Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]

SATANS ÅNDE, SATANS KIRKE
Lars von Triers okkulte kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

LARS von Triers Antichrist havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 17. maj 2009. Som man sikkert har hørt, var modtagelsen blandet. Triers film har altid delt vandene, og her var nogle af hans virkemidler så ekstreme, at man kun kunne have en stærk reaktion.

   Det er sandt, at man hørte latter på de særeste steder, og at dele af publikum buede undervejs, før filmen til slut fik et ordentligt bifald. Det er sandt, at der blev diskuteret lidenskabeligt. Der blev i sin tid også buet, klappet og diskuteret efter Breaking the Waves (1996), som fik Juryens Grand Prix, og Dancer in the Dark, som endelig tog Guldpalmen i 2000.

   Som sådan var alt ved det gamle. Alligevel blev det en mærkelig oplevelse at sidde på tredje række under pressevisningen i Salle Debussy. Allerede ved synet af titelskiltet, et håndmalet lærred i grelle farver, begyndte latteren bagerst i salen.

   Den boblede under prologen og de første afsnit, som ellers er kemisk renset for humor, selv den syrlige sorte, der er et træk i Triers signatur. Reaktionen kulminerede midtvejs, hvor en lemlæstet ræv løfter hovedet og taler med djævelens stemme til Willem Dafoe. Den siger, at kaos hersker – »Chaos reigns«.

KORT sagt skildrer filmen den proces, som et forældrepar (Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg) gennemgår efter tabet af deres søn. Der er langt til den martrede hverdag i Todd Fields In the Bedroom (2001) og Nanni Morettis Sønnens værelse (2001), som begge havde den samme præmis. Der er derimod ikke så langt til følelsen mellem de fortabte forældre i Nicholas Roegs Don't Look Now (1972, da. Rødt chok), som på samme måde mister en datter og kæmper med efterbyrden af skyld. 

   Hos Trier mislykkes sorgarbejdet. Universet går bogstaveligt i stykker, og alle filmens rædsler kan ses som fysiske udtryk for den indre smerte. Psykologien er meget gennemarbejdet. I hjertet af filmen handler det hele om forholdet mellem manden og kvinden.

FILMEN er fortalt i fire kapitler med en prolog og en epilog, der begge ledsages af bristefærdig smuk sorgmusik fra Händels opera Rinaldo. Titlerne er »Grief«, »Pain (Chaos reigns)«, »Despair (Gynocide)» og »The Three Beggars« . Prologen åbner i underskønne, ultralangsomme sort-hvide billeder, der viser parrets samleje i badet, mens deres lille søn lukker sig selv ud af kravlegården og springer ned og dør på gaden i sneen. Han står i døren og ser forældrene elske, men springer af undren og nysgerrighed. På bordet står tre forkrøblede figurer, tre tiggere, hver med et navneskilt monteret: Sorg, Smerte, Fortvivlelse.

   Under begravelsen, som på subtil vis citerer Dreyers Vampyr, får drengens mor et sammenbrud, der ifølge sagkundskaben ikke følger det typiske mønster for sorg. Den mere pragmatisk orienterede far er selv terapeut. Han beslutter at kassere medicinen og overtage behandlingen af sin hustru. Hun vil hele tiden elske for at dulme smerten, men han skubber hende fra sig. Andre gange giver han efter, især når hun bebrejder ham, at han altid har været en fjern mand og far. Antichrist er også en film om dualismen mellem ideal og praksis, om fornuftens fallit i forhold til den rene følelses styrke.

DA behandlingen hjemme ikke fungerer, men egentlig blot gør tingene værre, beslutter Dafoe at tage ud til Eden, huset i skoven, som hustruen forbinder med dyb frygt og angstfremkaldende udsathed. Her skete der noget sommeren før, da hun sammen med sønnen boede i skoven for at skrive sin afhandling om kvindehad og heksejagt gennem tiden. Der er aldrig en forkromet forklaring. Man stykker forhistorien sammen via løsrevne drømmebilleder og spredte informationer i dialogen. Det fremgår, at han først nu opdager, at hun aldrig færdiggjorde projektet, som han så overbærende på.

   Han er den stærke, hun er den svage, men i skoven begynder forholdet at vende. Gainsbourgs karakter bliver spydig, næsten hånlig i sin forudanelse om, hvordan det vil gå, når manden bliver rystet i sin selvtilfredse tro på fornuften. Han har mareridt og halvdrømme, står pludselig stille i lysningen og ser en dådyrhun med et dødt kid hængende ud af livmoderen. Hustruen insisterer på at elske hårdt og begynder selv at støde fingrene op, da han ikke vil hjælpe hende. Da de har samleje mellem et egetræs rødder, kan kun filmens tilskuer se, at der ligger døde hvide kroppe overalt.

HERFRA accelererer panikken, og kaos konsoliderer sin magt. Det er ikke en film for de sarte, og man skal standse læsningen hér, hvis man tilhører typen, som nødigt vil vide for meget på forhånd. For det er på sin plads at fremhæve graden af udpenslethed. Seksuelle lemlæstelser vises i ultranær, skræmmende livagtigt.

   Man kan ikke ryste det af sig som den sadistiske vold i en gængs gyserfilm, når Gainsbourg i sin psykotiske besættelse knuser Dafoes kønsdele med en brændeknude. Når en erigeret penis sprøjter blod; når et skinneben bores igennem, så akslen af et slibehjul kan føres ind, boltes fast og tynge ham ned. Når en kvinde klipper sin clitoris af. Disse billeder går i kroppen med en før-sproglig styrke, der ligger hinsides gængse normer for moral og æstetik.

DET er ikke mindst fotografens fortjeneste, at filmen virker så enkel og umiddelbar, skønt perspektiv og tematik med vilje er eksponeret diffust. Anthony Dod Mantle (f. 1955) har skabt noget enestående sammen med Trier og klipperen Anders Refn (der til lejligheden assisteres af Åsa Mossberg). Dod Mantle modtog en Oscar for sit arbejde på Danny Boyles Slumdog Millionaire (2008), der er filmet i hans sædvanlige rastløse, febrile stil med håndholdt kamera, hurtige klip og mange skæve vinkler, der sammen med højnede eller dæmpede farver forstærker præget af virkelighed som æstetisk konstruktion.

   I Antichrist rettes snart sagt alle strømme den modsatte vej. Hvert afsnit har sin egen stil, rytme, lyssætning og farveskala, og filmen glider umærkeligt også fra genre til genre. Prolog og epilog er begge spændt helt op æstetisk, begyndelsen i sort-hvid hypertid, slutningen i ekspressionistiske totalbilleder, der næsten har stumfilmens svulmende operastyrke. Musik og vision hænger lykkeligt sammen. Der er i sjælden grad tale om art cinema.

SCENERNE fra parrets liv i byen har en tæt, fortrolig hverdagsrealisme i sig. Første del af mareridtet i skoven intensiveres efter klassisk Cabin Fever-model med snigende paranoia og eskalerende hysteri. I anden del, efter de frapperende lemlæstelser, er der derimod en klaustrofobisk, kammerspilsagtig intentisitet i scenerne med den kastrerede mand, som prøver at kravle væk med sit knuste ben, og den rasende furie, som nu er indbegrebet af alle misogyne mareridt om hævnende hekse og aggressive amazoner. Her tager filmen farve efter Rob Reiners effektive filmatisering af Stephen Kings Misery (1990) og knytter også en mentalitetshistorisk forbindelse til slavebillederne i Dogville (2003) og Manderlay (2005).

   Anthony Dod Mantle vælger i alle tilfælde og stemninger den rigtige optik, det optimale perspektiv og den korrekte kromatiske skala, som tjener filmen og Triers historie. Han gør sin tekniske formåen til fortællingens fødselshjælper, underlægger sig instruktørens overordnede hensigt og arbejder i fuldkommen overensstemmelse med klip og dramatisk psykologi. Herved bliver en stærk film til et regulært mesterværk. Med Antichrist skaber Trier noget stort og foruroligende, uden at kende sin egen hensigt til bunds. Det er derfor, at alle tilskuere taler om, hvordan denne film går i kroppen på én og bliver siddende i hovedet bagefter.

ANTICHRIST er en romantisk gyser. Romantikken dyrkede det ekstreme og det sublime, det himmelske lys og det dybeste mørke, som to sider af den samme absolutte fordring om hengivelse og forløsning i en besjælet natur, der var større end alle menneskets planer. Det samme gør Triers film, som dyrker angsten og skønheden med lige stor lidenskab.

   Filmen er også en personlig eksorcisme, en version af alkymisternes nigredo, som er det nulpunkt af mørke og gold negation, der skal gennemgås, før en forvandling kan finde sted.

   Trier har fortalt, at han skrev manuskriptet, mens han gennemlevede en depression. Antichrist er tilegnet erindringen om den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij (1932-1986), instruktørens erklærede helt fra begyndelsen, men han taler andetsteds både om Edgar Allan Poe og August Strindberg som åndelige faddere.

   Strindberg brugte de alkymistiske begreber i drømmespillene fra sin Inferno-periode. Også for ham var dobbeltheden af kvindefrygt og kvindetilbedelse central. Poe skrev om at længes efter det frie fald ned i afgrunden, efter suget ind i hvirvlen, efter sublim himmelsk fred.

DISSE kvaliteter er alle til stede i Antichrist, der er en kunstfilm forklædt som et stift genrestykke. Den er for det første en spøgelseshistorie om et sørgende forældrepar, der kun har hinanden at holde fast i, mens de prøver at kæmpe sig vej ud af sorgen. Det er som nævnt det samme traume, der forbinder Julie Christie og Donald Sutherland, da de møder døden i Venedig i Nicholas Roegs filmatisering af Daphne du Mauriers Don’t Look Now.

   For det andet skifter filmen farve og bliver til rendyrket horror. Det bløde gys i en spøgelsesfortælling er som regel forankret i virkeligheden, og der findes en forklaring til slut. Horror foregår i en verden, som enten ringeagter mennesket eller aktivt ikke vil os det godt.

   I filmens tredje del, som har titel efter den sidste af de tre figurer, »Despair«, begynder universet bogstaveligt at gå op i limningen. Der er vendt op og ned på alle værdier, og det er dét som kvinden mener, da hun siger, at naturen er Satans kirke, lige som det er Satans ånde, der blæser vinduet op og trænger ind.

DA denne ånde har taget bo i Gainsbourg, bliver hun i første omgang klar, stærk og frygtløs. Dafoe tror ikke på denne forandring. Så overfalder hun ham korporligt. Han finder hendes optegnelser fra hekseprojektet og ser, hvordan notaterne blev stadig mere usammenhængende.

   Stadig falder agern ned på bliktaget, stadig ligger lyden af ondskab og rumler i bunden, meget som i David Lynchs film. Filmene ligner ikke hinanden, men havde Lynch taget historien i Don’t Look Now og overført den til rammen fra The Blair Witch Project (1999), ville resultatet ligne Antichrist.

   Efter de første lemlæstelser følger en lang sekvens, hvor Dafoe kravler væk fra Eden, bogstavelig talt med en klods om benet, og gemmer sig i en hule ved egetræet, mens hans hustru kalder og raser. Filmen synes bevidst at changere og gå fra den ene slags narrativt lys til det andet, mens modbydeligheden intensiveres. Samtidig findes der hele tiden erindringsklip og drømmescener; stærke, smukke og slående billeder, som står uden for fortællingens fremdrift.

UNIK bliver filmen for alvor i sin visionære epilog, hvor en lægt Dafoe vender tilbage til det lille hus i de store skove. Som vandringsmanden på et romantisk maleri arbejder han sig op ad skråningen mod bjergets top. Det er uklart, om han ænser den skare af ansigtsløse kvindelige genfærd, som bestiger Bloksbjerg sammen med ham.

   Associationen, som man får, er måske den særeste i filmen. Jo, man kan ane Tarkovskij, men også »Ave Maria«-sekvensen fra Disneys Fantasia (1940). Atter citeres Händels Rinaldo. Porten til Helvede lukkes igen, og den romantiske apoteose sker fyldest.

   Antichrist skal ses flere gange, og filmen er mange ting på én gang. Som romantisk horror story er den vild, hysterisk, betagende smuk og grænseoverskridende udpenslet i sine få, men effektfulde chokscener. Som en fabel om kønnenes forhold har den mindst syv lag og tre dobbelte bunde.

   Den okkulte faktor peger tilbage mod værker som Epidemic (1987) og Riget (1994-1997), men det er hekseaspektet, kvinden som hundyr, kælling og martyr, der knytter den tættest til Triers øvrige film. Også Charlotte Gainsbourgs karakter er en version af Guldhår, en kusine til Bess fra Breaking the Waves, Selma fra Dancer in the Dark og Grace i Dogville og Manderlay.

FILMEN er et eventyr om fortrængning; om sorgen, kønnet og angsten i skoven, der ligger både i virkeligheden og i underbevidstheden. Man har Antichrist siddende i sig bagefter, for det gode såvel som det ondes skyld. Dafoe og Gainsbourg giver sig selv helt og fuldt, som filmen overhovedet gør det. I æstetisk henseende er det Triers smukkeste og størst tænkte film siden Europa (1991). For dét kan Dod Mantle tage en stor del af æren.

   Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder.

Se også Satans kvinder: Akelarre/Coven (2020); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996); Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971). 

Se også Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100]; Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018).

Antichrist. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 104 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Polen-Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2009.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Slot Machine/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ DR/ Lucky Red/ Arte/ Film i Väst/ SVT/ Canal+/ CNC/ DFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film/ TrustNordisk/ CineMaterial/ Criterion Collection/ Film-grab.com (framegrabs)/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Antichrist er udgivet på dvd og Blu-ray hos Artificial Eye (UK) og The Criterion Collection (US)

Teksten stod som anmeldelse (med rubrikken Satans ånde) i Weekendavisen Kultur 21.05.2009 og er senere trykt som essay (med titlen Kaos hersker) i antologien Fotografens øje: Dansk filmfotografi gennem 100 år. Red. Dirk Brüel, Andreas Fischer Hansen og Jan Weincke. 360 s. Lindhardt og Ringhof, 2009.