søndag den 23. januar 2022

Wes Anderson: The French Dispatch (2021)


FORKLÆDT TIL GENKENDELIGHED
Amerikanerens ode til alt som er fransk

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en fornøjelse at se en ny film af Wes Anderson (f. 1969). Den texanske auteur har på tyve år konstrueret ti værker, der er unikke på hver deres måde. Andersons force er symmetri og stilisering. Han skaber sirlige, selvindeholdte verdener, der er bygget fra bunden med grænseløs omhu.
   På skolebiblioteket i Austin læste Anderson gamle, indbundne årgange af The New Yorker. Her stod de noveller, han holdt af. »You could find the J.D. Salinger stories that had never been collected,« oplyser han. I begyndelsen ville Anderson skrive. Han tegnede en slags selvportræt af den arrogante forfattersprire i Rushmore fra 1998.
   Som mange andre blev Anderson forelsket i mellemkrigstidens »fortabte generation« af eksilerede kunstnere og forfattere. Han holdt aldrig op med at læse The New Yorker. The French Dispatch er derfor en hyldest til fransk kultur og det amerikanske ugemagasin. De to bolde er behændigt jongleret.


TIL Andersons metode hører, at han tilegner sig materialet ved at blande flere slags stof. Det ligner og er alligevel sit eget. The French Dispatch er både The New Yorker i pionertiden og Paris-redaktionen på Kansas City Star, avisen som Ernest Hemingway rapporterede hjem til, da han lærte at veje hvert ord.
   Det var på samme måde med Jacques Cousteau i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), de Salinger-inspirerede familiehistorier i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007); på sommerøen i Moonrise Kingdom (2012) og kurstedet i The Grand Budapest Hotel (2014), hvor receptionschefen M. Gustave både var og ikke var Stefan Zweig.

   
SÅ i The French Dispatch er kortene blandet. Ennui-sur-Blasé, den urfranske by, som er filmens locus, er både Paris og Angoulême, hvor filmholdet slog sig ned i et år og skabte 900 arbejdspladser. Angoulême er tegneserieverdenens svar på Cannes. De animerede afsnit i filmen er naturligvis skabt på lokale tegnestuer. Anderson er ophavsmand til to af tidens bedste animationsfilm: Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018).
   Owen Wilson tager publikum med på en rejse gennem byens historie i en af de to vignetter, som indleder filmen. Her kommer Andersons stereoblik til sin ret i en række før/efter-prospekter, der viser, hvad byen var og hvad den blev. Det er gjort på en dag og beskrevet med 300 ord fra Herbsaint Sazerac, »den cyklende reporter«.
   I den anden vignet kommer forklaringen på, at vi ikke længere læser Dispatch. Da redaktøren Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) dør, bliver magasinet pakket ned i overensstemmelse med hans testamente. The French Dispatch var et tillæg til Liberty, Kansas Evening Sun, der udkom i årene 1925-1975.


DER skal som minimum være en Hergé-detaljeret skalamodel af skibet, husene eller toget, hvor man opholder sig. I The French Dispatch er det flyet, som samleren »Maw« Clampette (Lois Smith) og kritikeren J.K.L. Berensen (Tilda Swinton) bevæger sig med over Atlanten.
   Berensen er kurator og foredragsholder i den første og mest fejlfri af filmens tre hovedhistorier. »The Concrete Masterpiece« beskriver, hvordan savant-kunstneren Moses Rosenthaler (Benicio del Toro) malede fangevogtersken Simone (Léa Seydoux), mens han afsonede en dom for dobbeltmord.
   Galleristen Julien Cadazio, baseret på virkelighedens Lord Duveen, sidder inde for skattesvig og opdager den nye tids urtalent. Cadazio bliver spillet af Adrien Brody. Hver rolle i filmen er stjernebesat. De gammelgrå onkler fra galleriet bliver spillet af Bob Balaban og Henry Winkler. Winkler var Fonzie i kultserien Happy Days. Fortællerstemmen tilhører Anjelica Huston.
   Rosenthaler grundlægger den abstrakte ekspressionisme, som bogstaveligt bliver eksporteret til Kansas, hvor Tilda Swinton holder foredrag. »I’ll have my drink now,« siger hun midtvejs og blander en Manhattan. Museet på prærien kunne være tegnet af Frank Lloyd Wright. Det er en perfekt episode.



WES Anderson siger selv (til Tilda Swinton, som interviewer ham i oktober-nummeret af Sight and Sound), at han denne gang var inspireret af 1960rnes og 70rnes antologifilm fra Frankrig og Italien: L’amour à 20 ans (da. De unge elskende), Boccaccio '70, RoGoPaG.
   »Revisions to a Manifesto« er filmet i sort-hvid nybølgestil og beskriver, hvordan studenternes »skakbrætoprør« forløber i marts 1968. Mavis Gallant og Lillian Ross er modeller for Lucinda Krementz, der skriver sin reportage. Gallants autentiske beretning, »The Events in May: A Paris Notebook« kan læses i New Yorker-antologien The 60s med det bedste fra årtiet.

   
FRANCES McDormand er kvinden, der rykker i felten og lægger sig mellem Timothée Chalamet og Lyna Khoudri. I »The Private Dining Room of the Police Commissioner«, den sidste historie, bliver Jeffrey Wright til Roebuck Wright, som er en blanding af James Baldwin og sportsskribenten A.J. Liebling.
   Her bliver maden en irrelevant hovedsag. Fortællingen udarter sjældent excentrisk. Mathieu Amalric spiller fængselsinspektøren. Stephen Park er kokken Nescarfier, som lærer en ny smag at kende, da han må spise gift af hensyn til planen.


ALEXANDRE Desplat har skrevet et score, der boltrer sig endnu mere i pastiche end sædvanligt. Jarvis Cocker, der kan være lige så snurrig og særegen som Anderson, har bidraget med en coverversion af 1965-hittet »
Aline« med Christophe (1945-2020). Anderson har til gengæld instrueret videoclippet, der promoverer Cockers seneste album, Chansons d'Ennui Tip-Top (2021), som er en excentrisk fest i sig selv.
    The French Dispatch var klar allerede til Cannes Festivalen i 2020. Da den fysiske festival blev aflyst på grund af COVID19-pandemien, valgte de fleste deltagere at trække sig og give filmene premiere virtuelt. Anderson holdt stand og ventede til maj 2021, da en frygtsom udgave af Festival de Cannes var tilbage.
   Der er stof til i hvert fald ti gennemsyn i den herlige fletning af fabler. Andersons snekugleæstetik er sublim. Andre filmskabere arbejder i nærheden – Almodóvar, Tarantino og Peter Strickland – men ingen gør det helt så monomant. Det er en gennemført fornøjelse at følge. En kilde til fryd og et stort billedværk.



Foto: American Empirical/ Searchlight Pictures/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar