Translate

Viser opslag med etiketten Wim Wenders. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Wim Wenders. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2023

Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995


EN FLAKKENDE SKYGGE
Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.
   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.
   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.
  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.
   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.



FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.
   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.
   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.




HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.
   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«



EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.
   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.
   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.


VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.
   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.



RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.
   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.



HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.
   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.


Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.


Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

lørdag den 23. januar 2021

Når skildpadder dør: Harry Dean Stanton 1926-2017



NÅR SKILDPADDER DØR
Harry Dean Stanton 1926-2017

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Harry Dean Stanton døde i september 2017. Han har uden tvivl vidst, at det gik i den retning, da han tog titelrollen i Lucky, som kollegaen John Carroll Lynch må have skræddersyet til Stanton.
   Den 90-årige Stanton spiller her en 90-årig pensionist, der passer sig selv til det sidste. Han bor i en lille by i Arizona, dyrker sin yoga, følger faste tv-programmer og sidder på den samme plads i cafeen og baren, som han trisser hen til, når rutinerne er afviklet.
   Lucky ryger trofast en pakke om dagen. Det har han gjort hele livet – det samme gjorde Stanton – og lægen (Ed Begley Jr.) betror ham, at det sikkert ville gøre mere skade, hvis han holdt op. Lucky er en undtagelse fra alle regler. Han er blevet så gammel, at han bor på herrens mark.
   Det samme gør skildpadden President Roosevelt, som kravler rundt i filmens excentriske margin. Den tilhører Howard, som er det tætteste, man kommer på en ven i Luckys kreds. Han bliver passende spillet af David Lynch, som gav Stanton en række markante biroller.
   Lucky tror ikke på andet end dagen. Han fik sit øgenavn i Stillehavskrigen. Han følger solens rejse. Han rystes i sin rutine, da han pludselig falder om. Derfor går Lucky til læge. Men fejler ingenting.
   Alt er, som det plejer. Det er Lucky bare ikke. En mærkelig uro har sat sig i manden. I baren bemærker Elaine (Beth Grant) og Paulie (James Darren), at der er en ny kant under urokkeligheden. Skal Lucky måske finde noget at tro på? Selv skildpadder dør på et tidspunkt.


FILMEN udspiller sig i det landskab, hvor Stanton havde sine bedste roller. Han fik en lang karriere, som begyndte, da han sang »Just a Closer Walk with Me« for Paul Newman i Cool Hand Luke (1967, da. Skrappe Luke). Han var allerede 58, da Wim Wenders gav ham hovedrollen i Paris, Texas (1984).
   Stanton var forlover ved Jack Nicholsons bryllup. Han joggede med Bob Dylan og sang duet med Kris Kristofferson. Han giftede sig aldrig. Han boede i en bungalow på Mulholland Drive i Los Angeles. På dørmåtten stod der »Welcome UFOs«. Sophie Huber lavede en ret god portrætfilm, som hedder Partly Fiction. Det var i 2013. Dengang var Stanton kun 87.
   Der var en tidløs kvalitet af sårbar uforgængelighed over den spinkle westerntype, og Lucky fanger alle nuancer. Skildpaddetempoet passer perfekt til den lille mand, som havde ilden i sig. 


Lucky. Instr.: John Carroll Lynch. Manus: Logan Sparks og Drago Sumonja. Foto: Tim Suhrstedt. 88 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.04.2018.




Fotos: CineMaterial/ Superlative Films/ Magnolia Pictures/ Another World Entertainment
Lucky streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay og Filmstriben

Trykt i Weekendavisen Kultur 06.04.2018

fredag den 10. juli 2020

Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009


                   
»DANS, ELLER VI ER FORTABTE«
Pina Bausch lever i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

KOREOGRAFEN Pina Bausch (1940-2009) var leder af Wuppertals Danseteater, som hun etablerede i 1972 og drev i byens operahus.
   Her skabte hun 44 fysiske stykker, som gav genlyd verden over og blev indbegrebet af modernitet. Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma er den nærmeste danske pendant. Legenden kom også til København, hvor Tanztheater Wuppertal opførte Nelken (1982) i Torpedohallen i 1996. Arbejdet er dokumenteret i flere spillefilm, bl.a. Pedro Almodóvars Tal til hende (2002). I Federico Fellinis Og skibet sejler (1983) kan man se Pina Bausch som prinsesse Lherimia.*
   Filmskaberen Wim Wenders var ved at realisere et længe planlagt arbejdsportræt, da Bausch fik konstateret kræft og døde 68 år gammel i sommeren 2009. Hans film blev derfor en blanding af hyldest og gravskrift. I Bauschs ånd blev den også et eksperiment. Pina er produceret i 3D-formatet, som sædvanligvis er forbeholdt action- og animationsfilm. 3D er ofte en overflødig og faktisk generende gimmick, men det gælder ikke i Wenders’ version. Tværtimod gør filmen en fordom til skamme: Det er altså muligt at skabe meningsfuld filmkunst i tre dimensioner.



WENDERS har valgt at citere fire hovedværker: Frühlingsopfer (1975), Café Müller (1978), Kontakthof (2000) og Vollmond (2006). Smukkest er begyndelsen og slutningen, hvor truppen forlader teatret og går på række gennem landskabet. Danserne siger de samme ord og gentager fire gestus synkront, én for hver årstid. De bliver ved, til bevægelsen ikke giver mening og alligevel giver al mulig mening. I Vollmond skabes dansen ved hjælp af vand, som bliver slynget og kastet. Bausch bruger aldrig kroppen som ciffer. Hun dyrker den som hvert menneskes udtryk.
   Gentagelsen er det grundlæggende i Bauchs koreografier, der som regel foldes ud i tableauer. Café Müller udspiller sig i en sal fuld af borde og stole, som danserne bakser med, sætter til side og kæmper sig imellem, som gjaldt det eksistentielle forhindringer, de udtjente møbler et liv hober op. Et par repeterer en given sekvens. Hun omfavner ham, bliver stødt væk, falder om, kravler op og begynder igen. Det fortsætter i en uendelig sløjfe. Der er ikke én bevægelse, som samler dansen hos Pina Baush. Det er summen af dem alle, som skaber »kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder«.


FOR Bausch var det livsnødvendigt at danse. Filmen tager sit motto – »tanzt, tanzt, sonst sind wir verloren« – fra et essay af koreografen. Bausch var ikke interesseret i at skelne mellem danseren og dansen. Hun blev kendt for at inddrage kunstnerens psykologi. Hun førte lange, terapeutiske samtaler med sine 36 dansere og bad hver af dem trække på sin erindring. På den måde blev hver enkelt aften unik.
   I samme ånd lader Wenders danserne tale i stærkt stiliserede udsagn, som alle lovpriser det døde geni. Dét fungerer mindre godt. Man havde hellere set ti tætte minutter med Bausch i fokus op gennem tiden. En række optrin for to dansere er opført på udvalgte steder i Wuppertal, bl. a. i byens højskinnebane. De tangerer det banale. Det gør scenerne fra teaterrummet sjældent. De besidder en ydmyg selvfølgelighed, som er velgørende efter så mange balletfilm, der knæsætter den dramatiske solo.



PINA er ganske enkelt et pragtværk. For første gang bliver 3D-formatet et redskab, der tjener bevægelsen og stofligheden i stedet for blot at chokere og imponere. Filmen fik premiere på Berlinalens 3D-dag i 2011. Samme dag kunne man se Werner Herzogs ikke mindre betagende Cave of Forgotten Dreams, hvor 3D-teknikken bliver brugt til at udforske de første menneskers hulemalerier i Chauvet i Sydfrankrig. De tyske dokumentarfilm er til dato de bedste argumenter for 3D-formatet som kunstnerisk virkemiddel.**
   Wenders har altså igen skabt en film, der konsoliderer hans status som europæisk art cinema-mester. Han har atter gjort det næsten uforvarende, som tilfældet var med musikdokumentaren Buena Vista Social Club (1999), der på samme måde kom ud af det blå, efter en række svage fiktionsfilm. Den forvrøvlede Palermo Shooting (2008) misbrugte sine gode ideer og bar præg af at være skabt af en mand, som ingen turde sige nej til.***
   Med Pina er han tilbage i fortroppen. Det er en varm og forbløffende vellykket film, som også kan ses i almindelig 2D.


*) Der er mange udmærkede tv-film om Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal. En af de mest interessante er Chantal Akermans Eines Tages fragte mich Pina... (1983), som på engelsk hedder enten On Tour with Pina Bausch eller One Day Pina Asked. Anne Linsel lavede dokumentaren Pina Bausch til tysk tv i 2006. Her er hele den faktuelle indramning, som Wenders fravælger i sit portræt. Bausch skrev og instruerede selv Die Klage der Kaiserin (1990, eng. The Complaint of an Empress), som blev vist på Berlinalen i 1990.     

**) Ti år mere med 3D har ikke ændret dette forhold. 3D beriger animationsfilm og forstærker oplevelsen i effektfilm, men kun superheltegenren har brugt teknikken konstruktivt. I et længere perspektiv bliver 3D et overgangsfænomen, forløberen for VR-formatet. I 2016 filmatiserede Wim Wenders et teaterstykke af Peter Handke, Die schönen Tage von Aranjuez. Ein Sommerdialog (2012). Dialogen føres i en forfatters hus, i arbejdsværelse, køkken og have. Der er ingen fysisk dramatik, men filmen er optaget i ægte 3D. Føjer det noget til værket? Det gør i hvert fald lige dén samtale mere interessant. 

***) Både Wenders og Herzog er fortsat i dette mønster. Herzog er en enestående dokumentarist, der i essayform tænker og taler med mediet, men fiktionsfilmen Queen of the Desert (2015) – med Nicole Kidman som Gertrude Bell, et kvindeligt sidestykke til T.E. Lawrence (of Arabia) – er et anakronistisk forsøg på at føje en ikke-eksisterende mainstream. Wenders afleverer fornemt bestillingsarbejde i The Salt of the Earth (om fotografen Sebastião Salgado), Berlin-segmentet i Cathedrals of Culture (2014) og portrættet af Pope Francis: A Man of His Word (2018). Men fiktionsfilmen Submergence (2017) er om muligt værre end Palermo Shooting. Det sidste hovedværk er og bliver tidehvervsfilmen In weiter ferne so nah! (1993, da. Så fjern, så nær!). De sidste gode fiktionsfilm var Land of Plenty (2004) og Don't Come Knocking (2005), en fortsættelse til Paris, Texas. 


Pina. Instr. og manus: Wim Wenders. Foto: Hélène Louvart. 100 min. Tyskland-Frankrig-Storbritannien 2011. Dansk premiere: 12.01.2012


Fotos: Donata Wenders/ Neue Road Movies/ Peter Lindbergh/ Ulli Weiss/ Pina Bausch Foundation/ The Criterion Collection
Pina streames på FILMSTRIBEN og Grand Hjemmebio 
2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra Warner Bros. [Deluxe Edition] 30.09.2011
2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra The Criterion Collection [spine #644] 22.01.2013
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

tirsdag den 18. februar 2020

Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001)


TILBAGE TIL VIRKELIGHEDEN
Leonard Cohens første album fra det 21. århundrede

Af BO GREEN JENSEN

EFTER fem års tænkepause i zen-refugiet på Mount Baldy vender Leonard Cohen tilbage til hverdagen på Boogie Street, hvor alt er sædvanlig forretning. I den lange stilhed mellem The Future (1992) og Ten New Songs er publikum blevet holdt hen med to koncertplader, Cohen Live (1994) og Field Commander Cohen – Tour of 1979 (2001).
   På sampleren More Best Of (1997) var to nye skæringer, »Never Any Good« og »The Great Event«, anbragt efter 11 gamle sange. De nye ting lød ikke som signaler fra en mand, der brændte efter at ytre sig. Man kunne næsten få den tanke, at Cohen var ved at trække sig helt.
   Det var heldigvis ikke tilfældet, men det er alligevel en (endnu) mere ydmyg og afdæmpet Cohen, som genoptager forbindelsen. De nye sange er alle skrevet i samarbejde med Sharon Robinson, som var med i koret allerede på Recent Songs-turneen i 1979. Hun krediteres som arrangør, programmør og akkompagnatør på samtlige skæringer. Cohen har, med andre ord, leveret teksterne og stemmen. Det er Robinson, som har sat den i scene.*



