Translate

Viser opslag med etiketten Stephen Daldry. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stephen Daldry. Vis alle opslag

mandag den 9. marts 2020

Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]


DEN FADERLØSE VERDEN
Jonathan Safran Foers roman om sorgarbejdet efter 9/11

Af BO GREEN JENSEN

I BEGYNDELSEN er det en ordentlig mundfuld: Extremely Loud & Incredibly Close. Romanen med den fantastiske titel var et af de første forsøg på at bruge erfaringerne fra terrorangrebet på World Trade Center. Jonathan Safran Foer skrev den i 2005 og fik mange kritiske stryg for projektet. Han fik dog også en stor læserskare. Ekstremt højt & utrolig tæt på er blevet en af de bøger, som man husker 9/11 med.*
    Fortælleren Oskar Scheel er en fremmelig dreng, en 9-årig nørd med noget, der minder om Aspergers syndrom. Han kan - og skal - være et krævende bekendtskab. Oskars helt er Stephen Hawking, og han bruger en flod af statistiske informationer til at begribe sin omverden med. Kun hans far forstod, hvad der rørte sig i drengen. I køkkenet planlagde de ekspeditioner, som skulle dokumentere, at New York havde haft en sjette kommune, der forsvandt som et andet Atlantis.



THOMAS Scheel kunne også huske alle sange med The Beatles. Den 11. september 2001 kom han ikke hjem fra sin frokostaftale. Han ringede og lagde fem beskeder, som Oskar ikke har spillet for nogen. Nu er der gået et år. Drengen og hans mor har vænnet sig til at være alene, og i virkeligheden er dét vel problemet. Den faderløse verden er ved at blive til normalitet. I sin fars skab finder Oskar en nøgle i en brun kuvert. Navnet Black er skrevet udenpå. Så han vil finde en lås til den nøgle.
   Oscar er vred, fordi hans mor har begravet en tom kiste uden hans far i. Han er dog endnu mere vred på sig selv, fordi han ikke tog telefonen den morgen. Han giver sig selv blå mærker og indretter et helgenskrin i garderoben. Her er alle de ting, som han har fra sin far, trivielle små relikvier, der får talismanisk virkning. Har man mistet en far eller mor, da man var barn, vil man sætte stor pris på den del af filmen.
   Også Oscars kloge farmor er vigtig, og hendes mystiske logerende – en gammel mand, som ikke taler, men skriver, når han vil meddele sig, og har et JA og et NEJ tatoveret i sine hænder – bliver en vigtig forbundsfælle. I bogen er det historiske spor flettet sammen med Oskars fortælling. I filmen forbliver det meste usagt, men gestaltes alligevel, så man føler og forstår det, i Max Von Sydows knivskarpe figur.



FILMENS Oskar er mere afklaret omkring sit projekt end drengen i bogen. Han ved, at han ikke kan ændre historien, uanset om han finder låsen, der passer til nøglen. Der er 161.999.999 låse i New York, som nøglen ikke kan åbne, og absurd mange mennesker, som hedder Black. Men lyset fra solen når Jorden på otte minutter. Hvis solen dør, kan vi mærke dens varme så længe. Oskar prøver simpelt hen at forlænge den sidste erindring om tiden, han fik med sin far.



STEPHEN Daldry (Billy Elliott, The Hours, The Reader) og manuskriptforfatteren Eric Roth har fundet dækkende filmiske udtryk for bogens sproglige saltomortaler. De statistiske remser er bibeholdt i montage og voiceover, men filmen gør intet forsøg på at trykke siderne så tæt, at de bliver sorte. Flere typografiske tricks bliver oversat til billeder, der kan sige (lidt af) det samme. For eksempel har romanen 16 sider med fotos af manden, der springer og falder fra World Trade Center. Når man bladrer hurtigt, vendes historien, og manden falder op i tårnet. I filmen er sat en ret fin detalje, der på samme måde løfter verden på plads.
  

THOMAS Horn snubler gennem gaderne med en tamburin, der kan neutralisere panikken og kakofonien fra storbyens kværnende motor. Det er hverdagens syner og lyde, som slår ind i Oskars sanser og får alt til virke ekstremt højt og utrolig tæt på. Men han bider angsten i sig og fokuserer på sit projekt. Filmen fravælger klogt at forbinde Ground Zero med Dresden og Hiroshima, som det bliver gjort i romanen. Der er heller ingen Beatles-sange, og der kommer intet brev fra Stephen Hawking. Alligevel bliver Oskars søgen til en hel kulturs sorgarbejde.
   

FOERS roman delte vandene stærkt, og det samme vil filmatiseringen gøre. Daldry skal dog roses for helhjertetheden. Han lader Oskar være så intens, at figuren bliver konkret og troværdig. På tryk kan den føles som en sproglig konstruktion. Måske bliver alt lagt lidt for let på plads, men scenerne med Thomas Horn og Max von Sydow har en varme som ikke findes i bogen. Det er Oskar og manden, som ikke vil tale. Det er også Pelle og Lassefar, som holder sammen midt i en grusom historie.
   Tom Hanks og Sandra Bullock er de gode forældre. Blandt de mange mennesker, som hedder Black, gør Viola Davis det varigste indtryk. Stephen Daldrys film undersøger, hvordan børn bærer sig ad med at sørge. Den er langtidsholdbar og kan også bruges, hvis savnet handler om andet end 11. september.

RIP Max von Sydow 1929-2020

*) Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt & utrolig tæt på. Oversat efter 'Extremely Loud & Incredibly Close' (2005) af Jan Hansen. 348 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2006. 


Extremely Loud & Incredibly Close (Ekstremt højt & utrolig tæt på). Instr.: Stephen Daldry. Manus: Eric Roth. Foto: Chris Menges. 129 min. USA 2011. Dansk premiere:01.03.2012



Fotos: Warner Bros./ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Tiderne Skifter, YouTube (Trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, RAkuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 03.12.2012
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.03.2012

søndag den 8. marts 2020

The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]


AT VÆLGE LIVET
En fremragende litterær filmatisering 

Af BO GREEN JENSEN

TRE tider og tre kvindeliv flettes sammen i The Hours. Meget må derfor forklares, og allerede titelsekvensen i Stephen Daldrys film efter Michael Cunninghams roman er spækket med informationer. I 1941 anbringer forfatteren Virginia Woolf to breve på kaminhylden og går ned til floden i Sussex for at tage sit liv. Det ene brev er stilet til søsteren Vanessa Bell. Det andet er til ægtemanden Leonard og begynder, som i virkeligheden:
   »Kæreste. Jeg er sikker på, at jeg er ved at blive gal igen. Jeg føler at vi ikke vil kunne gennemleve sådan en frygtelig tid en gang til. Og denne gang kommer jeg mig ikke. Jeg begynder at høre stemmer, og jeg kan ikke koncentrere mig. Så jeg gør det jeg finder bedst at gøre. Du har givet mig den størst mulige lykke. Du har på alle måder været alt hvad nogen kunne være for mig. Jeg tror ikke to mennesker kunne have været lykkeligere.«*



LEONARD Woolf citerer brevet i sine erindringer. Det slutter, som i filmen: »Jeg kan ikke kæmpe mere. Jeg ved at jeg ødelægger dit liv, at du kunne arbejde uden mig. Og det ved jeg du vil. Som du ser, kan jeg ikke engang skrive dette her rigtigt. Jeg kan ikke læse. Jeg vil gerne sige, at jeg skylder dig al mit livs lykke. Du har været uendelig tålmodig med mig og utrolig god. Jeg vil gerne sige, det – alle ved det. Hvis nogen kunne have reddet mig, ville det have været dig. Alt har forladt mig undtagen visheden om din godhed. Jeg kan ikke mere blive ved med at ødelægge dit liv. Jeg tror ikke, to mennesker kunne have været lykkeligere end vi har været. V.«**
   I filmen finder Leonard brevet og løber efter sin kone. Så klippes der til en anden tid og de øvrige historier. To timer senere, da filmen vender tilbage til sit udgangspunkt, og vandet endelig lukker sig over Virginias hoved sammen med tiden, er det hverken Woolfs brev eller Cunninghams bog som citeres. Manuskriptforfatteren David Hare har for egen regning forstærket pointen: »Altid årene imellem os – altid kærligheden, altid timerne«.



DE tre liv belyser og tager farve efter hinanden. I 1923, 18 år før selvmordet, arbejder Virginia (Nicole Kidman) på romanen Mrs. Dalloway i det påtvungne eksil i Richmond. Leonard (Stephen Dillane) er bekymret og irriterende formynderisk i sin omsorg. Virginia føler sig kontrolleret og begrænset. Kun oppe i sit eget værelse kan hun sidde med romanen, ryge en intens cigaret og komme til live til kunstner. Senere ankommer søsteren Vanessa (Miranda Richardson) med sin datter og de store sønner. Den ene, Quentin Bell, skrev siden mosterens biografi, men ved tebordet fniser han sammen med broderen, da tante Virginia igen bliver fjern.


   
ROMANENS første sætning lyder: »Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.« Den læser Laura Brown (Julianne Moore) netop i bogen, hun begynder på om morgenen i Los Angeles. Året er 1951, og Laura er ved at gå til i rutinen med Dan (John C. Reilly), der elsker hende ud over alle grænser og drømte om hende under hele Stillehavskrigen. Til tider bliver hun også næsten kvalt i sønnen Richards hengivenhed. »Hvad er det du vil?« spørger hun ham. Men verden er fuld af sol, den lille bungalow slutter tæt og Dan kom trods alt hjem fra krigen. Han har fødselsdag og fortjener »alt det her«, betror hun veninden Kitty (Toni Collette) som kigger forbi samme eftermiddag.
   Laura kan ikke sætte fingeren på, hvad der er galt. Der er dette hul i midten af hendes tilværelse og følelsen af at drukne. Hun sætter sønnen af hos babysitteren og siger, at hun skal til frisøren. Så tager hun ind på et hotel med Mrs. Dalloway og sine pilleglas i tasken. Hun har tænkt sig at lade vandet komme. Hun har tænkt sig at dø på hotellet.



»MRS. Dalloway said she would buy the flowers herself,« er også den første sætning, som falder forlagsredaktøren Clarissa Vaughan (Meryl Streep) ind, da hun har fået øjne i lejligheden på Manhattan i New York. Året er 2001, og Woolfs bog har altid haft en særlig betydning for Clarissa. For det første deler hun fornavn med Mrs. Dalloway. For det andet har også hun et neurotisk behov for at arrangere selskaber. Hun er god til at dække over stilheden. Digteren Richard (Ed Harris), som hun var kæreste med en enkelt sommer for mange år siden, kalder hende stadig »Mrs. Dalloway«.
   Clarissa er lesbisk og har i ti år levet sammen med Sally (Allison Janney), der betegnende nok har overnattet i byen. Også Richard foretrak sit eget køn, og Clarissa har husket at invitere Louis (Jeff Daniels) til selskabet, hun vil holde for Richard samme aften. Richard skal modtage en pris for sit livsværk, digtene såvel som romanen, alle siger er svær at få hul på. Richard er også HIV-positiv og holder sig kun i live for Clarissas skyld. »Men det er det folk gør, Richard, de holder sig i live for hinandens skyld,« siger Clarissa.
   Er det rigtigt, og er det rigtigt at gøre sådan? spørger The Hours. Og hvorfor er lykken så svær at holde fast på? Virginia holder sig i live for Leonards skyld, men er kun helt sig selv, når hun skriver. Richard hader sit liv og er aldrig kommet over måden, som Laura forlod ham på, da han var dreng i Los Angeles og hun kaldte ham »my little guy«. Men Laura valgte livet, da hun gik. Det samme gør Clarissa, da hun kysser Sally samme aften. Kun digterne dør uden at tage hensyn.



DET er en formidabel film, som David Hare og Stephen Daldry har filtret fri af Michael Cunninghams roman. Denne er skrevet ovenpå Mrs. Dalloway og med Virginia Woolfs impressionistiske bevidsthedsstrømme, selve synergien af lys, puls og timer i baghovedet. Også Richards roman, The Oneness of Time, er skrevet med en ambition om at holde øjeblikkets væsen fast. Han føler selv, at forsøget er mislykket. Kun Virginia ved, at kunsten lykkedes for hende. Det var livet, hun ikke duede til.



PÅ centrale steder i filmen er anbragt fire grænseoverskridende kys, som i et evigt nu ophæver styrkeforholdet i relationerne, de udspringer af. I 1923 kysser Virginia sin søster på munden for at aftvinge Vanessa noget mere end en høflig reaktion. I 1951 kysser Laura Kitty på munden, da veninden skal opereres for livmoderkræft. Det er det mest erotiske kys og det, som står længst i stilheden. I 2001 kysser Richard Clarissa, i trods såvel som accept af sin skæbne. Endelig kysser Clarissa partneren Sally i en gestus, som besegler deres år og deres timer sammen.
   Virginia og Richard tager en slags afsked med deres kys. Clarissa vælger livet og kærligheden. Hun er sikkert den af karaktererne, som de fleste føler sig tættest på. Laura går fra sin mand, sin nyfødte datter og sønnen Richard, der vokser op og bliver Clarissas Richard. »Så dét er altså uhyret,« hvisker Clarissas datter Julia (Claire Danes), da Laura ringer på i New York for at være med til at begrave sin søn. Hun koncentrerer filmens morale. »Det var døden,« siger hun om sin ægteskab og børnene. »Jeg valgte livet.«



TIDEN løber som vand i The Hours. Det samme gør Philip Glass' musik, der er filmens eneste svaghed. Ikke at hans score er dårligt. De tonale trappestiger bliver imidlertid anmassende, når Daldry igen og igen lader dem vokse og dominere de enkelte scener så stærkt. »Filmen afviste gængs musik,« sagde Daldry, da han præsenterede The Hours på Berlin Festivalen. For ham var Glass’ musik med til at føje tiderne sammen og hjælpe os til at opfatte alle lagene af tid som én tid, vand man står og ser ned igennem, al tid og alt liv i drift på én gang.
   Virginia Woolf var inde på noget lignende, da hun i 1929 formulerede følgende i sin dagbog: »Men angående denne bog... Hvordan skal jeg begynde? Og hvad skal den blive til? Jeg føler ingen stærk impuls, ingen feber, kun en stor belastning af vanskeligheder. Hvorfor da skrive den? Hvorfor skrive overhovedet? Hver morgen skriver jeg en lille skitse for at more mig selv. Jeg siger ikke, må jeg lige sige, at disse skitser har nogen betydning. Alligevel kunne det måske gøres på den måde. Et sind som reflekterer. Måske er det øer af lys – øer i strømmen, jeg prøver at udtrykke, måske livet selv som bliver ved.«***



THE Hours er ikke som sådan en film om Virginia Woolf eller dét at være kunstner. Den er en tillidserklæring til livet, men også en (an)erkendelse af sorgen. Ingen af de fire valg er så enkle som de tager sig ud, men alle er tapre og ægte. Det samme er Daldrys film, som får meget foræret af spillerne, Kidman, Moore og Streep især. Mere problematisk er Ed Harris, der eksponerer som om han stod på en scene, mens kvinderne arbejder nede i nuancerne.
   Sin primære styrke har filmen dog i formen, den strukturelle konsekvens og tilliden som den viser sit publikum. Få forlader biografen uden at have sat sig i kvindernes sted, i det mindste for en tid og på prøve. Ingen er uberørt efter The Hours.


*) Michael Cunningham: Timerne. Oversat efter 'The Hours' (1998) af Pia Juul. Gyldendal, 2000, pp. 9-10. 







**) Leonard Woolf: Virginia. Erindringer. Oversat af Nina Lautrop-Larsen. Rosinante, 1991, p. 280. Udvalget er en stærkt forkortet og redigeret udgave af bind III-V (Beginning Again, Downhill All the Way, The Journal Not the Arrival Matters) i The Autobiography of Leonard Woolf (1960-69). De første to bind hedder Sowing og Growing. Leonard Woolfs selvbiografi er værd at læse, også for andet end beskrivelser af Virginia. Fra 1904-11 fungerede han som embedsmand i Sri Lanka - dengang kronkolonien Ceylon - og endte som administrator for distriktet Hambantota. Han kom hjem på orlov og giftede sig med Virginia Stephen i 1912. Det er i denne periode, at hans spor løber sammen med den canadisk-tamilske Ondaatje-familie. Michael Ondaatje - forfatter til bl.a. Den engelske patient - har skrevet om forbindelsen i Running in the Family. Michaels storebror, Christopher Ondaatje, følger Leonards spor i Sri Lanka i Woolf in Ceylon (2005). Leonard Woolf blev 88 år. Han døde i London i 1969. 

***) Optegnelsen er dateret tirsdag den 28. maj, 1929. Citeret efter Virginia Woolf: A Writer's Diary. Being Extracts from the Diary of Virginia Woolf. Edited by Leonard Woolf. Triad/ Panther Books 1978. p. 141.








The Hours. Instr.: Stephen Daldry. Manus: David Hare. Foto: Seamus McGarvey. 115 min. USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003


Fotos: Paramount Pictures/ Miramax/ Scott Rudin Productions/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Gyldendal/ Rosinante/ Panther Books/ Internationale Filmfestspiele Berlin
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment One (Holland) 18.05.2011
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 28.02.2003

lørdag den 7. marts 2020

Den tyske fortælling: Et interview med Stephen Daldry og David Hare [Højtlæseren 2]



DEN TYSKE FORTÆLLING
Stephen Daldry og David Hare om The Reader

Af BO GREEN JENSEN

FEBRUAR 2009 – DET er en travl fredag først i Berlinalen, festivalens dag to ud af ti tætte døgn. Ved middag er The Reader blevet vist for pressen i Berlinale Palast på Potsdamer Platz. Nu samles udvalgte repræsentanter for pressen i den dekadente lounge på tre etager, som gør det ud for en forhal i Hotel Adlon ved Brandenburger Tor.
   Efter sindrige akkrediteringssystemer bliver nogle pressefolk guidet rundt mellem filmens stjerner, Kate Winslet, Ralph Fiennes og tyskeren David Kross, der holder hof i hver sin suite. Sidstnævnte må være træt af at gentage anekdoten om, hvordan man ventede på, at han fyldte 18 år, før man optog sexscenerne med ham og Kate Winslet. Han fyldte år, festede igennem og gik næste morgen i seng med Winslet, der var noget så blid og forstående.*


ANDRE journalister sendes ind i sobre hold for at tale med instruktøren Stephen Daldry (f. 1961). Daldry er mærkbart irriteret over at besvare de samme spørgsmål hele tiden og giver stadig kortere svar. Vi sidder om et stort rundt bord i biblioteket på Adlon. Daldry triller sin sidste cigaret mellem fingrene. Man må naturligvis ikke ryge i rummet. Lidt efter tænder han alligevel cigaretten. Den grå røg har samme blålige tone som instruktørens tætklippede hår.
   Daldry kommer fra teatret, hvor han stadig arbejder meget af tiden. Han brød stort igennem med Billy Elliott (2000), historien om minearbejdersønnen, der vil være balletdanser i 1980ernes England. Den er siden blevet til en scenemusical, som Daldry også har instrueret. Tre år senere filmatiserede han Michael Cunninghams The Hours. Nicole Kidman modtog en Oscar for sit portræt af Virginia Woolf i den film.



JEG skal tale med Daldry, før jeg finder manuskriptforfatteren David Hare i et hjørne af den store vestibule. Jeg kan lige så godt begynde med at spørge dumt om det samme, som alle andre har spurgt om. Daldry kan mærke det komme. Han vender sig og tager en dyb indånding.
   - Hvad man aldrig bliver helt klog på, hverken i bogen eller filmen, er den rolle som Hannas analfabetisme spiller. Hvorfor er det så vigtigt at skjule, at hun ikke kan læse og skrive?
   »Det er veldokumenteret, at analfabeter vil gå til yderligheder for at bevare deres hemmelighed. Det er stadig meget udbredt. Vi brugte megen tid sammen med mennesker, som ikke kunne læse og skrive. Det var i New York. Deres historier var fantastiske. Nogle bliver gift og får børn, og skjuler det stadig for ægtefællen og deres børn. De væver et fint net af løgne, som dækker denne dybe hemmelighed, men som samtidig forvrænger hele deres liv.
   Måske er det for alvor interessante, at for denne karakter, Hanna Schmitz, er skammen over ikke at kunne læse og skrive større end skammen over at have været fangevogter i en koncentrationslejr. Så man kan sige, at der er to lag af analfabetisme i spil i denne film. Den ene er hendes faktiske, funktionelle analfabetisme, den anden er hendes moralske analfabetisme. Det er forholdet mellem mellem hendes praktiske og moralske analfabetisme, som filmen interesserer sig for at udforske hele vejen igennem.«


– Der er måske ingen klar forbindelse mellem Hannas fortid i SS og hendes manglende skrive- og læsefærdigheder. Men er der en forbindelse?
   »Du forudsætter en forbindelse mellem moralsk klarhed og evnen til at læse, som ikke findes hverken i filmen eller bogen. Det er naturligvis altid bedst for en film, hvis tilskueren hverken har set trailere, læst bogen eller på forhånd véd noget som helst. Men i verden, som den ser ud, ved publikum en masse om filmene, før de ser dem. Tilskuerne, som vi fik til at se filmen før premieren, havde ikke kendskab til Hannas analfabetisme. De blev opmærksomme på den på forskellige tidspunkter. Jeg tror ikke, jeg kan udpege én scene, hvor forbindelsen første gang bliver klar. Der er mange små spor og signaler, som er lagt ud undervejs.«
   – Emnet har relevans for Europa og resten af verden, men det er i bund og grund en tysk fortælling. Det kan undre, at der ikke har været interesse for at skabe en tysk filmatisering.
   »Det tror jeg også, at der har. Det var Bernhard Schlinks ønske, at filmen blev lavet på engelsk. Jeg tror, han selv ville sige, at det var vigtigt for ham at se, om billederne og temaerne i bogen udtrykker en unik tysk erfaring. Var det »bare« en tysk film, eller kunne det blive – jeg citerer ham – en international film, som vækker genklang i andre kulturer. Det ville kun være muligt at afprøve, hvis filmen blev lavet på engelsk.
   Alle i filmen taler engelsk med tysk accent. Den kommer af sig selv, fordi mange af de medvirkende er tyskere, som taler engelsk. Men Kate Winslet og Ralph Fiennes taler med fingeret accent. Problemet var at lægge et niveau, så alle de medvirkende talte på samme måde. Faktisk lagde vi os efter David Kross. Det var sværere for tyskerne end for englænderne. Mange tyskere har lært engelsk i skolen, mange er vant til en amerikansk accent. Det vigtige var selvsagt at skabe sammenhæng.
   Det var vigtigt at lave filmen i Tyskland og så vidt som muligt med et tysk hold. Af åbenlyse grunde. Vi prøvefilmede mange skuespillere på Davids alder. Men faktisk mente den tyske casting agent hele tiden, at David Kross var den rigtige til rollen. De havde arbejdet sammen på Knallhart for et par år siden.«



– Flere kritikere mener, at Kate Winslet gør Hanna for værdig og sympatisk. De er nervøse for, at unge tilskuere vil opfatte Hanna forkert… 
   »Du må næsten spørge de unge tilskuere selv. Jeg kan ikke lide at tale på deres vegne. Indtil videre har publikum haft meget forskellige reaktioner på Hanna. Det glæder mig, at filmen bliver diskuteret og at man er uenige. Det er et vigtigt og kontroversielt emne, og det er godt, at man ikke uden videre tager filmen til efterretning.
   Jeg kan jo ikke sidde her og tale om budskaber og metaforer. Faktisk kan jeg kun tale om filmen i forbindelse med karaktererne. I filmen såvel som i bogen er emnet den generation af tyskere, som voksede op med et slør af stilhed, indtil de i en vis alder opdagede, at deres forældre eller lærere eller præster havde taget del i et folkemord. Vi undersøger, hvad der så sker med denne kærlighed. Bliver den forgiftet? Er den ødelagt for altid?
   Det er klart, at det som sker for Michael Berg vil påvirke ham resten af livet. Filmen handler også om hans manglende evne til at bryde med denne kvinde, som åbenlyst er en krigsforbryder. Hans tavshed og mulige medskyld er en skygge, der vil hænge over ham altid. Bernhard Schlink ville sige, at den skygge hænger over hele hans generation. Om den så er nedarvet fra den ældre generation, er et spørgsmål, man kan diskutere. Men for hr. Schlink er det en tysk fortælling om generationer og skyld.«


– Bogen er dybest set en lang monolog, som Michael fremsiger. Var det svært at overføre romanens fortællerstemme til filmen?
   »Vi optog ikke filmen i kronologisk rækkefølge. At den heller ikke er fortalt kronologisk, var noget som David Hare og jeg arbejdede med hen ad vejen. Bogen er fortalt i første person og skrider stort set frem kronologisk, men med forskellige diversioner og afstikkere. Det gjaldt om at finde en måde at oversætte fortællerstemmen til billeder på. I bogen står det klart, at selve det at skrive er en måde at bearbejde erfaringen på og komme overens med spørgsmålet om skyld.
    Man kan sige, at der er tale om en bekendelse, en slags tilståelse, skønt fortælleren er for ung til selv at have begået de forbrydelser, som bliver tilstået. Det er vel det, som romanen undersøger: Er det muligt at arve en kollektiv skyld? I filmen måtte vi finde en tilsvarende henvendelsesform. Det blev så historien om en mand, der begynder at fortælle sin datter om et forhold og en baggrund, som han altid har holdt for sig selv. Det er slet og ret en måde at indramme hovedfortællingen på.


– I bogen siger Michael, at det i dag er umuligt at forestille sig, hvor få billeder af krigen og af holocaust, man faktisk havde dengang. Hvorimod der nu er film som Sophie’s Choice og Schindler’s List, så vi næsten kan leve i den populære forestilling om, hvordan der var i kz-lejrene. Vi kan drømme og fordreje historien. Kan man også sige det om The Reader?
   »Det er en holocaustfilm, for så vidt som den handler om krigstidens Tyskland. Og Michael har ret, når han i bogen siger, at vi ikke kendte de billeder dengang. Nu er vi så vant til at se dem, at jeg i hvert fald ikke ville filme et tilbageblik på lejrene, for hvorfor skabe flere af de billeder, når vi i forvejen har dem ætset ind i vore hjerner?
   Men denne film handler især og først og fremmest om konsekvenserne for den næste generation. For mig at se er den tyske fortælling en af de bedste. Jeg ser mig omkring i Berlin, og for mig at det som at spadsere i Troja. Denne by er blevet knust og genrejst tre gange. Den var slagmarken for de tre store ideologier i det 20. århundrede. Den historie er synlig på hvert gadehjørne. Byen er fuld af skygger og monumenter. Og skyld. Tag blot det jødiske mindesmærke bag hotellet her – er det ikke fascinerende? At en nation vil rejse et monument over den største skændsel i sin historie.
   Vi forsøgte at pakke filmens lag så tæt som muligt. Der er dog flere områder i filmen, som er åbne for fortolkning. Man kan programmere tilskuerens opfattelse af visse grundlæggende bevægelser, men der må også være elementer, som publikum selv bearbejder.«


– En sekvens i filmen, der skiller sig ud, er cykelturen, som Michael og Hanna tager på. Den er filmet i en anden stil. Tonen er en anden. Lyset er blødere, og farverne er dybere...
   »Jeg ville have himlen og baggrunden til at se ud, som om man var på vej ind i et Tyskland før krigen. Måske er den-og-den bygning ødelagt på grund af krigen, men sekvensen er i sit væsen en pastoralsk idyl. I mit hoved afspejler den fascismens kærlighed til det sentimentale. Og til sentimentale pastoralske idyller. Og demonstrerer derved forbindelsen mellem fascisme og sentimentalitet. Se, dér er små drenge i lederhosen. Og se, dér er en smuk landsbykirke. Det var en leg med fascisternes affinitet for det sentimentale. For kitsch. Men måske er det et af de lag i filmen, som det først og fremmest er mig selv, der kan se.«


EFTER den anstrengte audiens hos mr. Daldry, hersker der afslappet te-og-scones-stemning i sofaen hos filmens manuskriptforfatter, David Hare (f. 1947), en venlig grå mand med en aura af Oxbridge og støvet diplomatnonchalence. Mest af alt minder han om en person fra John le Carrés Det russiske hus, som for resten ligger lige om hjørnet, henne i Friedrichstrasse.
   Hare er først og fremmest dramatiker. Han har skrevet 25 teaterstykker – mens vi taler, bliver The Vertical Hour (2006, da. Øjeblikket), om Storbritanniens krigsførelse i Mellemøsten og fiktionen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, opført på Edison Scenen. Det var Hare, som i 2007 instruerede Vanessa Redgrave i sceneudgaven af Joan Didions The Year of Magical Thinking, hvor hun taler om tabet af sin mand og sin datter.


