Translate

Viser opslag med etiketten Soul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Soul. Vis alle opslag

mandag den 5. juli 2021

Amazing Grace: Aretha Franklin 1942-2018



SJÆLEN I MUSIKKEN
Stor koncertfilm 50 år forsinket

Af BO GREEN JENSEN

I JANUAR 1972 gav Aretha Franklin to små koncerter i New Temple Missionary Baptist Church, en lille Los Angeles-kirke af den slags, hvor hun havde sunget gospel som barn. Dobbeltalbummet Amazing Grace solgte mere end to millioner eksemplarer. Det udkom 1. juni samme år og blev soulsangerindens største succes.
   Det er stadig stærkt at høre Franklins nøgne versioner af »What a Friend We Have in Jesus«, »Precious Memories«, »You’ll Never Walk Alone« og titelsangen, som bliver en klimaks, der varer 11 minutter. Da Franklin 15 år senere ville gentage succesen og indspillede One Lord, One Faith, One Baptism (1987) i sin egen barndoms kirke, New Bethel Baptist Church i Detroit, var lyden mere sikker, men ikke nær så virkningsfuld.
   Warner Brothers kunne regne ud, at der var guld i materialet. De bad derfor Sydney Pollack, som netop skulle til at instruere Barbra Streisand og Robert Redford i The Way We Were (1973, da. Vore bedste år) om at dokumentere begivenheden. Koncertfilmen Woodstock (1970) havde genrejst selskabets økonomi, og Franklin ville lave noget, der blev stående.
   Pollack var ivrig og havde både ambitioner og ideer. Men han var uvant med at indspille musik. Koncerten blev optaget uden de nødvendige synkroniseringsklap, så det var umuligt at redigere materialet. Det er lykkedes for Alan Elliott, som kun var syv år i 1972. Til gengæld kom han selv i kirken, hvor demografien var farveblind.


DET er bogstavelig talt som at træde ind i en tidsmaskine. Den lille kirke er kun to-tredjedele fuld. Koret er klædt som til skoleteater, og pastor James Cleveland fungerer som hyggeonkel og konferencier. Franklins far, C.L. Franklin, fortæller anekdoter fra prædikestolen. Midt i den gyngende gospel står Pollack og giver tegn til fotografen om at filme publikum – ikke alle de talende ansigter
. Blandt æresgæsterne er to unge briter, Charlie Watts og Mick Jagger, der ser ganske overvældede ud.

MAN kan undre sig over valget af Pollack, der havde mange kvaliteter, men var det modsatte af en musikalsk instruktør. Det var dog hans fortjeneste, at rummet rundt om musikken kom med. Elliott fortæller, at Pollack – som døde i 2008 – havde planer for materialet, men ikke kunne få Franklin til at sige hverken til eller fra. Filmen var færdig i 2011. Så nedlagde Franklin fogedforbud. Hun gav dog sin velsignelse, før hun døde i 2018.


HVORFOR ville Franklin ikke have filmen vist? Også dét kan man undre sig over. Hun sagde med en kuriøs formulering, at man måtte respektere »kunstnerens ophavsret til sin egen fremtoning«. Det skal man da, men Franklin er indbegrebet af liv og sjæl i denne film. Hun har ikke gjort det bedre. Franklin fik mange filmtilbud, men sagde aldrig ja til andet end rollen som Mrs. Murphy i John Landis' to kultkomedier om The Blues Brothers.
   Amazing Grace emmer af stolthed og glæde. Taget løfter sig, stemmerne stiger, det må være selve sjælen i gospel. Franklin ville lave noget, der blev stående. Det er lykkedes med dette posthume værk.


Aretha Franklin – Amazing Grace (Amazing Grace). Instr.: Alan Elliott/ Sydney Pollack. 89 min. USA 1972/2018. Dansk premiere: 16.01.2018.


Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Warner Bros./ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og Viaplay Rent & Buy + YouYube Movies
Bragt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 17.01.2018

onsdag den 28. april 2021

Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]


EN KOSMISK REGNEFEJL
Pete Docters Pixar-film kan noget særligt

Af BO GREEN JENSEN

ANIMATIONSFILMEN Sjæl er Pixar-studiets 23. titel i fuld spillelængde. Den første var John Lasseters prægtige Toy Story, som revolutionerede faget i 1995, da den beviste, at computerskabte billeder havde fremtiden for sig.
   Meget har ændret sig i mellemtiden. For eksempel blev Lasseter fjernet fra Pixar i 2017, da #MeToo-bevægelsen var i zenit, og Sjæl er den første af studiets produktioner, som ikke får biografpremiere. Det skyldes Covid-pandemien, men passer nok moderselskabet udmærket. Pixar, Marvel, 20th Century (Fox) og Lucasfilm er annekteret. Om føje tid ejer Disney alverden.


HELDIGVIS kan Pixar-film stadig noget særligt – især når de er instrueret af Pete Docter. Docter gjorde sig først bemærket med Monsters, Inc. (2001), hvor uhyrerne var bange for børn, ikke omvendt. Det var dog med Op! (2009), at han for alvor lagde afstand til feltet. En enkemand nægter at sælge huset, hvor han og hustruen havde deres liv. Ved hjælp af balloner flyver han væk. For første gang er alderdom skildret realistisk i en animationsfilm.
   Kronstykket var Inside Out/Inderst inde (2015), som modtog en Oscar. Filmen udspiller sig i sindets maskinrum, hvor kropsliggjorte karakteregenskaber – Glæde, Triste, Frygt, Vrede og Afsky – arbejder på at vedligeholde en personlighed (som tilhører den 11-årige Riley, der har en svær tid). Ideen med at gestalte de menneskelige temperamenter kunne være hentet fra Antikken. Det samme gælder sjælenes ophav, hvor alting begynder før livet i Soul.


FOR newyorkeren Joe Gardner har der aldrig været andet end musik – og musikken var altid frit flydende jazz. Han var og er en stor pianist, men der kom ikke rigtigt en chance. Årene gik, og hyren skulle hjem. Han turde aldrig satse for alvor. Imens blev han en god musiklærer.
   Filmen begynder samme dag, som lykken smiler. En gammel elev husker Joe, da Dorothea Williams, en feteret saxofonist, skal bruge en pianist til sit band. Hun er skeptisk, men bliver overbevist, da hun – og vi – ser, hvordan Joes bevidsthed ånder i musikken. Joe danser hjem gennem byen. Han ser ikke det åbne dæksel i vejen – og falder ned i hullet for at dø.


»DET kan ikke være rigtigt!« råber vi med pianisten. Så han løber den modsatte vej på transportbåndet, som fører op til det øverste lys i »Det Store Hinsides«. Han falder af og lander i »Det Store Inden«, hvor livet begynder. Først ligner alle sjæle hinanden. Så træner de med en håndplukket mentor og finder hver sin bestemmelse.
   Joe Gardner bliver forvekslet med en svensk børnepsykolog. Han får til opgave at tage sig af sjæl 22, der har tirret mentorer fra Abraham Lincoln til Moder Teresa. 22 kan ikke se sin særlige ting. Hun vil ikke livet, Joe vil ikke andet. De bliver sammen sendt tilbage og får forbyttet deres kroppe. Imens prøver himlens sjæleoptæller at korrigere den kosmiske regnefejl.


DET er fascinerende at følge, hvordan ideer fra platonisme og kristendom bliver filtreret. Det har altid været Docters force, at han gør den filosofiske tyngde så let. Jeg ved ikke, om Sjæl kan bære lige så mange gensyn som Op! og Inderst inde, men det er en fremragende før- og efterlivsfabel.
   Sjæl er samtidig en hyldest til jazz. Docters film er vaccineret mod identitetspolitiske anklager om kulturel appropriation, fordi afro-amerikaneren Kemp Powers er medforfatter. Powers har bl.a. skrevet One Night in Miami (2020), hvor han forestiller sig et møde mellem Malcolm X, Jim Brown, Sam Cooke og Muhammad Ali i 1964. Trent Reznor og Atticus Ross har skrevet det bærende score, men John Batiste har komponeret og arrangeret jazz-sekvenserne.
   Det burde ikke være nødvendigt at redegøre for filmskabernes etniske baggrund. Men tiden kræver korrekte papirer. Først ligner alle sjæle hinanden. Mon ikke det også gælder til sidst?


Soul var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Animated Feature (Pete Docter, Dana Murray), Best Original Score (John Batiste, Trent Reznor, Atticus Ross) og Best Sound (David Parker, Coya Elliott, Ren Klyce). Filmen vandt i de to første kategorier.

Soul (Sjæl). Instr.: Pete Docter. Manus: Mike Jones, Kemp Powers, Pete Docter. Foto: Katt Aspbury, Ian Megibben. 100 min. USA 2020. Dansk premiere: 25.12.2020 (streaming).


Fotos: Pixar Animation Studios/ Walt Disney Studios/  Hollywood Reporter (Pete Docter Cartoon)/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Disney+
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

tirsdag den 27. april 2021

One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]


FREMTIDEN BEGYNDER I MIAMI

Identitetspolitik i teaterformat

Af BO GREEN JENSEN

DET meste skete virkelig. Den 24. februar 1964 blev den 22-årige Cassius Clay verdensmester i professionel sværvægtsboksning, da han besejrede Sonny Liston ved en kamp i Miami Beach. Liston opgav i syvende omgang. De ældste af os husker skandalestemningen omkring revanchekampen i maj 1965. Her blev Liston knockoutet i første omgang, og hele verden følte sig snydt.
   Clay havde da taget navnet Muhammad Ali og bekendt sig til Nation of Islam. Det skete dagen efter den første kamp, da han stod frem sammen med aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm Little, som var bokserens ven og rådgiver. Kort efter etablerede Malcolm sin egen Muslim Mosque. Det er stadig uklart, hvem der skød ham i februar 1965. Malcolm X blev 39 år.


CLAY/LISTON-kampen var vigtig for hele nationen, men måske især for de afrikansk-amerikanske tilskuere og tv-seere, som for en aften havde styrken og stjerneværdien i noget, som var blevet »deres sport«, skønt investorerne var hvide. Det er sandt, at fire af fremtidens rollemodeller mødtes på Clays hotel for at fejre sejren og spise vaniljeis sammen. Fotografen Bob Gomel fra LIFE Magazine tog fotos af mændenes træf.
   Malcolm X og Muhammad Ali fik selskab af sanger-sangskriveren Sam Cooke (1931-1964) og NFL-footballspilleren Jim Brown, som var ved at forlade sin klub, Cleveland Browns, til fordel for en filmkarriere. Man kunne – og har – skrevet bøger om hver af de fire mænds store bedrifter. Kun Jim Brown lever stadig (og er kontroversiel i #MeToo-sammenhæng). Han er 84 år – og kom tilbage til sporten, da filmkarrieren ebbede ud i 70rnes slutning.*
   Jeg kunne fylde mange sider med kontekst. Det korte af det lange er, at bokseren, partisanen, sangeren og atleten mødes på Hamilton House i Miami for at tale om sorte amerikaneres fremtid og virkelighed. One Night in Miami bygger på Kemp Powers’ skuespil fra 2013. Powers har selv bearbejdet sin tekst til Regina Kings fornemme filmatisering.



FØR samtalerne på hotellet begynder, har filmen en prolog, som indrammer mødet og forankrer mændenes baggrund. I vignetform fokuseres på karakteristiske situationer, hvor racismen i alle aspekter af tiden bliver klar.
   Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) har R&B-hits som »You Send Me«, men må ikke sidde sammen med det hvide orkester på scenen i natklubben Copacabana. Gæsterne siver og fingerer fysisk væmmelse, da han lader fløjlsstemmen fremføre »Tammy«, Debbie Reynolds’ signatursang.
   Jim Brown (Aldis Hodge) besøger en gammel ven af familien i Georgia og bliver entusiastisk modtaget. De har en lang lemonadesnak på verandaen. Noget skal ordnes inde i huset, og Brown tilbyder at hjælpe. Vennen (Beau Bridges) vifter ham af med et »You know we don’t allow ******s in the house«. Det er ikke ondt ment. Det er bare konstaterende.



FOR Malcolm X (Kingsley Breen-Adir) er vreden større og problemerne mere konkrete. Han frygter for sin hustru og sin datters liv. Han skygges af FBI-typer, men er mere nervøs for Nation of Islam, som han har udfordret. Han ved, at han udfærdiger et testamente, da han mødes med en journalist, som skal skrive hans historie. The Autobiography of Malcolm X (1965) blev fortalt til Alex Haley, som siden skrev Roots (1976, da. Rødder), der var en milepæl i kulturens selvforståelse og et tidligt eksempel på anvendt identitetspolitik.
   Heller ikke Clay/Ali (Eli Goree) er kommet let til sejren i Miami, skønt han ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle verden, at han er »The Greatest«. Vi ser ham kravle rundt på gulvet i ringen og være i svære problemer. Hans selvforelskelse er et show. Han falder i staver ved spejlet, og de andre spørger, om der er noget i vejen. Nej. Han synes bare ikke, at nogen fortjener at være så smuk.


SAM Cooke ejede musikselskabet SAR Records. Han fortæller Malcolm X om The Valentinos, som var Cookes svar på den britiske invasion fra The Beatles. Cooke gav The Rolling Stones lov til at indspille en Valentinos-sang, »It’s All Over Now«. Med Stones blev sangen nummer ét. Komponisten rasede over forskelsbehandling og kulturelt tyveri – indtil han fik den første royaltycheck. Så sagde han, at Stones kunne bruge »any damn song of mine«.


