If Beale Street Could Talk (2018) [Black Lives Matter 3]

STEMMER FRA GADEN

Beale Street Blues som bog og film

Af BO GREEN JENSEN

JAMES Baldwins radikale forfatterskab bliver for tiden genopdaget og brugt af (især) unge læsere, som får stadig sværere ved at relatere til afro-amerikanske klassikere som Richard Wrights Native Son (1940, da. Søn af de sorte) og Ralph Ellisons Invisible Man (1952, da. Usynlig mand).

   Baldwin abonnerede ikke på ekspansionsmyten om amerikansk pionerånd og exceptionalisme. Han så kun en historie om folkemord og undertrykkelse. Han ville ikke høre til, og han sagde fra før sine fæller. De første bøger kunne bruges som debatstof. Som samtiden så det, blev han ekstrem og tabte fokus. Få af bøgerne efter Another Country (1962, da. Mod en anden himmel) er oversat.*

DET gælder for eksempel If Beale Street Could Talk (1974), som Baldwin skrev i sit franske eksil i Saint-Paul-de-Vence. Det er en tragisk, klar fortælling om et ungt par fra Harlem, Tish på 19 og Fonny på 22, som har kendt hinanden altid. Nu opdager hun, at han er forelsket. Tish bliver gravid, og de er sammen i fælles forventning. Hendes familie velsigner forlovelsen. Fonnys religiøse mor mener, at hendes søn fortjener bedre.

   Under alle omstændigheder bliver lykken trådt ned, da en kvinde fra Puerto Rico udpeger Fonny som manden, der voldtog hende. Det er løgnen, som en hvid politimand får hende til at fortælle. Fonny lagde sig ud med betjent Bell, som svor, at han ville tage hævn.

   Familierne sætter sig i gæld for at betale en sagfører, som ikke er så idealistisk, da det kommer til stykket. Den systemiske racisme arbejder. Da Tish føder deres søn, sidder Fonny i fængsel og har erklæret sig skyldig mod at få en mildere straf. Tragediens mekaniske væsen er den halve del af budskabet, men vigtigst er varmen i Tishs forklarede fortællerstemme. Ingen kan knække dette pars kærlighed.

FILMSKABEREN Barry Jenkins skrev historie med Moonlight (2016), som i 2017 fik en Oscar for næsen af storfavoritten La La Land. Jenkins var den første afrikansk-amerikanske instruktør, som modtog en Academy Award for årets bedste film. Steve McQueen, som instruerede 12 Years a Slave i 2013, er britisk.

   Moonlight var bemærkelsesværdig for sin sikre, tre-delte udviklingshistorie om en homoseksuel sort mand, der vokser op i svære kår, men ender med at leve harmonisk. Chiron blev spillet af forskellige skuespillere i tre livsaldre. For farverne og de stærke faderfigurer. For det totale fravær af hvide karakterer.

   Jenkins fortæller Baldwins tragedie i den samme høje, selvbevidste stil. »Er du sikker på, at du er klar til dét her« »Jeg har aldrig været mere sikker på noget i mit liv«, får både Tish (KiKi Layne) og Fonny (Stephan James) lejlighed til at spørge og svare i scener, som sidder symmetrisk. Alt forbliver smukt, selv da skønheden skydes i stykker.

   Der bliver talt om en transcendental kvalitet i Jenkins’ arbejder, mens hans adelsmærke er sanselig uskyld. Det er stort skæbnedrama, smukt at se på og nydelsesfuldt. Det har kun lidt med realisme at gøre, men også denne virkning er tilstræbt. Filmen vil være – og er – en besværgelse.

BALDWIN tog sin titel fra W.C. Handys »Beale Street Blues« (1916), som var en ode til sangskrivergaden i Memphis. Både bog og film begynder med en fortale om, at alle sorte amerikanere er født på Beale Street til lyden af Louis Armstrongs trompet.

   Historien er også en kunstnerfortælling. Fonny skaber ikke musik, men skulpturer, som han skærer i træ. I fængslet får han arbejdsro og bliver bare bedre. Baldwin skrev sine bøger lige sådan, da han forlod USA efter 60ernes politiske aktivisme.

   Ved sin død i 1987 arbejdede Baldwin på et manuskript, Remember This House, som aldrig blev færdiggjort. Det var et farvel til Amerika, som blev belyst i martyrportrætter af Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King. Raoul Peck brugte fragmentet i montagefilmen I Am Not Your Negro (2016), der fortæller historien om modstand fra 1960ernes protestbevægelse til 2010ernes Black Lives Matter-kampagne.

   I Am Not Your Negro havde mere af Baldwins indsigt og vrede, men If Beale Street Could Talk rammer drømmen om værdighed rent. Baldwin skrev en berømt tale om, at det bliver ilden i stedet for regnen, der kommer næste gang. Det er nu, at han taler direkte til tiden.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

*) Min anmeldelse af filmen er skrevet i 2019. Der har siden været stor aktivitet omkring forfatterskabet. If Beale Street Could Talk blev oversat af Rasmus Hastrup og udkom på Gyldendal i 2024 med titlen Hvis Beale Street kunne tale. Samme år udkom Niels Lyngsøs nyoversættelse af The Fire Next Time (1963) med titlen Næste gang ilden: breve. Pia Juul nåede kort før sin alt for tidlige død i 2020 at nyoversætte Giovanni's Room (1956) til Gyldendals skala-serie.

   Det er især de kulturkritiske essays og artikler, som bliver genopdaget og aflæst i bredere identitetspolitisk belysning. Dele af samlingerne Notes of a Native Son (1955) og Nobody Knows My Name: More Notes of a Native Son (1961) blev i 1967 oversat af Michael Tejn og udgivet med titlen Ingen kender mit navn. I 2024 blev hele Notes of of a Native Son nyoversat af Mikas Lang og udkom på forlaget Klim med titlen Optegnelser fra en søn af de sorte. Der er uden tvivl meget mere på vej.

Library of America har samlet det meste af forfatterskabet i tre bind. Toni Morrison redigerede Early Novels & Stories og Collected Essays i 1998; Darrel Pinckney redigerede Later Novels i 2015. Alle med supplerende materiale og en grundig kronologi. Det er den bedste kritiske Baldwin-udgave.

If Beale Street Could Talk. Instr. & manus: Barry Jenkins. Foto: James Laxton. 119 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.

Foto: Annapurna Pictures/ Plan B Entertainment/ PASTEL/ Angel Films/ Forlaget Gyldendal/ Forlaget Klim/ Library of America/ YouTube (clips + trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment (region B) 27.06.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2019.

I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987 [Black Lives Matter 1]

HUSK DETTE HUS

James Baldwin 1924-1987

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN James Baldwin var en af de centrale stemmer i 1950ernes og 60ernes amerikanske borgerrettighedskamp. Han blev nævnt sammen med Richard Wright (Native Son) og Ralph Ellison (Invisible Man), når man talte om »den sorte roman«. Hans taler blev trykt i de antologier, som bragte retoriske highlights fra Abraham Lincoln til Martin Luther King.

   Baldwin var en frygtsom mand, der lærte sig at blive tapper. Han rejste til Frankrig i 1948 for at slippe for at blive set ned på. Det var også en måde at dukke sig på, og da aktivismen accelererede hjemme, tog Baldwin imod en invitation til at skrive to personlige reportager.

   »My Dungeon Shook«, et åbent brev til forfatterens 14-årige nevø, stod i tidsskriftet The Progressive, og magasinet The New Yorker trykte »Down at the Cross« under titlen »Letter from a Region of My Mind«.

DE skelsættende essays blev samlet i bogen The Fire Next Time. Den kunne bruges over hele verden. Det var den, som man læste i 70ernes danske gymnasier, når racismen i USA skulle behandles. I hjemlandet blev den set som et kampskrift. Næste gang kommer ilden i stedet for regnen, hvis I/vi ikke ændrer kurs.

   I noveller, romaner og digte var Baldwin en mere afdæmpet stemme, som insisterede på nuancer. Da han rejste tilbage til Frankrig i 1970, var det i desillusion over udviklingen. Sikkert også af træthed og frygt for sit liv – som erklæret homoseksuel var Baldwin en særlig udsat forfatter.

   Han skrev sig samtidig ud af samfundsdebatten og blev i stigende grad grad betragtet som en irrelevant Onkel Tom. Baldwin døde i sit hus i Saint-Paul-de-Vence, hvor han i øvrigt var nabo og ven med Nina Simone, en anden kvæstet legende fra de fortumlede kampår.

  

I DE sidste ti år har forfatterskabet været genstand for en større genopdagelse. Især yngre amerikanere ser med nye øjne på Baldwins budskab, som siger mere til dagens Black Lives Matter-debat end retorikken hos de politiske hardliners.

    Baldwin kendte krigens soldater personligt. I 1979 præsenterede han sin agent for ideen til en bog om sine venskaber med aktivisten Medgar Evers (myrdet i 1963), Malcolm X (myrdet i 1965) og Martin Luther King (myrdet i 1968). Der var mindre flatterende ord om Robert Kennedy (myrdet i 1968), som Baldwin også kendte personligt.

   Bogen skulle hedde Remember This House, men den blev aldrig skrevet færdig. Derfor har filmskaberen Raoul Peck taget en synopsis på 40 sider og brugt dem som afsæt for dokumentaren I Am Not Your Negro.

   Det handler i princippet om de store døde venner og historiens betydning for Black Lives Matter-bevægelsen nu. Men først og fremmest er filmen et elektrisk portræt og en eftertrykkelig rehabilitering af den forsvundne frontkæmper.

   Baldwin selv var aldrig i tvivl om historiens betydning. Igen og igen slog han fast, at »historien om negeren i Amerika er historien om Amerika«, og han kunne med stadig større klarhed se, at »alle de vestlige samfund er blevet fanget i løgnen om deres egen humanisme. Det betyder, at deres historie ikke har nogen moralsk gyldighed.«

   Det er i dette tomrum, at han begynder på en ny version.

FORREST i filmen sidder nogle ikoniske tv-klip fra Baldwins mest aktive periode. De gnidrede billeder er klippet sammen med hyperklare optagelser af politiets overgreb på den sorte befolkning i dagens USA. Peck lader dem ledsage af Buddy Guys »Damn Right I’ve Got the Blues« og endnu mere effektivt af elegien »The Ballad of Birmingham«, som bliver sunget af studerende fra Tennessee State University.

   Det er typisk for filmens strategi og metode. Alt materialet ligger på YouTube, hvor tilskueren selv kan udrede kontekst, og samtlige ord i den sprøde voice-over, som skuespilleren Samuel L. Jackson har indtalt, stammer fra Baldwins egne skrifter. Nogle er fra Remember This House. Langt flere stammer fra The Fire Next Time.

I 1963 har Dr. Kenneth Clark (ikke den britiske kunsthistoriker, men den amerikanske psykolog) interviewet Malcolm X, Martin Luther King og James Baldwin til et debatprogram om, hvad »vi« stiller op i den anspændte situation efter mordene i Birmingham, Alabama.

   Baldwin er tydeligvis inviteret som en repræsentant for den æstetiske position mellem Kings kristne ikke-volds pacifisme og Malcolms militante aktivisme. Selv blandt brødre er han stemplet som »den kultiverede neger«, der kritiserer ansvarligt og taler forsoning på sigt.

   Senere samme år sidder han i en høflig rundbordssamtale med Harry Belafonte, Marlon Brando, Charlton Heston, Joseph Mankiewicz og Sidney Poitier, som alle har deltaget i marchen mod Washington.

   Fem år efter er han gæst hos talkshowlegenden Dick Cavett i en mere sofiskeret samtale om »the Negro problem«. Her tager Baldwin virkelig bladet fra munden og taler om sin personlige vrede, lede og frygt, da en anden gæst beder ham slå koldt vand i blodet.

BALDWIN siger hver gang de samme ting om moralsk apati og historisk fordrejning. Han er især god til at forklare den hvide racismes voldsfantasier om slavernes hævn. Med årene aftager håbet for en forsoning, som i de ældste klip afsikrer vreden. I stedet er der kommet en ny, melankolsk stoicisme.

   Raoul Pecks film er et vitalt stykke identitetspolitik i sin egen harmdirrende ret. Den haitianske instruktør har aldrig promoveret en letkøbt humanisme. Han instruerede både en dokumentar (1990) og en spillefilm (2000) om de belgiske interesser i mordet på den congolesiske leder Patrice Lumumba.

    Peck skildrede Rwanda ti år efter folkemordet i Sometimes in April (2005). Dokumentaren Assistance mortelle (2013), om Haiti to år efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og hijacker nødhjælpsarbejdet.

   På Berlinalen 2017 kunne man se både I Am Not Your Negro og Pecks spillefilm om Den unge Karl Marx. I Am Not Your Negro giver Baldwins eksempel ny relevans. Filmen er stilfuld og skarp og intens, og den taler med mere autoritet end de fleste dogmatiske flammeskrifter. Den taler ikke om forsigtig forsoning. For midt i er mennesket Baldwin, og drømmeren er blevet træt af at tilgive.

   Næste gang er det ilden, der kommer.

I Am Not Your Negro. Instr. og manus: Raoul Peck. 93 min. Frankrig-Belgien-Schweiz-USA 2016. Dansk premiere: 28.09.2017

I Am Not Your Negro. A Major Motion Picture Directed by Raoul Peck from Texts by James Baldwin. Compilation and Introduction by Raoul Peck. Introduction by Alexandra Strauss. 144 s. Vintage Books/ Penguin Classics, 2017.

Fotos: Velvet Film,/ Artémis Productions,/ Close Up Films/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ You Tube (clips)

Filmen streames på Apple TV og Amazon Store

2K Blu-ray fra Mongrel Media (Canada) 02.05.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.09.2017