Translate

Viser opslag med etiketten Barry Jenkins. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barry Jenkins. Vis alle opslag

mandag den 23. marts 2020

If Beale Street Could Talk (2018) [Black Lives Matter 3]


STEMMER FRA GADEN
Beale Street Blues som bog og film

Af BO GREEN JENSEN

JAMES Baldwins radikale forfatterskab bliver for tiden genopdaget og brugt af (især) unge læsere, som får stadig sværere ved at relatere til afro-amerikanske klassikere som Richard Wrights Native Son (1940, da. Søn af de sorte) og Ralph Ellisons Invisible Man (1952, da. Usynlig mand).
   Baldwin abonnerede ikke på ekspansionsmyten om amerikansk pionerånd og exceptionalisme. Han så kun en historie om folkemord og undertrykkelse. Han ville ikke høre til, og han sagde fra før sine fæller. De første bøger kunne bruges som debatstof. Som samtiden så det, blev han ekstrem og tabte fokus. Få af bøgerne efter Another Country (1962, da. Mod en anden himmel) er oversat.*


DET gælder for eksempel If Beale Street Could Talk (1974), som Baldwin skrev i sit franske eksil i Saint-Paul-de-Vence. Det er en tragisk, klar fortælling om et ungt par fra Harlem, Tish på 19 og Fonny på 22, som har kendt hinanden altid. Nu opdager hun, at han er forelsket. Tish bliver gravid, og de er sammen i fælles forventning. Hendes familie velsigner forlovelsen. Fonnys religiøse mor mener, at hendes søn fortjener bedre.
   Under alle omstændigheder bliver lykken trådt ned, da en kvinde fra Puerto Rico udpeger Fonny som manden, der voldtog hende. Det er løgnen, som en hvid politimand får hende til at fortælle. Fonny lagde sig ud med betjent Bell, som svor, at han ville tage hævn.
   Familierne sætter sig i gæld for at betale en sagfører, som ikke er så idealistisk, da det kommer til stykket. Den systemiske racisme arbejder. Da Tish føder deres søn, sidder Fonny i fængsel og har erklæret sig skyldig mod at få en mildere straf. Tragediens mekaniske væsen er den halve del af budskabet, men vigtigst er varmen i Tishs forklarede fortællerstemme. Ingen kan knække dette pars kærlighed.


FILMSKABEREN Barry Jenkins skrev historie med Moonlight (2016), som i 2017 fik en Oscar for næsen af storfavoritten La La Land. Jenkins var den første afrikansk-amerikanske instruktør, som modtog en Academy Award for årets bedste film. Steve McQueen, som instruerede 12 Years a Slave i 2013, er britisk.
   Moonlight var bemærkelsesværdig for sin sikre, tre-delte udviklingshistorie om en homoseksuel sort mand, der vokser op i svære kår, men ender med at leve harmonisk. Chiron blev spillet af forskellige skuespillere i tre livsaldre. For farverne og de stærke faderfigurer. For det totale fravær af hvide karakterer.
   Jenkins fortæller Baldwins tragedie i den samme høje, selvbevidste stil. »Er du sikker på, at du er klar til dét her« »Jeg har aldrig været mere sikker på noget i mit liv«, får både Tish (KiKi Layne) og Fonny (Stephan James) lejlighed til at spørge og svare i scener, som sidder symmetrisk. Alt forbliver smukt, selv da skønheden skydes i stykker.
   Der bliver talt om en transcendental kvalitet i Jenkins’ arbejder, mens hans adelsmærke er sanselig uskyld. Det er stort skæbnedrama, smukt at se på og nydelsesfuldt. Det har kun lidt med realisme at gøre, men også denne virkning er tilstræbt. Filmen vil være – og er – en besværgelse.


BALDWIN tog sin titel fra W.C. Handys »Beale Street Blues« (1916), som var en ode til sangskrivergaden i Memphis. Både bog og film begynder med en fortale om, at alle sorte amerikanere er født på Beale Street til lyden af Louis Armstrongs trompet.
   Historien er også en kunstnerfortælling. Fonny skaber ikke musik, men skulpturer, som han skærer i træ. I fængslet får han arbejdsro og bliver bare bedre. Baldwin skrev sine bøger lige sådan, da han forlod USA efter 60ernes politiske aktivisme.
   Ved sin død i 1987 arbejdede Baldwin på et manuskript, Remember This House, som aldrig blev færdiggjort. Det var et farvel til Amerika, som blev belyst i martyrportrætter af Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King. Raoul Peck brugte fragmentet i montagefilmen I Am Not Your Negro (2016), der fortæller historien om modstand fra 1960ernes protestbevægelse til 2010ernes Black Lives Matter-kampagne.
   I Am Not Your Negro havde mere af Baldwins indsigt og vrede, men If Beale Street Could Talk rammer drømmen om værdighed rent. Baldwin skrev en berømt tale om, at det bliver ilden i stedet for regnen, der kommer næste gang. Det er nu, at han taler direkte til tiden.


*) Min anmeldelse af filmen er skrevet i 2019. Der har siden været stor aktivitet omkring forfatterskabet. If Beale Street Could Talk blev oversat af Rasmus Hastrup og udkom på Gyldendal i 2024 med titlen Hvis Beale Street kunne tale. Samme år udkom Niels Lyngsøs nyoversættelse af The Fire Next Time (1963) med titlen Næste gang ilden: breve. Pia Juul nåede kort før sin alt for tidlige død i 2020 at nyoversætte Giovanni's Room (1956) til Gyldendals skala-serie.
   Det er især de kulturkritiske essays og artikler, som bliver genopdaget og aflæst i bredere identitetspolitisk belysning. Dele af samlingerne Notes of a Native Son (1955) og Nobody Knows My Name: More Notes of a Native Son (1961) blev i 1967 oversat af Michael Tejn og udgivet med titlen Ingen kender mit navn. I 2024 blev hele Notes of of a Native Son nyoversat af Mikas Lang og udkom på forlaget Klim med titlen Optegnelser fra en søn af de sorte. Der er uden tvivl meget mere på vej.


Library of America har samlet det meste af forfatterskabet i tre bind. Toni Morrison redigerede Early Novels & Stories og Collected Essays i 1998; Darrel Pinckney redigerede Later Novels i 2015. Alle med supplerende materiale og en grundig kronologi. Det er den bedste kritiske Baldwin-udgave.


If Beale Street Could Talk. Instr. & manus: Barry Jenkins. Foto: James Laxton. 119 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.


Foto: Annapurna Pictures/ Plan B Entertainment/ PASTEL/ Angel Films/ Forlaget Gyldendal/ Forlaget Klim/ Library of America/ YouTube (clips + trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment (region B) 27.06.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2019.

torsdag den 27. februar 2020

Barry Jenkins: Moonlight (2016) [Black Lives Matter 2]


I MÅNESKIN BLIVER DRENGENE BLÅ
Den første afroamerikanske Oscarvinder

Af BO GREEN JENSEN
  
DER er barnet, den unge mand og den voksne. Moonlight beskriver et liv i tre aldre. Det er ikke noget særligt liv. Eller hvis det er, har vi alle betydning. Det er fortællingen om en tilblivelse. Derfor gav Gud os udviklingshistorier.
   Chiron vokser op i Miami. Han bor hos sin mor, der tager stoffer og rejser penge til vanen ved at betjene tilfældige mænd. Som voksen kan Chiron stadig vågne af drømmen, hvor hun råber. Man hører ikke ordene, men hun siger, han skal gå. Eller give hende pengene. Hun ved, at han har dem. Hun skal bruge dem nu. Og alligevel elsker hun drengen.
   I skolen bliver Chiron kaldt Little og må hver dag løbe spidsrod. Han skjuler sig i en tom lejlighed, hvor narkohandleren Juan har boet. Juan kører Little hjem til sin kæreste, Teresa. De giver ham mad og tager sig af ham. Juan lærer drengen at svømme. Det er det tætteste, Chiron har haft på en far.
   Så er der gået fem år. Også mobbernes leder er vokset. Chirons mor er for alvor på vej ind i mørket. Juan er død, men Teresa hjælper stadig. I skolen er Chiron betaget af Kevin, der taler om seksuelle bedrifter. Chiron har erektion. Kevin hjælper ham med at komme. De har et tæt øjeblik under månen.



