Translate

Viser opslag med etiketten Thomas Hardy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Hardy. Vis alle opslag

mandag den 29. marts 2021

Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2010)


EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.
   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.



FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.
   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.
   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.



STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).
   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.
   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.


DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-2023). 
   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.
   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.

DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*
   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.
   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.



DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.
   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.
   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.



*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik ikke dansk premiere, men streames på flere platforme. 
  

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. UK 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007

Posy Simmonds: Gemma Bovary. 106 s. Oversat af Pia Juul. Rosinante & Co., 2009


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/  Sony Pictures Classics (YouTube Trailer)
Tamara Drewe streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019
Gemma Bovery streames på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 08.02.2016
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2011

fredag den 3. januar 2020

To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015)



FJERNT FRA VERDENS VRIMMEL
To film efter Thomas Hardys roman 

Af BO GREEN JENSEN

THOMAS Hardy (1840-1928) skrev på tyve år ti romaner, som udspiller sig i en fiktiv version af Dorset, Devon og Somerset i det sydvestlige England, hvor han selv var født og vokset op. Han kaldte egnen for Wessex og skabte ad åre en fælles baggrund for bøgernes realistiske skildring af en stor og som regel romantisk historie.
   Når der står Casterbridge hos Hardy, skal man forestille sig Dorchester, hvor forfatteren selv havde adresse. Man kan finde alle stederne, hvor Hardys hjertescener udspiller sig, inklusive den afskærmede »fordybning mellem bregnerne«, hvor Frank Troy og Batsheba Everdene mødes i Far from the Madding Crowd (1874, da. Fjernt fra verdens vrimmel). Topografien er altid autentisk. Derfor er Wessex i dag et yndet rejsemål for litterære turister.
   Hardy skrev sin prosa til magasiner og aviser, ofte på mål og bestilling. Han gjorde det for at finansiere arbejdet med sine digte, som han nørklede med i årtier, før han sendte dem til tryk. Det er dog ikke ensbetydende med, at romanerne og novellerne i Wessex Tales (1888) og Life’s Little Ironies (1894) blev rystet ud af ærmet. Hardy var en grundig mand, som så på verden med kulsorte øjne. Hans livssyn er knusende tragisk. Alligevel har bøgerne været i tryk lige siden, han skrev dem.
   

THOMAS Vinterberg har instrueret (endnu) en filmatisering af Far from the Madding Crowd. Også dét er gjort på mål og bestilling, men alligevel er der tale om grundigt og ordentligt hjertearbejde. Hovedparten af Vinterbergs film er realistiske historier. Undtagelserne er to fabler, It’s All about Love (2003), som var dystopisk sci-fi med samtidsadresse, og Dear Wendy (2004), som var en slags syndefaldsmyte om våben, forklædt som teenagewestern og skrevet af dogmebroderen Lars von Trier.
   Med Submarino (2010) og Jagten (2012) fandt Vinterberg på den svære måde en ny modenhed og vendte tilbage efter nogle usikre år med En mand kommer hjem (2008) og diverse forefaldende arbejde. Alle Vinterbergs film har en dansk signatur og en personlig tone. Far from the Madding Crowd er britisk arvesølv.
   Øvelsen skal demonstrere, at Vinterberg kan lave ægte periodefilm og i en vis forstand overskride sin grænse. Han er i denne film helt og holdent fortællingens tjener. Roman Polanski gjorde noget lignende, da han filmatiserede Hardys Tess of the d’Urbervilles i 1979. Det er ikke just et eksempel, der skræmmer.



HARDY fortæller som altid om stor kærlighed og en lunefuld skæbne. Batsheba Everdene (Carey Mulligan) inkarnerer begge dele. Hun er viljestærk og handlekraftig. Hun siger nej til fåreavleren Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), mens han endnu er den økonomisk stærke i forholdet. Hun charmerer naboen William Boldwood (Michael Sheen) med et ubetænksomt gækkebrev, som slår manden mentalt ud af kurs.
   Batsheba er altid hensynsfuld, når hun forklarer sine bejlere, hvorfor kærligheden ikke er en god idé. Hun bliver dog selv kørt over af skæbnen, da hun falder for soldaten Frank Troy, som kun er interesseret i fem minutter og behandler hende (og alle andre, for den sags skyld) fuldkommen hensynsløst. Ikke fordi han er grusom som sådan, men fordi det ligger i hans natur.



DENNE natur er hos Hardy et bæst, som kun bliver værre med tiden. De første af hans bøger er relativt lyse i mælet. De har kønne titler som Under the Greenwood Tree (1872) og A Pair of Blue Eyes (1873). Fjernt fra verdens vrimmel tager sin billedskabende titel fra et digt af Thomas Gray: »Far From the madding crowd's ignoble strife/ Their sober wishes never learn'd to stray;/ Along the cool sequester'd vale of life/ They kept the noiseless tenor of their way.«
   I senere karakterstykker som Tess of the d’Urbervilles (1891) og Jude the Obscure (1895) er positivismen forvandlet til determinisme. Hardy står under den tomme himmel og ryster sin knyttede hånd i protest. Til gengæld elsker han jorden, som brave bønder dyrker i pagt med de skiftende årstider. Hardy var en stor fan af landmandslivet. Han så industrialiseringen som begyndelsen på menneskets slutning.
   Bøgernes mænd er som hugget i sten. Michael Henchard sælger sin kone og sin datter til en sømand i The Mayor of Casterbridge (1886). Jude Fawleys forstyrrede søn tager sit eget og sine søskendes liv – »Fordi vi er for mange« – i Jude the Obscure, hvor også klassekamp og systemkritik er blevet en del af Hardys register.
   Den tragiske Tess Durbeyfield er vel Hardys største kvindefigur. Til gengæld har Batsheba inspireret en lang række fiktive søstre, fra Scarlett O’Hara i Gone with the Wind til Katniss Everdene i The Hunger Games, fordi hun er ressourcestærk og ingenting fortryder. Hun lærer også af sine fejl. Batsheba træffer omsider det rigtige valg.
   

HISTORIEN har en forpligtende stamtavle. Den første stumfilm blev indspillet i 1909. En lang version med Florence Turner fik premiere i 1915. Filmen er gået tabt, men lanceringen overlever. Man ser, at det hen over 100 år uvægerligt er scenen, hvor Batsheba og Troy mødes i »the hollow amid the ferns«, der tænder publikums fantasi.
   Bogen er overført til scenen i mange omgange. I 1882 var Hardy selv medforfatter på den første teaterudgave. Far from the Madding Crowd findes også som ballet (1996), musical (2000) og opera (2006). Den mest trofaste dramatisering er tv-udgaven fra 1998, en miniserie i dobbelt spillefilmslængde med Paloma Baeza, Nathaniel Parker og Jonathan Firth (Colins lillebror) som Frank Troy.
  

DOG skal Vinterbergs film især konkurrere med erindringen om John Schlesingers på alle måder velskabte helaftensfilm fra 1967. Julie Christie var muligvis for moden og moderne i rollen som Batsheba, men Alan Bates var en bundsolid Gabriel Oak, og som soldaten havde Terence Stamp en panache, der er væk i den nye version. Peter Finch havde rollen som Boldwood. Aristokraten er altid en skyggefigur.
    Romanen var kongenialt bearbejdet af Frederic Raphael, og Nicolas Roegs billedside var decideret spektakulær. Kort efter blev Roeg selv instruktør af Performance, Walkabout, Don’t Look Now, The Man who Fell to Earth og Bad Timing. Man kan se, hvor han kommer fra i Far from the Madding Crowd, der også giver sangene fra Hardys bog betydelig plads. Filmen er stadig en svimlende oplevelse. 

  
VINTERBERG lægger alt dette væk og begynder fra bunden et helt andet sted. Det bør publikum også gøre. Manuskriptforfatteren er David Nicholls (som skrev romanforlægget for Lone Scherfigs One Day/ Samme tid næste år), og Charlotte Bruus Christensens mørkere, blødere billedside lægger sig efter jordfarverne i Dorset, som man også ser i Polanskis Tess, der var fotograferet af Ghislain Cloquet og Geoffrey Unsworth.
   Vinterberg gør en dyd af at respektere traditionen. Alligevel er det i kraft af sin moderne sensibilitet, at filmen skiller sig positivt ud. Carey Mulligan er lige så meget en type af sin tid, som Julie Christie var i 1967. Stoikeren Gabriel har alle dage koncentreret de bedste af jordens kvaliteter. Karakteren er lidt af et egetræ selv.
   Mest interessant er derfor soldaten, som spilles af Tom Sturridge med nærmest neurotisk forurettelse og det, som amerikanere kalder a sense of entitlement. Frank Troy skal fra Hardys hånd være en charmerende sjuft, der lever i nuet (»He was a man to whom memories were an incumbrance, and anticipations a superfluity.«)



TROY forfører Batsheba med sin fægtekunst. Scenen, hvor de mødes ved solnedgang, og han drejer cirkler om hende med sin parringsdans, er et højdepunkt i alle versioner af historien. Hos Hardy beder hun selv om at se kunststykket, som der går rygter om på egnen. Hun bygger forventningen op i et helt kapitel og er moden til at plukke, da de mødes. Han spidder larven på hendes kjole og skærer en lok af hendes hår med et stød, som kunne være drevet igennem. 
   Hos Schlesinger bliver episoden i sig selv et ækvilibristisk sætstykke. Der zoomes og blændes over, mens Christies karakter får åndenød og ser kavaleri, der stormer fremad i fuld uniform. Terence Stamps elegante forfører er filmet fra mange vinkler, mens han trækker sig væk, bøjer sig frem, presser på og driver stødet ind. Han betoner, at han ikke kan præstere, hvis hun er bange. Det er så tæt på et samleje med fuld penetration, som filmkunsten kommer på denne side af Hitchcocks dampende lokomotiver, der forsvinder ind i en dragende tunnel.
   Hos Vinterberg kommer opvisningen ud af det blå. Den har samme effekt, at tryllebinde Batsheba, men hun er uforberedt på demonstrationen. Der er ingen stor musik og ingen dvælende gylden montage. Der er slet ingen indklip af angribende kavalerister. Tværtimod afvikles scenen med kejtet håndgribelighed. Troy bakser med sit våben. Atmosfæren er erotisk, men også mere solidarisk. Både manden og kvinden anstrenger sig.



DET er denne empatiske kvalitet, der får den nye filmatisering til at leve, som regel efter Mindre er Mere-princippet. Gabriel er skildret uden de teatralske reaktionsbilleder, som Schlesinger-filmen er fuld af. Da hans får drives ud over klippen, er det mere forfærdende end nogensinde. Det er også mere virkeligt.
   Far from the Madding Crowd er tæt på at være en lydefri film. Det lykkes at levendegøre passionen, snarere end at forklare den. Hardy forklarer i øvrigt selv frejdigt løs og analyserer på sine karakterer, meget som en victoriansk dukkemester. I Vinterbergs hænder bliver Far from the Madding Crowd en moderne fortælling, som respekterer sit klassiske forlæg, men taler til tiden og mennesker nu.

Se også Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/ Another Round (2020) [Oscars 2021] + Dear Wendy: Et interview med Thomas Vinterberg [2005].


Far from the Madding Crowd. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: David Nicholls. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 119 min. Dansk premiere: 23.04.2015.



Fotos: MGM/ Studiocanal/ Amazon Studios MGM, (Fox) Searchlight Pictures/  DISNEY+/ Filmcompagniet/ SF Studios/ CineMaterial, MovieStillsDB, Wikimedia 
Far from the Madding Crowd (2015) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 31.08.2015
Far from the Madding Crowd (1967) streames på Amazon Prime | STUDIOCANAL PRESENTS, Amazon Store, Apple TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection [region A + B] 10.02.2015
2K Blu-ray fra Studio Canal Vintage Classics [region B] 01.06.2015 
Artiklen stod (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 24.04.2015