Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021)

DET ANNULLEREDE LIV
Konkret og personlig filmkunst til tiden

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN og stedet er Frankrig i det Herrens år 1963. Anne Duchesne (Anamaria Vartolomei) studerer i Angoulême og har en plan om at blive lærer. Det er lyse, gode og lovende tider. Hun arbejder støt og har mulighed for at udforske friheden sammen med veninderne Hélene, Olivia og Brigitte.

   Anne er blandt de bedste elever på sit hold. I første scene af Hændelsen ved hun instinktivt, hvad Louis Aragon ville sige med digtet »Elsa ved spejlet« fra Den franske Diana. Og hvad kaldes stilgrebet, den retoriske gentagelse, som digteren benytter? vil læreren (Pio Marmaï) lige vide, da Anne har uddybet meningsindholdet. Jo, det er da en anafor.

   På kollegiet taler de unge kvinder især om sex og fremtiden. De gør det med en vis selvfølelse, som fejrer moderniteten. Camus bliver vejet over for Sartre. De taler også om frygten for ikke at bestå. »Hvis jeg dumper, sidder jeg på en traktor til næste år,« siger en af Annes veninder.

   Om aftenen går de ud og danser med drenge, som læser jura og kommer fra rige familier. Redderne fra brandstationen poserer som studerende. Anne prøver mulighederne af. I weekenden tager hun hjem til familien, som driver en bistro. Gabriele (Sandrine Bonnaire) og Jacques (Eric Verdin) er stolte af deres datter.

BILLEDET vælter, da Annes menstruation udebliver. Hun er med ét alene i en forskudt virkelighed, hvor det bliver stadig sværere at holde fokus. »Sådan går det, når man er løs på tråden,« bliver der sagt i fællesbadet, men senere kommer Hélene og fortæller om sin erfaring med sexfænomenet. Anne er ingen undtagelse. Hun repræsenterer sin tid og generation.

   Anne går fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet, hvor lægerne skiftevis sympatiserer og fordømmer. Ingen vil hjælpe. Imens bliver studierne fjerne. Den gode lærer er skuffet, og eksamen nærmer sig ubønhørligt sammen med deadline for graviditeten.

   Skriften på væggen står også på lærredet, hvor Audrey Diwan tæller ned i sin filmatisering af Annie Ernaux’ roman om L’Événement (2000). Anne er tre uger, ni uger, tolv uger henne. Efter tre kvarter prøver hun selv – uden held – at foretage indgrebet med en strikkepind. Så får hun kontakt til en professionel englemager. Da kan Hændelsen for alvor begynde.

   Det er en svær tid at vente et uønsket barn i. I 1963 er der endnu 12 år til legaliseringen af svangerskabsafbrydelse. I Danmark blev aborten fri i 1973; i England allerede i 1967; i Tyskland først i 1992. Det har aldrig været enkelt. Jeg var 16 i 1972, da min kæreste ikke fik sin menstruation. Vi var skræmt fra vid og sans. Vores verden var ved at gå under.

AUDREY Diwans film er ikke en museal øvelse. Hun taler til vores tid gennem historien. I 2020erne er retten til fri abort udfordret i USA, og i flere europæiske lande vil konservative kræfter begrænse den og rulle loven tilbage.*

   Så med mellemrum vil og må der være fiktioner, som minder om hovedsagen: at illegale aborter kun fører til lidelse, kvaksalveri og social regression. I 2020 sagde Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always det lige så effektivt. To teenageveninder fra Pennsylvania rejste med toget til New York, så den ene kunne få foretaget sin abort til rette tid.**

   Den mest frapperende abortskildring i nyere tid er skabt af en mand. Det var mareridtet i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), som knæsatte den nye rumænske film efter Nicolae Ceausescus fald. I øvrigt er Mike Leighs Vera Drake (2004) et solidarisk portræt af en kvinde, der bryder loven for at hjælpe sine medsøstre. Vera Drake fik Guldløven i Venedig. Det samme gjorde Diwans film i fjor.

   Den etiske kerne i sagen udgør et uløseligt paradoks. En provokeret abort er et liv, der bliver slettet. Lige så sikkert er kvindens fremtid begrænset. Begge er annullerede liv. I de fleste landes abortlove bliver kriteriet da rent biologisk. Hvornår er et væsen så færdigt, at fosteret tæller som liv?

TILBAGE i 60ernes Frankrig har Anne slet ikke de overvejelser. »Jeg vil gerne have et barn en dag. Men ikke et barn i stedet for et liv,« siger Anne til den mest sympatiske læge. Det handler for hende om at blive sig selv igen, så hun kan koncentrere sig, få sin eksamen og vælge en fremtid med hovedet klart.

   Efter besøget hos Madame Rivière meddeler hun sin lærer, at hun er tilbage. Han siger, det er for sent, men Anne er sikker i sin sag. Læreren lever – som samtlige mænd i L’événement – i en privilegeret uskyldstilstand. Han spørger Anne, om hun har været syg. »Ja. Af den sygdom, som kun rammer kvinder – og forvandler dem til husmødre.« Han spørger, om hun stadig vil undervise. »Nej, jeg vil skrive,« siger Anne. Annie Ernaux’ pigenavn var Duchesne.

   Vi har fulgt et praktisk forløb, der er skildret med realistisk grundighed. Der er dog stadig en fuld akt af filmen tilbage, for kroppen reagerer ikke, som Madame Rivière har beskrevet. Anne må tilbage til køkkenklinikken. Herefter bliver Hændelsen næsten til body horror. De sidste tyve minutter er fulde af pumpende spænding, som eskalerer.

AUDREY Diwan er født i 1980 og har ingen personlig erindring om tiden. Alligevel er perioden genskabt med troværdige detaljer, som understøtter indlevelsen. Vi er virkelig tilbage i 60ernes mentale og fysiske landskab. Filmen følger med Anne hele vejen. Diwan fremhæver selv de belgiske Dardenne-brødres håndholdte kameraføring som en æstetisk model.

   Madame Riviére, som foretager aborterne, er hverken en engel eller et uhyre. Instrumenterne bliver steriliseret, der er ordentligt og rent. Kvinden har måske set for mange tilfælde til at engagere sig personligt. Hun bliver spillet med en neutral kvalitet af Anna Mouglalis.

   Det er en levende og anfægtende film, som ikke pakker noget ind. Det er både kunst til tiden og et værk uden tid i sin helt egen ret. Der bliver hverken talt udenom eller forenklet. Som film er Hændelsen helt uden floskler.

*) Den 24. juni 2022 omstødte U.S. Supreme Court, den amerikanske Højesteret, sin skelsættende afgørelse fra 1973, da den enkelte kvindes ret til svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet i søgsmålet Roe v. Wade.

   Det er i sagens natur andre dommere, som træffer beslutningerne nu. Det var en hjertesag for Donald Trump at udnævne konservative dommere, når der var frafald i hans embedstid. Det skete ved tre lejligheder i perioden 2017-2020. Kronen på værket var vel at erstatte Ruth Bader Ginsburg (1933-2020) – den mest radikale og feministiske dommer, udnævnt af Bill Clinton i 1993 – med Amy Coney Barrett (f. 1972), den yngste og mest bibel-dogmatiske dommer i institutionens historie.

   Dommerne sidder for livet, mens præsidenter kommer og går. Med omgørelsen af 1973-dommen er 50 års ret til fri abort rullet tilbage. Det er ikke sådan, at Højesteret tillader eller forbyder. Rettens ni medlemmer vedtog, at retten til abort alligevel ikke var omfattet af den amerikanske forfatning. Det er derfor op til hver enkelt delstat, hvordan den vil skrive sin lov.

   Anderledes forholder det sig med retten til at bære våben, som Højesteret finder ukrænkelig. Det har ikke været muligt for delstaten New York at opretholde de nyligt indførte påbud og krav.

**) Berlin 29.02.2020: »Amerikaneren Eliza Hittman modtog Juryens Store Pris – den vigtigste sølvbjørn – for Never Rarely Sometimes Always. Det var den film, som de fleste havde forelsket sig i, før There Is No Evil kom og gjorde en forskel. Filmen følger, i tidløs realistisk stil og med et distinkt præg af 70ernes New Hollywood, en 17-årig pige, som tager bussen fra Pennsylvania til New York for at få foretaget en sen abort.

   Autumns forældre må helst intet vide. Kusinen Skylar er med for at støtte moralsk. Da det bliver nødvendigt at overnatte i byen, slår pigerne følge med en ung mand. De bowler, taler og synger karaoke. Kusinen giver den unge mand et strategisk kys på det rigtige tidspunkt, så han låner dem penge til hjemturen. Der er en subtil undertone af #metoo og kontrakt. Næste morgen bliver det gjort. Autumn mente, at hun var 12 uger henne. Faktisk gik hun i 18. uge.

   Filmen nåede Berlin via Sundance. I al sin æstetiske ukunstlethed kunne det være en film af Bob Rafelson, John Cassavetes eller Chantal Akerman. Sidney Flanigan er fuldkommen troværdig som den trodsige pige på 17. Talia Ryder spiller kusinen. Det styrker troen på samtiden, at der stadig laves film som Never Rarely Sometimes Always.« 

Se også Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004).

Hændelsen (L’événement). Instr.: Audrey Diwan. Manus: Diwan, Marcia Romano. Foto: Laurent Tangy. 100 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.05.2022.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat efter L'événement (2000) af Niels Lyngsø. 108 s. Gads Forlag, 2021.

Fotos: Rectangle Productions/ France 3 Cinéma/ Wild Bunch/ Srab Film/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gads Forlag

Filmen er i biografdistribution

Weekendavisen Kultur 26.05.2022 + 06.03.2020