Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013)

FRYDENS KILDE, KØNNETS RET

Et mættende og besættende storværk

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2013: MAN skal skære sig gennem en tyk røg af hype og massiv foromtale på alle niveauer, når man sætter sig for at se Nymphomaniac. Hvad der venter, siger rygtet, er jo mindst fire opsigtsvækkende fænomener: Lars von Triers monstrøse sexorgie; den seneste grille fra en mester i manipulerende illusionskunst; filmen hvor stjernerne viser det hele; den danske verdenskunstners forsvar for retten til at leve drifterne ud.

   Alle disse vandrehistorier – som også Zentropas lancering har bidraget til – vil forhåbentlig trække kunderne til. Man må dog lægge dem fra sig, før man går ind. Der er heller ingen grund til at tolke på teksten, før filmen er set. Det er i sjælden grad et værk, der lever og hviler i sin egen verden.*

   Nymphomaniac er en seksuel livshistorie i otte kapitler, fortalt af en nymfoman til en jomfru. Dialogen føres mellem Joe (Charlotte Gainsbourg) og eneboeren Seligman (Stellan Skarsgård), der finder hende livløs og forkommen ved filmens begyndelse.

   Joe har haft millioner af mænd. Seligman har aldrig rørt ved en kvinde, har for den sags skyld knap nok rørt ved sig selv. Hun ligger i gården bag huset, hvor han bor i en fugtig lejlighed med sine bøger. En mur fanger solens genskin, når den går ned. Ellers er der intet lys.

JOE er efterladt som affald. Hun siger, at hun fortjener det, for hun er et dårligt menneske. Seligman nægter at tro det. Der findes ikke dårlige mennesker i hans filosofi. Hun fortæller ham om sit liv med umætteligheden, tilfældige mænd, hæmningsløs hedonisme, personlige svigt og blødende kønsdele. Han kommenterer og supplerer med leksikalske indskud, som skiftevis irriterer og interesserer hende.

   Tonen er urban og ciseleret, uanset hvor hårdt indholdet bliver. En etisk procedure finder sted, og divergerende positioner markeres, mens profane emner belyses. Ikke for første gang hos von Trier synes formen inspireret af Markis de Sades metode i tekster som Dialogue entre un prêtre et un moribund (1782, da. Samtale mellem en præst og en døende) og La Philosophie dans le boudoir (1795, da. Filosofien i soveværelset).

   Det er Seligmans gavmilde digressioner, der giver Nymphomaniac fylde, men det er i billederne, at fortællingen bliver konkret. Mange viser Joe i forskellige aldre, mens hun har sex med forskellige mænd og stræber efter orgasmen, som i perioder er en ustandselig kraft og til andre tider ikke vil indfinde sig, uanset hvor hårdt og hvor hyppigt, hun forsøger.

   Der er pornografiske afsnit, men efterhånden bliver den seksualiserede æstetik så dominerende, at man oplever den som normalitet.

VÆRKET foreligger i et director’s cut på fem en halv time. Det får dog premiere som to film, der angiveligt kan ses uafhængigt af hinanden. Jeg tvivler. Det første og lyseste afsnit føles som en lang prolog til de mørke riter i anden del, der omvendt næppe giver mening, hvis man ikke har fulgt Joes læreår. Nymphomaniac skildrer en dannelse og en midtlivskrise. Man kan eksperimentere med at se dem i omvendt rækkefølge, men de er forbundne og uadskillelige størrelser.

   Forrest i hver film er anbragt et visuelt sætstykke, der skiller sig ud på samme måde og med samme kraft som de betagende prologer i Antichrist (2009) og Melancholia (2011). Anden del begynder i bjergene, hvor Joe som 12-årig oplever en spontan orgasme og leviterer. Da hun letter fra klippen, træder to kvindeskikkelser frem. Seligman kan se, hvem de er: til højre Valeria Messalina, kejser Claudius’ promiskuøse hustru, med et spædbarn; til venstre Babylons store skøge, som rider på en tyr.

   Det er et forbløffende billede, som giver Seligman lejlighed til at sammenligne »The Eastern and the Western Church«. Joe tilføjer undertitlen »The Silent Duck« i parentes. Forklaringen kommer og er grumt humoristisk.

JOES første fortælling, »The Compleat Angler«, tager sin titel fra Izaak Waltons legendariske bog om lystfiskeri – »den eftertænksomme mands fritidssyssel« – der udkom i England i 1653. Seligman har en fiskekrog hængende på væggen, og Joe spørger, hvad det er. Den første erindring er således Seligmans. Man ser fluen flyve og linen blive stram i brede, langsomme billeder.**

   Joe opdager tidligt sin krop og læser selv om fysiologien i sin fars bøger. Han (Christian Slater) er læge. Joes mor (Connie Nielsen) er »en kold tæve«, som vender ryggen til, mens hun lægger kabale. Joe tager selv vanen op på et senere tidspunkt.

   Hendes far holder af at forklare naturen, så Joe stiller de samme spørgsmål for at glæde ham. Der er en ægte, ukompliceret varme mellem de to, og Joe føler sig forladt, da han dør i fjerde kapitel, »Delirium«. En forenklet fremstilling af Edgar Allan Poes død giver Joe anledning til at fortælle om sin far.

VENINDEN B (Sophie Kennedy Clark) lærer Joe, hvordan man får mænd til at bide på. De konkurrerer om, hvem der kan kneppe flest i et tog. Seligman drager den oplagte analogi til Izaak Walton og fluefiskerens strategi. Allerede som teenager er Joe »Den fuldkomne fisker«. Hun vinder kappestriden ved at forføre S (Jens Albinus), der gemmer sin sæd til sin hustru, som han har lovet at komme hjem og besvangre. Joe husker det som en grusom handling. Seligman ler og har publikum med sig.

   Senere bliver det sværere at se hendes hæmningsløshed som en progressiv og faktisk prisværdig hævden af retten til fryd. Der er dog vittig situationskomik i kapitlet »Mrs. H«. Den forsmåede hustru (Uma Thurman) tropper op hos Joe med tre måbende sønner, da H (Hugo Speer) gør alvor af overvejelsen om at flytte ind. Joe vil ikke have H – hun har bare brugt anklagen om, at han aldrig vil gå fra sin kone, fordi hun venter besøg af A (Cyron Melville), der skal tage hende, når H er ude af døren.

MRS H. opfører en bitter, makaber og morsom monolog. I denne periode er Joe sammen med 7-8 mænd i døgnet. Den konstante mand i hendes liv er Jerôme (Shia LaBeouf), som deflorerer hende, da de er teenagere. Hun arbejder for ham, og de får en søn sammen.

   Joe føler, at drengen har gennemskuet hende. Efter pausen, da hun dyrker rituel masochistisk afhængighed hos sadisten K (Jamie Bell), må hun efterlade drengen alene om natten for at kunne være til rådighed for K. Drengen går ud på altanen i pyjamas. Man frygter en gentagelse af, hvad der skete i Antichrist.

DET gør man ikke uden grund. Nymphomaniac er struktureret, så et ekstra metalag kommenterer instruktørens tidligere film, der næsten alle citeres eller berøres. Nymphomaniac er von Triers Bringing It All Back Home. Også dialogen udgør et kompendium af ting, man har hørt Trier sige i årenes løb. F.eks. om, hvordan pænheden vil redigere ord som neger ud af sproget. Motivet vender tilbage ved AA-mødet, hvor Joe påberåber sig retten til ordet – og identiteten som – nymfoman.

I SIDSTE kapitel, »The Gun«, drøfter Joe og Seligman, hvordan velkendte ting får nye kvaliteter, når man betragter dem fra en anden synsvinkel. En plet på væggen ligner en pistol, hvis man lægger hovedet på skrå. På samme måde giver seksualiteten livsskildringen et nyt perspektiv – som alle biografier, der fokuserer på et særligt aspekt. Triers film ser tilbage på det samlede værk fra en ny vinkel.

   Der er en brat, kursorisk slutning og en rejse mod nattens ende til sidst. Joe bliver for en tid kriminel og driver alternativ inkassoforretning i sin ansættelse hos L (Willem Dafoe). Hun knytter et hittebarn til sig i en periode, hvor hun har slidt sit køn i stykker. Men da Joe vil give, kan verden ikke tage imod. Jerôme er der også ved slutningen. Det ender på sæt og vis, som det begynder.

DER er megen sex i Nymphomaniac, også grafisk udpenslede scener, men kun i det sadomasochistiske afsnit med K, bliver fortællingen grænseoverskridende, erotisk, pornografisk og filosofisk på én gang – atter i ånden fra de Sade.

   Musikken gør meget for filmen. Det begynder med hamrende Rammstein og slutter med Charlotte Gainsbourgs version af Jimi Hendrix' »Hey Joe« (fra albummet IRM), som Beck har arrangeret og produceret.

   Som i Antichrist yder Gainsbourg en bemærkelsesværdig præstation. Det samme gør Stacy Martin som hendes yngre jeg. Mændene slipper relativt let, men Jamie Bell og Shia LaBeouf spiller for deres liv. Stellan Skarsgård er den dydsirede hædersmand – og en værdig variation over Tom Eddison-figuren fra Dogville.

FRYDENS kilde, kønnets ret. Nymphomaniac er en berusende filmoplevelse, rig på konkret og sanselig sex, men med fornemmelsen af et fuldt levet liv, som orienterer sig mod en mening. Tankestoffet er tæt formuleret. Billederne har taktil kvalitet. Fornuften bliver hørt, men driften er Joes. Man aner, at Trier er tættest på kvinden.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009].

*) Lanceringen af Nymphomaniac var effektiv og heldig med at ramme tiden lige til tiden. Det lykkedes i alle territorier at undgå en ørkesløs debat om censur, men alligevel markere filmen tilstrækkeligt til, at Nymphomaniac blev en verdenssucces. I Danmark herskede en let euforisk stemning ved premieren. Foreningen af Danske Filmkritikere nominerede filmen til fem Bodil Priser (Charlotte Gainsbourg fik én for Best Actress). Det Danske Filmakadami gik all in og nominerede Nymphomaniac i 16 kategorier (hvoraf filmen fik Robert i otte). Danske Filmkritikere krydsede villigt og gerne den sædvanlige grænse mellem branche og kritik. Annoncen for Bodil-festen blev i god forståelse med Zentropa designet som en pastiche på filmens danske plakat – nu med 12 anmeldere set i orgasmeøjeblikket. Der var vinterkoldt i atelieret, og det var svært at give sig helt hen til illusionen. Men det var både sjovt og lærerigt.

**) Izaak Walton (1593-1683) skrev lystfiskernes bibel i skyggen af (og måske som en reaktion på) det politiske kaos, som herskede under Den Engelske Borgerkrig (1642-1651) mellem republikanere og royalister. Walton, som var svoren royalist og ven med bl.a. digterpræsten John Donne, trak sig tilbage til sin ejendom i Staffordshire, hvor han brugte megen tid på at fiske i floden. The Compleat Angler udkom i 1653. Siden fulgte fire reviderede udgaver af værket, som kombinerer digte, meditative betragtninger, præcise iagttagelser af naturen og praktiske fiskeanvisninger med metafysisk bund. Teksten former sig som dialoger mellem fiskeren Piscator og jægeren Venator med en lang monolog i indledningen, hvor falkoneren Auceps taler om sin glæde ved fugle. I førsteudgaven talte Venator og Auceps endnu med samme stemme og bar navnet Viator. De var under alle omstændigheder baseret på Charles Cotton, Waltons penneven og lejlighedsvise ledsager, der er krediteret som medforfatter. Den fuldkomne fisker har været en kultbog i 360 år. I 1981 udkom en fornem dansk udgave i anledning af 350-året for Waltons fødsel. Johanne Kastor Hansen oversatte samtalerne, Otto Gelsted gendigtede poesien, Ib Andersen illustrerede. De filosofiske dialoger mellem Joe og Seligman er holdt i samme form og har lidt af den klassiske tone fra Oplysningstiden. Det er den samme retoriske konvention, som bliver brugt i samtalerne hos de Sade. Man skal ikke være fisker for at sætte pris på Waltons værk. Som Poul Hauton udtrykker det i sit forord: »Naar det stormer over landet, naar vinteren binder hav og sø, naar det er koldt derude, tag da "The Compleat Angler" frem og gaa med Izaak Walton ind over de enge, hvor blomsterne aldrig dør.« 

Nymphomaniac vol. 1 + vol. 2. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 110 + 130 min. Danmark-Tyskland-Belgien-UK-Frankrig-Sverige-USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013; 10.09.2014 [Nymphomaniac: Director's Cut].

Fotos: Zentropa Entertainments/ Heimatfilm/ Film i Väst/ Slot Machine/ Caviar Films/ Concorde Filmverleih/ Artificial Eye/ Les Films du Losange/ Arte/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ DR/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ CineMaterial (posters + artwork)/ Filmgrab.com (screenshots).  

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2013 og (i tysk version) på Zeit Online 28.12.2013.