Denzel Washington: Fences (2016) [Black Lives Matter 20]

AMERIKANSK TEATER
Denzel Washingtons instruktørdebut

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN August Wilson (1945-2005) brugte hovedparten af sit liv på at skrive om stedet, han kom fra. Wilson voksede op i Hill District i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hans tyske far var bager og hans afrikansk-amerikanske sydstatsmor mor gjorde rent. De ti skuespil i »The Pittsburgh Cycle« er både en hjemstavnsskildring af Vangede Billeder-typen og et aftryk af sorte amerikaneres liv i det tyvende århundrede.

   Hver tekst udspiller sig i et bestemt årti, fra Gem of the Ocean (2003), hvor tiden er 1900erne, til Radio Golf (2005), som foregår i 1990erne. Wilson fik ideen og lagde sin plan i 1980erne, hvor nogle af værkets stærkeste stykker – Ma Rainey's Black Bottom, The Piano Lesson – blev til på ganske få år. Fences, som er henlagt til 1950ernes Pittsburgh, havde premiere i 1987 og modtog både en Pulitzer Prize og en Tony Award.

FLERE teatre har opført den samlede cyklus. Da Fences gik på Broadway i 2010, spillede Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne som Troy og Rose Maxon. Wilson skrev en filmudgave, men den blev aldrig produceret, fordi han insisterede på en afrikansk-amerikansk instruktør. Efter hans død kunne det lade sig gøre, da Hollywood-stjernen Denzel tog over.

   Fences tegner et varmt og alligevel tragisk portræt af renovationsarbejderen Troy Maxon. Han er på alder med århundredet og repræsent for sin generation. Den unge mand ville spille professionel baseball. Han sad 15 år inde for manddrab. Han blev gift med den stoiske Rose og fik sønnerne Lyons (Russell Hornsby) og Cory (Jovan Adebo). Nu drømmer Cory om at spille college football. Troy gør alt for at afskrække ham.

   Det er solidt amerikansk teater af den klassiske skole, hvor en realistisk familieskildring får en allegorisk bund med symbolske motiver. Der er ikke gnist af ironi eller eksperimenter. Der er altid et ekko af Eugene O’Neill og Tennessee Williams. Fences er ofte en sort dramatikers sidestykke til  Arthur Millers Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død)

DENZEL Washington har instrueret sig selv og Viola Davis. Filmen vil stilfærdigt lukke scenerummet op. De fleste situationer er henlagt til baghaven, hvor Troy endelig når til at sætte et hegn – også om sit hjerte – og i køkkenet i det lille hus, han har købt for sin brors krigserstatning.

   Korte glimt af gader og skiftende vejr gør underværker for oplevelsen. Danske Charlotte Bruus Christensen (Submarino, Far From the Madding Crowd, Molly's Game, A Quiet Place) har fotograferet, så det ligner 1957, skønt der ikke er brugt demonstrative markører. Hun gjorde det samme for periodens New York i Anton Corbijns LIFE (2015) om James Dean før berømmelsen. Filmen fik ikke dansk premiere, men det er sikkert dén, som Washington og produceren Scott Rudin har set.

   Teksten har meget på hjerte. Den handler også om klasse og race, men ser ikke racismen som noget systemisk. Tingene har ændret sig i Troys tid. Hegnet, han sætter mod verden, er mere en mur om ham selv. Det kunne lykkes for hans sønner, hvis han ikke modarbejdede dem. Lyons er musiker og beder sin far om at komme hen og høre ham. Troy afviser alle udstrakte hænder. Det skal være på hans måde eller slet ingen.

KARAKTEREN Troy er a man in full, og Washington leverer de store monologer om at spille baseball mod Døden med forventelig patos. Anslaget er vagt musealt, så de første akter føles som pligtstof. Det tegner alt i alt til at blive en lang dags rejse mod nat.

   Men fem kvarter inde i filmen går der alligevel hul. Det sker, da Troy fortæller Rose, at han skal være far til en anden kvindes barn. Han taler om at stå på det samme sted i 18 år. Hun svarer med en monolog om at stå der sammen med ham. Det kunne let være blevet ulidelig grådkvalt. I stedet følger tyve intense minutter, hvor vi ser og hører to mennesker.

FENCES er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins' Moonlight – der kan siges at beskrive et afrikansk-amerikansk liv i samme ånd og på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed.

   Viola Davis fik en Oscar for rollen som Rose. Det er dog Denzel Washingtons film på alle måder. Han bærer virkelig rollen som Troy, der ved stykkets premiere i 1985 blev spillet af James Earl Jones.

   Her er skæmmende klicheer som Troys bror, Gabriel, et hjerneskadet orakel, og de O’Neillske konflikter mellem fædre og sønner. Der er også en sjældent fin skildring af venskabet mellem Troy og kollegaen Bono (Stephen McKinley Henderson).

TIDENS gang er smukt markeret, og da Troy til slut er alene med døden på kastetuen, bliver det for alvor en sanselig film. Fences er også en stor tekst om baseball som livsmetafor. Prøv at se den sammen med Barry Levinsons The Natural (1984, da. Den bedste), en miskendt filmatisering af Bernard Malamuds magiske roman, der gav Robert Redford lejlighed til at spille igennem. 

   I USA var Fences en kritisk succes, som solgte ganske mange billetter. Det kunne dog ikke friste danske distributører. Den fik derfor premiere som Månedens Film i Cinemateket. Det er i sagens natur ingen effektfilm, men den er værd at se og blive klogere af.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021). 

Fences. Instr.: Denzel Washington. Manus: August Wilson. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 139 min. USA 2016. Dansk premiere: 03.08.2017.

Fotos: BRON Studios/ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  Tom Sweeney - Minneapolis Star Tribune (August Wilson Portrait)  

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV og SF Anytime 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2017