Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]