DER er ikke sket det store, og så alligevel. De nye sange lægger sig alle i sporet fra balladerne på The Future, sange som »Light As the Breeze« og »Waiting for the Miracle«, der også havde Robinson som medforfatter. Derimod er der holdt stærkt igen med selvironien og galgenhumoren, som prægede både I’m Your Man (1988) og The Future. »Closing Time« fra The Future var jo faktisk en forfærdende sang om at ældes uden ynde, hvis man abstraherede fra de syrede cowboyvioliner.
   Endnu mere opsigtsvækkende er dog fraværet af profetisk forkyndende programsange, som gennem mange lag af smilerynker og grotesk poseren fantaserer om en ny politisk verdensorden. Dette tema stod mindst lige så stærkt som de klassiske kærlighedsmotiver i Cohens gamle digtsamlinger, bøger som Flowers for Hitler (1964), Parasites of Heaven (1966) og The Energy of Slaves (1972). På I’m Your Man sprang det ud i fuldt flor på »First We Take Manhattan«, et af årtiets særeste hits, og på The Future var det simpelt hen skriften på væggen i titelsangen: »Give me back the Berlin wall/ Give Stalin and St. Paul/ I’ve seen the future, brother/ It is murder.«
   Samme sang forudså en udvikling, hvor »there’ll be the breaking of the ancient western code/ Your private life will suddenly explode«. Måske fordi dette er ved at ske fyldest, har Cohen sluppet denne stilfigur. På Ten New Songs bliver der sunget med bittersød værdighed om kærlighedens væsen og trafikken på Boogie Street, som er billedet på den babyloniske virkelighed, robust og livsalig. Men man er ikke nogen ung mand mere. Man er en rusten digter på 67 år, der har prøvet det meste og på forunderlig vis er i live. De bedste øjeblikke griber fast i denne udsathed.


DE ti nye sange er prunkløse på en sært insisterende måde, der enkelte steder fornemmes næsten anstrengt. Det handler igen og igen om at acceptere, afstå, give slip og give sig hen, og Cohen lyder altid som en klog mand, når han taler lavmælt om disse små og store ting, der kommer til os uanset hvad. Over ti skæringer antager bevægelsen dog en slæbende kvalitet. Monotonien er nok som et kærtegn, men den er også – atypisk for Cohen, som er en mester i disse nuancer – faretruende tæt på at lukke sig helt i adstadige udsigelser som »Love Itself«, »By The Rivers Dark« og »You Have Loved Enough«.


MEN når vægten balancerer, er der ingen som Leonard Cohen. Det nye album rummer to perfekte sange, »A Thousand Kisses Deep« og »Alexandra Leaving«, hvor alt går op i en højere enhed. Honninglyden bliver løs som røg, og hver detalje er stemt som en klokke, mens Sharon Robinsons arrangementer giver sangerens nu endnu mørkere stemme optimale betingelser. Sådan kan hele livet komme og gå på otte korte linjer:

The ponies run, the girls are young,
The odds are there to beat.
You win a while, and then it’s done – 
Your little winning streak.
And summoned now to deal
With your invincible defeat,
You live your life as if it’s real
A thousand kisses deep.
   
Da Alexandra går og tager kærligheden med sig i »Alexandra Leaving«, nytter det ikke at anfægte skæbnen eller prøve at holde kvinden tilbage. Snarere bør man nyde hver bevægelse og huske på den gode tid: »As someone long prepared for this to happen,/ Go firmly to the window. Drink it in./ Exquisite music. Alexandra laughing./ Your firm commitments tangible again.« Du, som havde æren af hendes selskab og i kraft af dén fik din egen igen, skal ikke bagefter komme og sige, at det var noget du bildte dig ind: »Do not say the moment was imagined./ Do not stoop to strategies like this.«

  
MAN tror på den slags og føler sig genkendt, når Cohen ånder besværgelsen i ens øre. Det har været værd at vente på disse to sange, og det samme gælder bekræftelsen i »Here It Is«, den skærende fornemmelse af altid at stå uden for det menneskelige fælleskab i »My Secret Life«, sangen om at forlade bjerget og vende hjem til »Boogie Street«, samt den næsten-religiøse venten på miraklet i »Land of Plenty«, som slukker lyset på Ten New Songs og er dette albums ajourførte udgave af klassikeren »If It Be Your Will«.**
   Sangene vokser for hver gennemlytning, bevægelsen i dem går langsomt i blodet, og man opdager at man har savnet den lyd. Der skal ikke herske nogen tvivl: Det er godt at have Leonard Cohen tilbage.



*) Sharon Robinson (f. 1958) begyndte i koret bag Cohen på Field Commander Cohen-turneen i 1979 og var med på hele The Grand Tour i 2008-2013. De begyndte at skrive sammen i 1987, da Robinson bidrog med to numre til Diana Ross-albummet Red Hot Rhythm and Blues. Cohen var medforfatter på 'Summertime'. Sharon Robinson skrev musik til og producerede tre af sangene på Dear Heather: 'Go No More A-Roving', 'The Letters' og 'On That Day'. På debutalbummet Everybody Knows (2009) synger Robinson selv 'Summertime' , 'Everybody Knows' og 'Alexandra Leaving'. I 2015 udgav hun Caffeine, hvor Cohen er co-krediteret for skæringen 'Lucky'. Robinson siger, at Cohen bad hende skrive musikken til Ten New Songs og huske, at han 'kun havde tre toner'. Stemmen var blevet dybere og mere ru efter Mt. Baldy. Hun siger, at han sikkert altid havde den stemme. Han blev bare opmærksom på den og begyndte at udforske den, da han mistede det øverste register. I 2014 udgav Robinson fotobogen On Tour With Leonard Cohen (Powerhouse Books), hvor man bl.a. ser sangeren på møntvaskeri. De fleste fotos er taget med Robinsons iPhone.
 
  

**) Wim Wenders brugte 'Land of Plenty' i filmen af samme navn fra 2004. Land of Plenty følger en Vietnam-veteran (John Diehl) og hans niece (en ung Michelle Williams), som udforsker livet på bunden af det kriseramte, i stigende grad polariserede og – efter 11. september 2001 – med ét meget islamofobiske USA. Det er ikke Wenders' bedste film. Sangen bliver spillet i fuld længde til slut.


Leonard Cohen: Ten New Songs. Producer: Sharon Robinson. Sony/ Columbia 2001. Alle formater.


Fotos: Sony/ Columbia Records/ Sharon Robinson/ Leonard Cohen ("Just one little guy..." drawing)/ YouTube (music clips + Wim Wenders trailer)
Ten New Songs streames bl.a. på Spotify
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001.

onsdag den 4. december 2019

Camper 303 [Bedste biograffilm 2019 nr. 9]



UNGE MENNESKER PÅ VEJEN
Den europæiske road movie lever igen

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE af de bedste film har stort set ingen ydre handling. De lever af en god dialog og af skuespillernes væsen. Karaktererne går eller kører i bil, mens de taler. De bevæger sig gennem en tid og et landskab. Stemningen sættes i billeder, måske understøttet af diegetisk musik.
   Road movies er en amerikansk genre med markante europæiske variationer. Wim Wenders skabte to af formens arier med Alice i byerne (1974) og Kings of the Road (1976). Der kræves ikke nødvendigvis wide open spaces. I Manuel Poiriers franske Western (1998) foldes rejsen ud over en strækning på bare fem kilometer.
   Det bedste ved denne slags film er måske, at de aldrig ville blive produceret for tv. Hans Weingartners Camper 303 føjer sig fornemt til kongerækken.


JULE (Mala Emde) og Jan (Anton Spieker) er begge 24 år og må ændre deres planer for sommeren i sidste øjeblik. Jule består ikke sin eksamen i biologi og opdager samtidig, at hun venter barn med sin kæreste, der er på feltarbejde i Portugal. Jan får alligevel ikke legatet, som skulle være vejen videre efter hans eksamen i statskundskab.
   Vi har fulgt begge parter i en prolog, som krydsklipper mellem deres rutiner. De ved imidlertid ingenting om hinanden, da de mødes på en tankstation i Berlin. Hun er ved at hælde olie på den gamle autocamper, som hun har arvet efter sin bror. Han skal til Köln og videre til Spanien. Jule vil helt til Portugal. Hendes mor råder hende til at tænke på sin fremtid og tage de fosterfordrivende piller. Jule kan ikke bestemme sig og vil tale med kæresten først.
   Det er sådan, det begynder. De unge mennesker tilbringer mange døgn sammen og taler om alt mellem himmel og jord. De overvejer hver især, om den anden kunne være den rigtige partner, ikke for to uger af en sommer, men for livet på længere sigt. Det er filmens lille hjælpemotor af spænding: Vil Jule beholde barnet, og vil hun og Jan finde sammen?
   

TUREN kommer skidt fra start. De taler om deres studier og opdager, at de er uenige om det meste. Han spørger, hvordan hun har »arvet« den antikke, men herskabelige autocamper. Hun røber, for ham og for publikum, at hendes storebror døde. Han siger noget dumt om Klub 27. Han synes, selvmord er en udvej, der lader de levende i stikken. Ergo bliver han sat af. Det hele ser ud til slet ikke at skulle være.
   Her kan man stadig høre manuskriptet. Der er også filet grundigt på scenen, hvor en lummer campist banker på og vil voldtage Jule. Heldigvis er Jan nået frem og kan løfte rejsen tilbage på sporet. »Pas på mænd, der går med sokker i sandalerne,« siger han. »Og vindjakke,« tilføjer Jule, da hun beder Jan blive for tryghedens skyld.

   

EPISODEN er tæt på at være det eneste drama i filmen. Amerikanske road movies er ofte en anledning til at fortælle om mange små møder og et påskud for at blande forskellige genrer. Der vil som regel være våben, folk på flugt og anden fysisk fare i mikset.
   Også af den grund husker man Richard Linklaters Before Sunrise (1995) som noget bemærkelsesværdigt. En amerikaner (Ethan Hawke) og en franskmand (Julie Delpy) mødte hinanden ved toget i Wien og talte natten igennem. De skiltes, men glemte ikke hinanden.
   Ti år senere lod Linklater parret mødes igen i Paris i Before Sunset (2004), hvor de talte videre om livet og tiden. Endelig var kærligheden tyndslidt i Before Midnight (2013), hvor Jesse og Celine holdt ferie i Grækenland med deres børn.


HANS Weingartner – som egentlig er fra Østrig – var en af de tyske instruktører, som markerede sig med en ny stemme i de første år efter Murens fald og Tysklands genforening. I The Edukators (2003) brød Daniel Brühl, Julia Jensch og Stipe Erceg ind hos rige familier, begik hærværk og skrev De fede år er snart forbi med dryppende rød maling på væggen. Det var filmens tyske titel: Die fetten Jahren sind vorbei.
   Jeg blev nysgerrrig efter at se, hvad Weingartner siden har arbejdet på. Det er ikke meget. Die Summe meiner einzelden Teile (2011) er den eneste spillefilm på værklisten. Men cv’et rummer en bonusoplysning. Kun 18 år gammel fungerede Weingartner som instruktørassistent på Before Sunrise. Det er derfor ikke fri fantasi, hvis man føler sig hensat til en fortsættelse af den samme samtale.
   

JULE og Jan bliver bedre til at tale ærligt om deres drømme, længsler og planer for livet. De husker små ting, som den anden sagde en anden dag. Som biolog kan Jule forklare, hvordan naturen sørger for, at de rigtige partnere reagerer positivt på hinandens lugt. Der er mere end romantisk fetichisme på spil, da de begynder at snuse til hinandens tøj.
   Imens passerer det europæiske landskab, og autocamperen udvikler sin egen topografi. Nu kan man ikke høre manuskriptet mere. Parret er af og til ude i skoven. De bader i havet og råber i vinden, men det er ordene – og pauserne – som skaber en positiv oplevelse
   Filmen findes i en version, som varer tæt på tre timer. Det lyder ikke kedeligt. Skønt samtalerne aldrig bliver afgrundsdybe, er de interessante og typiske for generationen, der skal arve hele rodebutikken. Mala Emde og Anton Spieker siger replikkerne, så man tror dem. Filmen er en tillidserklæring til fremtidens voksne. Endda uden forbehold.


Camper 303. Instr.: Hans Weingartner. Manus: Hans Weingartner og Silke Eggert. Foto: Mario Krause og Sebastian Lempe. 120 min. Tyskland 2018. Dansk premiere: 29.08.19


Foto: Kahuuna Films/ Øst for Paradis
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.19