UDSATTE SØSTRE
Realpolitik i romantisk forklædning
Af BO GREEN JENSEN
.jpg)
Den kan være et vindue til perioder, man har betragtet som golde, og i særligt livfulde tilfælde er den en veritabel tidsmaskine. Den kan være knastørt eksponerende eller decideret bevidsthedsudvidende. Det er en genre, som spænder fra OTA-bøger til Kongens fald, og det siger sig selv, at det gør en stor forskel, om man første gang hører historien hos B.S. Ingemann eller Ebbe Kløvedal Reich.
.jpg)
.jpg)
I NYE fremstillinger er det derfor den unge mand, som fremstilles. Henrik var 17 år, da han blev kronet i 1509 og ægtede Katarina af Aragonien, som var enke efter hans storebror. Holbeins portrætter er malet 1536-37, da kongen var i fyrrerne. Henrik var 55, da han døde som en kynisk og muligvis syfilitisk skørlevner.
.jpg)
DET er også den yngre Henrik, man møder i The Other Boleyn Girl. Her bliver han spillet af Eric Bana. Anne Boleyn blev kongens anden hustru i 1536 og var hans dronning til sin henrettelse den 19. maj 1539. Skueprocessen, som førte til hendes dødsdom – anklagen lød på forræderi, heksekunst og incest – og Henriks brud med den katolske moderkirke er skildret mange gange, så godt som altid med Anne i rollen som et offer for historiens kræfter.
FILMEN bygger på en roman af Phillippa Gregory, en britisk Maria Helleberg, der har skrevet adskillige bøger om kvinder fra Tudor-tiden, bl.a. The Queen’s Fool (2003, om Mary Tudor og Elizabeth I), The Constant Princess (2005, om Katarina af Aragonien) og The Boleyn Inheritance (2006, om Anne af Cleves og Katherine Howard, Henriks fjerde og femte hustru). The Other Queen (2008) handler om Maria Stuart, og i The Virgin’s Lover (2004) giver Gregory sit billede af den voksne Elizabeth I. Man skyder næppe blindt i tågen, hvis man formoder, at Gregory også vil skrive romaner om Jane Seymour og Catherine Parr.**
SCENEN er – alt efter hvor man befinder sig smagsmæssigt – enten hysterisk utroværdig eller tragisk og stærk på sin måde. Den har sikkert set lovende ud på papiret. The Other Boleyn Girl har manuskript af Peter Morgan. Morgan er interesseret i realpolitik og dyrker ikke altid den subtilitet, som han tillægges. Mange oplevede hans manuskript til Stephen Frears' The Queen (2006) som et nuanceret portræt af et menneske i en svær situation. Morgan har dog udtalt, at »as far as I’m aware, I wrote about a cold, emotionally detached, haughty, difficult, prickly, private, uncommunicative, out-of-touch bigot«.***
DÉT er problemet hos Chadwick. Filmen vil bevare skarpheden og de mørke facetter fra Morgans tekst, men den vil samtidig være et overdådigt periodedrama, der indfrier nogle af de romantiske forventninger, som publikum nærer til genren. Det er faktisk dét, som lykkes bedst. Der er nærvær og ægte kropsvarme i kærlighedsscenerne mellem Henry og Mary. Derimod tror man aldrig for alvor på grundintrigens incestuøse grand guignol. Natalie Portman, Scarlett Johansson og Eric Bana ligner præcis, hvad de er: tre moderne Hollywood-stjerner.
CHADWICKS film er ingen katastrofe. Den har kostet 150 mio. kr. at realisere, og pengene er investeret fornuftigt. John Paul-Kellys produktionsdesign skaber illusionen om en hverdag, og Tudor-universet fornemmes som et virkeligt sted, ikke en teaterkulisse. Der er intet af den misforståede pynt, dårlige computerskabte effekter, som næsten ødelægger Elizabeth I (2005), den seneste tv-udgave af Elizabeths historie med Helen Mirren i titelrollen.
