KALK OG SNE
Den skarpe islændings danske debut
Af BO GREEN JENSEN
Der er også en historie, den skal bare foldes ud. Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) har i syv år arbejdet for det kalkbrud, som fylder alt i Vinterbrødre. Hvor de kommer fra, bliver aldrig oplyst. De stiger ned i minen hver morgen og kommer op igen, når skiftet er færdigt.
Andre dage står de ved kværnende tromler, der i princippet passer sig selv. De keder sig inderligt og fordriver tiden med infantile konkurrencer i, hvem der kan holde urinstrålen længst.
De fleste ord forsvinder, skønt de råber til hinanden. Der er en kakofoni uden lige i filmen, som ikke gør noget forsøg – tværtimod – på at afmystificere den djævelske arbejdsproces. Det kunne være et kraftværk, en kulmine, en boreplatform. Enhver slags isoleret miljø, hvor udsatte mænd går fra forstanden.
JOHAN er faldet til. Emil har derimod sin egen parallelle virkelighed. Han stjæler kemikalier, som han forvandler til hjemmebrændt sprut og sælger til kolleger [meget som matrosen Joaquin Phoenix i Paul Thomas Andersons The Master (2012)]. Han kaster snebolde på vinduet ind til Anna (Victoria Carmen Sonne), universets eneste kvinde, som han fantaserer både blidt og brutalt om.
Emil er en modtagelig knægt, et sind uden filter. Nålen når let op i øverste felt. Alligevel er det en særlig begejstring, han føler, da han får fingre i en automatisk riffel hos barakbyens gråsprængte særling (Anders Hove, som i virkeligheden er far til Elliott Crosset).
Emil tager tøjet af og poserer, mens en britisk officer forklarer om våbnets funktion - og fascination - på en gammel instruktionsvideo. Han ser scener fra voldspornografiske krigsfilm, hvor kameraet zoomer helt ind på drøbelen i de skrigende halse.
FILMENS første del er som en virkelig drøm. I anden akt vender det hele tilbage som drømt virkelighed. Skiftet sker, da en kollega bliver syg af at drikke Emils pullimut. Fabrikkens bestyrer (Lars Mikkelsen) afhører Emil i noget, der begynder som en lummer medarbejdersamtale, men udarter til en torturscene.
Emil må drikke sin egen gift, bliver slået og kastet i hullet. Da han vågner, ligger Anna ved hans side. Han snubler gennem skoven, hvor det ikke mere er muligt at se forskel på dryssende kalk og fygende sne. Her slutter han sig til en gruppe soldater, der instrueres af officeren fra den gamle video. Vi ser nu, at det er Lars Mikkelsen, som træner de unge mænd i dræbe.
SÅ får drøm og virkelighed fællesmængde. Emil og Anna har elsket i fantasien, men det er Johan, som hun ligger med i barakken. De nøgne brødre har en stor brydekamp. Det er maskuline riter i koncentreret form. D.H. Lawrence ville nikke anerkendende.
Endelig bliver Emil stammens udstødte kriger. Peter Plaugborg har en lang monolog, hvor han fortæller om hunden, der blev ved med at vente på sin døde herre ved minen. Han har historien fra sin far, og han har aldrig vidst, hvad han skulle med den. Nu får Emil den, og stik så af!
DER er naturligvis mere endnu. Vinterbrødre gjorde indtryk. Filmen fik publikumsprisen på CPH PIX, blev vist på London Film Festival og var i konkurrence i Locarno. Hlynur Pálmason modtogt instruktørprisen på Thessaloniki International Film Festival. Der var Robert (14 nomineringer, 9 priser) og Bodil (4 nomineringer, 2 priser) i lange baner.
På sin rå måde er det en meget smuk film. Fotografen Maria von Hausswolff gør verden til en åbenbaring af kalk og sne, men først er der ti desorienterende minutter i mørket under jorden. Toke Brorson Odins score og Lars Halvorsens lyddesign skaber sammen et struktureret inferno, der ligner industrial metal.
Hlynur Pálmason er fra Island, men bor og arbejder i København. Vinterbrødre er faktisk optaget i Fakse Kalkbrud, skønt filmen skildrer et mytisk sted uden tid eller navn. Efter Avaz-brødrenes Mens vi lever var det årets anden store debut. Og en af de bedste nye film i 2017.
Vinterbrødre. Intr. og manus: Hlynur Pálmason. Foto: Maria von Hausswolff. 93 min. Danmark-Island 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.
Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2017.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar