Genskabt: Digteren Dylan Thomas 1914-1953

FRA BAKKE TIL BAKKE SOM ØER AF SKOV
Dylan Thomas på dansk gennem tiden

Af BO GREEN JENSEN

DYLAN Thomas var kun 39 år, da han døde i New York i 1953. Den walisiske digter var da på højden af sin bane. For unge amerikanere var han et eksotisk ikon, en romantisk inspiration for beatdigterne. Det er en kendt sag, at sangskriveren Robert Zimmerman tog sit nye efternavn fra Dylan Thomas.

   Hans betydning var enorm. Man kan høre Dylan Thomas i danske stemmer fra Jørgen Gustava Brandt til F.P. Jac. Man kan i hvert fald genkende en særlig naturfølsom sensibilitet. Også Thomas kunne have valgt titler som Under vejr med mig selv og For vejret i mig selv.

   I de engelsktalende lande bliver han fortsat læst, og myten lever i bedste velgående. Der var film, teater, radio (den primære platform for Thomas) og en lille snestorm af nye udgivelser ved 100-året for hans fødsel i 2014. På andre sprog er han blevet en sag for specialister og unge kolleger.

   I Norden er han næsten forsvundet. Kritikken har skrevet sig hen til et sted, hvor den stort set ikke kan bruge eller forstå Dylan Thomas. Det bliver digtene ikke dårlige af. De afviser blot en formel analyse og er stærkest i kvaliteter, som videnskaben ikke agter p.t.

   Efter årtier med tavshed er der ny interesse. Så er Thomas ved at blive vigtig igen?

JON Høyer har samlet 24 tekster i En proces i hjertets vejr. Her er bl.a. de to korte digte, som fælleskulturen bliver ved at citere. Det er »And death shall have no dominion« (»Og døden bliver ikke herre«) fra 25 Poems (1936) og »Do not go gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) fra In Country Sleep (1952). Altså noget af det første og det sidste. For Thomas var dødsforagt altid et tema.

   De fleste af hans digte var længere og sværere. På dansk har man derfor haft nok i de hverdagsmagiske noveller, som (med et nik til James Joyce) er samlet i Portrait of the Artist as a Young Dog (1940), og radiospillet Under Milk Wood (1953), som Thomas skrev til BBC. Her er digt, sang, prosa og drama forenet. Et sted og dets mennesker bliver manet frem.

   Værket findes også i film- og sceneversioner. Det var i mange år 1956-gendigtningen ved Jørgen Nash (Forår Milkwood eller Forår i Milk Wood), der stod som standardudgaven. DR har brugt den igen og igen. Teksten fik en tiltrængt overhaling i 2010, da Karsten Sand Iversen nyoversatte. Under Mælkeskoven – et spil for stemmer udkom på forlaget Vandkunsten.

   Portræt af kunstneren som hvalp blev oversat af Jørgen Andersen i 1955. Andersen redigerede også Rejsen tilbage: Prosastykker i udvalg (1964). Erik Thygesen oversatte tre tekster fra Adventures in the Skin Trade (1955) til Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. Bind 241 i Jacob Paludans navnkundige serie hedder En pelshandlers eventyr.

GENDIGTNINGEN gik i stå efterhånden, som Thomas blev umoderne i Danmark. Jeg ledte i årevis efter en god version af den stemningsfulde erindringstekst om »A Child’s Christmas in Wales« (1952). Min egen kærlighed til Thomas begyndte i mødet med hans landsmand, John Cales, sang af samme navn fra albummet Paris 1919 (1973). Cale har også komponeret symfoniske versioner af »Lie Still, Sleep Becalmed« og »Do not go gentle«, som indgår på albummet Words for the Dying (1989).

   »Et barns jul i Wales« blev endelig oversat i 2014. Ib Johansen tog livtag med teksten i udvalget Kort over kærligheden, som Det Poetiske Bureau udgav. Også 15 digte fik et skud. Det er i vid udstrækning de samme tekster, som Høyer inddrager: »Fern Hill«, prologen til Samlede digte (1952) osv.

   Hos Johansen står digtene lidt mindre mejslet. »Do not go gentle into that good night« bliver til »Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør«. Men stedvis brænder en vildere ild, der kan måle sig med raseriet hos Thomas. »I den hvide kæmpes lår« – som Høyer springer over – er en sanselig, næsten vulkanisk bedrift. Begge udvalg skaber en ny sammenhæng.

EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalteksten er reproduceret.

   Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):

Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne

om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang

under solen, som kun er ung en enkelt gang,

lod tiden mig lege og være

 gylden, med den barmhjertighed, der er hans,

 og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene

 sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,

 og sabattens klokkeslag lød

 langsomt i de hellige strømmes småsten. 

(And as I was green and carefree, famous among the barns/ About the happy yard and singing as the farm was home,/ In the sun that is young once only,/ Time let me play and be/ Golden in the mercy of his means,/ And green and golden I was huntsman and herdsman, the calves/ Sang to my horn, the foxes on the hills barked clear and cold,/ And the sabbath rang slowly/ In the pebbles of the holy streams.) 

Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.

DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.

   Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«

   Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:

   »Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«

TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«

   Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«

   Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.

Jon Høyer (f. 1942) modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved receptionen i Dansk Forfatterforening. Høyer fik prisen for sit samlede virke, der omfatter Goethes Faust, Derek Walcotts Omeros og gamle og nye tekster fra islandsk. 

*) »Through throats where many rivers meet, the curlews cry,/ Under the conceiving moon, on the high chalk hill,/ And there this night I walk in the white giant’s thigh/ Where barren as boulders women lie longing still/ To labour and love though they lay down long ago.// Through throats where many rivers meet, the women pray,/ Pleading in the waded bay for the seed to flow/ Though the names on their weed grown stones are rained away,// And alone in the night’s eternal, curving act/ They yearn with tongues of curlews for the unconceived/ And immemorial sons of the cudgelling, hacked/ Hill...«

   »In the White Giant’s Thigh« er slet ikke mystisk. Digteren går på kalkbakken ved Cerne Abbas i Dorset, hvor en kæmpemæssig kridtfigur er skåret i jorden. Det britiske landskab er fuldt af kridtfigurer. Bedst kendt er The Long Man of Wilmington på Windover Hill i East Sussex og de hvide heste ved Uffington i Oxfordshire og Hindover Hill i South Downs.

   Der er mange bud på, hvem der skar figurerne, hvornår og hvorfor. Kun fugle og flypassagerer kan se dem. Man må tro, de blev tegnet for gudernes skyld. Flere har vist sig at være af nyere dato, men Cerne Abbas-figuren er forhistorisk. Den rejste fallos vidner om et fertilitetsritual. Derfor kommer de barnløse kvinder til skrænten for at ligge »i den hvide kæmpes lår«. I Ib Johansens version lyder digtets begyndelse:

   »Spover skriger gennem svælg, hvor mange floder sammen når/ Under den drægtige måne, på den høje kridthøj,/ Og denne nat går jeg dér i den hvide kæmpes lår,/ Hvor kvinder, golde som kampesten på deres strøg// Længes efter at føde og elske, skønt lagt ned i fordums tid.// Gennem svælg, hvor mange floder sammen når, be’r de kvinder,/ Bønfalder i bugtens vadesteder om at sæd vil flyve hid./ Skønt navne i regnen på ukrudt-tilgroede sten forsvinder,// Og alene hér i nattens evige, krummede akt/ Længes de med spove-tunger efter sønner aldrig undfanget,/ Fra Arilds tid på den knippel-svingende højt sammenbragt/ Under hakker.«

   Luftfotoet er fra Times Literary Supplement, hvor digtet blev trykt første gang i 1951.

Dylan Thomas: En proces i hjertets vejr. Udvalgte digte på danske vers ved Jon Høyer. Tosproget udgave. 142 s. Forlaget Multivers.

Dylan Thomas: Kort over kærligheden. Efterfulgt af Et barns jul i Wales & Udvalgte digte. Oversat fra engelsk af Ib Johansen. 70 s. Det Poetiske Bureau/ Bureauets lommebibliotek, 2014.

Fotos: National Portrait Gallery (Gordon Stuart Portrait 1953; Dylan Thomas at BBC by John Gay, 1948; Rollie McKenna photographs 1953 [Rosalie Thorne McKenna Foundation - courtesy of Center for Creative Photography, University of Arizona Foundation])/ National Museum Wales (Alfred Janes Portrait 1934, Augustus John Portrait 1937-38), Forlaget Multivers (omslagsdesign Christine Lind)/ Det Poetiske Bureau (omslagsdesign Mikkel Pape)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ Ace Books 1957 (DT in America paperback cover). 

Teksten stod i Weekendavisen Bøger 03.05.2019