HARE er en stemme i traditionen fra Harold Pinter, som han nævner flere gange i løbet af vor samtale. Pinter var en helt for Hare, fordi han sagde fra over for Franco Zeffirelli, operafilmens italienske mester, da denne ikke fulgte anvisningerne i et manuskript, som Pinter havde skrevet. Han lukkede produktionen, hvilket ellers er noget, som dramatikere ikke kan, når de vover sig ind i filmindustrien. Hare foretrækker stadig at arbejde i et levende teater, hvor tingene udvikler sig organisk og ad hoc.
   Han har dog megen erfaring med filmen. I 1970erne instruerede han selv flere af de stykker, han skrev til BBCs Play for Today, bl.a Licking Hitler og Dreams of Leaving. Signaturværket Plenty fra 1985 er en nyklassisk teatertekst. I 1980erne skrev og instruerede han tre spillefilm, Wetherby, Paris By Night og Strapless, før det i 1990erne tyndede ud i The Designated Mourner og et segment (»Paris, May 1919«) til George Lucas’ Young Indiana Jones-serie, som også Bille August bidrog til.
   Hare har skrevet 21 filmmanuskripter, bl.a til Fred Schepisis biografudgave af Plenty (1985), Louis Malles Damage (1992) og Stephen Daldrys The Hours (2002). Han fortæller, at han arbejder på en filmatisering af Jonathan Franzens The Corrections, som Robert Zemeckis skal instruere. Filmen får premiere i 2011.**
   Hare betror mig, at han hader Berlin. Han kom her ofte i koldkrigsårene, da Hotel Adlon på grund af sin placering fungerede som et halv-officielt helle for møder mellem britiske, amerikanske og russiske diplomater. Byen var fuld af gamle nazister, skabskommunister fra Cambridge, krigsliderlige amerikanere og et britisk embedsværk, der med nidkærhed videreførte klasse- og kastesystemet fra Eton og andre privatskoler. Nu er alting pudset op som demokratisk åbenhed. Han tror ikke på det, og teen er stadig væk dårlig.

 

– Du har specialiseret dig i litterære adaptationer. Var filmatiseringen af Bernhard Schlinks roman dit eget valg eller en bestillingsopgave?
   »Det var bestemt mit eget valg. Jeg læste bogen, da den udkom på engelsk for otte år siden, og ville straks i gang med en filmatisering, som Stephen med det samme sagde ja til at instruere. Så opdagede jeg, at Anthony Minghella ejede filmrettighederne. Minghella var min personlige ven, så jeg ringede til ham og sagde: »Du får aldrig lavet den film. Hvorfor giver du den ikke til Daldry og mig?«  Han havde netop lavet The English Patient og var involveret i flere store, ambitiøse projekter. Jeg sagde: »Dette er et lille projekt, som man skal kæle for og gå i dybden med. Du laver nu disse episk favnende storfilm. Du får aldrig tid til at instruere The Reader.« Han ville stadig selv instruere, men efter endnu et år eller to, sagde han: »Jeg lovede Bernhard Schlink en film, og jeg har holdt ham hen for længe. Jeg ved, at du og Stephen hele tiden har villet lave den. Så The Reader er jeres.«***   

– Både du og Stephen Daldry er vant til at arbejde med teater. Har I aldrig overvejet en sceneudgave af fortællingen?
   »Nej. Den er slet og ret for kompliceret. The Reader er en historie, der folder sig ud over tid. Et bærende tema er, hvordan tiden præger os og påvirker måden, vi opfatter tingene på. Filmen er et bedre medie end teatret, hvis man vil skildre tidens gang. På det punkt kan filmen noget, som teaterforestillingen ikke kan.«
   – Hvordan ser du forbindelsen mellem nazismen og Hannas analfabetisme? Jeg har også spurgt Stephen Daldry...
    »Vores film er med vilje tvetydig omkring det emne. Hanna bliver jo ikke ved med at være analfabet. Hun lærer sig at læse og skrive. Men grunden til, at hun lærer sig at skrive, er at hun vil kommunikere med Michael, som ikke længere ønsker at kommunikere med hende. Bernhard Schlink er meget klar på det punkt, som er noget af det, jeg har udspurgt ham ivrigst omkring. Han siger ikke, at hun begik sine forbrydelser, fordi hun ikke kunne læse og skrive. Han siger heller ikke, at hun ikke ville have begået dem, hvis hun kunne læse og skrive. Med andre ord sætter han ikke lighedstegn mellem praktisk læsefærdighed og moralsk selvforståelse.
    I dag er der få, som ikke kan læse og skrive. Tager man til Syd- og Centralamerika er det klart, at læsefærdighed er nøglen til at få kontrol over sin egen tilværelse. Dér er det stadig et tema. Det er det ikke i England og Tyskland. Da vi researchede i emnet, var det praktisk talt umuligt at finde ægte analfabeter i England. Der er nogle immigranter fra Bangladesh, som aldrig lærte at læse hjemme og heller ikke har lært det i England. Men for 60 år siden var det et stort problem.«


– The Reader bearbejder en kollektiv skyld. I bogen fortæller Michael Berg på Bernhard Schlinks vegne om at vokse op med en mur af tavshed og meget få billeder af det, der var gået forud. Jeg er født i Danmark i 1955. Vi vidste besked med krigen og hørte faktisk rigeligt om den, men billedet viste kun sort og hvidt. Der fandtes ingen gode tyskere. Er filmen et forsøg på at nuancere de stereotyper?
   »Ja. Jeg er stor beundrer af Louis Malles film Lacombe Lucien fra 1974. Det er en film om denne unge mand, en almindelig dreng, som inddrages gradvist. Han bliver kollaboratør. Han arbejder for nazisterne, han arbejder for Vichy-regimet, men han er alligevel bare en dreng. Han ved ikke, hvad han foretager sig eller hvor alvorligt det er. For ham er det en måde at overleve på. Malle er moralsk konsekvent, fordi han nøjes med at betragte Lucien. Filmen viser ham bare, den manipulerer ikke vor opfattelse af ham. Den siger: »Dette er, hvad der sker. Læg i det, hvad I vil.«
   »Vores film forsøger at se lige så direkte på tingene. I den fordomsfulde, dovne måde at lave film på, er tingene skåret ud i pap. Holocaust blev begået af en særskilt, nu afdød race, som kaldes nazistiske monstre. Og det er ikke sandt. Almindelige mennesker blev inddraget i mordmaskinen. Men hvordan gik det til, og hvad følte de bagefter? Det er meget værdifulde spørgsmål, men jeg ved, at der er mennesker, som helst ser, at de ikke bliver stillet.«



*) David Kross (f. 1990) er blevet voksen foran publikum. Han debuterede 12 år gammel i familiefilmen Verzauberte Emma (2002) og havde sit gennembrud i Knallhart (2006), som fik dansk premiere 05.01.2007. Han spiller her en 15-årig dreng, som bliver tilovers, da hans mor får en ny kæreste. Kross er vokset naturligt med roller i film som Steven Spielbergs War Horse (2010), Die Vermessung der Welt (Detlev Bucks filmatisering af Daniel Kehlmanns roman om Alexander von Humboldt og Opmålingen af verden) og Arnaud des Pallières' uretfærdigt oversete Michael Kohlhaas (hvor Mads Mikkelsen spiller Kohlhaas). I 2018 spillede han Günter Wetzel i Flugten fra Østtyskland og var særligt egnet til titelrollen i The Keeper, hvor han spiller Bert Trautman, den legendariske målmand fra Manchester City, der kom til England som krigsfange. Marcus Rosenmüllers biopic kan stadig nå at få dansk premiere. Freya Mavor har rollen som Margaret Friar, der gifter sig med tyskeren. »He won her love and our hearts and minds,« står der på filmens plakat.


**) Det gjorde den så ikke. Paramount opgav projektet, og HBO overtog optionen på Franzens roman. Noah Baumbach skrev en miniserie, der gik i dybden med alle tre generationer af familien Lambert. En pilotepisode blev produceret i 2011, men i 2012 besluttede HBO ikke at videreudvikle projektet. Hare både skrev og instruerede en trilogi af tv-film – Page Eight ((2011), Turks & Caicos (2014) og Salting the Battlefield (2014) – med Bill Nighy i rollen som MI5-officeren Johnny Worricker. I 2016 skrev han manus til Denial, Mick Jacksons filmatisering af Deborah Lipstadts bog om sit juridiske livtag med holocaustfornægteren David Irving. I 2018 skrev han The White Crow, en biopic om balletdanseren Rudolf Nureyev, som Ralph Fiennes instruerede, da han var færdig med The Invisible Woman. Hares seneste skuespil, I'm Not Running, havde premiere på National Theatre i 2018. I 2015 udkom erindringsbogen The Blue Touch Paper.


***) Anthony Minghella (1954-2008) begyndte sin karriere som dramatiker og manuskriptforfatter på tv. Han bearbejdede Colin Dexters The Dead of Jericho til den første episode af Inspector Morse, som havde premiere den 6. januar 1987. Minghella skrev endvidere episoderne »Deceived by Flight« (S3E3, 1989) og »Driven to Distraction« (S4E3, 1990). Han skrev, instruerede og medvirkede selv i novellefiilmen A Little Like Drowning (1978), før han debuterede med genfærds/kærlighedskomedien Truly, Madly, Deeply, der varierer motivet fra Ghost. Mr. Wonderful (1993), en romantisk komedie med Matt Dillon og Annabelle Sciorra, blev Minghellas første amerikanske produktion. Et point of no return blev passeret med The English Patient (1996), Minghellas episke fortolkning af Michael Ondaatjes historiske romance. Filmen vandt ni af de 12 Oscars, den var nomineret til. Succesen gjorde Minghella til en spiller i markedet. Han var executive producer på film som Iris, Heaven, The Quiet American, The Interpreter, Catch a Fire, Michael Clayton og – ja – The Reader. Efter Den engelske patient instruerede han The Talented Mr. Ripley, et frisk take på Patricia Highsmiths Tom Ripley-karakter, og borgerkrigstidsdramaet Cold Mountain (2003), en filmatisering af Charles Fraziers roman. Han skrev, instruerede og producerede selv Breaking and Entering i 2008. Fellini-musicalen Nine – med Daniel Day-Lewis som Federico/Marcello-avatar – blev færdiggjort af Michael Tolkien. Minghella blev kun 54 år. 


Fotos: The Weinstein Company/ Mirage Enterprises/ Studio Babelsberg/ Filmförderungsanstalt FFA/ Deutscher Filmförderfonds/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Mitteldeutsche Medienförderung/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffitiny/ Diogenes Verlag/ Gyldendal/ YouTube (trailer + clip)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sandrew Metronome 15.09.2009
Artiklen trykt i Weekendavisen Kultur 09.04.2009.