Paul Verhoeven: Elle (2016)

EN SEKSUEL STRATEGI
Kønspolitik i thrillerforklædning

Af BO GREEN JENSEN

ALLERFØRST en advarsel: Denne film begynder med en voldtægt, som offeret opdager, at hun synes om. Det kommer som en overraskelse for publikum, der skal til at lære kvinden at kende. Det er mindre forvirrende for hende selv.

   Michèle Leblanc (Isabelle Huppert) har aldrig følt som andre. Det er hun på det rene med. For mange år siden skete der noget, som måske forklarer hendes indviklede karakter. Eller også er det bare sådan hun er. I hvert fald ved gerningsmanden slet ikke, hvad han går ind til.

   Elle er en tætvævet film fuld af små afsløringer, der får stor betydning, skønt de afleveres henslængt og tilsyneladende ad hoc. Jeg lover ikke at røbe for meget, men det ville være unfair at fortie præmissen.

   Michèle bliver overfaldet i sit hjem af en maskeret mand i sort tøj. Katten ser til, mens de kæmper på gulvet. Bagefter tager hun et langt bad og gør sig i stand. At melde overgrebet synes aldrig at være en overvejelse.

   Det giver mening efterhånden, som kvinden træder i fokus. Michèle er det modsatte af en spontan person, og hun er ikke offertypen. Hun indtager en arrogant attitude, som hverken naboerne i villakvarteret eller de ansatte i hendes firma synes om. Af princip viser hun ikke svaghed. Hun synes faktisk om at være frygtet og virke kold.

MICHÉLE driver et IT-firma sammen med Anna (Anne Consigny). De udvikler bloddryppende pc-spil, der ikke kan blive livagtige nok. De fleste ansatte er yngre mænd. Måske skal gerningsmanden findes blandt dem?

   Anna er det tætteste, Michèle har på en veninde. Det har ikke afholdt hende fra at gå i seng med Annas mand. Selv er hun skilt fra forfatteren Richard (Charles Berling). De har en søn, som venter barn med en selvoptaget kæreste. Hendes mor holder døden fra livet ved at klæde sig ungt og købe sex.

   Der er flere grunde til, at Michèle er blevet så varm og så kold. De har med barndommen at gøre og er, hvad man kalder »tragiske omstændigheder«. Denne baggrund gør Elle til en spændende film, skønt det umiddelbart er hendes forhold til den frejdige nabo (Laurent Lafitte), der skaber suspense.

DET er anden gang på et år, at Isabelle Huppert (f. 1953) er exceptionelt god som en moden kvinde i fald. I Mia Hansen-Løves L'avenir (Dagen i morgen) var hun en filosofilektor, som mistede alt på én gang.

   Meget ved Elle ville virke fortænkt med en anden i rollen. Huppert er virkelig blevet den store kvinde i sin generation. Ikke siden Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianisten) har hun skabt så paradoksal en heltinde.

   Elle er adskillige ting på en gang: skarp, øm, sofistikeret og primitiv. Den formidles med en satirisk largesse, der i glimt får Paul Verhoevens film til at ligne et sent værk af Claude Chabrol eller Alfred Hitchcock. Michèle er en ødelagt anti-heltinde i stilen og traditionen fra Marnie.(1964)

   Hollandske Verhoeven fortæller med den samme ironiske undertone, som kendetegnede hans amerikanske film fra 90erne: Basic Instinct, Starship Troopers, Showgirls. Denne hypocrite lecteur-kvalitet er på godt og ondt hans stemme. Når han lægger den fra sig, bliver han uinteressant.

FORLÆGGET er en roman af Philippe Djian, som for 30 år siden skrev Betty Blue - 37,2 om morgenen, der blev indbegrebet af fransk 80er-stil i kraft af Jean-Jacques Beineix' filmudgave med Béatrice Dalle og Jean-Hughes Anglade. Romanen bag Elle hedder Oh... (2012). Den findes også på dansk.

   David Birke har bearbejdet bogen, der på samme måde klipper abrupt mellem kvindens forskellige verdener. Michelle har levet med sine traumer ved at holde tingene adskilt. Nu tvinges hun til at føje dem sammen, og dét giver historien moment.

   Her er altså en film af tre mænd, der fantaserer om voldtægt. Den vil forvirre debattørerne i det kønspolitiske kredsløb, hvor man p.t. diskuterer, om mænd overhovedet har »ret« til at beskrive eller mene noget om voldtægt.

   Det er dog muligt at vende situationen. Det er, hvad Michèle gør, da hun er færdig med gribe dagen og leve i nuet. Skal filmen have et motto, kunne det være Margaret Atwoods ord (fra Surfacing/Op til overfladen) om at nægte at være et offer. »Medmindre jeg kan gøre det, kan jeg ikke gøre noget.« Alle får, hvad de fortjener, og hævnen serveres så kold, at man gisper.

Elle. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke. Foto: Stéphane Fontaine. 130 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 16.03.2017.

Philippe Djian: Åh... Oversat efter Oh... (2012) af Elin Lassen. 200 s. Forlaget Arvids, 2014.

Fotos: SBS Productions/ Sony Pictures Classics/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 10.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.03.2017

Peter Jackson | Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]

HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.

   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.

   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.

FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.

   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.

   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.

   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.

STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.

   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.

JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.

   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high school og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.

PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.

   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.

    

DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.

   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.

Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.

I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.

Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 28.06.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010