Translate

Viser opslag med etiketten Ku Klux Klan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ku Klux Klan. Vis alle opslag

onsdag den 5. januar 2022

Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000)


TI CENT PÅ LOMMEN
Homer i amerikansk belysning

Af BO GREEN JENSEN

DENNE løsslupne film har en indviklet baggrund, som man skylder konceptet af give et rids af. For ideen er virkelig one of a kind. Man tager Homers antikke kvad om Odysseus fra Ithaka, en gammel Hollywood-komedie af Preston Sturges, et tæt sæt ridsede lakplader med vejrbidt blues, folk og country, samt de fleste hævdvundne klicheer, man uvægerligt kommer i tanker om, når nogen siger USA under Depressionen i 1930erne.
   Man ryster naturligvis anretningen godt, men sørger samtidig for ikke at ødelægge ingrediensernes egenart. Skønt tonearten er komisk, tager brødrene Coen sagen alvorligt. O Brother, Where Art Thou? er blevet et stykke svært charmerende americana, som selv skeptisk disponerede tilskuere, der ikke kunne se komikken i Barton Fink (1991), Fargo (1996) og The Big Lebowski (1998) vil nyde at give sig hen til.




GEORGE Clooney, John Turturro og Tim Blake Nelson har rollerne som Everett Ulysses McGill og hans to, men ikke nødvendigvis tro følgesvende, der flygter fra et fængsel i 30ernes Syden og bruger det meste af filmen på at hoppe fra det ene tight spot til det næste. Pete og Delmar tror, de skal hjælpe Everett med at finde en større sum penge, inden dalen bliver oversvømmet for at skaffe elektricitet til randområderne.
   Everett er imidlertid på vej hjem til hustruen Penny (Holly Hunter) og sine døtre. I denne version har Penelope dog ikke holdt frierne fra livet. Tværtimod skal hun giftes med manden, som på vegne af en vis Homer Stokes fører kampagnen mod den siddende guvernør, Pappy O’Daniel, der spilles med udførlig pondus af Charles Durning.




TRIOEN møder desperadoer som gangsteren Babyface Nelson, bliver sangstjerner i kraft af en heftig udgave af »I Am a Man of Constant Sorrow« og infiltrerer et stormøde hos Ku Klux Klan. Racisme og identitetspolitik er et hovedmotiv under smilet i O Brother, Where Art Thou?
   Kyklopen er en hårdtslående, hurtigsnakkende bibelsælger, der kalder sig Big Dan McTeague. Han fremstilles netop så faretruende vennesælt, som John Goodman altid optræder hos brødrene Coen. Sirenerne er tre smukke vaskekoner, der drikker mændene fulde og tager deres penge.



MIDT i alt dette er Clooney, der i denne film gebærder sig og taler som Clark Gable i Frank Capras It Happened One Night, mest optaget af at tilvejebringe den rigtige hårpomade (»Dapper Dan«) og charmere hele sin omverden. Turturro skumler, mens Nelson i højere grad er den frejdige type. Naturligvis er der ingen begravet guldskat. Naturligvis handler det om tro, håb og kærlighed. Og naturligvis synger og danser det hele.*




I PRESTON Sturges-komedien Sullivan’s Travels (1942, da. Med ti cent på lommen) får Joel McCrea som Hollywood-instruktøren John Sullivan et anfald af social samvittighed og tager på valsen for at samle stof til en vægtig film, der skal skildre og ryste hans samtid. Det går ganske vist ikke helt efter planen, men værket, som Sullivan arbejder på, hedder netop O Brother, Where Art Thou?
   Ved årets Cannes Festival druknede brødrene Coens film i mængden, fordi den virkede så let og fordi den ikke byder på meget, som duoen ikke har gjort før. De har dog sjældent gjort det bedre. Filmen flyder som en bred flod mod havet, majestætisk og med en selvfølgelighed, som ikke udelukker lyriske mellemspil og komiske ophold inde i landet.
   Af mange episoder bliver en stærk fortælling bundet. Jeg ved ikke, hvad den »siger« os, men det står fast, at den synger og funkler og smiler, så man umuligt kan forblive » A Man of Constant Sorrow«, når man har set den.

*) Musikken fra O Brother, Where Art Thou? blev et kulturfænomen. T Bone Burnett kuraterede det udsøgte soundtrack, som dykkede dybt i en tilstøvet tradition for bluegrass, country, blues, hvid lakpladepop og sort gospel. Allison Krauss blev en stjerne i kraft af sin medvirken og begyndte på samarbejdet med Led Zeppelin-forsangeren Robert Plant. Det er ikke George Clooney, men Dan Tyminski fra Allison Krauss and Union Station, der synger »I Am a Man of Constant Sorrow« i versionen med The Soggy Bottom Boys.
  Soundtrackalbummet modtog flere Grammy Awards, nåede nr. 1 på Billboard-hitlisten og solgte 9 millioner eksemplarer i USA. På 10th Anniversary-udgaven fra 2011 er en bonus-cd med originale versioner af 14 af sangene vedlagt. D.A. Pennebaker, Chris Hegedus og Nick Doob instruerede Down From the Mountain, som dokumenterer koncerten med filmens stjerner og sange, der blev afholdt i Ryman Auditorium i Nashville den 24. maj 2000. Formålet var at rejse penge til driften af Country Music Hall of Fame and Museum. Da Inside Llewyn Davis (2013) fik premiere, fortsatte Coen-brødrene og Burnett samarbejdet omkring musikken fra 1960eres Greenwich Village. Koncertfilmen Another Day, Another Time: Celebrating the Music of 'Inside Llewyn Davis' udkom i 2015.  


O Brother, Where Art Thou? Instr.: Joel Coen. Manus: Ethan og Joel Coen. Foto: Roger Deakins. 107 min. UK-Frankrig-USA 2000. Dansk premiere: 06.10.2000.

Fotos: Universal Pictures/ Touchstone Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ Mike Zoss Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movies//tillsDB/ Filmgrab/ Universal Music Group
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri Zavvi Exclusive Steelbook, Limited Edition] 25.09.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.10.2000


mandag den 8. juni 2020

Spike Lee: BlacKkKlansman (2018) [Black Lives Matter 10]


DET STORE BEDRAG
A Spike Lee Joint med vid og bid

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN for
BlacKkKlansman er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen, der har gjort mere for racehad end de fleste. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis ikke historien også var sand.
   I 1973 blev Ron Stallworth den første afro-amerikanske polibetjent i Colorado Springs. Hans hudfarve var et aktiv, når politiet skulle orientere sig i det radikale miljø. Da Kwame Ture – bedre kendt som Stokely Carmichael – fra De Sorte Pantere kom til byen for at tale, blev Stallworth sendt ind med en skjult mikrofon. Ved samme lejlighed mødte han kæresten Patrice, som arrangerede Tures besøg.
   At infiltrere Black Panther Party var en bunden opgave. Det var derimod på eget initiativ, at Stallworth tog kontakt til Ku Klux Klan, som søgte nye medlemmer. Han ringede simpelt hen til nummeret, som var oplyst i annoncen. Da det blev tid til at møde de lokale ekstremister, måtte en kollega med hvid hud træde ind. Det blev kriminalbetjenten Flip Zimmerman, som var vant til at arbejde dybt undercover.




ZIMMERMAN havde aldrig tænkt over, at han var jødisk. Stallworth begyndte at spørge sig selv, om han arbejdede for fjenden. Sammen steg de i graderne og var med til yde politibeskyttelse, da klanlederen David Duke besøgte sine tropper i Colorado. Hele det vilde forløb er beskrevet i bogen Black Klansman: Race, Hate, and the Undercover Investigation of a Lifetime, som Ron Stallworth fik udgivet i 2014.
   For filmskaberen Spike Lee bliver Stallworths beretning en anledning til at mobilisere alle de sædvanlige temaer og motiver. Her er omsider en sag, der kan holde og bære det hele.
   Saglig kulturanalyse og radikal systemkritik går hånd i hånd med humor, spænding, romantik og filmkunstens øvrige billige tricks. Resultatet er Lees mest effektive – skønt ikke nødvendigvis »bedste« – film siden Summer of Sam (1999), der brugte en seriemordersag fra 70ernes New York med samme politiserende flair.



SPIKE Lee havde tidligt i karrieren et populært øjeblik, hvor han og kulturen ville det samme. Film som She’s Gotta Have It (1986), Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991) blev globale og spontane hits i en tid, som ikke var mindre racistisk, men dyrkede hiphop og rap.
   Storfilmen om Malcolm X (1992) blev Lees sidste mainstreamsucces. Han gentog sig selv i svagere genrefilm som Crooklyn (1994), Clockers (1995) og Girl 6 (1996), men blev upåagtet mere politisk i dramaer som Get on the Bus (1996), der bare ikke nåede et stort publikum.
   Lee er sjældent en subtil instruktør – og han bliver ofte misforstået, når han prøver at tale stilfærdigt. The 25th Hour (2002) var en af de mest eftertænksomme film om 9/11, men den blev knap nok registreret, måske fordi Lee brugte hvide protagonister.
   Der har været kompetent melodrama som Miracle at St. Anna (2008) og neutrale spændingsstykker som Inside Man (2006) og Oldboy (2013), en genindspilning af Park Chan-wooks koreanske hyper-noir, men Lees hovedspor har i årtier været balstyrig satire, der skød langt over målet.
   Det begynder i 2000 med Bamboozled og fortsætter stadig mere outreret i Red Hook Summer (2012), Da Sweet Blood of Jesus (2014) og musicalen Chi-Raq (2015), hvor sort og hvid synger katolsk gospel sammen. John Cusack er den syngende præst i Chicago.*
   I samme periode er Lee en stadig skarpere dokumentarist. When the Levees Broke (2006) er den definitive skildring af Hurricane Katrina. Four Acres and a Mule, Lees eget produktionsselskab, har lanceret en strøm af tv-projekter, der går imod den hvide hovedstrøm.



