DEN DRESSEREDE MAND
En kærestefilm om kønspolitik
Af BO GREEN JENSEN
Snart er de sammen i døgndrift. Hun elsker alt ved hans verden, både The Big Lebowski-plakaten og guitaren, som hun får ham til at spille på, mens hun ligger nøgen på tæppet. Hver søndag besøger de hans forældre. Også hér er Maria vild med det hele. Det er hende, som tilbereder desserten, da hun har diverteret og duperet med historier om sit store vandreår.
HVEM siger, at Maria manipulerer? Det gør hun selv ved at fastholde publikums blik. Det sker efter 15 minutter af filmen. Hun ser os i øjnene, og hun smiler, mens hun trykker sig ind til den truede mand.
På Shakespeares tid blev det kaldt et aside, en sidebemærkning, når en karakter trådte ud af fiktionen og talte fortroligt. Nu siger vi, at fortællingen bryder »den fjerde væg« mellem scene og sal. Det giver historien et ekstra sæt anførselstegn.
Maria flytter ind hos Rasmus. Hun fylder mere og mere. Hun retter på ham og ændrer hans vaner. Hun får altid tingene vendt, så det er hende, det er synd for.
FARESIGNALET er cd’erne. Maria synes, de fylder på væggen, og han hører dem jo aldrig. Rasmus protesterer, men i næste billede står han og sælger dem for en tier på loppemarkedet – oven i købet til vennen Troels, som ved, hvad musikken betyder.
Maria tager Jeff Bridges ned og hænger i stedet et maleri op. Det er et lærred med en cirkel, hvor det ene hjørne mangler. Rasmus siger, han hader det. Det er første gang, han slår sig i tøjret. Så har de et skænderi. Han synes, han forsvinder i hendes ting og hendes måder.
Hun siger, han skal stritte mere imod. De elsker jo hinanden. Så bliver han sendt i byen, fordi hun skal holde fin pigemiddag. Han kommer hjem til den samme situation, som hun trådte ind i, da de mødtes. Det hele er vendt, og kvinden har vundet.
DER er meget mere i posen. Blandt andet en katastrofal kærestedag, hvor hun virkelig skærer ham ned. Så skal han være simpel og usikker blandt hendes kunstvenner, men det giver bagslag, for de kan lide ham.
Rasmus bliver alene og får sine egne ting op på væggen igen. Men nu er han og Troels de sidste, som ikke taler om spædbørn og sukkerfri nultolerance. Drengene går tidligt hjem. Han planlægger atter sin rejse, da Maria banker på og siger undskyld.
DET er en skarp og ret god film, Christian Tafdrup har lavet. Der er detaljer, de fleste par vil genkende. Man kunne sagtens vende synsvinklen og se det i Marias perspektiv. Men her er vi i mandens hjørne. Maria er virkelig en frygtelig kvinde.
Eller er hun? Hun tvinger ham til at blive voksen. Da veninderne kommer til baby shower, er det Rasmus, som anretter frugten. Han har lært at gøre alt korrekt. Han ville selv det hele anden gang. Så hvorfor brøler han vredt og afmægtigt, før han går ind igen og er social?
Der er ét aside mere, et direkte blik. Filmen er lavet med håndholdt og kommer så tæt på, at Anders Juul og Amanda Collin kan sige en masse med små virkemidler. Hvis nogen bliver krænket, er det Rasmus.
I 1971 skrev lægen Esther Vilar en debatbog med titlen Den dresserede mand. Kun halvt i sjov beskrev hun, hvordan man dominerer en mand ved strategisk brug af ros, rationeret sex og følelsesmæssig afpresning. Bogen satte sindene i kog, da nyfeminismen var mest selvretfærdig.*
Maria følger dens anvisninger til punkt og prikke. Som satiriker er Tafdrup et naturtalent. Jeg havde forbehold omkring Forældre, hans forrige film fra 2016. Jeg syntes, den var nedladende i sin fordom om, hvad ældre folk tænker. Her synes jeg, satiren rammer plet. Alting afhænger af, hvor man er i sit liv.
DET nærmeste danske fortilfælde er Sandheden om mænd, som Nicolaj Arcel instruerede i 2010. Den gav kvinden mere medhold. Tafdrup giver ikke kvinden noget som helst. Hun er dæmoniseret og karikeret, så portrættet næsten ikke kan bruges.
Men manden i fælden er ramt på et hår. Det er godt set, at han selv vil familie og ansvar, mens den anden del af ham stritter imod. Han vil sige fra, men når han sætter foden ned, giver gulvet efter.
Det er en kærestefilm fra Helvede og et kønspolitisk partsindlæg. Lad hellere være med at se den som par. I vil diskutere i dagevis. En frygtelig kvinde blev lavet før #MeToo-kampagnen. Enten kommer filmen lige til tiden, eller også er den allerede en anakronisme.
Jeg tror faktisk mest på den evige vinkel. Det er sådan, det er, og bliver nødt til at være.
Se også Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016) og Christian Tafdrup: Speak No Evil/Gæsterne (2022) [Horror 100].
*) Det er en meget reduktiv beskrivelse af Der dressierte Mann/The Manipulated Man, som var og er en klassisk tekst i den polemiske ende af kønsdebatten. Den argentinsk fødte forfatter optrådte i alverdens medier. Kontroversen kulminerede i en legendarisk tv-debat (WDR 1975), hvor Vilar diskuterede med ærkefeministen Alice Schwarzer. Schwarzer kaldte bogen sexistisk og fascistisk og sammenlignede den med Der Stürmer, som var den nazistiske frokostavis. Vilar har skrevet mange bøger efter Den dresserede mand og er især populær i spansktalende lande. I 1998 skrev hun skuespillet Speer, der blev opført i Berlin (og London) med Klaus Maria Brandauer i rollen som Albert Speer. I 2022 er Esther Vilar 86 år.
I Danmark var det især tabloidpressen, som kogte suppe på sagen i måneder. Pop-up-forlaget Bramsen & Hjort solgte mange oplag af bogen, som blev lanceret i semi-erotisk forklædning. I Tyskland og USA foretrak man grafiske omslag med kønssymboler. Da Hannelore Schütz (og Ursula von Kardoff) imødegik Vilar i Die dressierte Frau (1972), blev teksten straks oversat. Den dresserede kvinde solgte ikke nær så godt og var for trist til tabloid. Se i øvrigt Alex Baurs Unerhört: Esther Vilar und der dressierte Mann (2021), som samler op på sagen i 50-året. De danske udgaver af Vilar og Schütz er rare antikvariske klenodier.
En frygtelig kvinde. Instr.: Christian Tafdrup. Manus: Christian og Mads Tafdrup. Foto: Niels Buchholzer. 86 min. Danmark 2017. 25.12.2017.
Fotos: Nordisk Film Production/ NFD/ CineMaterial/ Wikiwand
Filmen streames på Blocbuster, DRTV, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar