Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]

FARLIGT KAMERA 

En isnende thriller om skyld og fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

BILLEDET viser et hus og en gade, rue des Iris, et fredeligt sted i Paris. I adstadigt tempo skrives en bedemølle af credits på skærmen. Vi véd, at vi ser på en film som begynder, men bagefter fortsætter optagelsen. En cyklist passerer. Nogen kommer ud af en dør. Først da trækkes hvide striber over skærmen og røber, at vi betragter et bånd. Vi er ikke alene. To stemmer taler. Manden spørger, om der er mere. »Ingenting,« svarer kvinden.

   »Denne film er ikke en film,« kunne man skrive under billedet (i ånden fra René Magrittes maleri). Eller også er der flere. Man er på gyngende grund fra begyndelsen, hvor et ekstra lag virkelighed skydes ind og sætter oplevelsen i anførselstegn. Vi ser på et bånd, som nogen har lagt ved døren hos Georges og Anne Laurent. Det er ikke første gang, og de er usikre og irritable. I øvrigt er det hverdag, og familien skal have aftensmad. Senere kommer sønnen Pierrot. Georges er ude at sondere terrænet. Han begriber ikke, hvor det skjulte kamera kan have stået.*
      Med vanlig distance præsenterer Michael Haneke således kernefamilien, der trues på livet i flere af hans film. Manden og kvinden spilles denne gang af Daniel Auteuil og Juliette Binoche. Væggen er dækket af bøger og bånd. Også disse udgaver af Georges og Anne har forskanset sig bag en mur af kultur.

   Hanekes film sætter altid en ære i at problematisere selve iagttagelsen. Det nye i Skjult er, at man glemmer de receptionsteoretiske overvejelser. Snarere øges graden af indlevelse. Hvad der kun lykkedes halvt i Benny’s video (1992) og Funny Games (1997), fungerer efter planen i Caché.

SOM dagene går bliver videooptagelserne mere nærgående. I posten dukker makabre børnetegninger op på sirligt trykte postkort. Et af dem sendes til sønnens skole. Der er nogen, som truer og kredser om Georges, ser ham over skulderen, ånder ham i nakken. Monsieur Laurent er ikke hvem som helst. I tv taler han hver uge med celebre forfattere i et Apostrophes-agtigt bogprogram, som er respekteret af alle. Han vil i hvert fald ikke give køb på sin tryghed, retten til et privatliv, som er borgerdyrets kæreste eje.

   Georges og Anne går til politiet. På vej ud til bilen bliver parret næsten påkørt af en cyklist, der ser sig lige så dårligt for. Cyklisten er en ung sort mand. Georges råber. Manden standser. Et skænderi eskalerer og er lige ved at eksplodere i vold, da Anne siger undskyld. Parret har nu vished for, at politiet intet vil foretage sig, medmindre en konkret trussel foreligger.

FLERE bånd og tegninger kommer. Skønt han ikke siger det højt, mener Georges, at han ved, hvem der udfører den raffinerede terror. Han holder dog kortene tæt ind til kroppen, både for publikum og sig selv. Som tilskuer ser man, hvad Georges ser, også når han husker eller drømmer, men man kan ikke drage forbindelsen. Det er noget med en arabisk dreng, som bløder fra munden og vender sig halvvejs truende om. Der er også henrettet fjerkræ, en økse og en huggeblok på en gårdsplads. Vi fornemmer, at disse ting ligger i barndommen. Og får stadig stærkere gådehud, fordi døden ingen årsag har.

   Sammen med Georges opsøger tilskueren nu Majid (Maurice Benichot), en fransk-arabisk mand, som lever anderledes ydmygt i en boligblok i et nedslidt kvarter. Georges overfuser og anklager Majid, som imidlertid nægter at lade sig tryne. Hér, hos Majid, ligger hunden begravet, men vi får aldrig rigtigt hunden at se. På det næste bånd har kameraet registreret Georges’ besøg hos Majid. Han bliver nødt til at fortælle Anne om sin barndom. Der er en konkret forbindelse mellem mændene. Et vigtigt spor fører tilbage til urolighederne i Paris i 1961.** Som dreng løj Georges og gav Majid skylden. Men er alt dét ikke meget længe siden? Og hvem er det, der sender de farlige bånd?

DET kan næsten kun være filmskaberen, fiktionens øverste autoritet, der sidder som en dukkemester og styrer marionetternes færden. Hanekes film bruger thrillerens form til at gøre tilskueren så optændt, at han må have vished for sagen og trænge til bunds i mysteriet, som til stadighed flyder ud og skifter farve. Imidlertid er der ingen bund. Eller rettere, der er flere mulige svar. Midt i opklaringsarbejdet sker noget brat, som gør det umuligt at skrive videre om filmen, fordi tilskueren må have den fulde chokværdi til gode. Caché er en afsindigt spændende film, ikke mindst fordi den stryger tilskuerens forventninger til genren mod hårene.

   Der er fantastisk mange lag i Caché. I det mindste kan man røbe, at der er tale om en studie i kollektiv skyld og fortrængning. Hvis vi lever på den lyse side af samfundet – ikke ude mellem indvandrerne eller nede mellem undermenneskene – vil vi alle have en aktie i Skjult. Vi har sikkert også de rigtige meninger, er oplyste og kultiverede, ganske som Georges og Anne. Det ændrer dog intet ved sagen, medmindre vi praktiserer hvad vi prædiker. Haneke er selv den første til at indrømme, at han næppe ville smile og sige velkommen, hvis en nødhjælpsorganisation bankede på og bad ham dele sin lejlighed med en flygtningefamilie. Heller ikke hvis der var plads.

  

MED sin klare og skarpe, iskolde film har Michael Haneke skabt en moderne fabel, som er intens og i udpræget grad kun for voksne. Politisk, psykologisk og historisk betydning hober sig op i fortællingens lag, og der er ikke én forkert eller tvivlsom betoning i den ubønhørlige drift mod forløsning.

   En hjerteskærende scene fra barndommen vises i en lang indstilling, på noget nær ubegribelig afstand, i samme umulige perspektiv som de første overvågningsbånd. Fortrængeren insisterer på sin fortrængning, og det er et meget åbent spørgsmål, om han nogen sinde vil vågne.

   Det er vigtigt at blive siddende til de sidste billeder af mylderet på en skoletrappe er kørt færdige under slutteksterne. Her knyttes måske endnu en betydningsfuld forbindelse. I hvert fald er det værd at undersøge. Som Haneke selv siger: »Mine film er egentlig ikke for intellektuelle. De er faktisk meget enkle. Man skal bare kunne se.«

*) For det første: »Denne film er ikke en film« henviser til René Magrittes berømte maleri, La trahison des images eller Billedernes forræderi fra 1929, med indskriften »Ceci n'est pas une pipe« - »Dette er ikke en pibe« - som netop forestiller en pibe. For det andet: I Hanekes film hedder gennemsnitsparret altid Anne og Georges Laurent. Det gælder fra Funny Games (1997) til Happy End (2017. I Bennys Video (1992) er de bare Mutter und Vater.

**) Under Algierkrigen (1954-1962) gennemførte FNL (Front de Libération Nationale), den algierske befrielsesfront, en række fredelige demonstrationer i Paris. Den 17. oktober 1961 blev demonstranterne drevet tilbage mod Seinen af en stor indsatsstyrke under politichef Maurice Papons ledelse. Mindst to mistede livet og flere hundrede blev såret. Der var 7.500 arrestationer. Episoden var hurtigt glemt og fortrængt og blev knapt nok markeret i pressen. Historikeren Jean-Luc Einaudi skrev om det i bogen La Bataille de Paris fra 1991. Det var helt nyt stof for mig, da jeg så Caché første gang. Efter 51 år, i oktober 2012, blev dagen markeret af François Hollande, Frankrigs daværende præsident. Hollande erkendte overgrebet og undskyldte på nationens vegne.   

Skjult (Caché). Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 117 min. Frankrig-Østrig-Tyskland-Italien 2005. Dansk premiere: 28.04.2006

Fotos: Les Films du Losange/ Camera Film

Anmeldelsen stod i Weelendavisen Kultur 29.04.2006