Translate

mandag den 20. december 2021

Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005)


DE VREDE EGERN SNERRER

Alice gennem spejlet i den jyske marsk

Af BO GREEN JENSEN

MOSELIG og mumificering er centrale faktorer i denne mørke coming-of-age-historie, hvor bl.a. Tollundmanden og Lewis Carrolls Alice indgår i overraskende sammenhænge. De fleste moderne Alice-variationer er surrealistiske forvandlingsrejser, ofte med en seksuel undertekst. Et eksempel er pædofilien i A.M. Homes’ The End of Alice (1996, da. Exit Alice). Terry Gilliams frapperende Tideland er på niveau med ubehaget ved denne.
   10-årige Jeliza-Rose (Jodella Ferland) er udsat for et omsorgssvigt, der trodser de fleste beskrivelser. Hun er datter af rockmusikeren Noah (Jeff Bridges) og »dronning« Gunhilda (Jennifer Tilly), som begge er narkomaner. Mor ligger bare i sengen og bliver større. Hun flæber om sin kærlighed, men brøler som et rovdyr, hvis pigen vil spise af Mors chokolade. Far er en mere ekspansiv type, som stadig spiller hyren hjem. Han lever dog for »ferien«, som venter i søvnen bag solbrillerne, når Jeliza-Rose har tilberedt Fars aftenfix.


NOAH har indviet datteren i sin drøm om at drage til moselandet i Jylland, hvor de gamle guder stadig har magt. Jeliza-Rose vil dele enhver fantasi, der kan knytte hende til noget varmt. For det meste taler hun med sine halshuggede Barbie-dukker og prøver at redde sig noget at spise. Da Gunhilda dør, vil Noah sætte ild til det hele. Jeliza-Rose tager med ham på den store flugt til Texas, hvor Noah planlægger at bo på gården, hvor han voksede op.
   I Texas er landskabet lige så åbent, som mørket i huset er tæret og tæt. Farmor er død, en koloni af hviskende egern regerer. Fra tid til anden buldrer toget forbi, og ved et dødt træ finder Jeliza det kaninhul, hvor hun endelig falder ned som en Alice. Ved ankomsten er Noah taget på sin sidste ferie. Han sidder i stuen og rådner, mens pigen giver ham læbestift og paryk på. Hun putter sig stadig ind til sin far. Der er myrer i marmeladen.


DE vrede egern snerrer, men mareridtet begynder for alvor, da Jeliza møder heksen Dell (Janet McTeer), som bor på nabogården med sin retarderede bror, Dickens (Brendan Fletcher). Trods en interimistisk lobotomisering plages Dickens af epileptiske anfald. Han og Jeliza bliver »skøre kyssere« sammen. Dickens bærer frømandsudstyr og drømmer at afspore toget, som i hans fantasi er en hvid dræberhaj. Dell, der engang var Noahs kæreste, tager på sin måde hånd om forfaldet. Fars lig bliver balsameret, så han ligner en smuk Tollundmand.
   Ellingpigen overlever ved at tilpasse sig de bizarre rutiner. Dell betaler sine købmandsvarer med seksuelle naturalier. Det fremgår, at også Jelizas farmor og Dickens var »skøre kyssere« sammen. Da indtræffer en forløsende katastrofe. Det sker i sidste øjeblik, for pigen er næsten blevet et egern. Hun knytter sig til et af ulykkens ofre, og flammerne over Texas er smukke. Måske er det hér, at en fremtid begynder.


FAKTISK er filmen indspillet i Saskatchewan i Canada, hvor der endnu findes grænseløs prærie. Terry Gilliam lavede den relativt enkle Tideland umiddelbart efter arbejdet med The Brothers Grimm (2005), et forvokset og mislykket fantasyepos. Det amerikanske medlem af Monty Python har som filmskaber realiseret imponerende originale visioner, som regel i den dystopiske ende af sci-fi genren, hvor Brazil (1985) og 12 Monkeys (1995) har nyklassisk status. Filmografien rummer dog også ekstravagante fejlskud som The Adventures of Baron Munchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998).
   Gilliam er altid god for groteske effekter, men har notorisk svært ved at skabe dybde i psykologien. Bedst lykkes det i den oversete The Fisher King (1991). Som filmskaber er han afhængig af at forvrænge. Hvis historien bliver for stille, skinner blankheden gennem de brogede excesser. Tideland lykkes et stykke af vejen ved at blive i pigens synsvinkel og solidarisere sig med hendes sansninger. Der er udsøgte Gilliam-øjeblikke, men også meget grimasserende spil og alt for insisterende henvisninger til Alice-motivet.



FILMEN bygger på en bog af Mitch Cullin, den tredje i hans angiveligt selvbiografiske Texas Trilogy. Gilliam fik manuskriptet at se i 1999, da forlaget bad ham anbefale romanen. Gilliam skyndte sig at købe filmrettighederne, idet han så en mulighed for at kombinere kvaliteterne fra (American) Psycho og Alice i Eventyrland. Man kan hertil føje en lang tradition for sydstatsgotik i sporet fra William Faulkner, Harper Lee og Flannery O’Connor.
   Tideland er blevet en mærkelig film, som man afgjort skal se, hvis man holder af Gilliam. Den er dog mere interessant end egentlig vellykket. Hans næste opus, The Imaginarium of Dr. Parnussus, får premiere i 2009. Alene titlen indikerer, at det gælder endnu et kostbart udstyrsstykke. Forhåbelig bliver der ikke tale om en gentagelse af de store forventninger og den tilsvarende skuffelse, som fulgte med lanceringen af The Brothers Grimm.


Tideland. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Tony Grisoni & Terry Gilliam. Foto: Nicola Pecorini. 122 min. Canada-UK 2005. Dansk premiere: 04.07.2008.


Fotos: Recorded Picture Company/ HanWay Films/ Téléfilm Canada/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames ikke i DK - i UK på Amazon Instant + Prime, Chili Play, iTunes og Sky Store
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2008 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar