Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016)

FORNEM FORVANDLINGSMYTE

Et omhyggeligt kærlighedsarbejde

Af BO GREEN JENSEN

STORE træer vokser langsomt. Hollænderen Michael Dudok de Wit (f. 1953) var ti år om at skabe sin første lange animationsfilm, der følger tre årtier med udsøgte kortfilm som Oscar-vinderen Far og datter (2000).

   De Wit er ofte japansk inspireret. Isao Takahata fra det navnkundige Studio Ghibli så Smagen af te (2006) og var charmeret. Han og partneren Hayao Miyazaki spurgte de Wit, om han ville samarbejde.

   Resultatet er en robinsonade, der udvikler sig til en alfavnende myte. En skibbruden mand skylles op på en ø, hvor han kun har nysgerrige krabber som selskab. Han udforsker øen og prøver at flygte. Hver gang han bygger en flåde af bambus, bliver den væltet af noget i dybet.

DET viser sig at være den røde kæmpeskildpadde fra titlen. På stranden forvandler den sig til en kvinde, og de lever et fuldt liv sammen på øen. Manden vil ikke længere væk. Det vil derimod sønnen, de får, og en tsunami giver ham chancen. Endelig danser det gamle par på stranden. Da manden er død, svømmer skildpadden tilbage.

   Der er kælet for hver detalje i de enkle, rene håndtegninger. Bølgerne ligner både Hokusai og Hergé. Forvandlingsmyten er i slægt med Isao Takahatas egen Fortællingen om Prinsesse Kaguya,  som fik dansk premiere i 2015. Den var så til gengæld en japansk Tommeliden.

DER er ingen dialog, kun lyden af kolossal natur og medlevende musik (komponeret af Laurent Perez Del Mar), som smelter sammen og kærtegner sanserne. Især den rolige midterdel om familien er fornemt fortalt. Hvad filmen vil sige, er heldigvis uklart. Måske at vi skal bruge livet, mens vi er her. Måske at vi finder noget andet end vi søger.

   Animationsfilm henvendt til voksne er sjældne. De, der når til Danmark, kan tælles på en hånd. Den røde skildpadde er en rejse i stillekupeen. Man nyder turen og sidder i fred.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

La tortue rouge (The Red Turtle/ Den røde skildpadde). Instr.: Michael Dudok de Wit. Manus: Michael de Wit, Pascale Ferran. 81 min. Frankrig-Belgien-Japan 2016. Dansk premiere: 17.11.2017 [Cinemateket].

Fotos: Prima Linea Productions/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Studio Ghibli/ CN4 Productions/ Arte France/ Belvision/ Eurimages/ Canal+/ Ciné+/ Dreamwall/ Sony Pictures Classics/ DFI

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy 

Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 18.11.2017.

Christian Tafdrup: Speak No Evil/ Gæsterne (2022) [Horror 100]

PÆNE MENNESKER
Christian Tafdrup føjer gru til satiren

Af BO GREEN JENSEN

FAR, mor og datter er på ferie i Toscana. Her møder de en hollandsk familie – med en dreng på datters alder – som de svinger så fint sammen med. Da det bliver efterår, kommer invitationen fra Holland i form af et kært fotominde.

   Speak No Evil er en velskrevet gyser, satanisk tænkt og næsten sadistisk udspekuleret. Alt er orkestreret, så hver detalje bliver ildevarslende, når man tænker tilbage. Fotoet er da en første advarsel, og situationen er en af mange lejligheder, som familien har til at sige fra.

   Louise er egentlig ikke så vild, men Bjørn vil gerne afsted. Som han forklarer sin hollandske modpol, er han kørt fast i forudsigeligheden. Arbejdet er bare noget, han gør; de har venner, han ikke engang synes om. Patrick kører ham ud til et stenbrud, hvor mænd kan råbe smerten væk. De drikker og bonder. Det er efter det første forsøg på at rejse. Stedet får senere grum betydning.

PATRICK og Karin bor på en flad mark i Flandern. Huset er gammelt, beklumret og fugtigt. De deler badeværelse med familien. En nat har Bjørn og Louise sex. Om morgenen ligger deres datter i sengen hos værtsparret. Det er efter den groteske kromiddag, hvor børnene måtte blive hos Muhajid (Hichem Yacoubi), en mærkelig husven, som kommer og går. Patrick og Karin kælede heftigt.

   Der er så meget, der bare ikke er i orden. Louise vil hjem i flere omgange. Bilen bliver pakket, men så er Patrick såret. Parrene taler og enes. Der er uskrevne regler for gæstfrihed. For hvad vi gør som pæne mennesker.

DET er egentlig synd, at den oprindelige danske titel – Gæsterne – aldrig kom i spil. De første to akter af Speak No Evil er ypperlig adfærdssatire. Christian Tafdrup viste både i Forældre (2016) og En frygtelig kvinde (2017), at han kan sætte fingeren på et ømt sted. I En frygtelig kvinde sad manden måske til sidst og fortrød, men han havde selv bedt om det hele, fordi han blev holdt fast i et mønster. Som vi alle bliver holdt fast.

   I tredje akt bliver døren sparket ind til et hemmeligt rum. Satiren forvandles til rendyrket gru, og det slutter så mørkt, at man gisper. Vær forberedt på en film, der er svær at se for børnefamilier. »Hvorfor gør I det her?« bliver bødlerne spurgt. »Fordi vi kan,« lyder svaret.

TAFDRUP deler tema med filmskabere som Dominik Moll, Michael Haneke, Yorgos Lanthimos og Ruben Östlund. Hverdagens lille ondskab og utryghed er forstørret. I genrekontekst er optikken som hos Jordan Peele og Ari Aster – det er virkelig ikke dine forældre og bedsteforældres »uskyldige« horror fra Hammer, giallo og Universal .

   Alle borgerskabets mareridt går i opfyldelse. Morten Burian og Sidsel Siem Koch er gode som det danske par; Fedja van Huét og Karina Smulders er tilpas uudgrundelige som deres værter. Liva Forsberg og Marius Damslev er de hjerteskærende udsatte børn.

   Blåsort, gennemført beskidt og fuld af hjertets søle – det er Speak No Evil. Filmen dyrker ubehaget, men får unægtelig tilskueren til at tænke – om ikke andet over, hvad der får Tafdrup til at føle så stærkt for modbydeligheden.

Se også Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016) og Christian Tafdrup: En frygtelig kvinde/A Horrible Woman (2017).

Speak No Evil (Gæsterne). Instr.: Christian Tafdrup. Manus: Mads & Christian Tafdrup. Foto: Erik Molberg Hansen. 97 min. DK-Holland 2022. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Profile Pictures/ OAK Motion Pictures/ ADS Service/ DFI/ FilmFyn/ Netherlands Film Production/ Nordisk Film Distribution/ Trust/ Cinematerial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Plaion Pictures 07.12.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.03.2022.

Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007]

VINTER ER EN VANSKELIG ÅRSTID

Fotografen og filmskaberen Anton Corbijn

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2007: Hollænderen Anton Corbijn (f. 1955) flyttede faktisk til England på grund af musikken. Det var i 1980. I dag er han i København for at tale om sin første spillefilm, der netop har rod i begyndelsens land.

   Corbijn er mager, høj og alvorlig. Han erkender, at han er træt af at promovere Control. Det er syv måneder efter premieren i Cannes. Han længes efter at komme videre, men næste dag skal han til Norge og fortælle videre om Ian Curtis. Udenfor er der tung regn og trøstesløst mørke. Det vælger Corbijn at tage som sit tema:

   »Det er så mørkt udenfor. Vinter er en vanskelig årstid. Rigtigt Joy Division-vejr. Da jeg skulle lave denne film, havde jeg hollandske himle i tankerne. Fulde af skyer. Og så fik vi naturligvis den varmeste sommer nogen sinde i England. Ikke en sky på himlen. I den sidste ende var det godt for filmen, fordi lyset var klart og stabilt. Der er mange klaustrofobiske indendørscener, og eksteriørerne udgør en god kontrast. Men i begyndelsen tænkte jeg, at vejret var forkert og helt forskelligt fra, hvordan det skulle være.«

– Du tog nogle berømte fotos af Joy Division i 1980. På den tid var der ofte en gotisk kvalitet i dine billeder. »Control« er optaget i sort-hvid, men har ikke denne mørke, rugende tone...

   »Nej, jeg synes ikke, at filmen ligner mine fotografier. Mine fotografier fra den tid var næsten dokumentariske. Joy Division-billederne er ganske vist mere konceptuelle, for jeg brugte deres kroppe til at symbolisere musikken, men i filmen forsøgte vi at finde en poetisk kvalitet, uden at forvandle billederne til de skønmalerier, man ser i reklameindustrien. Vi ville snarere give tilskueren en fornemmelse af Ians poesi. Man kommer ind i filmen og begynder at reagere, og når man først er inde, ser man, at fotograferingen faktisk er meget smuk.«

   – Manchester i sen-70erne var efter alt at dømme et dunkelt sted, men filmen dæmoniserer det ikke. Det er bare byen, hvor man lever. Var det altid planen at filme i sort-hvid?

   »Så langt tilbage jeg husker, ja. Der var naturligvis en stærk modstand, som der var mod alt andet, jeg ville gøre i filmen, men jeg overvandt den. Joy Division så sig selv i sort-hvid. Det var sådan, de fremtrådte på deres pladeomslag, og næsten alle eksisterende fotos af bandet er sort-hvide. Det var jo den præ-digitale tidsalder. Man måtte vælge mellem farvefilm og sort-hvid, og man satte altid en sort-hvid film i apparatet, for de magasiner, der var interesserede i fotografier af Joy Division, blev trykt i sort-hvid. Så det var meget enkelt.«

– Så du »24 Hour Party People«, Michael Winterbottoms film om Tony Wilson og Factory Records?

   »Jeg så den, da den fik premiere. Jeg genså den ikke, før vi gik i gang med Control, for jeg ville ikke lave en film, der var en reaktion på et eller andet. Jeg tænkte, at hvis jeg så den igen, ville jeg reagere på noget og kompensere ved at gøre for meget ud af det. Men jeg så den, før jeg vidste, at jeg selv skulle lave en film om Ian Curtis.«

   – Når man sammenligner filmene, er der oplagte forskelle, men portrættet af Tony Wilson virker konsistent. En ildsjæl, som på én gang er excentrisk, beregnende og entusiastisk. Jeg ved, at han døde i sommeren 2007. Var han virkelig så kompromisløs?

   »Portrættet i 24 Hour Party People er vel mere karikeret. Han bliver spillet af Steve Coogan, og alene dét gør det svært at tage alvorligt. Jeg tror, at vores film er meget tæt på Tony Wilson. Tony besøgte indspilningerne, og han hilste på Craig Parkinson, som spiller ham i filmen. Han viste ingen særlig interesse, men det gjorde hans søn, Oliver. Han sendte mig en mail og skrev, at fremstillingen af hans far var meget livagtig, og han var glad for, at publikum fik lejlighed til at se ham fra den side. Frem for karikaturen i 24 Hour Party People.

   Så der må være en forskel. Den mest realistiske person i dén film var Rob Grettons karakter. Han var fremragende. Men 24 Hour Party People er en meget morsom film. Jeg var ikke så glad for den lille stump med Ian og selvmordet, for alt i filmen er drejet en smule i retning ad det absurde og komiske. For mig betød Ian Curtis og hans selvmord mere end dét. Men det er jo bare en detalje i Winterbottoms film, som bevæger sig over et meget bredt spektrum.«

– »Control« er din første spillefilm. Var det en gammel idé at lave en film om Ian Curtis?

   »Nej, slet ikke. Nogen gav mig Deborah Curtis’ bog og sagde, at hér var stof til en god film. Først sagde jeg nej, for jeg syntes, jeg var for tæt på begivenhederne, og eftersom man forbinder mine fotografier med musik, ville projektet blive afskrevet som en musikfilm, hvis der stod mit navn på. Senere ombestemte jeg mig, fordi jeg følte, at historien havde relevans for mit eget liv, men det var fremme i december 2004 eller januar 2005.

   Jeg har ønsket at lave en film i mange år, men jeg kunne aldrig finde den rigtige historie. Jeg fik tilsendt manuskripter, men når jeg læste dem, tænkte jeg altid, at jeg var amatør, en håbefuld instruktør uden nævneværdig erfaring. Der var så mange fremragende filmskabere derude, og jeg kunne umuligt være den bedste til at lave den pågældende historie. Jeg havde sikkert også ret, men jeg sagde ja til at lave Control, fordi jeg havde en følelsesmæssig forbindelse til dette materiale. Jeg flyttede til England på den tid, og det ændrede virkelig mit liv. Der var også en fysisk forbindelse, fordi jeg havde mødt og arbejdet med Ian Curtis. Jeg tænkte, at jeg for én gangs skyld havde en fordel frem for andre instruktører.«

– JOY Division gik aldrig i glemmebogen. Der har altid været et publikum til musikken, men lige nu er der ligefrem en renæssance. De tre album er genoptrykt i fornemme deluxe-udgaver. Hvilken betydning har Ian Curtis i dag?

   »Ian var en i sandhed stor digter, og der er hele tiden mennesker, som opdager styrken og skønheden i hans tekster. I tilgift til musikken indser de, hvor smukt han sang. De relaterer til blandingen af styrke og fortvivlelse i hans stemme. Der er meget få sidestykker. Man søger altid efter sandhed og oprigtighed i udtrykket, og denne ærlighed finder man i Ians sange. Joy Divisions kompositioner var ikke komplekse, men de gjorde musikken til noget uimodståeligt melodisk og melankolsk. Deres brug af gentagelsen var genial. Og musikken blev produceret af Martin Hannett, som var forud for sin tid. Den lyder slet ikke dated, og det er virkelig en bedrift. I filmen er der et segment, hvor bandet optager »She’s Lost Control«. I studiet er musikken kølig og moderne. Så klipper vi til koncerterne, hvor den er kantet og punket og pumpende hurtig. Det var sådan, de fremstod på scenen, så man kan både se og høre, hvilken betydning Martin Hannett havde for deres lyd.«

   – »Control« er baseret på Deborah Curtis’ bog »Touching From a Distance«. Hun skrev den 15 år efter Ians selvmord og gjorde det vist for at få renset ud. Har hun set filmen?

   »Debbie var en af de første, jeg viste den til, og hun er krediteret som medproducer. Jeg tror, hun er ganske tilfreds. For mennesker som Debbie og datteren Natalie og Annik, er Control naturligvis en svær film at se. Den ripper op i så meget. Jeg tror aldrig, man vil høre dem juble og sige: Den er fantastisk! Der vil altid være for mange modstridende følelser.«

   – Det må have en været en svær bog at skrive –

   »Ja. En katarsis, ville jeg sige.«

   – Den giver vel hendes vinkel på det hele. Hendes version af Ians affære med Annik Honoré afviger meget fra filmens fremstilling...

   »Naturligvis. Sådan må det jo være. Annik skrev ikke nogen bog, hun gik aldrig til pressen. Man hørte aldrig hendes version af forløbet, og derfor blev hun fremstillet som Den Anden Kvinde, der ødelagde et godt ægteskab. Hvis man læser de breve, som Ian skrev til Annik, føler man for det første, at der var tale om en ægte kærlighed. For det andet, at det var en affære, som i høj grad blev styret af ham. Det var Ian, der ville holde det i gang, ikke hende. Det er ham, der bliver ved med at komme igen. Så i filmen forsøger jeg at være helt neutral omkring de relationer.«

– Chris Ott skrev en lille bog om Joy Divisions arbejde med »Unknown Pleasures«-albummet. Ifølge ham kunne Annik slet ikke håndtere Ians epileptiske anfald...

   »Det skriver Debbie også i sin bog. Det er bare ikke, hvad Annik fortalte mig. Debbie var der jo ikke, når Ian og Annik var sammen, så hun kan ikke vide, hvordan Annik har reageret. Annik siger, at hun ikke vidste, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Det er ikke det samme som at vende ryggen til.«

   – Du kendte Ian Curtis. Har arbejdet med filmen ændret din opfattelse af ham?

   »Ja da. Jeg har lært, at Ian Curtis kunne være en dum skid. Dengang var han bare venlig og blid og charmerende. Jeg talte ikke så godt engelsk, og jeg mødte ham kun for alvor to gange. Han virkede altid genert og tilbageholdende. Så det er en anden side af manden, man møder, når man læser Debbies bog, og den kommer også til udtryk i filmen. Men styrken hos Sam Riley, som spiller Ian Curtis, er, at man alligevel bliver hos ham med sine følelser. Det kræver noget særligt af en skuespiller.«

   – Filmen giver ikke én grund til, at han tog sit liv...

   »Nej, for jeg kender den ikke.«

   – Deborah Curtis har sagt, at han altid havde til hensigt at begå selvmord, når han havde skrevet sine sange, også før han mødte hende...

   »Jeg kan dybest set kun gætte, men jeg har altid ment, at det var en kombination af epilepsien og bivirkningerne af medicinen, han fik. Kombineret med alkohol giver den enorme humørsvingninger, og Ian var i forvejen meget depressiv. Han kunne forsvinde ind i massive depressioner, og i den situation kan små problemer antage uoverstigelig størrelse. Som krisen i ægteskabet eller ansvaret for gruppen. Jeg tror, han endte i den situation. Der var sikkert også en lille tendens til at beundre kunstnere, som døde unge og efterlod sig store værker. Jeg har desværre aldrig læst det sidste brev, som han skrev til Deborah, men jeg tror ikke, at han ville være kommet så langt ud, hvis det ikke var for epilepsien.«

– I filmen ser man, at selve koncertsituationen kunne udløse de epileptiske anfald, især hvis der blev brugt stroboskoplys. Curtis må have vidst det og været opmærksom på, hvad han risikerede ved at gå scenen...

   »Han følte, at han var en belastning for bandet, når han fik et anfald på scenen. Faktisk var det, som Tony Wilson prøver at forklare ham, noget af det, som publikum kom for at se. Men det er sandt, og det er en fantastisk tilstand. Bare blitzlys kan udløse et anfald.«

   – Var det svært at finde Sam Riley? Han er god til at spille Curtis på scenen, men han er mindst lige så fin som manden til hverdag. Mens Ian stadig har sit job som sagsbehandler på arbejdsformidlingen, er der en uventet sødme ved hans person –

   »Sam er en ukendt skuespiller, og alene den beskrivelse indikerer, at det var vanskeligt at finde ham. Indledningsvis henvendte vi os til et par skuespillere, som vi mente kunne løfte opgaven. Det er sådan, man kommer i gang, men det var faktisk ret problematisk. Så holdt vi åben casting, både i London og det nordlige England. Dér dukkede han pludselig op. Jeg så hans video og ønskede at møde ham.

   For det første var der den markante fysiske lighed med Ian. Men man følte også, at Sam Riley havde en attitude og en karakter, som gjorde ham forskellig fra en skuespiller. Sam ved, hvem han er. Det er der mange skuespillere, som ikke gør, og det syntes jeg virkelig om. Jeg tænkte, at hvis han lagde en smule af dét i rollen, ville det være magisk, for så havde vi en hél person, snarere end en kopi af Ian Curtis.

   Den eneste film, jeg så specifikt som forberedelse til arbejdet med Control, var Ken Loachs første spillefilm, Kes. Han bruger en 12-årig dreng i hovedrollen, og det er er så overbevisende. Jeg ville se, hvordan han bar sig ad. Jeg tænkte, at hvis Sam havde lidt af det samme, kunne resultatet blive helt fantastisk.«

– Der må være andre beskrivelser af epilepsi på film, men dette er den mest detaljerede, jeg har set. Var det en vigtig prioritet?

   »Det var i hvert fald vigtigt ikke at fremstille sygdommens ofre som idioter. Det er en alvorlig tilstand, og Ian led virkelig under den. Så Sam Riley lavede en masse research. Han overnattede på et epilepsicenter og så, hvordan patienterne fik anfald. Jeg tror, de fortalte ham om grand mals, som er meget voldsomme anfald. Vi havde en rådgiver fra National Society for Epilepsy på sættet. Vi gjorde os virkelig umage. Epilepsiforeningen er meget tilfreds med Control.«

   – Jeg så filmen første gang i Cannes, hvor den åbnede Quinzaine dés Réalisateurs. Alle var virkelig glade for den –

   »Det var som en drøm. Jeg var en debuterende filmskaber, og jeg vidste ikke, hvor voldsom den oplevelse er. Man laver sin film i et vakuum. Jeg havde ikke forventet så stærk en reaktion. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Jeg håbede vel, at der ville være et publikum blandt gamle Joy Division-fans. Men man bliver ydmyg, når man ser hvor mange film, der får premiere hvert år. Og hvor mange film der bare forsvinder. Jeg var der sammen med Sam og Alexandra Maria Lara, som spiller Annik, og det var overvældende. Det er noget, der sker én gang i livet. Sådan en modtagelse er noget af det smukkeste, man kan forestille sig.«

   – Kompilerede du soundtracket selv? Der er Velvet Underground og David Bowie, men også Kraftwerks »Autobahn« i fuld længde –

   »Jeg valgte den musik, som inspirerede Joy Division. Kraftwerk havde stor betydning for Ian Curtis og var også vigtig for Bernard Sumner og New Order siden hen. Bandet i filmen spiller selv »Transmission«. Der er også en ny version af »Shadowplay« med The Killers, som på samme måde er inspireret af Joy Division nu. Mixet er foretaget med henblik på relevans og kontinuitet. »Shadowplay« ligger i slutningen af filmen. Det er en lys og meget poppy version. Det har man brug for til slut, hvor mørket er næsten totalt.«

– Joy Division var inspireret af punkbevægelsen. Der var denne legendariske Sex Pistols-koncert i Manchester Trade Hall. De tog punk-æstetikken eller anti-æstetikken og skabte noget smukt med den. Hvis man havde hadet punk, begyndte man at kunne høre noget i det, da Joy Division tog over. De reagerede på den progressive rock, der var typisk for tiden, Yes osv. Synes du, at musikken har ændret sig til det bedre eller det værre siden dengang?

   »For det første: Den forandring var en god forandring. Den var virkelig nødvendig, og der kom fantastisk megen god musik ud af 70ernes slutning. Men nu? Der er masse musik, som man kender og genkender, før man har hørt sangen til ende. Mange nye bands er inspireret af ting, som var originale for os. Så en smule af kraften trænger igennem, men vi havde de første og bedste ting.

   Joy Division var post-punk. Det samme var Magazine og de øvrige Manchester-bands. Tony Wilson havde en fin beskrivelse af forskellen på punk og post-punk. Han sagde: Attituden i punk er Fuck You. Attituden i post-punk er: I’m Fucked. Alt var internaliseret hos post-punk-kunstnerne. Det var post-punk, jeg følte mig i overensstemmelse med, men punkbevægelsen inspirerede én til et punkt, hvor man følte, at man kunne gøre en forskel og lave verden om. Forandringen inspirerede en masse mennesker til at begynde på deres egen ting.«

  – Hvad synes du om det, som New Order gjorde?

   »Det var fint. Jeg tror, de ville så langt væk fra Joy Division, som de kunne komme. New Order var inspireret af discostrømningen, og de lavede store sange i 80erne. Selv uden Ian Curtis kunne den del af bandet blomstre. Man kan tænke på, hvad det var blevet til sammen med Ian. Det havde virkelig været noget.«

– Har »Control« givet dig mod på at instruere endnu en film?

   »Det er, hvad der sker i mit liv lige nu. Jeg tænkte at Control var dén ene film, som jeg simpelt hen måtte lave, men jeg fandt oplevelsen så frugtbar, især på grund af skuespillerne, at jeg gerne vil lave én mere. Det projekt leder jeg efter nu. Det bliver med sikkerhed noget andet and Control. Det bliver en ren fiktionsfilm i farver. Og uden relation til musik.«

   – Bliver den engelsk eller hollandsk?

   »Den bliver engelsk. Jeg elsker britiske skuespillere. De er fortællere af væsen. De spiller deres rolle hele dagen. Hvilket kan være afsindigt irriterende, hvis man kommer fra Holland og vil have klare svar, men for filmen er det fremragende. De lever det.«

   – Nogle instruktører tager hjem til Holland. Paul Verhoeven kom tilbage og lavede »Black Book« –

   »Jeg gør det samme. Om to uger flytter jeg hjem til Holland efter 28 år i England, og jeg skal bo i den samme by som Paul Verhoeven. Men han har gang i så meget. Du så Black Book? Det er en anden spillestil. Den hollandske tradition er helt anderledes.«

– Kan du sige noget om forskellen på at fotografere og instruere?

   »Jeg synes om at lave film. Jeg elsker fotoet , men der er verdener til forskel. Både på, hvordan man griber opgaven an, og hvad man får igen, når arbejdet er udført. Fotoet er meget dit eget. Følelsesmæssigt kan du tage ansvar for det, og du sender det ud i verden, til museer og gallerier, i håbet om, at det finder et liv. Og hvis du er heldig, får det et liv for altid. Somme tider er det skabt på fem eller ti minutter. Intense øjeblikke. Film er derimod noget, som man arbejder på i fællesskab og er flere år om at færdiggøre. Man er afhængig af så mange faktorer, og man opdager, at der er en hel industri bag én.

   Så filmen skal finde et liv med det samme. Der nytter ikke at håbe, at den vil få sin tid efterhånden. Det er et andet pres og en anden energi, men også et anderledes resultat. Der er en skrøbelig skønhed ved fotografiet, som man tager i sit eget øjeblik. Men film er et overvældende medie, tredimensionelt, med lyden og billedet som smelter sammen. Det er også virkelig noget. Jeg sætter pris på fotoet lige nu, fordi jeg er udmattet efter Control. Men udfordringen ligger i filmen. Jeg vil gerne lave én mere og se, hvad jeg kan få ud af dét.«*

DER er løst meget op for samtalen, som begyndte reserveret og korrekt. Corbijn hjælper ivrigt til med at arrangere et portræt af sig selv ved vinduet i Grand Teatret. Han kan bedst lide den mørke, slørede version uden blitz. Udenfor er det stadig Joy Division-vejr.

*) Corbijn har instrueret tre solide film siden Control. George Clooney spiller lejemorderen, der prøver at sige fra i The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

Se også Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002) og Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980.

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Paul Morley: Piece by Piece: Writing About Joy Division 1977-2007 (Plexus, 2007); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon and Schuster UK, 2012); Bernard Sumner: Chapter and Verse [New Order, Joy Division and Me] (Corgi, 2015); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage. Introduction by Deborah Curtis (Faber, 2015); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Anton Corbijn blev interviewet i Grand Teatret i København den 3. december 2007

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK 2007. Dansk premiere: 11.01.2008.

Fotos: Anton Corbijn/ Factory Records/ EMI/ Faber and Faber/ Filmgrab/ CineMaterial/ Camera Film/ BGJ

Control streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Momentum Pictures (UK) 17.10.2011

Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2008