.jpg)
*) Der er en ny bevægelse mod psykologisk dybde, stille humanisme og politisk kompleksitet i periodeskildringen, som understøtter Wolf Hall (2015), Peter Kosminskys BBC-miniserie efter de første to af Hilary Mantels tre romaner om Thomas Cromwell (1485-1540), der gjorde karriere i kongens administration og fik titel af Lord Great Chamberlain, før han faldt i unåde og blev henrettet. Damien Lewis spiller Henrik VIII over for Mark Rylances Cromwell. I The Other Boleyn Girl er Rylance castet som søstrenes far. Peter Staughan har dramatiseret Wolf Hall (2009) og Bring Up the Bodies (2012). Trilogiens sidste bind, The Mirror and the Light (2020), er overført til teater og bliver utvivlsomt også produceret for tv. Mantels bøger er i en helt anden klasse end Philippa Gregorys, men dramatiseringerne er cirka på niveau.
Problemet opstår i det øjeblik, den fiktive skildring får status som sandhed. Store eksempler er The Birth of a Nation (1915, da. En nations fødsel) og Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), både bogen fra 1936 og filmen fra 1939, som i årtier og generationer styrede den populære forestilling om, hvad den amerikanske borgerkrig gik ud på.
I dansk sammenhæng har Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853) fordrejet adskilligt. Det er derfor vigtigt at have en rig fiktionskultur, som belyser historien i mange genrer og stillag. Så kan den godt være ekstravagant og byde på radikale, indbyrdes modstridende tolkninger.
I Storbritannien og USA er man ved at genopdage og nyfortolke perioder, som er beskrevet så ofte, at man ikke skulle tro, der var mere at sige. Især er man begyndt at se historiske skikkelser i deres ungdom. Om den ved man sjældent ret meget, så fantasien har frit spillerum. Flere film om den unge dronning Victoria er på vej, men den britiske reformation og renæssance, Elizabeths og Shakespeares tid, er det primære indsatsområde.
PÅ film er Henrik VIII (1491-1547) i regelen blevet spillet som den skæggede, lettere korpulente monark med kongekrone og hermelinskåbe, der poserer på Holbein den Yngres portrætter. Fra Emil Jannings (i Ernst Lubitschs tyske stumfilm Anna Boleyn, 1920) og Charles Laughton (i Alexander Kordas The Private Life of Henry VIII, 1933, og George Sidneys Young Bess, 1953) er der et stykke vej til den mere moderne version af monarken, Robert Shaw i A Man for All Seasons (1966) og Richard Burton i Anne of the Thousand Days (1969).
EN sammensmeltning af disse billeder fandt sted i den også herhjemme stærkt populære tv-serie The Six Wives of Henry VIII (1970), hvor australieren Keith Michell spillede Henrik. Også en spillefilm blev produceret, og for mange er Michells tilbagelænede fremstilling blevet den gængse. Henrik den 8. havde seks koner, som fik hovedet kappet af efter tur. Der var også noget med sir Thomas More, et brud med Rom og datteren Elizabeth, som blev dronning. Det er dog konerne, man husker, og det er om kongens libido, at man vil høre.
.jpg)
.jpg)
I NYE fremstillinger er det derfor den unge mand, som fremstilles. Henrik var 17 år, da han blev kronet i 1509 og ægtede Katarina af Aragonien, som var enke efter hans storebror. Holbeins portrætter er malet 1536-37, da kongen var i fyrrerne. Henrik var 55, da han døde som en kynisk og muligvis syfilitisk skørlevner.
Det er klart, at der var en yngre udgave, og det er dén version af monarken, man møder i den meget kulørte serie The Tudors (2007-2010) som britiske BBC og amerikanske Showtime producerede sammen. Jonathan Rhys Meyers spiller Henrik, som man aldrig før har set ham, og Tudor-hoffet er skildret som et dekadent slagtehus, faktisk ikke ulig det billede af britisk renæssance, som man får hos Christopher Marlowe, William Shakespeare og Thomas Kyd.*
.jpg)
DET er også den yngre Henrik, man møder i The Other Boleyn Girl. Her bliver han spillet af Eric Bana. Anne Boleyn blev kongens anden hustru i 1536 og var hans dronning til sin henrettelse den 19. maj 1539. Skueprocessen, som førte til hendes dødsdom – anklagen lød på forræderi, heksekunst og incest – og Henriks brud med den katolske moderkirke er skildret mange gange, så godt som altid med Anne i rollen som et offer for historiens kræfter.
Her rettes opmærksomheden mod Mary Boleyn, Annes søster, som er mindre velbeskrevet, fordi hun forsvandt ud af historien, da hun i 1534 giftede sig med William Stafford og flyttede til Essex, hvor hun levede til sin død i 1543.
Søstrenes far, sir Thomas Boleyn, har håbet, at kongen vil falde for Anne. I stedet bliver det Mary, der må kassere sin første ægtemand. Hun når også at blive forelsket i Henrik, som imidlertid foretrækker Anne, da denne vender stærkt tilbage fra et charmekursus i Frankrig. Mary er mild, Anne er samvittighedsløs. Deres far er tilfreds, når blot en af dem sikrer sig kongens velvilje.
FILMEN bygger på en roman af Phillippa Gregory, en britisk Maria Helleberg, der har skrevet adskillige bøger om kvinder fra Tudor-tiden, bl.a. The Queen’s Fool (2003, om Mary Tudor og Elizabeth I), The Constant Princess (2005, om Katarina af Aragonien) og The Boleyn Inheritance (2006, om Anne af Cleves og Katherine Howard, Henriks fjerde og femte hustru). The Other Queen (2008) handler om Maria Stuart, og i The Virgin’s Lover (2004) giver Gregory sit billede af den voksne Elizabeth I. Man skyder næppe blindt i tågen, hvis man formoder, at Gregory også vil skrive romaner om Jane Seymour og Catherine Parr.**
Gregorys særlige vinkel på stoffet er, at Henrik faktisk elskede Mary, mens Anne ville gøre alt for at blive dronning. Hun blev anklaget for at begå blodskam med sin bror, George Boleyn. I The Other Boleyn Girl er muligheden oppe at vende, fordi Anne er trængt ind i en krog og ved, at hun vil blive henrettet, hvis ikke hun føder kongen en søn. Hun har da et forslag til Mary og George. Det er dette chokerende sætstykke – hvor langt et nødstedt menneske er villig til at gå – som filmen arbejder sig ind til.
SCENEN er – alt efter hvor man befinder sig smagsmæssigt – enten hysterisk utroværdig eller tragisk og stærk på sin måde. Den har sikkert set lovende ud på papiret. The Other Boleyn Girl har manuskript af Peter Morgan. Morgan er interesseret i realpolitik og dyrker ikke altid den subtilitet, som han tillægges. Mange oplevede hans manuskript til Stephen Frears' The Queen (2006) som et nuanceret portræt af et menneske i en svær situation. Morgan har dog udtalt, at »as far as I’m aware, I wrote about a cold, emotionally detached, haughty, difficult, prickly, private, uncommunicative, out-of-touch bigot«.***
Det skal siges, at scenen, søsterforholdet og den hysteriske undertone i relationerne fungerede bedre i den første version af Morgans dramatisering. Førsteudgaven af The Other Boleyn Girl var en tv-film, som Philippa Lowthorpe instruerede for BBC i 2003. Mary og Anna blev spillet af Natascha McElhone og Johdi May, mens Jared Harris havde rollen som Henry. Fordi budgettet var småt, blev der ikke gjort forsøg på at genskabe Tudor-tidens pragt.
DÉT er problemet hos Chadwick. Filmen vil bevare skarpheden og de mørke facetter fra Morgans tekst, men den vil samtidig være et overdådigt periodedrama, der indfrier nogle af de romantiske forventninger, som publikum nærer til genren. Det er faktisk dét, som lykkes bedst. Der er nærvær og ægte kropsvarme i kærlighedsscenerne mellem Henry og Mary. Derimod tror man aldrig for alvor på grundintrigens incestuøse grand guignol. Natalie Portman, Scarlett Johansson og Eric Bana ligner præcis, hvad de er: tre moderne Hollywood-stjerner.
CHADWICKS film er ingen katastrofe. Den har kostet 150 mio. kr. at realisere, og pengene er investeret fornuftigt. John Paul-Kellys produktionsdesign skaber illusionen om en hverdag, og Tudor-universet fornemmes som et virkeligt sted, ikke en teaterkulisse. Der er intet af den misforståede pynt, dårlige computerskabte effekter, som næsten ødelægger Elizabeth I (2005), den seneste tv-udgave af Elizabeths historie med Helen Mirren i titelrollen.
Dronningebilledet i Shekhar Kapurs Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007) var lige så kulørt og ikke så velskrevet som The Other Boleyn Girl. Men Kapur havde en idé med sin overophedede stil. Det har Chadwick ikke.
Alligevel må man misunde briterne, som stadig har plads til at dyrke den store historiske form. Det er år og dag siden, at danske filmskabere forsøgte sig i den omkostningskrævende kostumegenre. Der ligger stadig store film og venter i historien om tyskekrigene. Skulle vi ikke prøve at lave dem nu?
P.S. Teksten er skrevet i 2008. Dansk film kom sent – men stort – på banen med kulørte historiske stykker som Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), Ole Bornedals kontroversielle 1864 (2014) og Charlotte Sielings fejrede Margrete den første (2021), der rammer præcis på de nævnte parametre. Der er ingen grund til at dvæle ved humoristiske fejlskud som Tordenskjold & Kold (2016). Der er derimod grund til at fremhæve Kasper Kalles Christian IV - Den sidste rejse (2018), en minimalistisk New Danish Screen-produktion, som skildrer forholdet mellem Christian IV og Kirsten Munk i flere livsaldre og med høj troværdighed, men uden effekter fra udklædningskassen. Tonen i C4 – som filmen hed i lang tid – er tæt på bestræbelsen i The Other Boleyn Girl.
NOTER
.jpg)
**) The Taming of the Queen (2015) handler om Catherine Parr. Siden The Other Boleyn Girl (2001) har Phillippa Gregory (f. 1954) skrevet 41 bøger, som er ordnet i forskellige cykler og serier. 15 af dem foregår i Tudor-tiden. Før 2016 sondrede værklisten mellem Tudor Court- og Plantagenet-serien. Nu er romanerne samlet som The Plantagenet and Tudor Novels. De har alle historiske kvinder i centrum. Der er endnu ikke et dedikeret bind om Jane Seymour.
***) Peter Morgans udtalelse stammer fra et interview i London Evening Standard den 7. oktober 2006. Interviewet ligger på avisens hjemmeside, men er uden byline. Det er derfor ikke muligt at kreditere artiklens forfatter.
The Other Boleyn Girl (Den anden søster). Instr.: Justin Chadwick. Manus: Peter Morgan. Foto: Kieran McGuigan. 116 min. USA-UK 2008. Dansk premiere:22.08.2008.
The Other Boleyn Girl (Den anden søster). Instr.: Justin Chadwick. Manus: Peter Morgan. Foto: Kieran McGuigan. 116 min. USA-UK 2008. Dansk premiere:22.08.2008.
Fotos: Columbia Pictures/ Focus Features/ BBC Films/ Relativity Media/ Ruby Films/ Scott Rudin Productions/ Wikimedia (Hans Holbein Portraits)/ UFA/ MGM/ EMI/ BBC/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2008.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar