Ari Aster: Midsommar (2019) [Horror 100]

TIL MAJDRONNINGENS ÆRE

De lyse nætters mareridt

Af BO GREEN JENSEN

FIRE unge amerikanere tager med deres svenske ven, Pelle (Vilhelm Blomgren), til midsommerfest i Hårga i Hälsingland. Det skulle egentlig være en ren drengetur, men Dani (Florence Pugh fra Lady Macbeth) er fulgt med kæresten Christian (Jack Reynor), fordi hun er mærket (og det tror pokker!) af de traumatiserende tab, som filmen beskriver i sin prolog.

   Samme chokerende hændelseskæde fik Christian til at blive sammen med Dani, skønt han i måneder havde underholdt vennerne med historier om hendes kontrollerende og omklamrende væsen. Faktisk er Dani ærlig og stærk. Christian er både et skvat og en kryster, men i glimt er han egentlig god nok på bunden. Og sikkert en meget troværdig mandstype.

MIDSOMMAR er, skal jeg huske at sige, skrevet og instrueret af Ari Aster, som med et slag blev gyserfilmens store håb, da Hereditary fik premiere i 2018. Aster er en Dylan/Tarantino for sin genre. Han fravælger splatter for psykologi. Han skaber tætte billeder og hylder sine helte. Der er næsten ingen grænser for, hvad Aster kan. Det ville være en underdrivelse at sige, at der knytter sig forventninger til toeren.

   I Hårga bliver vennerne mødt af en smilende skare, alle klædt i hvidt og i færd med at forberede den store midsommerfejring. Der bliver straks serveret heksebryg, virkeligheden er ustabil allerede ved ankomsten. Skulle man være i tvivl, har filmen lagt spor ud. Således er verden vendt på hovedet, da bilen kører nordpå fra Arlanda til Hälsingland.

   Pelle bliver budt velkommen hjem fra sin »pilgrimsfærd« af byens ældste. Både Odd (Mats Blomgren) og Siv (Gunnel Fred), som kunne være borgmester og præst, fortæller åbent om regler og ritualer. Hårga er et lukket samfund og en særlig livsform. De unge tager på pilgrimsfærd for at lære om verden, men også for at finde egnede gæster.

DET er ikke nyt for alle i gruppen. Kun Dani er helt uforberedt. Christian og Josh (William Harper) studerer antropologi og håber at finde et emne i Hårga. Aster har lagt megen konflikt og satire i gruppen af gæster. Den sarte og krævende Mark (Will Poulter) er en øretæveindbydende karikatur på den brovtende amerikaner. Han sætter Hårga på den anden ende, da han urinerer på forfædrenes træ.

   Efter en time bliver gruen konkret. Bordet fanger, da alle tager del i ättestupa-ceremonien, som er den første af ni dages solhvervsmarkering. Et gammelt par bliver fejret, før de frivilligt springer i døden fra klippen. Manden lever stadig efter faldet og bliver hjulpet på vej.

   Siv forklarer, at Hårga inddeler menneskets tid i fire livsaldre. Først er man barn og ung i atten år, så voksen, så moden og endelig nestor. Den udmålte tid slutter ved 72. Ni er ordenstallet, og navne går i arv. Nu vil andre få springernes navne. Summen af liv er konstant.

RITUALERNE kulminerer i maratondansen om majstangen, hvor en dronning bliver kåret i trods mod »Den Sorte«. Dani danser naturligvis med. Christian får set, hvad det inderste rummer, da han medvirker i et parringsritual, som er komisk og makabert på en gang. Der er megen anden folklore indblandet. Et vanskabt orakel fingermaler i bogen, der registrerer Hårgas historie. En bjørn skæres op. Man træder til anklerne i amuletter. Alt bliver gjort med et smil og under kærligt gruppepres.

   For Aster ligger udfordringen i at dæmonisere den flyvende sommer og de nordiske majritualer. Hereditary var en studie i mørk, klaustrofobisk rædsel. I Midsommar foregår samtlige scener ved højlys dag og ude i det åbne. Øvelsen lykkes. Hvis topografien trods alt virker usvensk, kan det skyldes, at filmen er optaget i Ungarn. Det lykkes også at balancere komikken i de excentriske skikke med effektiv gru i scener, hvor den hårde, hedenske bund i kultens ritualer bliver klar.

LIGESOM i Hereditary, hvor Toni Collette havde hovedrollen, er det muligt at læse historien som noget, der foregår inde i Dani. Gør man det, er der tale om en bekræftende frigørelseshistorie. Du skal glæde dig til slutbilledet, hvor verden omsider er løftet på plads.

   Midsommar hører hjemme i genren weird folk eller folk horror, som især britiske forfattere, musikere og filmskabere har dyrket med ildhu siden 60erne. Kronstykket er Robin Hardys The Wicker Man (1973), hvor en from og stiv skotsk politimand efterforsker en piges forsvinden på Sommerøen, hvor hedenske ritualer sikrer en gavmild æblehøst. Også her bliver en Majdronning kåret. Betjenten ender som hovedperson i en menneskeofring. Den pragtfulde film kaster skygger endnu.

   Midsommar forholder sig naturligvis til The Wicker Man. Det giver også mening, at Aster nævner Lars von Triers Dogville blandt sine favoritfilm. Og Rødt chok. Og Rosemarys baby. Aster er en leksikalsk nyskaber med sans for sin plads i en tradition. Dertil har han virkelig noget på hjerte. Både Hereditary og Midsommar er feministiske fabler, den ene sort, den anden lys, som giver begrebet the final girl ny mening.

SLUTNINGEN har måske ikke helt den samme æselsparkende gru, som man føler i træhuset i Hereditary, da det én gang for alle står klart, at Toni Colette ikke var en fantast. Men det er en uafbrudt fornøjelse at finde og følge de tråde, som Aster væver i mareridtsmønstret. Det er gåden, der driver begæret. Forklaring og svar er af mindre betydning.

   Fotografen Pawel Pogorzelski får sommeridyllen til at emme af særhed, usikker morskab og snigende rædsel. Blomsterne i Majdronningens krone er pulserende psykedeliske pletter. De store fællesscener er koreograferet med en totalitær nerve, som er lige dele Leni Riefenstahl og Busby Berkeley. Fascismen i den hvidskurede kult giver frygtelig mening.

   Midsommar er en betagende gyser. Jeg glæder mig til at se den igen.

Se også Ari Aster: Hereditary (2018) [Horror 100].

Midsommar. Instr. og manus: Ari Aster. Foto: Pawel Pogorzelski. 147 min. USA-Sverige 2019. Dansk premiere: 11.07.2019.

Foto: A24 Films / B-Reel Films/ Nordisk Film/ Square Peg/ Elevation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Metropolitan (Frankrig) [Collector's Edition | 1 Movie, 2 Cuts] 01.09.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019

Ari Aster: Hereditary (2018) [Horror 100]

BEGGE SIDER NU

Den skarpeste gyserdebut i mands minde

Af BO GREEN JENSEN

DER er en hytte i træet, sådan én børn har på film. Denne er dog helt ny og påfaldende solid. Det er ikke et levn fra en lykkelig barndom. Gulvet kan virkelig bære.

   Her går Charlie på 13 år hen, når hun vil være i fred. Charlie er en fjern pige med forvrængede træk. Hun tegner sin familie grimt og klipper hovedet af en due. Hun smiler aldrig og taler kun sjældent.

   Træet står ved et gammelt hus, der er bygget i kolonitidsstil. Det ligger isoleret. Der er mørke bjerge i baggrunden. Indenfor er der tomme rum, hvor stilheden skriger. Huset virker for alt stort til en familie på fire.

   Endelig er der værelserne i diorama-kunstneren Annie Grahams modeller. Hun bearbejder sin fortid ved at skabe afsindigt detaljerede miniaturer af traumatiske situationer. Hun prøver at forstå sit liv. Vi ser forsiden af et udstillingskatalog. Alt er selvoplevet.

HISTORIEN begynder for alvor i et af Annies miniaturerum. Steve, hendes mand, kommer ind og vækker teenagesønnen Peter. Han går ud og finder Charlie i træhytten. Det er dagen, hvor de begraver Annies mor.

   Ellen var måske en heks. Hun ødelagde Annies barndom. Hun ville ødelægge sine børnebørn. Annie fortæller sorggruppen om det. Ellen led i hvert fald af DID. Akronymet står for dissociative identity disorder. I gamle dage sagde man personlighedsspaltning.

   Annie er en anspændt sjæl, som har haft et vanskeligt liv. Først dør den dominerende mor, som hun muligvis burde have elsket. Skyldfølelse er en væsentlig faktor. Så omkommer hendes datter på en forfærdende måde, som jeg nødigt vil beskrive i detaljer. Der er væg-til-væg smerte i huset.

LÆNGE er filmen knap nok en gyser. Snarere skildrer Hereditary dynamikken i en sorgramt familie. Det er hele tiden en mulighed, at tingene kun sker i Annies bevidsthed. Nu og da er vi mere på afstand med Steve, som er ved at have nok af sin hustrus tvangsforestillinger.

   Da rædslen sætter ind, sker det til gengæld med det fulde okkulte udtræk. Der er navngivne dæmoner, en sabbat i træhuset, en kroning af Helvedes Konge. Flere hoveder rives af. Blodet er sort og smager af tjære. Det er ondt som ind i helvede og alligevel lysende smukt.

DER er flere konkurrerende sandheder. Måske er der virkelig en kult, som vil besætte familien. Måske er vi alle marionetter, og verden er et djævelsk dukkehus. Det udelukker ikke, at Annie har arvet sin mors DID. Eller bærer på hendes psykiske kræfter.

   Stemningen i det forheksede hus er mesterligt orkestreret. Uhyggen bliver mere intens af at være mindre konkret. Filmen er ikke kun skabt for at skræmme. Den foretager en undersøgelse af virkeligheden bag virkeligheden.

   Toni Collette, Gabriel Byrne, Alex Wolff og Milly Shapiro er mere end troværdige som de fire i familien, der har alle mulige ting på hinanden, men prøver at nå gennem dagene som et hold.  

   Endelig bekender filmen kulør og lader flere sandheder få samme værdi. Det er Joni Mitchells »Both Sides Now«, der spiller – i Judy Collins’ version – mens listen med navne kører til slut: »I’ve looked at life from both sides now/ From give and take and still somehow/ It’s love’s illusions I recall/ I really don’t know life at all.«

   Hereditary er en svimlende film. Den vil frustrere konkretister, men usikkerheden har lysende kraft. En krop selvantænder. Et hovedløst lig leviterer. Der er begrebsoverskridende scener. Man tror knap sine øjne.

FILMEN er værd at se flere gange, for Ari Aster har lagt stribevis af spor ud i scenografien. Man genkender nogle af de nøgne satanister fra begravelsen i begyndelsen. En høj, blond mand, der smiler til Charlie. Det er som ejendommen i Rosemary’s Baby.

   Der er tegn og mærker alle vegne. Skriften på væggen skifter ad hoc og bliver også justeret i Annies miniaturer. The Shining foregår i den samme slags hus. Cthulhu kalder nok engang. Der er hjemmebrændt amerikansk okkultisme i ånden fra H.P. Lovecraft og Robert W. Chambers.

   Jeg har slet ikke talt om stemningsmusikken, som er baseret på en kletzmer-saxofon, der skiftevis skriger og smyger sig rundt.

   Det er en god tid for horrorgenren. Naturligvis er der gennemsnitsfilm, som bare vil spekulere i rædsel. Det er der altid. Men højdepunkter som Get Out, It Follows, A Quiet Place og Hereditary kommer kun én gang.

    Hereditary er ikke for alle. Det er den for grufuld til. Men vil man udfordres både på filosofisk ambivalens og ontologisk bogstavelighed, er det en film, som i sjælden grad belønner koncentrationen. Det er den skarpeste genredebut i mands minde.

Se også Ari Aster: Midsommar (2019) [Horror 100].

Hereditary – Ondskabens hus (Hereditary). Instr. og manus: Ari Aster. Foto: Pawel Pogorzelski. 127 min. USA 2018. Dansk premiere: 28.06.2018.

Foto: PalmStar Media/ Finch Entertainment/ Windy Hill Pictures/ CineMaterial/ FilmGrab/A24/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM +, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Elevation (Canada) 20.09.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2018