DET er, som det hedder, en anden historie. Jeg nævner disse ting af flere grunde. For det første for at pege på en usædvanlig comebackfilm. For det andet for ikke at røbe for meget af handlingen i BlacKkKlansman. Den begynder i bredt komisk leje, men bliver siden både spændende og intens.
   John David Washington – som er søn af Denzel Washington – spiller Stallworth med åben, imødekommende mine. Adam Driver er meget velanbragt som hans jødiske partner. Laura Harrier drejer, sikkert med vilje, portrættet af Patrice Dumas i retning ad Angela Davis.
   For Lee benytter lejligheden til atter at udstille det store bedrag, som han (ikke uden rette) mener, at Hollywoods take på historien har været. 1973 er året, hvor blaxploitation var i zenit. Filmen har sin kringlede titel i ånden fra Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971). Ron og Patrice klæder sig som karakterer fra Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973).




TOPHER Grace leverer en glat David Duke, der er ond og banal i Hannah Arendt’sk forstand. Koryfæerne Alec Baldwin og Harry Belafonte udlægger filmhistorien fra diametrale positioner. Baldwin er racisten, som maner til mobilisering, mens En nations fødsel (1915) kører i baggrunden. Ku Klux Klan blev gjort til helte i D.W. Griffiths nationalepos. Det samme skete i Borte med blæsten (1939). Belafonte spiller en filmprofessor, der taler om racismen i det definitive borgerkrigsmelodrama.



BlacKkKlansman modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen i 2018. Til gallapremieren kom Spike Lee med de knojern, som Radio Raheem bruger i Do the Right Thing. På det ene står der LOVE, på det andet står der HATE.
   Lee har symbolikken fra Charles Laughtons The Night of The Hunter (1955, da. Kludedukken), men han siger, at alle hans film har handlet om dét. Ikke om klasse og etniske rødder. Bare om denne grundlæggende kamp.
   Til slut viser Lee friske billeder fra 2017-optøjerne i Charlottesville, Virginia. Det er selvsagt med flossede ender, at disse umage størrelser samles i filmen. Men BlacKkKlansman svæver og flyver reelt. Alle Spike Lees kvaliteter får stemme. Det er effektiv propaganda. Og virkelig en film, som kulturen fortjener.

*) Berlinale 2016: »Dag 5. Spike Lee er i Berlin med Chi-Raq. Det er afro-amerikanernes navn for South Side Chicago, som har national rekord i bandekrig og skuddrab. Fra 2001 til 2015 døde 8000 amerikanere i Chicago. Det er flere end i krigene i Irak og Afghanistan. Nogle ofre var små skolebørn.
   Lees eget våben er grovkornet humor. Han tager en oldgræsk komedie – Aristofanes' Lysistrate, som har stået model til mange moderniseringer – og smelter den om i en blanding af eventyr, farce og musical. Alle kneb gælder. Filmen er en øvelse i praktisk og besværgende magi. 
   Præmissen i Lysistrate er, at Spartas kvinder nægter mændene sex, hvis ikke de afblæser krigen mod Troja. Det virkede i Hellas. Det virker naturligvis også (på film) i Chicago. Chi-Raq er for resten finansieret af Amazon Studios.
   Dialogen bliver fremsagt i rimede linjer, der rappes i ånden fra lydsporets sange. Samuel L. Jackson er Dolmedes, den lapsede fortæller. Teyonah Parris og Nick Cannon er parret i midten af sexkrigen, der breder sig til hele verden i fingerede nyhedsklip. Også københavnske kvinder er på gaden for at råbe: Ingen Fred, Ingen Fisse!! Det er Angela Bassett, der giver Lysistrate ideen.
   Som kvarterets radikale præst holder John Cusack en prædiken, der kommer direkte fra instruktøren. Det er som at høre Malcolm X, Martin Luther King, James Baldwin og Michael Moore på én gang. Der er skarp analyse og ren populisme, men især suveræn retorik. Cusack er fænomenal, når han får den rigtige rolle. Se bare hans Brian Wilson i Love & Mercy.
   Filmen er skiftevis frusterende løs og klart inspireret. Jeg tænkte flere gange på Girl 6 fra 1996, hvor det regnede med telefoner til slut, og den samme slags eventyr var i spil. Lee kan en masse filmting, men har svært ved at holde sig til sagen. Her sender han en pinlig hilsen til Dr. Strangelove og lader Jackson runde af med en tale, der kopierer den store slutning i Patton.«


BlacKkKlansman. Instr.: Spike Lee. Manus: Charlie Watchel & David Rabinowitz; Kevin Wilmott & Spike Lee. Foto: Chayse Irvin. 135 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018



Fotos: Four Acres and a Mule/ David Lee/ Focus Features/ UIP/ FilmAffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 24.12.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.09.2018 [Noten om Chi-Raq er en opdatering til Mikrozinets Facebook-side 16.02.2016]