De kaldte hende Sarah/Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]

OPERATION FORÅRSBLÆST
Vélodrome d'Hiver og mordet på de franske jøder

Af BO GREEN JENSEN

NÅR ilden tager fat, bliver flammerne ved. Fransk film var længe om at skildre 2. verdenskrigs kollaboratører, den mere end samarbejdsvillige Pétain/Laval-regering i Vichy og den særligt nidkære omhu, hvormed myndighederne bistod den tyske besættelsesmagt i udrensningen af den jødiske befolkning. Til gengæld er der nu ingen ende på forklaringstrang og bekendelsesiver.

   Vist var der dokumentararbejder som Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1955, da. Nat og tåge), men fiktionsfilmen foretrak epos om la Résistance og var ligesom i Danmark optaget af at konsolidere heroiske nationalmyter. Hvem husker ikke løjerne i La grande vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter)?

   Først i tredje generation vandt nuancerne indpas. Nu er antisemitismen et af de store historiske temaer, kun overgået af brutaliteten i nedkæmpningen af 1960ernes oprør i Algeriet. Der er ikke mange sten tilbage af myten om den diskrete, men samlede modstand.

DEN 16. og 17. juli 1942 blev 13.152 franske jøder arresteret. Det var almindelige familier. Kun en fjerdedel af de tilbageholdte var mænd. 44 % var kvinder, 31% børn under 16 år. Nogle blev anbragt i koncentrationslejren i Drancy. Resten blev samlet på Vélodrome d’Hiver, en sportshal i det 15. arondissement.

   Aktionens kodenavn var »Opération Vent printanier«, dvs. Operation Forårsblæst. Den blev udført af fransk politi i samarbejde med 3.400 medlemmer af Jaques Doriots fascistiske parti PPF. Historien husker forbrydelsen som »la Rafle Vel d’Hiv«.

   Hvis man forestiller sig 7.000 mennesker samlet i Forum i fem døgn uden sanitære faciliteter, har man en forestilling om, hvad Vel d’Hiv indebar. Situationen trodser de fleste beskrivelser, og det kan være én grund til tavsheden. En anden er skammen. Muligvis var hele Danmark ikke med til at sejle jøder til Sverige. Vor egen Doriot hed Frits Clausen. Men der er intet i vores historie, som minder om Vel d’Hiv.

EFTER kulørte heltehistorier i 1950erne og 60erne, blev et mørkere billede synligt i 1970erne. Film som Michel Michanis Les Guichets du Louvre (1974) og Joseph Loseys Monsieur Klein (1976) brugte antisemitismen som baggrund. Begge nævner Vel d’Hiv og Drancy. Da Regine Deforges i La bicyclette bleue (1981, da. Pigen med den blå cykel) begyndte at skrive besættelseshistorie med Borte med blæsten som skabelon, var det med en bevidsthed om, hvad der egentlig skete.

   Claude Lanzmann lod vidnerne fortælle om lejrene i Shoah (1984). I 1992 blev William Karels dokumentarprogram La Rafle du Vel d’Hiv sendt på France 3. En anden vigtig markering var talen, som Jacques Chirac holdt den 16. juli 1995:

   »Disse sorte timer vil plette vor historie for altid (...) Ja, besættelsesmagtens kriminelle vanvid blev sekunderet af Frankrig, af den franske stat. For 53 år siden, den 16. juli 1942, adlød 450 politibetjente deres ledere og tog imod ordrer fra nazisterne (...) Frankrig, arnestedet for Oplysning og Menneskeret, syndede den dag uopretteligt. Nationen brød sit løfte og udleverede de, som den skulle beskytte, til deres bødler.«

MANGE moderne beskrivelser er skabt af jødiske kunstnere, som har undersøgt deres familiehistorie. Det gælder Roselyne Boschs film La rafle (2010, da. Beslutningen), hvor historiske personer som Hitler, Himmler, Pétain og Laval optræder, mens Jean Reno har helterollen som lægen, der prøver at gøre en forskel.

   Elle s’appelait Sarah er baseret på en erindringsroman fra 2007 af Tatiana de Rosnay. Journalisten Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) skriver på en artikel om Vel d’Hiv i 60-året for episoden. Samtidig er hun ved at flytte ind i en lejlighed i Paris med sin franske mand og datteren Zoe. Lejligheden kom i familien Tezacs besiddelse i 1942, da familien Starzinsky blev arresteret.

   Da det skete, prøvede Sarah på ti år at redde sin lillebror. Hun låste drengen inde i skabet i væggen og lovede at komme tilbage. Det lykkedes hende at holde fast i nøglen på Vel d’Hiv og i en lejr, hun flygtede fra. Hun blev hjulpet af den gode Dufaure-familie, der opdrog hende som en datter. Sarah kom sig aldrig over synet af det, som var i skabet, da hun kunne holde sit løfte. Hun tog til USA, blev gift og begik selvmord i 1962, da hun lod sin bil skifte bane og møde en lastvogn.

DET er en meget melodramatisk beretning. I Gilles Paquet-Brenners filmudgave indgår også krisen i journalistens eget ægteskab, som går i stykker, fordi hun bliver gravid. Der er 8-9 sammenflettede familiehistorier, irriterende kronologiske krydsklip, en hob af sentimentale tilfældigheder og en grådkvalt slutning, som bringer Aidan Quinn ind i sammenhængen, netop som man har mere end nok.

   Alligevel gør filmen sin virkning. Man kastes direkte ind i forløbet og får en konkret fornemmelse af desperationen på den overfyldte vintercykelbane. Paquet-Brenner viser fækalierne, sølet og angsten, men også menneskeligheden hos de få, som gør modstand. Det lykkes at skabe en narrativ forbindelse mellem Sarah (der spilles af Mélusine Mayance som barn og af Charlotte Poutrel som ung kvinde) og journalisten.

IKKE siden Claude Millers Un Secret (2007, da. En hemmelighed), som var baseret på en (bedre) roman af Philippe Grimbert, har en film haft fingrene så langt nede i stoffet. Grusomheden, skadefryden, kujoneriet og opportunismen bliver skildret, men De kaldte hende Sarah har også øjne for modet hos en betjent, der får dårlig samvittighed og lader pigerne flygte, og for fornuften hos en gammel kvinde (Giséle Casadesus), som påpeger, at det er let at være tapper og fordømmende på skråsikker, bagklog afstand.

   Skønt meget ved den sidste, amerikanske og italienske del af historien forekommer overflødigt, er det nyttigt at følge Sarah som voksen. Paquet-Brenner viser aldrig, hvad Sarah ser i skabet, da det bliver åbnet. Til gengæld viser han dollargrinet, der skifter bane i USA tyve år efter. Der sættes hverken ord eller ansigter på.

   De kaldte hende Sarah skal ses for historiens skyld. Den er debatskabende billeddrama, snarere end udødelig filmkunst. Hvem ved, om man selv havde magtet at sige fra? Man retter sig dog lidt i sædet ved tanken om danskernes redningsaktion.

Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]; Dennis Gansel: Napola/Before the Fall (2004) [Krigens børn] og Flugten til Nice/Un sac de billes [Krigens børn]. 

De kaldte hende Sarah (Elle s’appelait Sarah/Sarah’s Key). Instr.: Gilles Paquet-Brenner. Manus: Serge Joncour & Gille Paquet-Brenner. Foto: Pascal Ridao. 111 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 24.03.2011.

Fotos: Hugo Productions/ Studio 37/ TF1/ France 2 Cinéma/ Canal+/ TWC/ Julie Bonet (author Tatiana de Rosnay with actor Mélusine Mayance)/ SF Anytime

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2011