor forældrene færdes. Begge er 17 år i oktober 1962, da Cuba-krisen fylder verden med frygt for endnu en altomfattende krig. Rosa tager livet lidt, som det kommer, og er mere optaget af at springe ud seksuelt. Ginger er ramt af angst i sit inderste væsen, også fordi den politiske krise falder sammen med bruddet mellem hendes forældre.

DISSE tilhører fortroppen i dét, som blev til ungdomsoprøret. Roland (Alessandro Nivola) er en karismatisk universitetslærer, promiskuøs af overbevisning og aktiv i Kampagnen mod Atomvåben. Kunstneren Natalie (Christina Hendricks) har sat sin karriere på standby for at være professorens muse. Krisen spidser til, både på Cuba og inden i Ginger. Pigen føler, at alt brænder sammen. Endelig når vreden og afmagten Sylvia Plath’ske højder, da Rosa flytter ind hos Gingers far.

SALLY Potters portræt af sin generation er med vilje ikke tegnet som en Krøniken-agtig introduktion til periodens politiske highlights. Vist fylder den radikale baggrund en masse. Ginger demonstrerer og går til møder i bevægelsen, hvor hendes feterede far er en stjerne, men det er i lige så høj grad de personlige og private scener, som udgør et mentalitetshistorisk bagtæppe.

   Karaktererne er individer, snarere end statistiske typer, som skal dokumentere en strømning eller et standpunkt. Imidlertid er det en vigtig pointe, at nogle nægter at skille tingene ad. Roland får lov at tale sin sag og fremstå som andet og mere end en sjuft, da hans forhold til Rosa får konsekvenser. I personkredsen modsvares han af forfatteren Bella (Annette Bening), som taler klart om kønspolitik. Hun lader ikke Roland slippe så billigt.

DET er psykologisk indsigt, som bærer den smukt eksponerede film. Tiden og stedet er set mange gange. Det er nøjsomhedens England fem sekunder, før musikken eksploderer, og renæssancen i Swingin' London begynder. Det er den samme politiske hverdag, som Doris Lessing skildrer i The Golden Notebook (1962, da. Den gyldne bog) og hvor førnævnte Sylvia Plath tog sit liv. Også Antonia Byatt, Margaret Drabble, Angela Carter og Fay Weldon begyndte. It was 50 years ago today.

   Samtidig bryder en ung kvinde sammen, og man lærer at følge med strømmen i tiden. Ginger & Rosa er et følsomt atmosfærestykke, ofte tæt på kammerspillets kvaliteter. Dialogen er god til at underbelyse. Kun Ginger, som skriver digte til senere udgivelse, sætter ord og navne på tingenes væsen. Amerikaneren Elle Fanning var kun 13 år, da hun spillede Ginger. Som Rosa ses Alice Englert, som er datter af filmskaberen Jane Campion.

I BAGGRUNDEN spiller de rigtige sange, som Potter voksede op med. Periodepræget er minutiøst gennemført. Filmen er fornemt klippet af Anders Refn og har Det Danske Filminstitut som co-producent. Konstruktionen er vel økonomisk betinget, men Sally Potter har haft et publikum i Danmark, siden hun debuterede i langt format med The Gold Diggers (1983) og blev stor i arthouse-segmentet med Orlando (1992), som også var Tilda Swintons første store rolle uden for Derek Jarmans film.

   Potter har brugt sig selv i The Tango Lesson (1997), tacklet det store romantiske epos i The Man Who Cried (2000) og skrevet dialogen til en hel film – Yes fra 2004 – i rimede elizabethanske pentametre. Senest skræmte hun alle fans væk med den forfærdeligt manierede Rage (2009), som lod en kavalkade af talking heads rase.

SALLY Potter tilhører en generation af kvindelige filmskabere, som på godt og skidt er rundet af 1970ernes værdier. De ligner vel Ginger og Rosa som voksne. I sin nye film er hun mere tilgængelig end sædvanligt. Både emnet, tonen og det transatlantiske cast vidner om, at filmen gerne vil ses vidt og bredt. Den fortjener det oven i købet.

Se også Sally Potter: The Party (2017) | Et interview.

Ginger & Rosa. Instr. og manus: Sally Potter. Foto: Robbie Ryan. 90 min. UK 2012. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Adventure Pictures/ A24/ UIP/ DFI/ CineMaterial/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.04.2013