Steve McQueen: Widows (2018)

KRIMINEL FEMINISME
Køn er ingen gimmick i Widows

Af BO GREEN JENSEN

ET stort kup mislykkes for Harry Rawlings (Liam Neeson) og hans tre faste medarbejdere. Nogen på holdet har sladret, og politiets indsatsstyrke står klar ved garagen, hvor deres flugtbil parkerer. Alle dør i en eksplosion, der får byttet – to mio. dollar i sedler – til at gå op i røg.

   Widows er endnu ikke nået til titelsekvensen. Tilbage i ruinerne står Veronica (Viola Davis), Harrys hustru, og tre andre enker, som ikke kender hinanden. Flere har arvet belastende gæld.

   Harry var en kompleks mand med blide såvel som brutale sider. Han har efterladt en notesbog med planen for det næste kup. Så Veronica mobiliserer. Hun har ingen kriminel erfaring, men hun samler de øvrige enker og gennemfører Harrys plan. Heraf og herefter følger en velfortalt spændingshistorie med klar, feministisk dagsorden.

SCENEN er dagens Chicago, hvor der skal være lokalvalg om lidt. Afroamerikaneren Manning (Brian Tyree Henry) kandiderer mod irske Jack Mulligan (Colin Farrell), som tilhører fjerde generation i et forpligtende politisk dynasti. Jacks far (spillet af 87-årige Robert Duvall) har – som han ser det – været en trofast forvalter af den systemiske korruption.

   Ingen af filmens mænd, hverken levende eller døde, spiller med ærlige kort. Også Manning, som angiveligt er Folkets Mand, vil blot have lettere adgang til kagedåsen. Det var hans kampagnepenge, der brændte op i Harrys kup. Han giver Veronica en måned til at skaffe dem.

WIDOWS er Steve McQueens første film efter 12 Years a Slave (2013), som vandt fire Oscars, blandt andre dén for årets bedste film.

   McQueen kom fra to skarpe arthouse-succeser, Hunger (2008) og Shame (2011), da han instruerede den lydefri (og lidt sterile) borgerkrigstidsfilm om slaveriet. McQueen er afro-britisk, og Viola Davis, som spiller Veronica, er afro-amerikansk. En anden enke er latina/hispanisk, en tredje har polske forældre. Det er ikke altid relevant at dvæle ved etniske forhold, men her siger det meget om ramme og kontekst.

   Lanceringen af Widows fremhæver, at McQueen har skrevet filmen sammen med Gillian Flynn. Flynn er forfatteren bag Gone Girl (2014, da. Kvinden, der forsvandt) og HBO-serien Sharp Objects (2018) med Amy Adams. Men Widows er ikke en ny idé. McQueen selv lægger ikke skjul på sagens rette sammenhæng:

   »Jeg husker helt tydeligt, hvor jeg var, da jeg, som 13-årig, første gang så Lynda La Plantes tv-serie Widows. Jeg lå på gulvtæppet i mine forældres hus og så fjernsyn. Serien fangede mig med det samme og tog mig ind i en kriminel verden, hvor de mest sårbare personer var kvinder. På det tidspunkt følte jeg en tæt forbindelse til disse kvinder, for jeg oplevede den samme overfladiske bedømmelse. Deres fjender anså enkerne som nogle, der ikke kunne opnå noget som helst. Men det gjorde de, og det havde enorm indflydelse på mig.«

   Også danske seere kan huske Enker, hvis de er fyldt 40 år. Den første feministiske tv-krimi vakte opsigt i 1983. Erindringen om den er kun støvet til, fordi Lynda La Plante (som nu er 75 år) siden skrev en lind strøm af Prime Suspect/Mistænkt-krimier med Helen Mirren, The Commander med Amanda Burton og The Governor med Janet McTeer.

ENKER var noget særligt, fordi den krydsede sociale skel, så stort på den moralske faktor og introducerede en original heltinde i skikkelse af Dolly Rawlins: en pragmatisk cockneykvinde, som bliver hårdkogt i ekspresfart. Ann Mitchell spillede rollen uforglemmeligt. Der var både en fortsættelse og en epilog, She’s Out (1995), hvor den løsladte Dolly gik solo.

   Enker var gråmeleret britisk og gjorde mindre ud af det etniske mix. Fokus var på kønsforhold og klassefordomme. Budgettet og effekterne var små. Men sagen var identitetspolitik, før begrebet havde et navn.

   Også McQueen og Flynn bruger plottet didaktisk. Det er vigtigt, at spændingen bliver taktil. Her leverer filmen virkelig. Til gengæld havde tv-føljetonen bedre tid og kunne beskrive det gradvise skred i moralen.

   Der er ikke én smilerynke. Det var også i 2018, at Sandra Bullock, Cate Blanchett og fire andre divaer slog pjalterne sammen i Ocean’s Eight, som byttede køn med de gamle kupfilm i Ocean’s-serien. Det var morsomt, let og #MeToo-relevant, men meget hurtigt glemt igen.

   Så alvoren er velanbragt. Lige hér er den det, der skal til. Jeg vil ganske vist hellere se Steve McQueen være unik og sin egen i Hunger og Shame, men Widows bliver siddende, og grundideen holder efter 35 år.

Se også Steve McQueen: Shame (2011); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013) [Black Lives Matter 9] og Steve McQueen: Small Axe (2020) [Black Lives Matter 12]

Widows. Instr.: Steve McQueen. Manus: Gillian Flynn og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbit. 129 min. UK-USA 2018. Dansk premiere: 22.11.2018

Fotos: 20th Century/ NFD/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Francesco Guidcini (Steve McQueen, Lynda LaPlante, Ann Mitchell 2018)

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 23.11.2018