Translate

onsdag den 22. juni 2022

Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)


DEN ONDE FORTÆLLING
Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.
   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.
   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.
   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.



ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.
   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.
   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.




ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.
   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.
   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.



STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.
   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.
   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.



JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.
   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.


VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.
   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.
   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.



   
DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.
   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.
  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!



SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.
   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.
   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.


HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.
   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.



Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018
Indsendt af kl.
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)