To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]

DRENGEN MED SKIFERGRÅ ØJNE
Forfatteren konsoliderer sit sted

Af BO GREEN JENSEN

GRAHAM Greene (1904-1991) får stadig nye læsere. 30 år efter forfatterens død er der ingen afmatning i interessen. Hans moralsk gennemlyste spændingsromaner er fortsat medrivende og relevante. Med sin interesse for drømme, tro og psykologi, synes Greene næsten mere moderne i dag. Bøgernes mentale landskab, de forvredne karakterer og den etiske optik, bliver under ét kaldt for »Greeneland«.

   Brighton Rock er en tidlig hjørnesten i forfatterskabet og en af hans mest »katolske« romaner. Greene konverterede som 22-årig. Han gjorde det for at kunne gifte sig, men forholdet til troen løber gennem hele forfatterskabet. Her er de fleste mænd dobbeltagenter, og sympatien er oftest på syndernes side.

   I Brighton Rock lader Greene et evigt drama udspille sig på en lurvet baggrund. Gangsteren Pinkie har drømme om storhed. Omstændigheder tvinger ham til at gifte sig med servitricen Rose. Siden vil han dræbe hende. Begge er teenagere; begge er troende. Mod Pinkies vilje opstår en følelse af fællesskab. Imens kommer glade turister til byen og nyder forlystelserne på deres fridag.

GREENE skrev Brighton Rock i 1938, da han kom hjem fra Mexico-opholdet, som inspirerede rejseskildringen The Lawless Roads (1939) og romanen The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren). Den britiske baggrund er valgt med omhu og blik for en mulig billedversion. Greene skrev selv om film i avisen The Spectator og magasinet Night and Day. Han ville gerne arbejde mere med mediet.*

   Der er mange gode historier i Greeneland. Også nutidens filmskabere vil gerne udforske kontinentet og undersøge den særegne blanding af skepsis, lidenskab og kynisme. Flere af forfatterskabets højdepunkter bliver derfor versioneret igen. Utroskabsdramaet The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) blev filmatiseret af Edward Dmytryk i 1955 og (glimrende) nyfortolket af Neil Jordan i 1999.

   The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), som udspiller sig i Saigon ved begyndelsen af det amerikanske engagement i regionen, blev mishandlet af Joseph L. Mankiewicz i 1958 og mere loyalt genindspillet af Philip Noyce i 2002. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før nogen igen prøver kræfter med kronjuvelen The Third Man (1949, da. Den tredje mand), som Greene skrev direkte til Carol Reed, før han samme år udgav sit treatment i bogform.

DEN første filmudgave af Brighton Rock er fra 1947 og har en 23-årig Richard Attenborough i rollen som den 17-årige Pinkie Brown. Den senere så berømte filmskaber spiller ond og vred ung mand med en kulde, som forløser karakterens præg af væmmelse og berøringsangst. »Han så et øjeblik huden på hendes lår oven over kunstsilkestrømpen, og et stik af seksuelt begær greb ham som et ildebefindende.« Jo mere Rose holder af Pinkie, jo mere aktivt hader han hende.

   Dramatikeren Terence Rattigan (The Browning Version) skrev den første udgave af manuskriptet, mens Greene var på rejse i Afrika. Greene kom hjem, kritiserede Rattigans treatment og fik lov at levere sit eget. Filmen blev instrueret af John Boulting og produceret af Ray Boulting, hans tvillingebror. Brighton Rock har status som et tidligt eksempel på autentisk britisk film noir. I USA fik den premiere med titlen Young Scarface (og hed i Sverige for resten Lagt kort ligger, dvs. Bordet fanger). Den er istandsat og udgivet på dvd og blu-ray.

ROWAN Joffe fremdaterer handlingen fra 1938 til 1964, hvor Pinkie, Dallow, Spicer og Cubitt er anakronistiske repræsentanter for en verden, som er ved at forsvinde. Fremtiden tilhører de konkurrerende grupper af rockers og mods, som i weekenden »kommer ned fra London« for at føre krig i Brightons gader. Rockoperaen Quadrophenia, som Pete Townshend skrev til The Who i 1973, havde samme baggrund, og Joffes Brighton Rock deler look med Franc Roddams filmudgave af Quadrophenia (1979).

   Da Pinkie iscenesætter Spicers død, under dække af at ville hjælpe ham ud af Brighton, kan han klæde sig som en mod og forsvinde i mængden med Spicer bag på en scooter. Filmens misè-en-scene er dog mere end en opportunistisk effekt. 1960er-stilen fremhæver, hvilken tidløs grusomhed Pinkie Brown inkarnerer. I Greenes roman kunne han gå for at være en af mange mindre rovfisk i mængden, som lever under overfladen i Brighton. Hos Joffe accentueres hans ondskab.

PINKIES grusomhed krystalliseres i scenen, hvor han og Rose går tur på Palace Pier efter det tarvelige bryllup. I en lydtæt bod kan man skære sin egen grammofonplade, og Rose beder sin mand om dette memento.

   Det er karakteristisk for Pinkie, at han ikke kan sige nej. Det er også karakteristisk, at han inde i båsen hvæser, hvad han virkelig føler. I bogen siger han simpelt hen: »Fanden stå i dig, din lille tæve; hvorfor kan du ikke forsvinde for altid og lade mig være i fred?« Bagefter rækker han pladen til Rose: »Jeg siger noget på den – noget kærligt.«

   Ved romanens slutning er Rose på vej tilbage fra syndsforladelsen, som præsten endelig har givet. Hun klamrer sig til hans tøvende analyse af uhyret Pinkie: »Hvis han virkelig elskede dig, så viser det, at der var noget godt...« Rose hører kun: »Hvis han elsker dig, så viser det...«. Hun vil skynde sig hjem og spille sin plade. Greene slutter iskoldt med sætningen: »Hun gik rask afsted i det blege junisollys imod den værste af alle rædsler.«

DER er næppe tvivl om, at noget i Greene kunne dele »drengen« Pinkies foragt. Overhovedet er det dobbeltheden i menneskesynet, som gør det etiske drama så anfægtende. Det var dog Greene selv, der skrev og insisterede på den blidere, meget bevægende slutning, som historien får i begge filmudgaver. Her er et af de smukkeste eksempler på guddommelig indgriben, man har set noget sted. Kald det bare katolsk propaganda, men mærk efter og tænk på, hvor lettet – og overrasket – man bliver.

   Joffe kunne have markeret sin særlige vinkel på stoffet ved at genindsætte Greenes første slutning. I stedet lader han Pinkie komme tæt på at føle ægte menneskevarme. Skønt det moralske landskab nu er i farver, spiller Sam Riley (der debuterede som sangeren Ian Curtis i Control, Anton Corbijns film om bandet Joy Division) ellers figuren med den samme autistiske kulde, som Attenborough demonstrerede i den sort-hvide førsteudgave:

   »Hans fantasi var ikke vågnet. Det var det, som var hans styrke. Han kunne ikke se med andre menneskers øjne eller føle med deres nerver. Kun musik gjorde ham usikker; det fileri vibrerede i hjertet og fik hans nerver til at slappes; det var, som om alderen sneg sig ind på ham, og andre menneskers erfaring hamrede mod hans hjerne.«

PINKIE Brown er karakteren, som får alle andre kræfter i bogen til at blegne. Joffe har givet ham mere baggrund, men også nu er han blot en kriminel katolik, som overtager lederskabet af en sølle gangsterbande, der er ved at tabe terræn til den slibrige casinoejer Colleoni (Andy Serkis). Pinkie inkarnerer et princip: »De skifergrå øjne spejlede den tilintetgørende evighed, hvorfra han kom, og mod hvilken han stilede,« står der hos Greene. Hér er virkelig en af de nødstedte djævle.

   Man er aldrig sikker på Pinkies projekt. Hans motiver er enkle: han skal være byens værste væsel og udviske sporene efter et drab. Derfor må han forføre servitricen fra tesalonen. Han stjæler et belastende foto. Så gifter han sig med pigen, fordi hustruer ikke kan vidne mod deres mænd. Samtidig røber hans kropssprog en ømhed, han instinktivt læser som svaghed. For Pinkie er det ikke nok at gøre det fornødne. Han må udradere barmhjertigheden. I Joffes version synes ondskab at være en tilstand, han gemmer sig i, når »andre menneskers erfaring« hamrer mod hans hjerne.

FORTÆLLINGENS trick er at inddrage tilskueren og gøre ham til sin medvider. Endvidere maksimeres kontrasten mellem blafrende flag, spraglede boder, glade mennesker på Palace Pier og den skjulte verden nedenunder, hvor man lever sit liv efter helt andre regler. Her føres krigen med vitriol og barberknive, som ikke bliver mindre farlige, fordi de ser slidte og billige ud.

   Historien tager sin titel fra byen ved havet og troens klippe, men især fra de kulørte bolsjestænger, man kan købe oppe på Brighton Rock. Navnet er skrevet med en farve, som løber hele vejen ned gennem slikket. Uanset hvor ivrigt man sutter, bliver der ved med at stå »Brighton Rock«. Lige sådan må det være med menneskers væsen. Den troende Pinkie ved, at han synder. Og vælger aktivt sin skæbne i trods.

I ET tredje lag, mellem turister og gangstere, lever hverdagens helte og engle. Ida Arnold og Phil Corkery, restauratøren og butiksindehaveren, som i 1947-filmen blev spillet af Hermione Baddeley og William Hartnell, er hos Joffe skrevet en anelse op, så Helen Mirren og John Hurt (1940-2017) kan få flere vigtige scener. Corkery, som køber sin beskyttelse hos Colleoni, bliver uden videre snittet af Pinkie, men overtager alligevel en del af de replikker, som Greene i bogen har givet til præsten.

   Ida Arnold repræsenterer den sunde, skeptiske modpol til Pinkies katolske spøgelsesverden. Hun vil redde sin servitrice fra den kolde sociopat, som hun ser en dræber i fra begyndelsen. Mirren føjer en faktor af sanselighed til karakteren, og Joffe giver de lokale veteraner en fælles historie. For Pinkie og Rose – Drengen og Pigen – er hun bare en besværlig forhindring. »Pas dig selv, gamle tæve,« siger Pinkie til Ida ved den eneste lejlighed, hvor de taler.

   Konvertitten Greene holdt af at dramatisere sin egen tvivl med den slags figurer. Man skal dog ikke tage fejl af moralen. Måske kæmper Ida ikke forgæves, og hun redder Rose sammen med et bandemedlem, der har set en engel i pigen, som måske kan lære Pinkie at elske. Men historien hedder Brighton Rock. Skønt sympatien nok er hos Ida og Rose, er det Pinkies skærsild, den vil skildre: Drengen med skifergrå øjne, som spejler den tilintetgørende evighed.

GREENES bog er stadig stærk læsning, og Joffes film skræller rusten af historien, så sagens kerne fremstår klart. Måske er persontegningen ikke subtil, men det lykkes filmen at finde visuelle udtryk for metafysiske størrelser, mens den formelle spænding holdes i kog. Rædslen under broen, som Spicer (Phil Davis) føler i flere omgange, er imponerende brutalt forløst. Han dør med et stykke Brighton Rock i sin mund. Og stadig svinder lyset i Greeneland.

   Efter sigende skulle Carey Mulligan spille Rose. Hun trak sig for at medvirke i Oliver Stones Wall Street 2. Det er synd, for Andrea Riseborough er afgjort kædens svageste led. Sam Riley er derimod indbegrebet af Pinkie. Selv kainsmærket, arret efter kniven, som skærer ham i kinden ved begyndelsen af filmen, klæder det uforbederlige menneske.

Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen].

*) Greenes tekster om film er samlet i Mornings in the Dark: The Graham Greene Film Reader (1993), som David Parkinson har redigeret. Det er et digert bind på 776 sider. Udvalget indeholder endvidere essays, interviews og synopser, men hovedparten er anmeldelser. Mit eget eksemplar er fra Penguin. Den oprindelige udgiver var Carcanet Press. Bogen er senest optrykt i serien Carcanet Classics i 2021.     

Brighton Rock. Instr. og manus: Rowan Joffe. Foto: John Mathieson. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 28.04.2011.

Brighton Rock. Instr.: John Boulting. Manus: Graham Greene, Terence Rattigan. Foto: Harry Waxman. 92 min. UK 1948. Dansk premiere: 13.09.1950

Graham Greene: Brighton Rock. Oversat efter Brighton Rock (1938) af Henning Pade. Med et forord af Leif Davidsen. 5. danske udgave. 316 s. Forlaget Sohn, 2010.

 

Fotos: Associated British Picture Corporation/ Charter Film Production/ Pathé Pictures/ StudioCanal/ BBC Films/ UK Film Council/ Shine Pictures/ National Portrait Gallery (Graham Greene 1939 - Bassano Ltd.)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ CineMaterial/ Filmaffinity/MovieStillsDB

Brighton Rock (1948) streames på Netflix

Brighton Rock (2010) streames på SF Anytime

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2011

Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007]

VINTER ER EN VANSKELIG ÅRSTID

Fotografen og filmskaberen Anton Corbijn

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2007: Hollænderen Anton Corbijn (f. 1955) flyttede faktisk til England på grund af musikken. Det var i 1980. I dag er han i København for at tale om sin første spillefilm, der netop har rod i begyndelsens land.

   Corbijn er mager, høj og alvorlig. Han erkender, at han er træt af at promovere Control. Det er syv måneder efter premieren i Cannes. Han længes efter at komme videre, men næste dag skal han til Norge og fortælle videre om Ian Curtis. Udenfor er der tung regn og trøstesløst mørke. Det vælger Corbijn at tage som sit tema:

   »Det er så mørkt udenfor. Vinter er en vanskelig årstid. Rigtigt Joy Division-vejr. Da jeg skulle lave denne film, havde jeg hollandske himle i tankerne. Fulde af skyer. Og så fik vi naturligvis den varmeste sommer nogen sinde i England. Ikke en sky på himlen. I den sidste ende var det godt for filmen, fordi lyset var klart og stabilt. Der er mange klaustrofobiske indendørscener, og eksteriørerne udgør en god kontrast. Men i begyndelsen tænkte jeg, at vejret var forkert og helt forskelligt fra, hvordan det skulle være.«

– Du tog nogle berømte fotos af Joy Division i 1980. På den tid var der ofte en gotisk kvalitet i dine billeder. »Control« er optaget i sort-hvid, men har ikke denne mørke, rugende tone...

   »Nej, jeg synes ikke, at filmen ligner mine fotografier. Mine fotografier fra den tid var næsten dokumentariske. Joy Division-billederne er ganske vist mere konceptuelle, for jeg brugte deres kroppe til at symbolisere musikken, men i filmen forsøgte vi at finde en poetisk kvalitet, uden at forvandle billederne til de skønmalerier, man ser i reklameindustrien. Vi ville snarere give tilskueren en fornemmelse af Ians poesi. Man kommer ind i filmen og begynder at reagere, og når man først er inde, ser man, at fotograferingen faktisk er meget smuk.«

   – Manchester i sen-70erne var efter alt at dømme et dunkelt sted, men filmen dæmoniserer det ikke. Det er bare byen, hvor man lever. Var det altid planen at filme i sort-hvid?

   »Så langt tilbage jeg husker, ja. Der var naturligvis en stærk modstand, som der var mod alt andet, jeg ville gøre i filmen, men jeg overvandt den. Joy Division så sig selv i sort-hvid. Det var sådan, de fremtrådte på deres pladeomslag, og næsten alle eksisterende fotos af bandet er sort-hvide. Det var jo den præ-digitale tidsalder. Man måtte vælge mellem farvefilm og sort-hvid, og man satte altid en sort-hvid film i apparatet, for de magasiner, der var interesserede i fotografier af Joy Division, blev trykt i sort-hvid. Så det var meget enkelt.«

– Så du »24 Hour Party People«, Michael Winterbottoms film om Tony Wilson og Factory Records?

   »Jeg så den, da den fik premiere. Jeg genså den ikke, før vi gik i gang med Control, for jeg ville ikke lave en film, der var en reaktion på et eller andet. Jeg tænkte, at hvis jeg så den igen, ville jeg reagere på noget og kompensere ved at gøre for meget ud af det. Men jeg så den, før jeg vidste, at jeg selv skulle lave en film om Ian Curtis.«

   – Når man sammenligner filmene, er der oplagte forskelle, men portrættet af Tony Wilson virker konsistent. En ildsjæl, som på én gang er excentrisk, beregnende og entusiastisk. Jeg ved, at han døde i sommeren 2007. Var han virkelig så kompromisløs?

   »Portrættet i 24 Hour Party People er vel mere karikeret. Han bliver spillet af Steve Coogan, og alene dét gør det svært at tage alvorligt. Jeg tror, at vores film er meget tæt på Tony Wilson. Tony besøgte indspilningerne, og han hilste på Craig Parkinson, som spiller ham i filmen. Han viste ingen særlig interesse, men det gjorde hans søn, Oliver. Han sendte mig en mail og skrev, at fremstillingen af hans far var meget livagtig, og han var glad for, at publikum fik lejlighed til at se ham fra den side. Frem for karikaturen i 24 Hour Party People.

   Så der må være en forskel. Den mest realistiske person i dén film var Rob Grettons karakter. Han var fremragende. Men 24 Hour Party People er en meget morsom film. Jeg var ikke så glad for den lille stump med Ian og selvmordet, for alt i filmen er drejet en smule i retning ad det absurde og komiske. For mig betød Ian Curtis og hans selvmord mere end dét. Men det er jo bare en detalje i Winterbottoms film, som bevæger sig over et meget bredt spektrum.«

– »Control« er din første spillefilm. Var det en gammel idé at lave en film om Ian Curtis?

   »Nej, slet ikke. Nogen gav mig Deborah Curtis’ bog og sagde, at hér var stof til en god film. Først sagde jeg nej, for jeg syntes, jeg var for tæt på begivenhederne, og eftersom man forbinder mine fotografier med musik, ville projektet blive afskrevet som en musikfilm, hvis der stod mit navn på. Senere ombestemte jeg mig, fordi jeg følte, at historien havde relevans for mit eget liv, men det var fremme i december 2004 eller januar 2005.

   Jeg har ønsket at lave en film i mange år, men jeg kunne aldrig finde den rigtige historie. Jeg fik tilsendt manuskripter, men når jeg læste dem, tænkte jeg altid, at jeg var amatør, en håbefuld instruktør uden nævneværdig erfaring. Der var så mange fremragende filmskabere derude, og jeg kunne umuligt være den bedste til at lave den pågældende historie. Jeg havde sikkert også ret, men jeg sagde ja til at lave Control, fordi jeg havde en følelsesmæssig forbindelse til dette materiale. Jeg flyttede til England på den tid, og det ændrede virkelig mit liv. Der var også en fysisk forbindelse, fordi jeg havde mødt og arbejdet med Ian Curtis. Jeg tænkte, at jeg for én gangs skyld havde en fordel frem for andre instruktører.«

– JOY Division gik aldrig i glemmebogen. Der har altid været et publikum til musikken, men lige nu er der ligefrem en renæssance. De tre album er genoptrykt i fornemme deluxe-udgaver. Hvilken betydning har Ian Curtis i dag?

   »Ian var en i sandhed stor digter, og der er hele tiden mennesker, som opdager styrken og skønheden i hans tekster. I tilgift til musikken indser de, hvor smukt han sang. De relaterer til blandingen af styrke og fortvivlelse i hans stemme. Der er meget få sidestykker. Man søger altid efter sandhed og oprigtighed i udtrykket, og denne ærlighed finder man i Ians sange. Joy Divisions kompositioner var ikke komplekse, men de gjorde musikken til noget uimodståeligt melodisk og melankolsk. Deres brug af gentagelsen var genial. Og musikken blev produceret af Martin Hannett, som var forud for sin tid. Den lyder slet ikke dated, og det er virkelig en bedrift. I filmen er der et segment, hvor bandet optager »She’s Lost Control«. I studiet er musikken kølig og moderne. Så klipper vi til koncerterne, hvor den er kantet og punket og pumpende hurtig. Det var sådan, de fremstod på scenen, så man kan både se og høre, hvilken betydning Martin Hannett havde for deres lyd.«

   – »Control« er baseret på Deborah Curtis’ bog »Touching From a Distance«. Hun skrev den 15 år efter Ians selvmord og gjorde det vist for at få renset ud. Har hun set filmen?

   »Debbie var en af de første, jeg viste den til, og hun er krediteret som medproducer. Jeg tror, hun er ganske tilfreds. For mennesker som Debbie og datteren Natalie og Annik, er Control naturligvis en svær film at se. Den ripper op i så meget. Jeg tror aldrig, man vil høre dem juble og sige: Den er fantastisk! Der vil altid være for mange modstridende følelser.«

   – Det må have en været en svær bog at skrive –

   »Ja. En katarsis, ville jeg sige.«

   – Den giver vel hendes vinkel på det hele. Hendes version af Ians affære med Annik Honoré afviger meget fra filmens fremstilling...

   »Naturligvis. Sådan må det jo være. Annik skrev ikke nogen bog, hun gik aldrig til pressen. Man hørte aldrig hendes version af forløbet, og derfor blev hun fremstillet som Den Anden Kvinde, der ødelagde et godt ægteskab. Hvis man læser de breve, som Ian skrev til Annik, føler man for det første, at der var tale om en ægte kærlighed. For det andet, at det var en affære, som i høj grad blev styret af ham. Det var Ian, der ville holde det i gang, ikke hende. Det er ham, der bliver ved med at komme igen. Så i filmen forsøger jeg at være helt neutral omkring de relationer.«

– Chris Ott skrev en lille bog om Joy Divisions arbejde med »Unknown Pleasures«-albummet. Ifølge ham kunne Annik slet ikke håndtere Ians epileptiske anfald...

   »Det skriver Debbie også i sin bog. Det er bare ikke, hvad Annik fortalte mig. Debbie var der jo ikke, når Ian og Annik var sammen, så hun kan ikke vide, hvordan Annik har reageret. Annik siger, at hun ikke vidste, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Det er ikke det samme som at vende ryggen til.«

   – Du kendte Ian Curtis. Har arbejdet med filmen ændret din opfattelse af ham?

   »Ja da. Jeg har lært, at Ian Curtis kunne være en dum skid. Dengang var han bare venlig og blid og charmerende. Jeg talte ikke så godt engelsk, og jeg mødte ham kun for alvor to gange. Han virkede altid genert og tilbageholdende. Så det er en anden side af manden, man møder, når man læser Debbies bog, og den kommer også til udtryk i filmen. Men styrken hos Sam Riley, som spiller Ian Curtis, er, at man alligevel bliver hos ham med sine følelser. Det kræver noget særligt af en skuespiller.«

   – Filmen giver ikke én grund til, at han tog sit liv...

   »Nej, for jeg kender den ikke.«

   – Deborah Curtis har sagt, at han altid havde til hensigt at begå selvmord, når han havde skrevet sine sange, også før han mødte hende...

   »Jeg kan dybest set kun gætte, men jeg har altid ment, at det var en kombination af epilepsien og bivirkningerne af medicinen, han fik. Kombineret med alkohol giver den enorme humørsvingninger, og Ian var i forvejen meget depressiv. Han kunne forsvinde ind i massive depressioner, og i den situation kan små problemer antage uoverstigelig størrelse. Som krisen i ægteskabet eller ansvaret for gruppen. Jeg tror, han endte i den situation. Der var sikkert også en lille tendens til at beundre kunstnere, som døde unge og efterlod sig store værker. Jeg har desværre aldrig læst det sidste brev, som han skrev til Deborah, men jeg tror ikke, at han ville være kommet så langt ud, hvis det ikke var for epilepsien.«

– I filmen ser man, at selve koncertsituationen kunne udløse de epileptiske anfald, især hvis der blev brugt stroboskoplys. Curtis må have vidst det og været opmærksom på, hvad han risikerede ved at gå scenen...

   »Han følte, at han var en belastning for bandet, når han fik et anfald på scenen. Faktisk var det, som Tony Wilson prøver at forklare ham, noget af det, som publikum kom for at se. Men det er sandt, og det er en fantastisk tilstand. Bare blitzlys kan udløse et anfald.«

   – Var det svært at finde Sam Riley? Han er god til at spille Curtis på scenen, men han er mindst lige så fin som manden til hverdag. Mens Ian stadig har sit job som sagsbehandler på arbejdsformidlingen, er der en uventet sødme ved hans person –

   »Sam er en ukendt skuespiller, og alene den beskrivelse indikerer, at det var vanskeligt at finde ham. Indledningsvis henvendte vi os til et par skuespillere, som vi mente kunne løfte opgaven. Det er sådan, man kommer i gang, men det var faktisk ret problematisk. Så holdt vi åben casting, både i London og det nordlige England. Dér dukkede han pludselig op. Jeg så hans video og ønskede at møde ham.

   For det første var der den markante fysiske lighed med Ian. Men man følte også, at Sam Riley havde en attitude og en karakter, som gjorde ham forskellig fra en skuespiller. Sam ved, hvem han er. Det er der mange skuespillere, som ikke gør, og det syntes jeg virkelig om. Jeg tænkte, at hvis han lagde en smule af dét i rollen, ville det være magisk, for så havde vi en hél person, snarere end en kopi af Ian Curtis.

   Den eneste film, jeg så specifikt som forberedelse til arbejdet med Control, var Ken Loachs første spillefilm, Kes. Han bruger en 12-årig dreng i hovedrollen, og det er er så overbevisende. Jeg ville se, hvordan han bar sig ad. Jeg tænkte, at hvis Sam havde lidt af det samme, kunne resultatet blive helt fantastisk.«

– Der må være andre beskrivelser af epilepsi på film, men dette er den mest detaljerede, jeg har set. Var det en vigtig prioritet?

   »Det var i hvert fald vigtigt ikke at fremstille sygdommens ofre som idioter. Det er en alvorlig tilstand, og Ian led virkelig under den. Så Sam Riley lavede en masse research. Han overnattede på et epilepsicenter og så, hvordan patienterne fik anfald. Jeg tror, de fortalte ham om grand mals, som er meget voldsomme anfald. Vi havde en rådgiver fra National Society for Epilepsy på sættet. Vi gjorde os virkelig umage. Epilepsiforeningen er meget tilfreds med Control.«

   – Jeg så filmen første gang i Cannes, hvor den åbnede Quinzaine dés Réalisateurs. Alle var virkelig glade for den –

   »Det var som en drøm. Jeg var en debuterende filmskaber, og jeg vidste ikke, hvor voldsom den oplevelse er. Man laver sin film i et vakuum. Jeg havde ikke forventet så stærk en reaktion. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Jeg håbede vel, at der ville være et publikum blandt gamle Joy Division-fans. Men man bliver ydmyg, når man ser hvor mange film, der får premiere hvert år. Og hvor mange film der bare forsvinder. Jeg var der sammen med Sam og Alexandra Maria Lara, som spiller Annik, og det var overvældende. Det er noget, der sker én gang i livet. Sådan en modtagelse er noget af det smukkeste, man kan forestille sig.«

   – Kompilerede du soundtracket selv? Der er Velvet Underground og David Bowie, men også Kraftwerks »Autobahn« i fuld længde –

   »Jeg valgte den musik, som inspirerede Joy Division. Kraftwerk havde stor betydning for Ian Curtis og var også vigtig for Bernard Sumner og New Order siden hen. Bandet i filmen spiller selv »Transmission«. Der er også en ny version af »Shadowplay« med The Killers, som på samme måde er inspireret af Joy Division nu. Mixet er foretaget med henblik på relevans og kontinuitet. »Shadowplay« ligger i slutningen af filmen. Det er en lys og meget poppy version. Det har man brug for til slut, hvor mørket er næsten totalt.«

– Joy Division var inspireret af punkbevægelsen. Der var denne legendariske Sex Pistols-koncert i Manchester Trade Hall. De tog punk-æstetikken eller anti-æstetikken og skabte noget smukt med den. Hvis man havde hadet punk, begyndte man at kunne høre noget i det, da Joy Division tog over. De reagerede på den progressive rock, der var typisk for tiden, Yes osv. Synes du, at musikken har ændret sig til det bedre eller det værre siden dengang?

   »For det første: Den forandring var en god forandring. Den var virkelig nødvendig, og der kom fantastisk megen god musik ud af 70ernes slutning. Men nu? Der er masse musik, som man kender og genkender, før man har hørt sangen til ende. Mange nye bands er inspireret af ting, som var originale for os. Så en smule af kraften trænger igennem, men vi havde de første og bedste ting.

   Joy Division var post-punk. Det samme var Magazine og de øvrige Manchester-bands. Tony Wilson havde en fin beskrivelse af forskellen på punk og post-punk. Han sagde: Attituden i punk er Fuck You. Attituden i post-punk er: I’m Fucked. Alt var internaliseret hos post-punk-kunstnerne. Det var post-punk, jeg følte mig i overensstemmelse med, men punkbevægelsen inspirerede én til et punkt, hvor man følte, at man kunne gøre en forskel og lave verden om. Forandringen inspirerede en masse mennesker til at begynde på deres egen ting.«

  – Hvad synes du om det, som New Order gjorde?

   »Det var fint. Jeg tror, de ville så langt væk fra Joy Division, som de kunne komme. New Order var inspireret af discostrømningen, og de lavede store sange i 80erne. Selv uden Ian Curtis kunne den del af bandet blomstre. Man kan tænke på, hvad det var blevet til sammen med Ian. Det havde virkelig været noget.«

– Har »Control« givet dig mod på at instruere endnu en film?

   »Det er, hvad der sker i mit liv lige nu. Jeg tænkte at Control var dén ene film, som jeg simpelt hen måtte lave, men jeg fandt oplevelsen så frugtbar, især på grund af skuespillerne, at jeg gerne vil lave én mere. Det projekt leder jeg efter nu. Det bliver med sikkerhed noget andet and Control. Det bliver en ren fiktionsfilm i farver. Og uden relation til musik.«

   – Bliver den engelsk eller hollandsk?

   »Den bliver engelsk. Jeg elsker britiske skuespillere. De er fortællere af væsen. De spiller deres rolle hele dagen. Hvilket kan være afsindigt irriterende, hvis man kommer fra Holland og vil have klare svar, men for filmen er det fremragende. De lever det.«

   – Nogle instruktører tager hjem til Holland. Paul Verhoeven kom tilbage og lavede »Black Book« –

   »Jeg gør det samme. Om to uger flytter jeg hjem til Holland efter 28 år i England, og jeg skal bo i den samme by som Paul Verhoeven. Men han har gang i så meget. Du så Black Book? Det er en anden spillestil. Den hollandske tradition er helt anderledes.«

– Kan du sige noget om forskellen på at fotografere og instruere?

   »Jeg synes om at lave film. Jeg elsker fotoet , men der er verdener til forskel. Både på, hvordan man griber opgaven an, og hvad man får igen, når arbejdet er udført. Fotoet er meget dit eget. Følelsesmæssigt kan du tage ansvar for det, og du sender det ud i verden, til museer og gallerier, i håbet om, at det finder et liv. Og hvis du er heldig, får det et liv for altid. Somme tider er det skabt på fem eller ti minutter. Intense øjeblikke. Film er derimod noget, som man arbejder på i fællesskab og er flere år om at færdiggøre. Man er afhængig af så mange faktorer, og man opdager, at der er en hel industri bag én.

   Så filmen skal finde et liv med det samme. Der nytter ikke at håbe, at den vil få sin tid efterhånden. Det er et andet pres og en anden energi, men også et anderledes resultat. Der er en skrøbelig skønhed ved fotografiet, som man tager i sit eget øjeblik. Men film er et overvældende medie, tredimensionelt, med lyden og billedet som smelter sammen. Det er også virkelig noget. Jeg sætter pris på fotoet lige nu, fordi jeg er udmattet efter Control. Men udfordringen ligger i filmen. Jeg vil gerne lave én mere og se, hvad jeg kan få ud af dét.«*

DER er løst meget op for samtalen, som begyndte reserveret og korrekt. Corbijn hjælper ivrigt til med at arrangere et portræt af sig selv ved vinduet i Grand Teatret. Han kan bedst lide den mørke, slørede version uden blitz. Udenfor er det stadig Joy Division-vejr.

*) Corbijn har instrueret tre solide film siden Control. George Clooney spiller lejemorderen, der prøver at sige fra i The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

Se også Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002) og Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980.

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Paul Morley: Piece by Piece: Writing About Joy Division 1977-2007 (Plexus, 2007); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon and Schuster UK, 2012); Bernard Sumner: Chapter and Verse [New Order, Joy Division and Me] (Corgi, 2015); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage. Introduction by Deborah Curtis (Faber, 2015); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Anton Corbijn blev interviewet i Grand Teatret i København den 3. december 2007

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK 2007. Dansk premiere: 11.01.2008.

Fotos: Anton Corbijn/ Factory Records/ EMI/ Faber and Faber/ Filmgrab/ CineMaterial/ Camera Film/ BGJ

Control streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Momentum Pictures (UK) 17.10.2011

Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2008

Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980

MØRKE DIAMANTER
Anton Corbijns film om Ian Curtis

Af BO GREEN JENSEN

HERE come the young men, the weight on their shoulders. Der er gået 40 år, siden Ian Curtis (1956-80), sangeren i Joy Division, tog sit liv i den Manchester-lejlighed, som han delte med hustruen Deborah og parrets spæde datter, Natalie. Curtis havde dog været på vej ud af ægteskabet, som de indgik, da Debbie var 17 og han selv var 19 år, i hele det sidste år med Joy Division, hvor han indledte et forhold til den belgiske musikjournalist og promoter Annik Honoré (1957-2014).

   Curtis var kun 23 år, da han døde. I erindringsbogen Touching from a Distance (1995) skriver Deborah Curtis, at Ian altid havde til hensigt at tage sit liv og blive en af rockhistoriens døde helte, når sangene var skrevet. Hendes bog er skrevet med tørre øjne, men ikke uden et savn og en undren. De sidste 50 sider aftrykker Curtis’ samlede tekster. Det er noget af den bedste lyrik, der blev skrevet i sen-70ernes England.

JOY Division udgav tre albums, Unknown Pleasures (1979), Closer (1980) og Still (1981), på Tony Wilsons legendariske Factory Records. De sidste to titler udkom efter Curtis’ død, da Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris videreførte bandet som New Order. Michael Winterbottom gav i 24 Hour Party People (2002) et lattermildt tilbageblik på hele Manchester-scenen. Han viste også Curtis’ død og citerede midtvejs den syrede musikvideo fra 1988, hvor Anton Corbijn lader kutteklædte skikkelser bære den døde sangers billede langs en strand, mens »Atmosphere« kører på lydsiden.

DER er ingen komisk toning i Control, Corbijns egen film om Ian Curtis. Hovedkilden er Deborah Curtis, men Corbijn trækker også på sit eget arbejde med Joy Division, som han løste flere opgaver for som ung fotograf. Siden blev den hollandske mester en af musikmiljøets mest efterspurgte portrætkunstnere.* 

   Corbijns fotos af Joy Division er grafiske udtryk for sjælen i Curtis’ musik. De er derfor, stadig og altid, det primære stof, som bliver brugt ved lanceringen af stadig mere overdådige genudgivelser af musikken. Curtis' myte er kun blevet større, siden Control havde premiere. Den lokale markering af 40-året for sangerens død i 2020 var en definitiv kanonisering.**

   Corbijns film genskaber tiden og fortæller Joy Divisions korte, intense historie, som stadig lever stærkt i kraft af klare sange som »She’s Lost Control«, »Transmission«, »Ceremony«, »Love Will Tear Us Apart«, »Atmosphere«, »The Eternal« og »Decades«, hvorfra indledningslinjen om de unge mænd er hentet. Disse mørke diamanter står uden for tiden. De kunne være skrevet i går, i dag eller i morgen.

CONTROL er ingen rockhistorisk hagiografi, men et varmt portræt af en ung mand, der blev gammel før tiden. Filmen skildrer, i brede sort-hvide billeder, hvordan Ian (Sam Riley) tager sin studentereksamen i forstaden Macclesfield, Manchesters svar på Kastrup eller Hvidovre, bliver gift med Deborah (Samantha Morton) og får ansættelse på Arbejdsformidlingen. Sammen med Bernard Sumner begynder han at spille under navnet Warsaw.

   Den lokale tv-stjerne Tony Wilson giver dem sendetid i tv og skriver kontrakt med manageren Rob Gretton. Joy Division har virkelig fremtiden for sig, da Curtis får det første af mange stadig kraftigere epileptiske anfald, som forgifter hans tilværelse og gør bandets koncerter til et nervøst tilløbsstykke. Han svigter Deborah og er væk i lange perioder. Hun kommer til en lokal koncert og er højgravid med Natalie. Det er en nyhed for alle de andre.

CORBIJNS film fungerer, fordi den undlader at gøre forskellige ting. Den sentimentaliserer ikke Curtis’ sygdom, og den fortolker ikke hans selvmord. Den lader sangene stå, men gør dem ikke til en hovedsag, og den afstår fra at vælge side i striden mellem Deborah Curtis og Annik Honoré. »Don’t walk away in silence,« mantraet fra »Atmosphere«, giver stadig genlyd. Det er ikke mindst blevet en film, som unge mennesker kan og bør se.

Se også Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002); Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007].

*) Corbijn fortsatte filmkarrieren som en solid, skønt undervurderet instruktør af nøje udvalgte og omhyggeligt realiserede projekter. George Clooney spillede lejemorderen, der prøver at trække sig ud af spionernes verden i den Hitchcock-tonede thriller The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

**) Skønt Corbijn fylder meget i den gotiske branding af Joy Division, var det Manchester-fotografen Kevin Cummins (f. 1953), som tog de fleste hverdagsfotos og fulgte bandet på nært hold. Cummins var næsten en officiel fotograf, Corbijn designede målrettet PR på vegne af Factory Records.  

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon & Schuster UK, 2012); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage, introduction by Deborah Curtis (Faber, 2014); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK-USA-Australien-Japan-Frankrig 2007. Dansk premiere: 11.01.2008

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Becker Films/ Camera Film/ Kevin Cummins (Ian Curtis Portrait, The Hacienda 1979)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Momentum Pictures (UK) 17.10.2011

Anmeldelsen er et uddrag af interview med Anton Corbijn i Weekendavisen Kultur 11.02.2008