Paul Verhoeven: Elle (2016)

EN SEKSUEL STRATEGI
Kønspolitik i thrillerforklædning

Af BO GREEN JENSEN

ALLERFØRST en advarsel: Denne film begynder med en voldtægt, som offeret opdager, at hun synes om. Det kommer som en overraskelse for publikum, der skal til at lære kvinden at kende. Det er mindre forvirrende for hende selv.

   Michèle Leblanc (Isabelle Huppert) har aldrig følt som andre. Det er hun på det rene med. For mange år siden skete der noget, som måske forklarer hendes indviklede karakter. Eller også er det bare sådan hun er. I hvert fald ved gerningsmanden slet ikke, hvad han går ind til.

   Elle er en tætvævet film fuld af små afsløringer, der får stor betydning, skønt de afleveres henslængt og tilsyneladende ad hoc. Jeg lover ikke at røbe for meget, men det ville være unfair at fortie præmissen.

   Michèle bliver overfaldet i sit hjem af en maskeret mand i sort tøj. Katten ser til, mens de kæmper på gulvet. Bagefter tager hun et langt bad og gør sig i stand. At melde overgrebet synes aldrig at være en overvejelse.

   Det giver mening efterhånden, som kvinden træder i fokus. Michèle er det modsatte af en spontan person, og hun er ikke offertypen. Hun indtager en arrogant attitude, som hverken naboerne i villakvarteret eller de ansatte i hendes firma synes om. Af princip viser hun ikke svaghed. Hun synes faktisk om at være frygtet og virke kold.

MICHÉLE driver et IT-firma sammen med Anna (Anne Consigny). De udvikler bloddryppende pc-spil, der ikke kan blive livagtige nok. De fleste ansatte er yngre mænd. Måske skal gerningsmanden findes blandt dem?

   Anna er det tætteste, Michèle har på en veninde. Det har ikke afholdt hende fra at gå i seng med Annas mand. Selv er hun skilt fra forfatteren Richard (Charles Berling). De har en søn, som venter barn med en selvoptaget kæreste. Hendes mor holder døden fra livet ved at klæde sig ungt og købe sex.

   Der er flere grunde til, at Michèle er blevet så varm og så kold. De har med barndommen at gøre og er, hvad man kalder »tragiske omstændigheder«. Denne baggrund gør Elle til en spændende film, skønt det umiddelbart er hendes forhold til den frejdige nabo (Laurent Lafitte), der skaber suspense.

DET er anden gang på et år, at Isabelle Huppert (f. 1953) er exceptionelt god som en moden kvinde i fald. I Mia Hansen-Løves L'avenir (Dagen i morgen) var hun en filosofilektor, som mistede alt på én gang.

   Meget ved Elle ville virke fortænkt med en anden i rollen. Huppert er virkelig blevet den store kvinde i sin generation. Ikke siden Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianisten) har hun skabt så paradoksal en heltinde.

   Elle er adskillige ting på en gang: skarp, øm, sofistikeret og primitiv. Den formidles med en satirisk largesse, der i glimt får Paul Verhoevens film til at ligne et sent værk af Claude Chabrol eller Alfred Hitchcock. Michèle er en ødelagt anti-heltinde i stilen og traditionen fra Marnie.(1964)

   Hollandske Verhoeven fortæller med den samme ironiske undertone, som kendetegnede hans amerikanske film fra 90erne: Basic Instinct, Starship Troopers, Showgirls. Denne hypocrite lecteur-kvalitet er på godt og ondt hans stemme. Når han lægger den fra sig, bliver han uinteressant.

FORLÆGGET er en roman af Philippe Djian, som for 30 år siden skrev Betty Blue - 37,2 om morgenen, der blev indbegrebet af fransk 80er-stil i kraft af Jean-Jacques Beineix' filmudgave med Béatrice Dalle og Jean-Hughes Anglade. Romanen bag Elle hedder Oh... (2012). Den findes også på dansk.

   David Birke har bearbejdet bogen, der på samme måde klipper abrupt mellem kvindens forskellige verdener. Michelle har levet med sine traumer ved at holde tingene adskilt. Nu tvinges hun til at føje dem sammen, og dét giver historien moment.

   Her er altså en film af tre mænd, der fantaserer om voldtægt. Den vil forvirre debattørerne i det kønspolitiske kredsløb, hvor man p.t. diskuterer, om mænd overhovedet har »ret« til at beskrive eller mene noget om voldtægt.

   Det er dog muligt at vende situationen. Det er, hvad Michèle gør, da hun er færdig med gribe dagen og leve i nuet. Skal filmen have et motto, kunne det være Margaret Atwoods ord (fra Surfacing/Op til overfladen) om at nægte at være et offer. »Medmindre jeg kan gøre det, kan jeg ikke gøre noget.« Alle får, hvad de fortjener, og hævnen serveres så kold, at man gisper.

Elle. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke. Foto: Stéphane Fontaine. 130 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 16.03.2017.

Philippe Djian: Åh... Oversat efter Oh... (2012) af Elin Lassen. 200 s. Forlaget Arvids, 2014.

Fotos: SBS Productions/ Sony Pictures Classics/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og Google Play

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.03.2017