DET er første gang, at Chiron åbner sig. Det er vigtigt, at det sker om natten og i måneskin. Drengene er afroamerikanske. Jeg har tøvet med at nævne det. Man skriver sjældent som det første, at protoganisten er hvid. Men hudfarven røber en etnisk forventning. Og dér bider Moonlight sig fast.
   Chiron er sort, socialt belastet og homoseksuel. Man regner derfor med at se en bestemt slags socialrealisme med forskellige faste typer og troper. Noget med bandeliv, hip-hop og maskulin etos. You Sexy Motherfucker og sådan.
   Der er ingen af de elementer. Eller jo, måske et sted i baggrunden, men for det meste er Florida bare et sted. Ingen tænker over, at de er sorte eller har det svært. For i forhold til hvem og i forhold til hvad?



BARRY Jenkins’ bemærkelsesværdige film bygger på et skuespil af Tarell Alvin McCraney. Forestillingen hedder In Moonlight Black Boys Look Blue. Det var noget, som Chirons bedstemor sagde. I mørket er kattene grå; i måneskin bliver drengene blå. Ellers er hudfarven end ikke nævnt. Bortset fra, at alle siger nigger om hinanden. Der er ingen hvide personer i syne.
   Der er heller ingen dårlige mennesker. Tættest kommer plageånden Terrel, en homofobisk hipster med hestehale og læderkasket. Han får Kevin til at slå Chiron i et mobberitual, hvor begge er fanget af status og fordom. Kevin slår, og Chiron tager imod. Han nægter at blive liggende. Teresa råder Chiron til at sætte sig i respekt. Da han gør det, bliver lærredet blåt.

  
ENDELIG er Chiron knapt til at kende. Manden Black har muskler som en skulptur. Hans tænder er lavet af guld. Der ligger en kongekrone i bilen. Og et våben. Black bor i Atlanta nu og har valgt Juans næringsvej. Little tabte ellers agtelsen for sin mentor, da han indså, hvad læreren levede af.
   Chirons mor er i pleje og beder ham komme, men han kan kun høre stemmen i drømmen. Som voksen blev drengen stærk og alene. Indtil Kevin ringer en aften og spørger, hvordan det hele er gået.
   Moonlight gør sin virkning ved at modarbejde alle klicheer. Den lægger ikke tingene frem, som de er. Alt er gjort smukkere, både fryden og fornedrelsen. Der er denne store ro og fornemmelsen af et cirkulært forløb. Somme tider er Chiron næsten en helgen. Somme tider er han bare en sort mand i Amerika.
   I hvert fald er der indvielsesritualer. Chiron bliver døbt, da Juan lærer ham at svømme, og konfirmeret, da Kevin forløser ham seksuelt. Han bliver prøvet i skolegården. Han lærer sin lektie og er ren igen, da Kevin ringer. Det er ikke for sent. Det er aldrig for sent. Han kan nå at finde hjem, før det bliver aften.




FILMEN er fortalt i tre akter, »Little«, »Chiron« og »Black«, der varer cirka en halv time hver. Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes spiller Chiron. Som hans mor er Naomie Harris det eneste velkendte ansigt. Filmens fund er Mahershala Ali, der spiller faderfiguren Juan.
   Moonlight modtog en Golden Globe 2016 som bedste drama. Den var Oscar-nomineret i otte kategorier og vandt i tre: Bedste mandlige birolle (Mahershala Ali), Bedste bearbejdede manus (Barry Jenkins) og Bedste Film. Det sidste skete efter en historisk rodet og pinlig episode, hvor værterne Warren Beatty og Faye Dunaway fik kåret Damien Chazelles La La Land som vinderfilm.
   Det var året, hvor race og seksualitet gjorde en forskel. Senere i 2017 kom #MeToo-bevægelsen og fjernede fokus fra farve til køn, men i februar var det endnu stort og retfærdigt, at AMPAS endelig kårede en afroamerikansk vinderfilm.
   Det er let at se en politisk markering i dette, en anerkendelse af den sorte erfaring og af Black Lives Matter-bevægelsen. Men Moonlight er en tidløs dannelsesskildring, som dybest er farveblind. Det er heldigvis også sådan, at filmen bliver betragtet – og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt.



Moonlight. Instr. & manus: Barry Jenkins. Foto: James Laxton. 111 min. USA 2016. Dansk premiere: 09.02.2017.


Fotos: A24/ Plan B Entertainment/ PASTEL/ Dos Hermanas LLC/ Camera Film/ CineMaterial/ Affinity/ YouTube
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, RakutenTV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films (US) 12.12.2017
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 19.06.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.02.2017