Translate

Viser opslag med etiketten Stanley Tucci. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stanley Tucci. Vis alle opslag

fredag den 18. februar 2022

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)


KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.
   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.
   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.
   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.
   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.


EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.
   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.
   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.
   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.




RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.
   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.



PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.
   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.



HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête 
(1946, da. Skønheden og Udyret).





A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Original 1999 Trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
DVD fra 20th Century Fox (UK) 09.09.2002
2K Blu-ray fra FilmConfect Home Entertainment (Tyskland) 09.02.2018
Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999

tirsdag den 16. november 2021

Steven Spielberg: The Terminal (2004)


MAND UDEN LAND

En sober komedie der lykkes i glimt

Af BO GREEN JENSEN

EN af Steven Spielbergs mindre lykkelige lidenskaber er den kærlighed, som han nærer til klassiske Hollywood-lystspil for voksne.
  Derfor har vi, parallelt med værklistens mange arbejder i genrerne sci-fi, adventure og fantasy, og de selvbevidst seriøse besværgelser i humanistiske epos som The Color Purple (1985), Schindler’s List (1993) og Amistad (1997), en lille gruppe nostalgiske stiløvelser, film som Always (1989), der prøver at bringe navne som Frank Capra, Preston Sturges og Ernst Lubitsch i erindring. Efter svindlerhistorien Catch Me If You Can (2002) er instruktøren tilbage med sådan en stort tænkt, gammeldags sag.
   Ideen er udmærket. Viktor Navorski (Tom Hanks) fra Krokasia, en tidligere sovjetrepublik, strander i Kennedy Airport, da nyheden om et kup i hjemlandet gør ham statsløs med øjeblikkelig virkning. USA anerkender ikke den nye regering, og derfor er Viktors visum ugyldigt. Omvendt kan han ikke søge asyl eller få foreløbig opholdstilladelse. Lufthavnsdirektøren (Stanley Tucci), der gerne vil køre en velsmurt maskine, sender derfor Navorski ind i transithallen med en stak madkuponer og et påbud om ikke at forlade området.



TIMER bliver dage, og døgn bliver til uger. Intet afgørende sker, og ni måneder senere er Viktor stadig tvangsanbragt i transithallens permanente foreløbighed. Han har dog lært sig at navigere og er mere eller mindre blevet adopteret af personalet, som tæller flere illegale indvandrere med hver en hverdag og en historie. De hjælper ham med at gøre kur til den desillusionerede stewardesse (Catherine Zeta-Jones), som midt i endnu en affære med en gift mand er ved at have nok af det hele.
   I filmens bedste scene afvikler rengøringsassistenten Gupta (Kumar Pallana), cateringarbejderen Enrique (Diego Luna) og bagageslæberen Joe (Chi McBride) en romantisk middag for Viktor og Amelia. Gupta underholder med jonglørnumre, mens Tom Hanks vrider sin russiske karikatur helt op på højderne fra Lubitschs Ninotchka (1939).



DET er også fint at følge, hvordan Viktor skaffer sig arbejde, lærer engelsk ved hjælp af en guidebog og generelt gør sig uundværlig, mens ledelsens frustration eskalerer. Ved flere lejligheder lader man døren stå på klem for Viktor. Hvis han flygter, er han stadig »unwanted«, men bliver i det mindste en andens problem.
   Viktor lader sig aldrig narre, og filmen kan slentre videre endnu nogle gode lange kvarter. På den måde blæses en lille idé op til en film på to timer, som den ikke kan bære. Så efterhånden slipper velviljen op, og figurernes manierismer begynder at trætte. Endvidere har filmen en irriterende vane med at etablere rutiner, som den aldrig vender tilbage til, når pointen en gang er anvendt. Endelig udarter sentimentaliteten, der som bekendt er en hjertesag for Spielberg.



DET er med The Terminal som med de »in-flight movies«, man viser for gabende flypassagerer. Man kan se dem for sin adspredelse, men går ikke glip af meget, hvis man vælger at lade være. Der gemmer sig vel et opbyggeligt budskab om hjemløshed, bureaukrati og næstekærlighed i historien, men alt forbliver på bagatelplanet. Terminalen er mest for fans af Tom Hanks, som får rigelig plads til at arbejde med sin originale karakter.

The Terminal (Terminalen). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Sacha Gervasi & Jeff Nathanson. Foto: Janusz Kaminski. 128 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.09.2004.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Amblin Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox [region A + B] 03.09.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2004