SAMTALERNE intensiveres. Clay/Ali er for det meste værten, der glatter ud og er afklaret omkring sin fremtid. Han vil bare være bedst og størst. Han vil også gerne inspirere andre unge mænd og kvinder med ikke-hvid hud.
   Jim Brown er en lakonisk fåmælt iagttager af typen, som han spillede i 100 Rifles (1969) og andre westerns med, hvad Cooke kalder »a token negro« på rollelisten. Men i 1964 har han lige fået 27.000 dollars for at spille buffalo soldier i Rio Conchos. Det må Ali pifte anerkendende ad.


DET store drama findes i tredje akt, hvor Malcolm X og Sam Cooke råber højt og taler ud. Cooke forklarer, hvorfor det er vigtigt at have succes med ufarlige kærlighedssange og bo på Fontainebleau i stedet for på væggelusmotellet med Black Muslims-livvagter ved døren.
   Malcolm X håner ham for en sang, der gentager »I Love You« i refrænet. Han spiller Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« og spørger, hvordan det kan være, at »a white kid from Minnesota« kan tale om sorte brødres situation med mere vægt end soulsangeren. Men han husker samtidig, hvordan Cooke kunne vende stemningen, da en koncert i Boston blev saboteret af rivalen Jackie Robinson.
   Begge ser værdien i empowerment og dét at have kontrol. Cooke siger, at penge er frihed. Malcolm X siger, at tro og politisk engagement er vejen til forandring. Den ene kommer tidens Amerika i møde. Den anden vil kæmpe betingelsesløst. Kemp Powers lader de to mænd tale, indtil de forstår hinanden.


COOKE optræder i Johnny Carsons tv-show med »A Change is Gonna Come«. Jeg er ikke sikker på, at teksten giver Malcolm X tilstrækkelig ære. Som den eneste sagde han tiden imod og var militant og kompromisløs. Det er hans uigendrivelige dialektik, som fører direkte til Black Lives Matter.
   Kemp Powers – som også har skrevet animationsfilmen Soul/Sjæl – er god til at bruge tiden uden at belære eller blive nostalgisk. Regina King har instrueret tv, men One Night in Miami er hendes første biograffilm. Du kender måske HBO-serien Watchmen. Det er King, som spiller selvtægtskvinden Sister Night. Her bliver den samme kamp ført med helt andre midler.


TIL SLUT ligger fremtiden åben som en flækket kokosnød. Saften flyder ud, og de fire mænd går hver sin vej. Sam Cookes første radikale sang får lov at blive stående. Der kommer en forandring, men den er ikke gennemført endnu.
   2020 var et godt år for revisionismen. Efter Steve McQeens britiske Small Axe Anthology og Netflix-filmen Ma Rainey's Black Bottom kommer denne film lige til tiden. Et identitetspolitisk lærestykke med underholdningsværdi. Vist er det filmet teater, men One Night in Miami er potent historieskrivning. Og dertil en retorisk bedrift.

*) Anmeldelsen er skrevet i 2021. Jim Brown døde i Los Angeles den 18. maj 2023. Han blev 87 år. Rollen i Rio Conchos (som også fik dansk premiere i marts 1965) var den første i en lang karriere, som forenede skuespil, sport, politik og forretning. Ved hans død udtalte Barack Obama: »I was too young to remember Jim Brown's playing days, but I knew his legacy. One of the greatest football players ever, he was also an actor and activist - speaking out on civil rights, and pushing other black athletes to do the same.« Basketball-veteranen Lebron James var endnu mere klar i mælet: »We lost a hero today. Rest in Paradise to the legend Jim Brown. I hope every black athlete takes the time to educate themselves about this incredible man and what he did to change all of our lives. We all stand on your shoulders Jim Brown.« 


One Night in Miami var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Supporting Actor (Leslie Odom Jr.), Best Adapted Screenplay (Kemp Powers) og Best Original Song (»Speak Now« – Sam Ashworth og Leslie Odom Jr.)

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarentino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).  


One Night in Miami. Instr.: Regina King. Manus: Kemp Powers. Foto: Tami Reiker. 114 min. USA 2020. Dansk premiere: 15.01.2021 (streaming)


Fotos: Amazon Studios/ ABKCO Pictures/ Bob Gomel (1964 reportage)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1106) 20.12.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021